Hun skød som en Djævel

---

Kaj Munk: Liv og Glade Dage (1936)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her




   Sne er for mig et af de mange Fingerpeg på Guds store Magt. I Går var Skoven Søle og Sjask og grå Elendighed, og i Dag er den et dårende Feeri. Alle de gnavne, forkomne sorte Træer gynger så sagte i Glans og Fest. Den sure, klamme Kulde er borte, Frosten tager sine små muntre Bid i Øreflipper og Næsetip. Jorden er jomfruelig skær og uberørt; alle dens Synder er tilgivet; nyskabt er den; et Mirakel er i Nat gået hen over Verden. Og hvad er Sne så? Ikke andet end Vand. Gud er kommet gående ude fra Verdensrummet, og lige inden han er drejet ind ad Himmelporten for at sætte sig foran Kaminen og få lidt Varme i Fingrene, har han leet og åndet et Par Gange på Skyerne. Det er det hele. Er det ikke Vælde: med så små Midler at kunne skabe så store Ting? Skulle det ikke også være muligt for ham en Gang at kalde os op fra Gravene og iføre os Glans og Uforkrænkelighed?
   Men træt bliver man jo af at trampe rundt i alendyb Sne, og Posten venter også derhjemme. Lad os se, hvem er der så Brev fra i Dag?
   »Hr. Pasto, di bedes sænne mig mit dobes Atest omgån er føt 17. Optoker 178 erbørdigst . . . .«
   Det må jeg jo så se, om Kirkebøgerne skulle gå helt tilbage til omkring Frode Fredegods Tid.
   Næste Brev. Intet Navn under. Altså ind i Kakkelovnen med det ulæst.
   Tredie Brev. »Ærede Hr. Pastor og Forfatter! må jeg have Lov til at udtrykke over for Dem min dybe Betagelse af Deres sidste Storværk, som jeg i Aftes havde den Lykke at overvære på vor nationale Scene. De er vel nok Nordens største Digter i vor Tid. Der ligger i Istedgade et lille, men godt, Ismejeri, som kan overtages straks for et Par små Tusinde Kroner. Desværre har Sygdom i min Familie o.s.v.«
   Men nu kommer der en Håndskrift, jeg kender. Og den er ikke med Blyant denne Gang. Ih, hvor jeg begynder at glæde mig.

Kære Myrdemand og Hyrde,
sikke dog en skidt Sæson!
Bøssen var for tung en Byrde,
mit Revier en Chaiselong,
Fluer fik jeg Lov at myrde,
ligner ellers en Ballon,
ud af hvilken siver Gassen.
Men nu møder jeg på Pladsen
første Lørdag Kl. 10,
Kom så De
og stå mig bi.

Vores kendte Selskab stiller:
en solid Assurandør,
og en Splejs, der laver Briller,
samt en nygift Direktør.
En Agent i Sokkeholdere,
en Plantør og et Par Toldere.
En gilletteskarp Kirurg
og en spækket Apoteker
samt en mager Dramaturg,
der som Bibestilling præker.

Iverfuld jeg ser Dem brænde
for at tage flux af Sted.
Men, o ve! jeg må bekende,
at der er en Hage ved,
nemlig den, at Direktøren,
vil partout - ja, fy for Søren!
ha' sin nye Kone med.
Puh, hvad gør vi? Død og Torden,
strækker hende flak til Jorden
med det første Skud belejligt,
så vor Jagt vi Mandfolk dejligt
for os selv kan ha' i Fred.

Altså Lørdag, kære Ven,
går det løs med nye Togter.
Vær velkommen da igen
hos den gamle Hededoktor.

