FRA MINDEHØJTIDELIGHEDEN D. 18. APRIL 1939 I SØNDERBORG KIRKE

---

Kaj Munk: Sværg det, Drenge (1941)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

I

For et Årtusinde siden, o Gud,
fæsted du Havets Prinsesse,
Skjoldmøen, vilter og ung, til din Brud -
trofast du blev hende stedse.
Dygtig og ordentlig Huset
styrer hun, gammel, men dejlig endnu.
Blomster i Håret og Sange i Hu.
Fyldte er Fadet og Kruset.

Saltbitre Dage hun smagte iblandt,
vared sig sjældent i Tide.
Dig, Herre, altid hun nær sig dog fandt,
mest i den mørkeste Kvide.
Underfuldt Hjælpen var rede:
rød og hvid Smådreng bar Havet i Land,
rød og hvid daled fra Himlen en Brand
til hendes Sønner at lede.

Tak for hver Dag, vi på Land eller Hav
virke fik, hende til Både.
Tak for hver Højtid og Festdag, du gav
os af din svulmende Nåde.
Gladest vi mindes så såre,
dengang Kong Christian rank på sit Hors,
Hingsten så fredhvid som Dannebrogs Kors,
heled vort Brudd med sin Tåre.

Herre, som fæsted den huprude Mø,
din hende kaldte og kalder,
lad for vor Moder os leve og dø
- ja, indtil Stjernerne falder.
Hjælp os til aldrig at svige!
Da skal engang i Ny-Rigernes Krans
bølgeløvsmykket vi genfinde Dan's
dær i dit evige Rige.

II

Hvad hulke I for, I Bølger små,
hvad hulke I for I Sunde?
Vi hulke for, hvad i Dag vi så,
vi glemmer det ingen Stunde:
så tappert så vi de Danske slå,
med Lig det hen over Sletten lå,
og Blodet randt ud i Sunde,
så tappert søa vi de Danske slå,
så lidet det nytte kunne.
For Danmark vi græder i Kvælden grå,
vi frygter, vort gamle Rige må
forbløde af denne Vunde.

Nej, Styrke, hører I, Bølger små,
skal rinde at denne Vunde,
Sålænge de Danske kan sådan slå,
går Danmark ikke til Grunde.
Og veg for de mange de altfor få,
i Sind og i Tro skal vi faste stå,
vi gjorde jo dog, hvad vi kunne.
Forgæves kun skal man prøve på
at tvinge jer fremmed i Munde.
Og græd I på Dansk i en Vårkvæld grå,
der kommer en Sommerens Morgen blå,
da ler I på Dansk i Sunde.

III

Hvor højnes Tuerne fjern og nær,
hvor de har lagt jer til Ro, I kære?
Jeg ser jer for mig nu, en og hver,
I danske Drenge, der faldt med Ære!
Ja, sådan taler jert Fædreland
jer til i Aften Ira Kirkebakke:
I gav det største, som gives kan,
og derfor vil jeg jer takke.

Da kalder Valen for Ærens Sted,
det er den, det vil jeg ej bestride,
men også Skændslens, og Rædslens med,
jeg kender nok, hvad I måtte lide,
og undte hellere mine Børn
det lange Liv end den lange Hvile.
Men Tak, I Drenge, I tog jer Tørn!
Nu kan i Tårer jeg smile.

I Jord må sås, skal af Jord det gro,
og Liv må ofres for Liv at vinde.
Jeg vidste altid i Nødens Klo,
hvor mine Drenge de var at finde.
Kun derfor har jeg endnu mit Navn,
kan takke jer med mit eget Mæle,
Så ømt jeg gemmer jert Støv i Favn.
Gud gemme selv jere Sjæle!

IV

Flyv, Påskens milde Luftning, over Hede, over Hav
mod Nord med et Gudsfred til vore Frænder.
Der er i Sønderjylland mangen Svensk' og Nordmands Grav,
åh, sig til dem deroppe, at det, de dengang gav -
for evigt det os varmt i Hjertet brænder.
Da Danmarks Nød var højest, de satte Livet ind;
til Nordens Grænse drag dem det varme Brodersind.

