Hedens Pasha

---

Kaj Munk: Liv og Glade Dage (1936)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


   Nej, spille Kort vil jeg ikke. Det gør jeg kun i Julen og så en sjælden Gang, når jeg er så træt, at jeg er åndssvag. Men en Rødvinstoddy skal være mit gennemblødte Legeme inderligt velkommen, og når så den og det gode tørre Tøj har gjort sin Virkning på Ånden, skal det blive storartet at sidde ved Petroleumslampens Varme og lege Oktober den 15. Juli og snakke Hønsejagt til Stormens Fantaseren på Orgelet i den store Stue ved Siden af og Regnens spæde Akkompagnement mod Ruderne.
   Se, mine Herrer, mange Spørgsmål vil skille os; men i eet vil vi kunne enes, at stoltere Vildt end Hedens Ur kan ingen Bøsse i Danmark komme ud for. Kronhjorten er simpelt hen Synd at plaffe på, og hvad Ræven angår - nå ja, ham har de over hele Landet, men Uren, se, han er en Jyde med Je. Vi stakkels tålte Øboere herovre i Hovedlandet føler det den Dag, da vi endelig står med de flot svungne Halefjer i vor Hånd, som om nu tog Moder Jylland os til sit Hjerte. Fra nu af har vi Lov til at kalde os hendes Børn. Ikke sådan at forstå, at jeg vil give min Titel af Lollik fra mig. Min Førstefødselsret sælger jeg ikke, end ikke for så kongelig en Ret som en sortebærbittersød Urhanesteg. Men den Dag det Ubegribelige skete, at den Gamle i Lyngen lod sig overliste af mig, fik jeg Ret til at kalde mig Jyde fra Lolland, og højere kan ingen kvindefødt nå.
   For det fine ved Hedemajestæten er jo, at han ikke vil »holde«. Også deri er han en rigtig Jyde, at han ikke er til at komme ind på Livet. Når han ser en Bøsse i en km's Afstand, så op på Vingerne og af Sted i denne stive Flugt, der engang startet ikke vil høre op. Kun af Bilerne lader han sig lumpe; de kan køre ham en Snes Alen nær, uden at han stikker af. På en højt liggende Græsmark har jeg Vintermorgener siddet midt imellem - ja, en Morgen talte jeg: 23 Urkokke, der jodlede, hvæsede, rejste Hale, trådte Vinge, bruste hinanden i Møde, hoppede uden dog at hugges og dansede fra hinanden igen; de to Streger over Øjnene flammede tyttebærrødt, Rimen glimtede i de diamantne Vingefjer, og Svansen tegnede snart hvidt, snart sort. En 3-4 gråbrune uanselige Damer sad i Lyngen tæt derved og lod til at kede sig. Men jeg har også set en enkelt prægtig Hane danse og bruse og gorgle på en Mark, på hvis omliggende Grøftekanter jeg talte 7 af det i dette Tilfælde knap så smukke Køn som Tilskuersker. Vov Dem ikke ud af Bilen. I samme Øjeblik De lirker Døren op - ils sont passés, ces jours de fête.
   Det Syn, der tiest møder Jægeren, af Hans Herlighed er jo i al Beskedenhed Hans Herligheds Numse - i det flotte Sving over Bakkekammen så og så mange Bøsseskud ude. Kun i Fældetidens allervarmeste Juli-August-Dage er der Håb om Skud, endda ikke et stort. Og egentlig burde den Jagt forbydes. Fri for Feber er han næppe, i hvert Fald smager Kødet ikke som om Efteråret, langtfra, og sørgelig forpjusket er han ofte; det er næsten Synd, han skal ses i den Forfatning; en Anatol France i Tøfler uden Tøflerne endda. Dertil kommer den Fortvivlelse, at Ungerne er ganske små og trykker aldeles utroligt. Med Jylva, som var en højst pålidelig Hund, har jeg af et Kuld på 9 duestore Kyllinger stået med 6 i Hånden, hvilke Hunden viste mig en for en i Lyngen. En mindre sikker Hund snapper dem naturligvis. Der er ingen Tvivl om, at med den nugældende Jagtlov går der mer end een Snes Spædbørn til årlig på denne konto. På den anden Side må det indrømmes, at for mange gamle Haner næppe er et Plus for Familieforøgelse, og den eneste Chance, man virkelig har for at række dem, er i Højsommertiden. Flyt da Jagten hen til August. Det er utroligt, som disse ellers til Overmål sky Fugle kan give sig Blottelser i Varmen. En af mine stateligste Jagtfæller har et stolt Hedeterræn, som ender i en Sænkning med enkelte Pilebuske. I denne få Meter brede, langstrakte Slugt er der ofte et Kuld Urkyllinger og et Par gamle Haner i Tilgift, skønt Fædrene jo intet har med Børnene at gøre*), men straks går i Klubben, når Besværet