WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Flaget, der kun lever i sin Kiste




: Sidste digte (1944) digtet er fra 1943.
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Hvorfor vil du hejse Flaget, når du tror, det er en Klud?
når du skulker fra den Løftning, der er Flagets Bøn og Bud?

Det at hejse Dannebroge, vogt dig, det er aldrig Spøg.
Flaget hævner, hvis du regner det kun for et Legetøj.

Se, dets røde Farve svulmer i et Kald på Offermod,
til at elske har du Ret kun, er du rede med dit Blod.

For dit Hjertes Skyld lad knuse, om det kræves, Hjertets Hvælv!
thi, o Menneske, dit Hjerte det er mere end dig selv.

Mærker ikke du det hvide drage mod Uskyldighed,
kræve Sindet blankt og svigløst, så du slår dit Øje ned?

Du, som bærer tvende Tunger bag din Læbes glatte Hud,
bid den ene af, men hurtigt, bid den af og spyt den ud!

Står du der og hejser Flaget, skønt dets Sjæl er lagt i Bånd!
Tror du blot, det er en Tøjstump? Ved du ej, et Flag er Ånd!

Ydmyghed er Danmarks Mærke, ja, men ingen Debitors.
Ej vort sunde Kort skal plantes hos et unaturligt Kors.

Ej dets høje Dug skal bruges i et lavt Komediespil!
stikkende os Blår i Øjne, at vor Frihed end er til.

Fri, kun fri skal Fanen vaje, 7 Århundreds Dannebrog!
ikke af en andens Nåde. Før forsvar den under Låg!

Del ej Flaget med en fremmed! Gem det ned, da er det dit!
i dit Hjerte skal det flamme varmt og levende og frit.

Kun når der det vandt sin Sejr, offerrødt og uskyldshvidt,
nås den Dag, det atter vajer over Folket højt og frit.