Hedesognet

Kaj Munk: Liv og Glade Dage (1936)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

   »Her har Jyderne levet fra ældgamle Dage.«, sagde Valdemar Rørdam og så ud over de talrige Gravhøje, der danner en Vej tværs over Ager og Hede og nyplantet Fyrreskov. I det samme blev han en Hare var, der løb langt forude, næsten usynlig i stridt Græs, og Stedets Ånd fo'r i ham, så han skød uden at tænke, ramte i Hovedet og puttede i Tasken, inden en anden en fik Tid at blive klar over, hvad der egentlig gik for sig. Ja, her har Jyderne jaget fra ældgammel Tid. Og her er værd at jage. Hede, Agerjord, højt oppe, langt nede, Eng, Mose, Småplantager, hvad kan en Jæger forlange mere? Jo, een Ting, Vildt. Men det er her også. Ikke meget. Men hellere lidt på skiftende Terræn end meget på det ensformigt samme. I Kartoflerne på den højeste Bakke bor der Agerhøns. Man slæber sig skumsvedt derop. Og nået til Tops, glemmer man alt for Betagelse. Af hvad? Af Jylland. Ikke mere om det. Håbløst med alle disse Enkeltheder om blåt slørede Banker, om vældige Engflader og hævet Fjordbund, om rødtagede Nybygninger i sorte Heder, om Lokesæd, om Kirker i Snesetal, om Havets Blinken i det utroligt fjerne. Man står og betages af Jylland og stirrer sig væk i Synet, til man farer sammen ved et Brus bagved: Av! de glemte Agerhøns. Hvor kaster de sig? Ned bag Bakken naturligvis og pist! Men den Fordel er der ved Revieret herude, at det har kun fire Verdenshjørner; når man har gennemsøgt de tre, ved man altså, at de må ligge i det fjerde.
   Og Hunden gør sine Sager flinkt, og Hønsene findes og forsvinder igen, og 3 Timer efter står man da atter på Højens Top og glemmer atter, hvorfor man har slæbt sig herop. For nu er det et helt andet Jylland, der breder sig ud for Ens Fødder, helt nye Belysninger, måske også Vejret har skiftet, en Torden i Anmarch kanhænde, fra de Hundrede Smågårde stiger Røgen lodret. Opløftende Syn! Der koges og brases derinde af Køkkenpræstinderne, så Ofret er rede, når de trætte flittige Mænd vender hjem. »Og Abel var en Agerdyrker« - vist er den danske Bondes nøjsomme Flid Gud en Velbehagelighed, vist hviler Herrens Velsignelse over de tapre Smågårdes Kamp med Sand og Ukrudt og Prioriteter, vist er der Mening i, at Røgen fra Hjemmenes Altre stiger så smukt og lige mod Himlen.
   Folkene på disse Kanter er Missionsfolk. Det er bra. Af flere Grunde. Bl.a. den, at de skænker deres Jagt til Missionshuset, som så lejer den ud til mig. På den Måde får Huset Penge og jeg Vildt. Hvilket er godt for alle 4 Parter: Missionshuset kan bære sig selv, Pengene går til et godt Formål (det kan Pengene kun være glade ved), jeg holder mig i Live til Legem og Sjæl, og Vildtet slipper for at skydes af andre end mig. Det kan ganske vist ske, at forudindstillede Middagsgæster i mit Hus mukker over, at det er Missionsharer, jeg byder dem, men jeg replicerer immer, at det smager de bare bedre af.
   For hvad vil det sige at være missionsk? Det kan betyde Alverdens Ting, lige fra at sælge trepattede Køer i Jesu Navn til at være et Menneske, for hvem det at være noget er eet med virkelig at være det. At være Kristen er ikke blot at notere sig for det på Mandtalslisten, at betale sin Kirkeskat og derudover næppe ytre sig positivt. Men at være Kristen det er for Afgjorthedens Naturer

igennem Lykke og Kvide,
i Tvivl og Hunger og Sværd
at stå ved den Høvdings Side,
man engang har stillet sig nær.

