En Kvinde af Folket
Kaj Munk: Liv og Glade Dage (1936)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Jylva, min Hund, min bedste Ven, min eneste oprigtigt fortrolige, hvem forstår hinanden som vi to? Der er ingen i Verden, der holder af mig som du, og ingen holder jeg af på den Måde, som jeg holder af dig. Så indtrængende trohjertigt lægger du din Pote på min Arm, så smukke i deres Trang til Kærlighed kigger dine Øjne ind i mine. Efterårsfestligt brun som Skæret over Heden under Septembersolen, når den går ned, er dit Skinds Lød, kåde som Forårets Hvirvelvinde er dine lystige Spring, når jeg snakker Løjer til dig, mens din Halestump virrer om kap med dine lange Ørens Dasken - og du snapper efter Vejret og snapper efter mig og snapper efter Pinde på Jorden i overstrømmende Livshumør, i Taknemmelighed over Tilværelsen, at vi to er gode Venner.
Jylva er en Kvinde af Folket. Tabt i Mørket er hendes Oprindelse, og Kendere, Opdrættere og Dressører og al anden ophøjet Sagkundskab ville have en Skok af Indvendinger at fremføre. En ægte født Embedslæge profanerede en Gang sit Øje ved at lade det falde på min uværdige Hund; han hev det til sig igen i en Fart med et henkastet: »Nå, så De foretrækker Cocktails.«
Det var min Ven Mejeribestyreren, der i min Ungdom besnakkede mig til at købe et Jagtgevær. Derved ledede han mit Livsløb ind i et Spor, der har kostet mig uoverskuelige Summer og skaffet mig uoverskuelige Glæder. Snart gik det sådan, at det stod klart for mig selv og min Samvittighed, at en Bøsse ingenlunde var tilstrækkelig til Jagten; en Hund måtte til. Kendskabet til Hunderacer stod hos mig i ligefremt Forhold til Pengepungens Formåen. Et helt Efterår gik med at prøve Hunde og kassere dem. I Fortvivlelse købte jeg til sidst ubeset noget, som kaldtes en Gordonsetter, der var beskrevet mig som indehavende samtlige Fuldkommenheder. En Senoktoberaften sad jeg med et lille Selskab i min stormomsusede Præstegårds luneste Inderrum, da Telefonen ringede: Ulfborg Station meldte, at der henstod en Hund at indløse formedelst 110 Kr. En tilstedeværende fortrinlig Lærerinde så sig - Himlen må vide, hvordan - i Stand til at låne mig 40 Kr., en Lærer 30, jeg selv lå også inde med en Del, og en halv Time efter bankede Lærer Sørensen og jeg en mægtig Kasse fra hinanden, og ud sneg sig et forpjusket, langhåret, radmagert, med Stamtavle velforsynet Gespenst, der den følgende Dag viste sig uskikket til andet Tempo end Skridtgang og med Jagtinteressen specialiseret til Området Huskatte. Ved Trusler om Straffe i dette Liv og det kommende formåedes Afsenderen - ikke til at sende Pengene tilbage, men dog til at bytte med en ny Hund, For anden Gang kom den fatale Kasse til Vedersø (med Postbil til Købmanden), blev atter hamret fra hinanden, og ud sprang den vævreste og sødeste lille brune Frøken, der vimsede omkring, fulgte mig ind i Butikken, snusede til højre og venstre (Krydssøg). Gamle Købmand Skytte kom frem og betragtede den velvilligt med sit kloge vurderende Blik, og Frøkenen nejede, og se, der kom en Sø på Gulvet, og Chefen gav en Ordre, og se, der kom Sand på den Sø.
Mon ikke Hunden hed Jelva? Det har jeg senere spekuleret ud. Men den Mand, den kom fra. der var stivere i Salgskunst end i Skrivekunst, havde bogstaveret Jylva, og hvis det ikke var, så blev det dens Navn. Ej, hvilken Spænding at ro ud i Båden første Aften med den nye Hund, sidde mellem Sivene og vente. Og min Tro, om der ikke kom en Andeflok, et Skud, og ud sprang Tøsen, svømmede længe i høje og tætte Rør og prustede sig tilbage med en ung Andrik i Flaben, sprang atter ud på Hovedet, da jeg sendte et Skud i Luften, fordi jeg havde en Anelse, blev længe væk, blev meget længe væk og vendte så tilbage med Andrikkens vingeskudte Bror. Dermed var mit og Jylvas Venskab grundfæstet.
