Evigheden og Våren

Kaj Munk: Liv og Glade Dage (1936)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Vore Digteres Førstemand - åh nej, ikke så længe Henrik Pontoppidan lever - men altså en af vore førende Digtere fejrede forleden en Åndsfælles Fødselsdag med et Kvad, der prustede af Veltilpashed med, at det er Mennesket beskåret at krepere som et andet Kreatur. »Som en lang Dag er Livet. Efter den kommer der en Aften. Du kan ikke både bruge dine Dage og håbe på at beholde dem,« synger Digteren, og videre: »Der gives under Solen to Slags Mennesker, de taknemlige, som nærer sig af Nuet, og de utaknemlige, der lever i Ønsket om andre Opholdssteder. Der er et Par Stykker, som tør sige det, og som åbent vrager Oxfordvejen«, hedder det lige ud ad Landevejen, og derefter toner Digtet ud i et Tillykke til Fødselaren, »hvem Livet skænkede fulde Skåler; Viden og Skønhed«.
Sådan digter nu om Dage med Kæmpebogstaver i en gevaldig Avis det ypperste af dansk Ånd, mens Stæren uden for hans Vindue fløjter om Våren, der er ved at vende tilbage, og Livet, der ikke kan dø. Der ligger foran mig et gammelt Hæfte med Digte i fra forrige Tider, Oehlenschlägers Årets Evangelium i Naturen og Mennesket.

Hver Vår, når Tågerne flygte hen,
da fødes det lille Barn Jesus igen.
Den Engel i Luft, i Lund, i Elv,
det er vor Frelser, det er ham selv.
Derfor Naturen så huldt og skønt
sig fryder og klæder i Håbets Grønt.

Vi vender de gulnede Blade og kommer til Digtet om Simon Peder, der sidder i sin Båd med Snøren ude og kigger ind mod Sommerens Blomstermylder på Engen:

Og for Peders Øje føje
Lilier sig til Lilie blid;
og mens Blomsten viger, stiger
frem en Yngling liliehvid.

Og de blå Kærminder svinder
for hans Øjne himmelblå;
Kindens Rosenbuer luer
der, hvor nys han Roser så.

Og de små Aurikler vikler
sig i gyldne Lokker smukt.
Tulipaner bølge, dølge
Skuldren i en Klædebugt.

Og de høje Stråler bøje
om hans Tinding sig med Lyst.
Og den Sang, som lyder, bryder
ud nu i hans hulde Røst:

Ser dit forhen blinde Øje nu engang sin Skaber dog?
Har det endelig da lært at tyde dette stumme Sprog?
Finder det i Blomsterflokkens Glans, i Fuglens muntre Sang,
Kildens Røst. i Skovens Svale, Vindens Pust og Solens Gang,
Tidens gamle Runestene. Bardeharpens høje Lyd,
Skjaldens sang, den vises Grublen, Heltens Dåd og Kvindens Dyd,
ikke blot en Glans, som slukkes, ej et Liv, som dræbes brat,
men en evig Dag, som bryder frem igennem Gravens Nat?
- - -
O da læg din ringe Mede, kast den hurtigt fra dig her;
Fisk du ikke mer skal fange, du skal fange Mennesker.

Ja, sådan forkyndte Skjalden for et godt Hundredår tilbage, og i denne Forkyndergerning så han sit Kald. Henrykt skuede han Tilværelsens Dejlighed, og i dobbelt Henrykkelse anede han, at Sjælen i denne Dejlighed just var, at den havde et højere Budskab at bringe end sig selv, den var i sin Grund båret af Ånd, og derfor vidnede dens Skønhed midt i al sin Forkrænkelighed om Uforkrænkeligheden.

Men det er altså i vor nøgterne Epoke noget romantisk Sværmeri i et ungt Skørhoved af tysk Afstamning. Vor Funkistids Digter er tilfreds med på rimløse Vers at fastslå, at man kan ikke både bruge sine Dage og håbe på at beholde dem. Det lyder mere som et Stykke hentet ud af Regnebogen end som et Digt. Og hvis Livet var Reguladetri, var der vel ikke andet for end at bøje Hovedet og give den bistre Regnemester Ret. Men der var altså engang - o Eventyr! - da Digteren ikke hed Jensen. men Oehlenschläger, og da han så det som sin Opgave at søge en dybere Sammenhæng i Tilværelsen end den forholdsvis ligegyldige, der hedder Arveligheden; da han vidste f. Eks. en Ting som, at Bøgeskoven er hellig; »så huldt til den hellige Bøgeskov det vinkte mig«.
Ganske særlig forunderligt er det at høre, at Menneskeslægten kan inddeles i »de taknemlige, som nærer sig af Nuet, og de utaknemlige, der lever i Ønsket om andre Opholdssteder«, hvilke sidste skal høre til Oxfordgruppens Stamtræ. Jeg kigger atter i det gulnede Blad foran mig:

Kom, Blomster, vi hører tilsammen vi,
kom, vakre Glut.
og slyng dig med tryllende Sympati
om denne Luth;
og bæv, som om Zefir bevæged dit Blad,
under Strengenes Klang,
så synger vi hver vor Skaber glad
en Morgensang.