   Og bag på konvolutten var der skrevet: Øjnene er brune.
   Nu vil jeg indrømme, at brune Øjne - men alligevel! Kvinder på Jagt! Ganske visst er min Kusine næst Hunden min bedste Jagtfælle i Verden Men Kvinde er hun trods alt. Hør nu bare. Forrige Jul var hun med mig på en lille Tur til en Plantage på bare fire-fem Tønder Land. Jeg sagde til hende: »Nu stiller jeg mig her ved den østre Ende, tag du så Gravmand under Armen og gak hen til den vestre Ende; så kan I gå igennem Plantagen derfra og nok få drevet noget ud til mig.« Jeg ventede en Evighed uden at høre Gravmands skarpe Gnæll. Omsider ankommer hun højrød i Hovedet, svedende og prustende med den sprællende Hund under Armen, jamrende over, så tung den er at slæbe på; hun havde ikke vovet at slippe den, og den havde kæmpet for at komme fri med Snuden fuld af Fært fra de Fasaner og Ræve, der i al Stilhed var listede bagud, fordi ingen Forfølger drev dem frem.
   Med Angst udi Sjælen troppede jeg altså op om Lørdagen. Øjnene var brune, det måtte jeg indrømme, dejlige som en Sneppes Sidefjer. »Og hun skyder som en Djævel,« sagde Direktøren med den dårlige Samvittighed lysende blågråt ud af sine Øjne over, at hans Kone ikke var en Mand.
   Jeg har aldrig før vidst, hvordan Djævlene skyder, men var Udsagnet autentisk, må Helvede have nået en sådan Vildtrigdom, at ingen Jæger kan ønske sig bedre Revier, når han er gået til de evige Jagtmarker.
   Den første Ræv, der på denne mindeværdige Dag tonede frem - nå ja, jeg havde bedt min Vært om at blive stillet alle mulige andre Steder end i Nærheden af de brune Øjne, men fik til Svar: »De er da den eneste, der kan passe på hende.« Det lød jo meget smigrende, men så burde den gode Doktor have forsynet mig med en Ætermaske, som jeg i Tide kunne have presset ned over det mørklokkede lille Hoved. Da Mikkel nemlig kom stilende lige ned imod mig, råbte hun af sine søde små Lungers overraskende Kraft: »Pas på, nu kommer Ræven!« Hvad han derpå øjeblikkelig ikke mere gjorde. »Det var vel ikke mig, der skræmte den,« hviskede hun med så smeltende Blikke, at min Forbitrelse opløstes, og jeg med Tegn gjorde hende opmærksom på, at, nej, tværtimod, den havde slet ikke hørt hendes skønne Stemme; i så Fald ville den have skyndt sig nærmere. Derefter skød hun rutineret forbi til to oplagte Harer; hver Gang vendte hun sig mod mig og spurgte, om jeg ikke nok så, hun ramte, og om jeg ikke nok troede, de ville falde senere hen, hvortil jeg nikkede, at det anså jeg for ganske givet, men det kunne jo godt tage et Par År. Drevet nærmede sig, Ræv Nr. 2 var i Farvandet, om et Øjeblik ville jeg få ham ud ad en Vexel en halv Snes Meter til den rigtige Side for mig; jo Tak, dér kom den lille tykke Apoteker prustende: »Frue, Frue, Ræven lister sikkert ud højere oppe, kom med mig!«
   »Tror De, den gør det?« nølede den Skønne over mod mig.
   Jeg følte mig smigret ved at indsættes som Overret over Apotekerens Sagkyndighed, og da jeg samtidig følte meget andet, rådede jeg hende indstændigt til at følge den galante, selvbestaltede Jagtleder.
   »Jamen er det egentlig rigtigt at forlade sin Post?« kvidrede hun usikkert.