Ikke, at der ikke kom svære Prøvelsens Tider. Med Agerhøns var det all right. Dem fandt den unge Dame, hvad Kunster de så prøvede at lave, stod for dem, som en Statue af sig selv, kunne allerhøjst tillade sig en lille Drejning med Hovedet for at se efter mig, hvis det varede alt for mange Evigheder, inden min Langsomhed nåede frem.
Men der var jo disse Harer. Som sidder stille og markerer, at der er de, ved at række et Øre op. Og som så stikker i Rend på en yderst forførende Måde, så det er umuligt for en rask Hund, der er meget større end Flygtningen, at tænke sig andet end, at gør man sig rigtig Umage, må det være en smal Sag at indhente det bitte Stykke Katteskind. Jeg brølede som en Urokse, jeg pryglede, så Konerne i Nørre Omme, der er særlig skrappe, kom løbende til ved Hundens Skrig og truede mig med Tugthus. (»Og så vil sådan En oven i købet gå for at være Præst!!«). Jeg fortvivlede til sidst og kørte den til Dickmann i Herning og sagde: Skyd den Hund. »Men hvorfor dog det?« »Jo, sådan og sådan.« »Det retter jeg på en Eftermiddag.« Men det gjorde han ikke, det tog ham 14 Eftermiddage, men så var Jylva også mer hareren end i Moders Liv.
Jylva, min Tøs, min Veninde, hvor sjov at se din Næses Forundring første Gang, du kom ud for en Fasan. Du studser, du går et Par Skridt tilbage, du tilkaster mig et Par spørgende Blikke, så besættes du af en vanvittig Iver, suser ledende rundt, stivner, står fast, op braser et gyldent, rabaldrende Uvejr, du kaster dig ned, som ville du holde dig for Ørene, skærme dig mod Lynene, så springer du op, sætter efter, besinder dig, sætter dig og ser måbende på mig. Men da var du jo allerede en øvet Hund, vant til Ænder og Bekkasiner og Snepper og Urkokke.
Snepperne, ja, - - høj Septemberhimmel, fin Blæst, Klitterne stråler og lokker. Op og ned går det, snart i en Dal mellem Sandbjerge, snart mellem Himmel og Jord med et gyngende Hav til den ene Side og Sø og Fjorde og Marker og Kirker til den anden. Og der på Toppen af Klitten histovre står Jylva, brun mod det hvide Sand, naglet til Pletten, stirrende nedad, op kommer Sneppen, og ned kommer Sneppen, men min Sandten, om ikke Pigen har taget Stand allerede igen - 4 Snepper på Tasken på en Formiddagsvesterhavstur.
Og Aftenen endnu skønnere, på Aabjerg blide Sø mellem de nikkende grønne Siv, se Rævens dansende Skygge hen over Engen derinde! Plasker det hist af Odder? eller er det bare en Vandrotte? Men hvad er det derhenne? Er det en Blishøne? De ved nok, hvordan man en Dag med lidt Blæst kender Forskel på en Vildand og et Åkandeblad; ligger det tvivlsomme ganske stille og flyder på Vandet, er det en Vildand; rejser det sig af og til op og basker med Vingerne. er det et Åkandeblad. - Ja, Øjnene må bruges; Bøssen ligger hen over mine Knæ, og min firbenede Veninde sidder på Bagtoften, dirrende af Jagtiver, spejdende hid og did op mod Himlen: kommer Ænderne ikke snart?
Tror De, den Hund nogen Sinde har lydt min Fløjte? Aldrig. Tror De, den ville holde sig hos mig på Jagten? Nej. Den gik et Par Hundrede Meter fra mig; der, hvor jeg travede, behøvedes den jo ikke, har den vel ment; det Revier kunne jeg selv klare. Men lynende sikker var den der, hvor den gik. Alt, hvad det gjaldt om for mig, var at holde Udkig.
I Foråret i År spadserede jeg en Dag en Tur over Torsted Hede. Da jeg var kommen en halv km fra Bilen, hvad i Alverden var det? Rejste Jylva ikke en gammel Ræv og jog den op imod mig? Men nu fik Mikkel Kig på mig og drejede om. Min Bøsse lå i Bilen; jeg stejlede tilbage til den, sprang ind, startede, ladede, mens jeg kørte, lyttede efter Jylvas Glam, spurtede Forden indover Markerne, så Hunden vælte Ræven, og denne trimle sig op igen og af Sted, så jog jeg Bilen hen foran Dyrene og skød. Ak, gamle Hr. Rød! Hans højre Forpote manglede, velsagtens en grimmige Saks for mange År siden, ikke een hel Tand i Over- eller Undermund, men to små Lam lå ihjelbidte henne på Marken.