Jeg kan ikke se andet end, at netop Afgjortheden har været »Missionens« Adelsmærke, der dækker en Mangfoldighed af Synder. Og den Dag »Missionen« bliver omgængelig, har Sandheden mistet en Side af sig, som vel var Usandhed, om den gaves ud for den fulde Sandhed, men uden hvilken Sandheden kun er en delvis Sandhed, altså Usandhed. Men det var Harerne, vi slap fra.
Kan et Missionshus forsvare at lade Guds Skabninger lemlæste og ihjelslå for at tjene Penge på det? Er det ikke Judas-Penge? At en gudsforgåen Præst går på Markvejen ud og slår ihjel, må man jo affinde sig med; men Herrens Venner i Lynge Sogn eller hvad det nu hedder, kan de række Hånd til slig Misgerning? Jeg spurgte Formanden ved Lejlighed, og den djærve Bonde svarede prompte: »Min Frelser spiste Påskelam«. Nu har ganske vist Det kgl. Teaters førende Skuespiller engang forklaret mig, at netop af denne Grund stod Buddhismen over Kristendommen. Dér vil vi så lade den blive stående som Menneskeheden forholdsvis uvedkommende. Vi ønsker Jesus Velbekomme med Påskelammet og glæder os over, at er der end ikke berettet om ham som Jæger, var han i hvert Fald Friluftsmand nok til at deltage i Fiskeriet. Og en Laks er vel en Guds Skabning så godt som nogen Kanin.

Jeg husker den Stund, jeg fældede min første Hare. Med mangfoldige Jagtkammerater har jeg det tilfælles, at aldrig hverken før eller siden er man sådan gennemsvulmet af Lykke. Jeg husker, jeg foldede mine Hænder, der hvor jeg stod mellem de knap mandshøje Graner, i en stormende Taknemmelighedsfølelse. Det er vel sagtens Eksistensinstinkterne, hvis Urgrund afdækkes et Sekund. Det er selve Naturens Håndslag, dens Konfirmation: du er mandbar nu, du kan skaffe Føde, Stammen må til at regne med dig. Det fældede Vildt for din Fod, den slatne Hare, den pjuskede Høne, det er selve Livets Rigdom, der ligger foran dig, Kvinde, Børn, Fæste og Gård, Manddomsgerning, Råd hørt på Tinge.
Og stadigvæk, når jeg går ud med min Bøsse, har jeg denne lykkelige Følelse af, at være selve Livet nær, dets Primitivitet, dets Oprindelighed, det nøgne Liv. Skønt er der herude, for det blotte Øje, for Kikkert med; men den bedste Kikkert er Bøssen. Den skærper Sanserne, så de bliver årtusindyngre. Med Bøssen i Hånden ser du, hvad andre ikke ser, ikke blot Harens Fod over Mulden eller Agerhønens Vingestrejf på Sandet, idet den har lettet, eller Ræveluntens Fej ad Sneen. Men du ser også Dryaden i Træet, Nymfen i Kilden, Sjælen under Landskabets Træk. En Septembermorgen herude, når Luften er så klar og høj, at dit Legeme er uden Tynge, når Duggen friskner fra hver Sten og hvert Strå, og den flyvende Sommers tusinde Spind vifter hen gennem Luften, En Oktoberstemning i Silregn eller råklam Tåge, hvor Vemod lægger sig over Sindet, som om Livet var een stor blind Smerte, et Længselens Suk efter et Noget, man intet ved om, undtagen dette, at det ikke er til. En Novembermorgen, når Luften er ufattelig klinger, og Rimfrosten har forsølvet Lyngris og Stubbe og Nåle og skabt rene Kunstværker af Hønsegårdenes Trådvæv. En Decembermiddag, når Sneen har glattet sig hvid og blød hen over alle de runde Høje og gjort dem så dårende skønne som Pigebryster.

Bøssen har kaldt dig herud. Bøssen drager din Fod frem, skærper dit Øre, vider dit Øje, spiler dit Næsebor. Bøssen lader dig opleve, at Naturen er noget levende, har et Sind, der møder dit Sind. »Her har Jyderne boet fra ældgamle Dage«, sagde Digteren. Det er hellig Jord, du træder på, helliget gennem skiftende Menneskers Færden med den og gennem den Ånd, som var evigt den samme, og mødte dem her, som den møder dig.