Jægerbrev til en Jagtfjende
Kaj Munk: Liv og Glade Dage (1936)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Kære Ven,
efter at du i dit sidste Brev med mange uimodsigelige Grunde har bevist mig, at Jagten er en Forbrydelse, der kun kan udøves af sygeligt belastede Personer, fejge, gemene og perverse, er der ikke levnet mig anden Udvej til at prøve på at omstemme dig end denne: at sende dig en Invitation til en Uges Friluftsliv med Bøsse. Jagt kan nemlig ikke forsvares med Grunde, men kun med Udøvelse. Det er en af de mange Lighedspunkter, der er mellem den og Kærlighed.
Alligevel er der et Par Påstande hos dig, jeg vil give mig Lov til at sætte et lille NB ved. Du skriver: »hvis Dyrene endda havde gjort dig noget!« Du mener at kunne strække dig så vidt som til at forstå, at en fattig Husmand med Våben i Hånd forsvarer sig over for Mikkel, når denne er ved at rasere hans Hønsegård. Men kan du som from Teolog indstille dig på en sådan Hævngerrighedens Bølgelængde? Kender du ikke et Ord om, at når en frarøver dig Kappen, så nød ham også Kjortelen på? Sømmede det sig ikke meget bedre for dig at prædike for dine bevæbnede Husmænd i Sognet, at tager Ræven Hønsene fra dem, skal de give ham Ænderne med? Eller er du vred på Mikkel, fordi han ikke æder Kålblade? Det kunne såmænd ligne dig. Du er ikke for ingenting Elev af den Professor, der lærte os, at kunne vi ikke i denne Syndens Verden undgå at gøre det onde, måtte vi i det mindste gøre dette onde med en såret Samvittighed. Tag din Etik under den ene Arm og din Fløjte i den anden Hånd og drag til Skovs en Måneskinsnat og prøv, om du ikke kan spille nogle Ræve sammen - det skulle ikke være umuligt, hvis ellers Bramsgaards Ord står til Troende. Han har efter eget Sigende oplevet, en Aften han stod og lyttede til Radiomusikken inde fra Plantørens, at pludselig gled en Ræv frem i Månestriben, rejste sig på Bagbenene og begyndte at vugge i Takt til Jazzens Toner. Var det ikke lifligt, om du kunne samle et lille udvalgt Auditorium af Mikler om dig og indpode det i dem, at næste Gang de tager Høns, må de gøre det med en såret Samvittighed?
Nej, ser du, når jeg slænger Bøssen over Nakken og går på Krigsstien ud, er det netop det fine ved det, at jeg gør det med Fred i mit Hjerte. Den lille Hare, der trykker henne i Plovfuren, har jeg sandelig intet Udestående med. Jeg gør den kold, kan jeg komme af Sted med det, og den render fra mig, hvis det kan lykkes for den, og det er vi begge indforstået med, og vi synes just, det er Liv dette her. Når den er uden for Skudvidde, sætter den sig på Bagbenene og gnider Forlabberne af pure Velvære. Kommer den ikke så vidt, dør den og bærer ikke sidenefter noget Nag til mig af den Grund. Og det morsomme er, at jeg holder knusende meget af den; hvad gør du? Tager vi to hver sin Stok i Hånden og går en Tur over Markerne, og en Jordklump bliver pludselig lodden og levende og triller af foran os, kigger jeg efter den med forelskede Blikke, mens du uforstyrret fortsætter din Fordybelse i det infralapsariske Problem. For dig løber der en Hare, og hvad i Verden er mere ligegyldigt? men for mig sker der et Eventyr; jeg oplever et lille Glimt af selveste Skabelsens Under, at noget opstår af ingenting; »Gud dannede dem af Ler og indblæste dem Livets Ånde.«
Du mener, at Harerne langt foretrækker din Ligegladhed for min Kærlighed? Vær ikke for viss på det. Du har f. Eks. aldrig planter Gyvel for dem; og din Bøsse bevarer ikke Bestanden på det Tal, som får Overbefolkningssygdommene til at holde sig i det tilbørligt fjerne. - Ja, hvilken Fred der er i mit Hjerte, når jeg vanker ud på Krigsstien! I nogle dyrebare dejlige styrkegivende Minutter får jeg Lov til at glemme Abessinien og Jødespørgsmålet i Nazien og Tuberkulosens Hærgen i de vestjyske Amter og Beviserne for Guds Tilværelse og l'art pour l'art og alt det der. Kom nu ikke med det Vrøvl, at det kunne jeg også opnå ved Hjælp af Opium. Opium ødelægger, og frisk Luft bygger op, og der er intetsteds så megen frisk Luft, som hvor der er Jægere.