Så oprandt den 15. Juli, da Jagten på Hedens sorte Urfugleherrer går ind. Min Jagtkammerat fra Sognet og jeg er ude, da Solen løfter sit Måneansigt over Troldtoft Banke helt omme i Nord, rødgloende som afbrudt midt i et Nattesold. Af Urkokke er der ingen i År. Klokken bliver 5 og 6 og 7, vi sveder, Hundene puster, Sommermorgenen er allerede kvælende hed, Klokken bliver 8 og halv ni, da, der i Sandet foran mig: et Urkokkespor, jeg kalder på Jylva, hvor er hun, så bruser det bag mig. Farvel, Hr. Kok! men se, der piler en Hare af Sted, af og til øjner jeg den hvide Numse mellem Lyngtotterne, og nu kommer Jvlva og tager Stand for Haresporet, jeg skælder: »Kom her! idiot! en Hare kommer jo ikke os ved på denne Tid Års.» Men Hunden står bomfast, ser kun af og til bebrejdende på mig, så må jeg derhen for at hale den væk. Da bruser det; Haren, jeg før så, forvandler sig til en blågnistrende Hane, bum, der faldt den, og Jylva får et Læs af Undskyldninger og en hel Håndfuld Klap.
Vi kører hjem i Bilen sammen som altid, Jylva og jeg. Vi snakker om, at nu er der kun 14 Dage godt, til Andejagten går ind. Vi snakker om, hvor mange Kuld Agerhøns, vi har i År, og hvordan vi bedst skal komme til dem for at beholde dem i vort Distrikt, Jylvas og mit. En Fasan spruder op i Plantagen, og Jylva gør store Øjne, løber fra det ene Vindue til det andet for rigtigt at se. Så lægger den sin Lab på mit Knæ, som ville den sige: »Hvad skal vi med Kina i Jylland?«
Vi kommer hjem og får noget at drikke. Så skal vi op at digte. Jeg passer det manuelle Arbejde, og Jylva ligger ved mine Fødder og inspirerer mig. Den interesserer sig også for Oplæsning, helst af Oehlenschläger. Kierkegaard derimod trætter den, og overfor Shakespeare føler den sig usikker. Salmer og sligt har den ikke Smag for; dér må jeg hellere henvende mig til min lille Gravhund, som straks lægger Hovedet på Siden og ser andægtig ud.
De kalder dig en Bastard, Jylva, en Cocktail, en Køter. Vistså, jeg kender nok deres fine Hunde, dette udvalgte Selskab af Distanceblændere og Stamtavlekabalister. Præmiejægere og Sølvtøjapporterere. De er opdrættet til at vimse rundt på en Udstillingsmark og snobbe for Dommere og stå i Hundegård og parres og lave Afkom til Ågerpriser. Til Jagt duer de ikke. Hvor tit har jeg ikke oplevet, at deres Ejere måtte sluge den beske Pille efter et Par Timers Drysseliv at pege på din Uvelbårenhed og ytre: »Lad Præstens Hund komme til!«
Jeg beundrer dig, Jylva, din bestandige Veloplagthed, din Interesse for Livet, din Troskab i dit Kald, dit Gåpåhumør, hvad enten det gælder at fjerne en Loppe, at finde en Andrik imellem Rørene, at føde 11 uægte Hvalpe pr. Gang, at snappe Fluer, at slås for Sjov med mig, som to Drenge slås med hinanden, at sidde retop i Bilen Time på Time og holde Udkig med, hvad der sker i Verden, eller at vente i Køkkenet på en Mus. Jeg ville ønske, jeg ejede din Livsappetit, ja, og dit vennesæle Sind og din Djærvhed. Gamle Tøs i din bedste Alder, ved du, at om et Par Dage går det løs igen mellem Sivene, og ikke længe derefter skal vi ud på Markerne efter Misser og Putter og Kokke og Snepper og frisk Luft og frit Udsyn og Frihed for alle Tanker. Ja, vi to forstår hinanden, vi er jo også sammen alle Dagens Timer, dig kan jeg betro alt, du rækker mig blot din Pote og bringer det ikke videre, og du hører til det snævre Udvalg af mine Venner, der aldrig har bedt mig om Penge.
Og Andejagten gik ind, den første August. Han gjorde tusinde Undskyldninger, Chaufføren, sagde, at Hunden kom springende lige ud fra Træerne, men at han nåede at få kastet Lastbilen så meget til Side, at Forhjulet ikke ramte, det var kun Baghjulet, der gik over den, - hvad hjælper alle hans Forklaringer, når Jylva ligger derhenne på Vejen og er død.