Ja, flyv du med en Hilsen over Hede, over Hav,
når du har kysset Tuerne, du kender,
en Hilsen fra hver Danskers, fra hver Svensk' og Nordmands Grav.
at det, de dengang gjorde for Danmarks Skyld, os gav
et Håb, der os så varmt i Hjertet brænder:
at sover her vi sammen i Sønderjyllands Jord,
en Morgen skal vi vågne og se et samlet Nord.

V

Sønderjylland, Sønderjylland,
dyrebare danske Stavn,
tabt og vundet, tabt og vundet,
altid tro mod Danmarks Navn!
Hvor i Kongens Rige ellers
nynner Fjordene så blidt,
smiler Heden så alvorligt,
ranker Bøgen sig så frit?

Intet Under, at en anden
fik dig kær med fyrigt Mod.
Intet Under, Danmark værged'
for dig med sit Hjerteblod.
Under kun, så tro du var os!
skilt fra Hjemmet, udenlandsk
År for År dog Dansk du talte
og blev ved at tale Dansk.

Sønderjylland, dyre vundet,
Danmarks Hjerte engest nær,
atter er du hjemme hos os,
Gud velsigne dig da her!
Mister vi dig atter, vil vi
vinde dig igen om lidt.
Dansk du bliver til det sidste.
Du og Danmark er jo eet.

VI

Jeg spurgte de Bøge ved Flensborg Fjord
om: Syd eller Nord?
Så mange svared' mig ikke.
Men nogle smilte: »Vi ved, vi gror
af Danmarks Jord . . .«
- der kom mig Tårer i Blikke.

Gro, Bøge, gro kun helt i venligt Hvil
med jert lyse Smil,
og lad det aldrig forvanske.
Om end de kalder det fremmed Grund,
vi smiler kun
og kender i jer det danske.

VII

Se, stærke Folk og store Riger
står Jorden rundt i Stål og Jern.
Som Gud de skaber, hvad de siger,
gør Dåd at Drøm og nær af fjern.
Det stinge kan som Stik at Dolk
i Hjertet: mellem Verdens Kæmper
at færdes som et Puslingfolk.

Men se, fra Køer og Får på Engen,
fortæller Skriften, kaldtes ind
rødmosset, liden, Hyrdedrengen
til Konge efter Herrens Sind.
Vi tror det, Gud, du har en Plan
i din Bedrift med Hyrdefolket,
rødmosset, lidet, her i Dan.

Lad de i Kløgt og Vælde store
kun hæve sig af Tidens Strøm,
vi så dog tit: ta'r Gud til Orde,
de er kun Skygge, Skin og Drøm.
Hvo sig kun på sig selv forlod -
hvor højt han steg, mer dybt han styrted,
kun Navnets Tomhed efterstod.

Gør du det til vor Lyst og Ære
og stå med Fred på Kampens Sted,
så lidt at frygte som begære
den Storhed, Verden brammer med.
Gør du trods Ørnes Vingefang
af Dan en David Fuglekonge,
der synger Verden Åndens Sang.

VIII

Herre, vort Herskab, der opfylder Jorden og Himlen,
fager er Pladsen, du gav os i Menneskevrimlen.
Saltfriske Vand
gynger vort smilende Land,
Øerne leger på Havet som Skyer på Himlen.

Mere end tusinde År fik vi Lov til at pløje
Bølgernes muntre og Bakkernes værdige Høje,
Ploven drog Guld
op af det frodige Muld,
Sølvskæl sig hængte i Sømandens strikkede Trøje.

Dog, hvad det Land, som du gav os, vi pligted at bringe,
altid vi vidste, når Fjender det ville omringe.
Plovenes Jern
blev da til Sværd for dets Værn,
fredfyldte Sejl over Hav til en Rovfuglevinge.

Herre, hvis Almagt vi aner i alting sig dølge,
løft du det Land på din Miskundheds bærende Bølge.
Evigt da kan
hen over Højene Dan
styre sin Plov med de jublende Måger i Følge.