   Jeg hørte Ræven vende inde mellem Træerne og løftede indædt på Hatten. »Rigtigt eller urigtigt, så gør jeg det i alt Fald nu,« og med stive, målbevidste Skridt styrede jeg ud over Heden uden Mål. Jeg var så ærgerlig, at jeg tænkte på at tage hjem, og muligvis havde jeg gjort det, hvis jeg ikke på en fjern Græsmark havde opdaget en Del sorte Punkter. Var det Urkokke!? Jeg sneg mig nærmere og nærmere; men endnu i halvandet Bøsseskuds Afstand var det mig umuligt at afgøre, om det var Fugle eller Muldvarpeskud. Der var ingen Dækning længere at opdrive. Heldigvis var Sneen forsvundet omtrent så hurtigt, som den var kommen, så det gik an at lægge sig på Maven i Lyngen og skubbe sig fremad. Der var endnu et stort Bøsseskud hen, men nærmere lod det sig bestemt ikke gøre at nå, uden at opdages. Man skyder ikke på stående Fugl, men jeg var så irriteret, dels over den mislykkede Dag, dels over, at jeg i det grå Vejr stadig ikke kunne skelne, om det var Liv eller dødt forude, at jeg sagde til mig selv som Præsten i Knarholt på sin første Jagttur: »Det derhenne er enten en Sten eller en Hare; nu skyder jeg; er det en Sten, bliver den liggende; er det en Hare, vil den stå op og løbe.«
   Det var en Hare.
   Og den stod op og løb.
   Jeg tog altså omhyggelig Sigte på det nærmeste mørke Punkt - og skød. Måske 15 Urkokke lettede og forsvandt; men den, jeg holdt til, blev på Stedet; triumferende spankede jeg derhen; det var et Muldvarpeskud.
   Noget afsvalet begav jeg mig tilbage til Plantagen, hvor Fruen havde svigtet Apotekeren og indtaget sin gamle Plads. Hun hilste mig med et tavst Nik. »Hvaba?« tænkte jeg, »man begynder at blive voksen.« Ved hendes Fødder lå noget brunt; det gav et Stik i mit Hjerte; var det ikke en af Støverne? Det kunne ligne hende. Men så var det bare en Pelskrave, hun havde vredet af sig. I det samme smed hun Geværet til Kinden; Bøsserpiben flakkede vildt omkring; det var en Sneppe; jeg skød den, men Skuddene faldt samtidig, hun havde ikke Anelse om, at jeg havde skudt. »Jeg fik den, jeg fik den,« jublede hun, sprang frem og løftede den op og svang den for mine Øjne; »og min Mand siger endda, at en Sneppe er et meget vanskeligt Skud.« Jeg komplimenterede hende af mit fulde Hjerte og pillede i al Hemmelighed nogle Hagl fra hendes Skud ud af min Pelshue og gjorde Afstanden mellem os betydeligt større, da vi atter stillede os op. Der kom Ræven virkelig luntende lige forbi uden at se mig; en ond Ånd fo'r i mig, jeg lod Mikkel gå; den nåede ned til hende, hun skød, den satte sig overrasket på sin Hale og gloede, så skød hun anden Gang, og den vendte forundret om og travede tilbage til mig og blev dræbt. »De behøvede ikke at have skudt; den var jo færdig; så De ikke, den faldt allerede for mit første Skud?« surmulede hun, og jeg rasede indvendig og gav hende Ret: jeg burde ikke have skudt.
   Det var længe om at blive Aften den Dag, skønt Dagen var både kort og grå. Men til sidst samledes da Jægerne i Skovbrynet og stod og diskuterede Jagtens Begivenheder. Da skete det. Noget ufatteligt noget, Glimt af loddent og lyst og mørkt skar forbi os, hen over Jorden, op i et Træ, huscht gennem Luften - var det en Fugl eller et Stykke Troldtøj? Bøsserne fo'r op rundt omkring mig, og min med, men der lød kun eet Skud, Fruens, og dér lå Måren stendød midt i sit stolte, vilde Spring.
   »Jeg holdt jo godt foran, forstår De,« sagde hun ligegyldig og lod Manden samle den op.
   Hans Hosianna var uden Grænser. Han var Stolthed fra Hoved til Hale. En Ræv, en Sneppe, og en Mår! Ja, var det ikke det, han altid sagde, hans Kone skød som en Djævel.
   Dette Synspunkt har han fastholdt siden, og det har været medvirkende til, at Fruen har hængt Bøssen endegyldigt på Knag. Ved næste Jagt hos den gamle Hededoktor var jeg ikke med, jeg var forhindret, jeg var visselig forhindret; men jeg havde pålagt ham, at han skulle anbringe Ægteparret Side om Side. Det gjorde han også, og Jagten blev afbrudt Klokken 3 om. Eftermiddagen, og Doktoren pillede hjemme på sin voksdugsbetrukne Chaiselong 27 Nr. 2-Hagl ud af Direktørens modfaldne Bag.