WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

I Køln




: Sværg det, Drenge (1941) digtet er fra 1920.
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Vemodssmilende har Kvældens Svale
bredt sig om den aftenrøde Rhin.
Trindt omkring mig lyder dæmpet Tale,
og en Hånd er listet ind i min.
Og i fjerne Tanker hen jeg skrider
ad den sparsomt græsbeklædte Sti,
mens det travle Vand dernede glider
gådefuldt henrislende forbi.

Ak! den Trup al tyske Invalider! -
Se, hist blinker det af Franske Sværd.
Duvende den kølnske Sporvogn glider,
overfyldt med engelsk Militær.
Åh, det falder mig så sært på Sinde,
og jeg taler - skønt hun ej forstår,
hvad jeg siger - til den Drøm om Kvinde,
der i Solnedgangen hos mig går.

»Se, når jeg i Jordens Skød er sænket,
og min Dåd for længe sider, glemt,
og mit Navn kun står til Stenen lænket,
under hvilken Støvet ligger gemt,
blidt vil Rhinens Bølge stadig risle,
som i Tusind År sin Streng den slog,
og omkring dens Bredder Hadet hvisle
sit utæmmelige Slangesprog.

Men en Dag - hvornår, det aner ingen -
vil i Rom en lille gul Person
gribe Røret ved en ilter Klingen,
som han kender: Pekings Telefon.
»Er det Midteuropas Prokurator?
Det er Præsidentens Sekretær,
Når De blev Rhenanias Diktator,
mente vi, at De var Manden der.

Men mens overalt der nu er stille,
meldes dér om Vrøvl fra Dag til Dag . . . .«
»Jo, men ser De, disse halvvejs vilde,
halvvejs kultiverte Folkeslag . . . .«
»Bah! Kan De ej, siger Præsidenten,
skaffe Ro dernede, må De gå.
Han har pålagt mig, at dette Enten-
Eller må jeg lade Dem forstå.«

»Ja, jeg skal mig nok I Selen Lægge.«
»Noget nyt?«
»Ja-e.«
»Slet, naturligvis?«
»Nå-e, de brændte af en gammel Flække
sidste Nat, jeg tror den hed Paris.«
»Ja, til Ende må det Kvalm De bringe.«
»Jeg skal gøre alt, Hr. Sekretær.«
»Har De ikke Folk nok, kan De ringe,
ved De jo. Skal bare Orden der!«

Og de tvende Herrer lægger Røret.
Med et pirret Hvepsebo til Sind
klør sig Prokuratoren bag Øret
og går i sin Flyveauto ind. - -«
Men dernede iler Rhinens Vande
evigt hen i fredelig Tagfat,
mens det mørkner om dens stille Strande
imod alle syge Tankers Nat.

Og jeg knuger hendes kolde Hænder,
der i uviss Undren på mig ser.
Noget vådt på mine Kinder brænder,
mens det dog om mine Læber ler.
Slige Fantasier mig fornøjer.
Smiler eller hulker du, o Rhin?
Smiler du, mit Smil til dit jeg føjer.
Ellers blander jeg min Gråd med din.
1920.