   Nogen større Utaknemmelighed over Tilværelsen røber disse Linier formentlig ikke. Og jeg mindes nogle smukke Ord, deres Digter som ældre lod falde i en Samtale med H. C. Andersen, at noget Krav på evigt Liv havde vi Mennesker så langtfra, men ville Gud efter denne skønne Tilværelse skænke os endnu en på en anden Klode, kunne vi kun tage imod det som en ny uendelig Nåde.
   Eller tænk på hans Digterbroder Grundtvig; hvor var han livskær, hvor var han jordglad, hvor var han til Roden af sit Væsen gennemstrømmet af Taknemmelighed over »det gode Liv hernede«: »Er Livet alt lifligt herneden«, »Og Hvilen, vi alt smagte her, vi ved er mer end Møjen værd«, »At sige Verden ret Farvel, i Livets Gry, i Livets Kvæld er lige tungt at nemme«.
   Og hans store Forgænger i Salmeembedet, Kingo, var såvist ikke fremmed for Glædens Toner: »Nu rinder Solen op af Østerlide - vær glad, min Sjæl, og lad din Stemme klinge - hver Morgen i min Skål en Nåde uden Mål til mig nedflyder«. »Vågn op og slå på dine Strenge, syng mig en dejlig Morgensang, o kære Sjæl, stat op af Senge, gør med din Tak en Himmelgang«, »Op, min Sjæl, thi Sol er oppe, Strålerne på Huset ler«.
   Eller Brorson, der blev stum midt i Sangen af Betagelse over Livets Rigdom: »Hvad skal jeg sige? Mine Ord vil ikke meget sige«.
   Ja, og Ingemann, der siger det med rene Ord for Pengene, at »dejlig er Jorden«.
   Fra Betragtningen af Skabningens Under løftes vore Øjne til Skaberen. Jo dybere vi elsker dette Liv, des beskere bliver os Døden. Jo dybere vi kigger ind i denne Tilværelses Uudtømmelighed, des klarere aner vi, at han, der kan alt dette, må også kunne ufatteligt mere. Et evigt Liv bliver da for os »en ny uendelig Nåde«. »Taknemlig«, sagde Matematikdigteren; ved han da ikke, at taknemmelig er et religiøst Ord, er et kristeligt Ord? Den skønne, ydmyge Landsbyfromhed folder de kantede Hænder med Bekendelsen, at »der er møj å seie Tak for«.

Og så har vi endda hidindtil kun talt om Lykkens Yndlinge, de, der fik Øjne til at se Livets Liflighed med og slap for Hovedpine til at fordærve Synet. Arbejdsløshedens Tal ligger i blot dette lille Land om ved de 130.000! Og Skrig fra Sindssygehospitaler og Suk fra Sygestuer. Og fattige og plagede. Og Tyskland, der marcherer ind i Rhinområdet, og Frankrig, der gør sig rede til en ny Masseproduktion af Invalider, og Abessinien under Åget og Spanien, der fusker i Atomsprængning af sig selv. »Som en lang Dag er Livet« - ja, det er jo ikke engang sikkert; men ellers er der dem, den Dag kan være mere end lang nok for. Andersen havde Mod til at svare Oehlenschläger, at sådan kunne Aladdin sige, når han stod med Appelsinen i Turbanen, men hvad med dem, der »kastes ind i Livet med et sygt Legeme, en kuet Ånd, føres ind i de bitreste Forhold til Sorg og Savn? - Uret kan Gud ikke øve, han vil give Erstatning, løfte og løse det, vi ikke kunne«. - Ja, dér er Tingen; det lyder meget flot med, at man kan ikke både bruge sine Dage og håbe på at beholde dem; men den, der måske nok fik Dage, men aldrig Lov til at bruge dem, hvad han? Får han blot en lang Næse med Ret til at tage samme med sig i Ligkisten?
Jeg kan forstå, at Mennesker kan være fødte med afstumpede Trosorganer og vingeløs Fantasi; jeg kan forstå, at de som Trælle af Sandsynligheden kan stå og stirre på en Grav og mumle: Her ender altså det hele; men at det er noget at råbe Hurra for, får jeg aldrig ind i mit Hovede, endsige andet Steds.

Jeg træder udenfor Havestuedøren en Aften, Stjernerne ses ikke for Tåge, Luften er midt mellem fryse og tø, Søen er endnu islagt, og Pletter af halvsnavset Sne bryder Mørket imellem Træerne. Men nede fra Sivkanten lyder med eet et Vibeskrig, og fra en Våge - jo, så min Sandten er det Blishønen, der er kommet! Ser vi rigtigt til, er det hvide i Mørket nok ikke bare Sne; det kunne godt træffe sig at være Klynger af Vintergækker. Er det en Taktfuldhed over for Vinteren, at Sommeren begynder med Blomster, der ligner Sne? eller er det en Underfundighed? Nok er det: det er Sommerens endnu vinterblege Ansigt, der titter frem derhenne. Måske allerede i Morgen vil Vestenvinden komme springende på Hosesokker ude fra det store Hav og skabe Liv og Røre på de øde Steder, hvor Nordenvindens tunge Støvler så længe har trampet: den vil bryde Bølgernes Åg, den vil hejse Lærkernes Vimpler og den vil i Stærenes Fløjter blæse den Melodi, den har lært af sin Moder Havet om, at ingen Vinter varer evigt. Og en Nat vil Søster Søndenvind danse ind på bare Fødder med Forklædet fuldt af Blomster, som hun vil sprede ud over alle Danmarks Sletter: Skove, Kolonihaver, Agre, ja, og Kirkegårde, der, hvor de hvide Landsbykirker ligger og nynner på den Vise, de har lært af deres Mor, den endnu større, Himlen, Visen om den Sommer, som aldrig går under.