Hvor mørkt, hvor stort

---

Kaj Munk: Sidste digte (1944) digtet er fra 1943.
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


Hvor mørkt du ligger, du danske Kyst
mod skumhvidt Hav som i Trods du sortner!
hvor lav, som krummer du dig til Dyst,
mens Blæst og Bølge imod dig tordner.
Foruden Bjærge
til Skjoldehvælv
du ved, at værge
du må dig selv.

De jager frem i Erobrerjag,
det glimter hvidt i de sortblå Blikke.
Du ryster under de hårde Slag,
men viger ikke, men viger ikke.
Med Verdner mod dig
i Dødens Port
du altid stod dig.
Hvor stolt! hvor stort!

Årtusinder har nu Havet kogt
sin Sejd omkring dig af salthvid Fråde,
og under Efterårsstormens Togt
lå plovskærssårede, tungsindsvåde
de lave Sletter
og vented på
bag sorte Nætter
en Dæmring grå.

Vel har vi elsket din klare Nat
med Bølgenynnen i Bælt og Sunde,
med Månesmilet i dugget Krat
og Nattergale, der ler i Lunde.
Når Elskov tisker
om Vrå og Slot,
og Hjertet hvisker:
Hvor er her godt!

Dog mer du greb mig i Stormens Tegn
din mørke Hede, de sorte Agre,
din eftertænksomme, vrede Egn,
en Grimhed fagrere end det fagre.
Af Gud blev givet
den Skænk til os
at eje Livet
i Tro og Trods.

Den danske Sømand på Vikingvagt
og Bondens Krigsfærd mod Ahl og Hede,
det Nordens Sind, der i Mørkets Magt
til Kamp for Lyset var altid rede!
hver Dåd har videt
vort Riges Fort,
et Folk så lidet,
hvor er det stort!

Og de har kaldt dig en Solskinskrog
og klimpret kønt om din vege Ynde.
Men den, der så dig, hvor Bølgen slog,
fik Trang til mere end blot at nynne.
Der steg en Afklang
ham dybt fra Bryst
af Storm og Havgang
om Danmarks Kyst.

Så hilser vi dig, vort Fædreland,
som sejgt hold Stand mod Årtusinds Fjende!
Og overskyller han end din Strand -
snart skal han atter tilbage rende.
Mod Lyset spejder
din mørke Kyst,
beredt til Fejder,
til evig Dyst.