En gammel fortjenstmedaljefortjenende Lærer og Kirkesanger naturligvis uden Medaljen slog engang på sin rustne Sortkrudts og sagde: »Uden den og mit Fadervor var jeg ikke kommen igennem.« Jamen Manden har virkelig Ret. Når Jægeren færdes derude, er han Gud ganske nær. Han er nyskabt, og Verden er ung og frisk. Tågen ligger endnu over Dalene, men på den høje Mark træder Urfuglen sin sorte rimslagne Vinge og begynder sit Spil for tre beundrende Høner. Og Jægeren går forbi Plantagehuset; måske er Skovfogedens kønne Grete ude for at hente Kvas bag Laden; så får han sig en Passiar med hende, og har hun et Kys eller to for mange, er han ikke den Mand, der svigter en Dame i embarras de richesse. Ræven i Heden gør sig flad og lille og er knap til at skelne i Lyngen, og Jægeren presser sig ind mod en Enebærbusk og falder sammen med den. Så begynder Dysten med Hunden som Hjælper, Kløgt mod Kløgt, Udholdenhed mod Udholdenhed, i Hånden holdt jeg for 20 Årtusinder siden en Flintesten, i Dag er det en Bøsse, det er hele Forskellen. Timerne går; måske bliver det Aften, inden min Medspiller får narret vor Modpart så nær forbi mig, at jeg bliver Sejrherre; måske er det ham, der vinder i Dag. Hvorom alting er: mens det varer, er Tiden forsvundet, jeg er løftet op i Evigheden med Uendeligheden om mig, Plantagernes Mos og Hedernes Lyng ruller grønne og brogede Tæpper hen under mig, Himlen spænder sin hvidspættede blå Baldakin over mig, og Vinden bringer mig Hilsen på Hilsen fra Formålsløsheden og Sundheden. Bagefter husker jeg intet andet, end at Saligheden var Gæst her på Jorden, og at den bar Navnet Danmark.
»Bah, Lyrik!« siger du og vil meget betakke dig for at blive givet Vildmandens Urinstinkter i Vold. Men du går jo også på Jagt, gamle, eller rettere: sidder på Jagt. Over dit Skrivebords Vildmark farer Lorgnetternes Spejderblik; i Glansen fra den elektriske Pære glimter din Fyldepens morderiske Od. Du kalder Jagtudbyttet for en Doktordisputats, og det er især Docent Vaasebølles Opbyggelighed, der må stå for Skud. Din knappe Sagligheds Haglgevær knitrer mod hans snakkesalige Omstændelighed, dit Skarpsyns Riffelkugle gennemborer hans hule Patos; og hver Gang han må bide i Græsset, smælder du et Udråbstegn af som en Fanfare. Han vil græde Tårer så klæge som Sirup, når han engang får den Bog at se. Du hader dit Offer og volder det ondt og lader det leve, og jeg elsker mine Harer og Agerhøns og slår dem bare lidt ihjel engang imellem. Hvor kan du bebrejde mig noget, du bidske, nedlæggesyge Sjæl?
Samme Dag, som jeg fik din fordømmende Skrivelse, modtog jeg en ikke mindre uvoren fra en gammel Stiftsdame. For en Præst hænder det jo, at han oplever Damebreve, der sætter ham i en mild Tvivl om, hvorvidt Kvinderne virkelig er Fornuftsvæsener, eller om mon ikke selve Kvindekønnet repræsenterer det så eftersøgte missing-link og aldrig burde have lært Skrift. Denne Frøken krævede mig til Regnskab for, at jeg som en Guds Tjener kunne myrde mine Medskabninger. Jeg besvarede Brevet med at sende hende to Agerhøns. Hun svarede mig, at da de nu var myrdet, var det jo Spild af Guds Gaver ikke at spise dem; de havde da også smagt dejligt; men det ophævede jo ikke mit Morderskab. Jeg skrev tilbage, at jeg i Guds Navn ville fortsætte med at myrde, så længe Gud skabte Ådselsgnavere.
Og sig mig så en Ting: Hvorfor falder I ikke over de danske Bønder med jeres Ukvemsord? Der går de og kæler for Soen og lokker hende ved enhver Lejlighed ind på Forelskelsens Bane og våger over hende med rørende Omhu, når hun barsler. Har du nogensinde set et Svineslagteri? Jægeren giver dog som Regel sit Vildt en Chance, men her klipklapper en automatisk Død, Løkke om et Bagben, skrigende op i Luften, Kniv i Halsen, dødsrallende hen mod en Ildovn, næste Nummer, det er vel nok en køn Ende på Venskabet og Forkælelsen. Der går de danske Bønder og betaler Præsterne Løn med blodplettede Hænder af Judastegnebogen, og Præsterne bukker og siger mange Tak. Hvabehar?
Nå, men jeg må slutte. Tag nu mod Invitationen! Kom og erfar, hvor både du selv og Naturen bliver levende, når du får et Dødsvåben i Hånden. Og når den første »oplagte« Hare har rigtig gammeldags snydt dig, skal du se, hvor al Træthed falder af dig og er væk, om det så skal vare Timer, inden du får bevist, at når Viljer krydser hinanden i Livets ældgamle Spil, kan det også blive din, der bliver den øverste.
Den gamle Gudsmand Muhammed skal have sagt, at for ham var Livet Kvinder, Bøn og Røgelse (det var jo, før Kvinderne havde lært at skrive). Havde han endda i Stedet for Røgelse sagt Jagt!
Din hengivne Medjæger
K. M.