for Fruen begynder, morsomt nok i skrappest Modsætning til den anden Hønsefugl, Agerhønen, der lever monogamt og i et altopslugende Familieliv, så Hanen endog sidder Vagt ved Reden, mens Hønen ruger, ja, måske ligefrem afløser hende. Men altså, i Slugten dér er der en Herreklub, og med bankende Hjerte nærmer man sig hvert År i Juli Vidjebuskene. Så da! der lettede en! men min Jagtfælle ler, at der skal nok være en til i det mindste, og går ned i Slugten og kyser: hysch! hysch! og lader Hundene arbejde, og den halvfjerdsindstyveårige Herremand, der har gjort hele den brændende Julidag med over den langlyngede Hede og hidtil kun skudt en Hugorm, tørrer Sveden af det kridhvide Hår og smiler vantro. Hundene puster og giver op, med Tungen hængende udenfor, længere end den vidst egentlig er, men Jagtherren vil ikke give op, han løfter Grenene til Side, og idet vi to ovenfor slår en Hånlatter op, siger han sindigt: »Pas nu på, for nu så jeg ham!« Gork, gork, gork, lyder det så, en mørk Meteorsten stryger forbi, en blåsort Hilsen fra Rumpen i Hovedet på mig, Bum fra Makkeren på den anden Side, og dér gled vel så en 6 - 7 Koner ind i en pludselig Enkestand. Men 3 Trøste er det da, dels at de ikke ved det, dels at de er revnende ligeglade, og dels at en anden Pasha til sin Tid længst er parat.
   Søndagsherlig er Jagten med Hønsehund, når det gælder Agerhønen, men højtidsfestlig, når Lyren er Indsatsen. Jylva kan næsten ikke mere, så gloende hedt er det, dens Sider hamrer, hvidt Skum størkner i dens Mundvige. Øjnene spejder røde rundt eller det Vand, som intetsteds er. Kammeraten og jeg kan heller ikke mere, lad os kaste os ned i den knastørre Lyng og gispe ud. Hvad nu dér? Hunden nyser engang, Halestumpen begynder at virre, små korte Søg. Sporet tabt, en stor Ring, stop, dér står hun, naglet til Pletten. Op, Menneske! af Sted i en Fart! her drejer det sig om noget større end Kykkelilavben. Ja, Jylva, så er vi her! hurtigt går Hunden frem, standser, fremad igen, Næsen løftet, Halen rejst, een Linie fra Spids til Spids, - ligefrem, ud og ind, Trav med to pustende, stønnende Mennesker efter sig, Sporet tabes nu intet Sekund, vi styrter af Sted, spændende vor Seevne til det yderste, den store Fugl må dog kunne skelnes foran os, men nej, atter fremad, ud og ind, stadig i lang sejg Lyng, intet Øjeblik uden Dækning; al Træthed er væk fra Hunden, men vi to arme Bøsseslæbere orker ikke mere, Luften gløder omkring os, det svier i Øjnene, det må være en Hare, den dumme Hund render efter, ingen Fugl kan løbe så langt. Punktum, dér står den, ubevægelig, ikke til at drive af Stedet, vi stirrer og stirrer, men her er jo intet, er Hunden blevet tosset, Hedeslag velsagtens, gå på, Jylva! Gork, gork, gork, midt mellem os tre, et Uvejr op under Hundens Snude, en fortættet Tordensky så nær at vi mærker et Viftesus mod de ophedede Kinder, Bum, Bum, Bum, alt for tidligt naturligvis, 3 Skud uden Sigte og 1 Skud glemt, og den fjedrede Lyngtue sejler hen over Bakkerne sin støtte og stigende Kurs, til den drejer og forsvinder i Lavningen, mens to Menneskevrag prøver at udslette deres elendige Eksistens ved at kaste sig plat ned i Lyngen - og vover ikke at møde Hundens bebrejdende Blik.
   Og så, mine Herrer, tømmer vi da vor Toddy på, at Himlen i Løbet af Natten kan få velsignet af, så Dagen kan møde skyfri op og nå til kvælende Varme. Så stikker vi i et par Fjersko og bliver til Drenge igen med Adgang til Paradiset, hvor Rævlingerne gnistrer Helvedesorte, og Blåbærrene leger Himmel. Og løfter Slangen sit Hoved, får den bare et Spark. Men når Hunden tager Stand, og det store Opløb begynder - en Skål for Urkokken, mine Herrer. De siger, han vil vænne sig til Plantagerne, men tro dem ikke, de vil gøre ham lumpen, men han er Adelsmand, og når demokratiet tager Godserne fra ham, så, for - til Ære for Emnet - at tale Norsk, holder han på at uddø.
   Mod Skæbnen kan ingen kæmpe! lad os takke de himmelske Magter for, at vi fødtes i en Tid, da han endnu var her. Og lad os så for øvrigt ære hans høje Beslutning og hjælpe ham med at uddø!