Johan fra æ Havbjerge

Kaj Munk: Liv og Glade Dage (1936)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

De grå Klitter kan se så milde ud en klar Januardag, når Solen læner sig ind over dem og uddeler Kærtegn til høj og lav. De er både fattige og fornøjelige, er Klitterne, Havet slikker på dem fra neden, og Stormen river dem i Toppen, men de bliver liggende og passer deres Arbejde og klarer sig endda. Det kan tænkes, at Fjenden kommer og hapser dem en Nat; men det får så være i Guds Navn; hidtil har vi jo da stået os så nogenlunde i Kampen, og skulle det ikke vel gå nogle År endnu? Fattigere er vi jo heller ikke, end at de magre Får finder til Livets Ophold på vore Sider; Haren rusler rundt mellem Hjælme og Marehalm og graver sig let en Seng i vort lune Sand, og Ræven lader sin røde Lue spøge hen over vore grå Flader. Om det så er Poesien, så kommer den tumlende på Besøg hos os med Sneppen hvert Forår og Efterår, og Året rundt spiller Religionen på sit store Orgel her vesterude. Men det ved Børnene ingenting om; de finder Rav ved vor Fod og plukker Sortebær ved vort Bryst og hopper Paradis på vor Mave, og Hugormen løfter sit Ansigt og siger, at der skal også være en Slange i Paradiset. - Og dermed ler alle Klitterne til den, der har Øre for deres Latter, og den, der hører den, ler også og er i godt Humør.

Sådan en Januardag er det i Dag, da jeg kommer fra Johans Begravelse. »Gamle Johan« sagde vi. Og så blev han endda kun 59 År. Nu er de vel ved at klappe Skovlen hen over Tuen på Husby Kirkegaard. Præsten holder en pæn Tale ved Kisten og foredrog ud af Ritualet, hvordan Herren tog sig af de gamle hebraiske Konger og førte dem til sagte rindende Vande. Kirkeklokken har viet Graven, og Degnen og tre af det hundredtallige Ligfølge bekræftet, at »dejlig er Jorden«. Og Klitterne har stået Æresvagt hele Tiden med deres rene, trohjertige Smil. Jo, gamle Johan har fået sig en Begravelse, så skøn som han kunne ønske sig den. Og alligevel var det ingenting værd altsammen, hvis der ikke til sidst var sket noget uhørt - at en af de stille, sortkravede Fiskere pludselig gjorde et Skridt hen til Graven og gav sig til at holde en Tale. Den lød sådan Ord for Ord:
»Johan havde jo altid et venligt Smil, og det siger vi ham Tak for; han var en god Kammerat.«

   Alexander den Store blev født i det lille skaldede Makedonien. Han begyndte sin Regering med at underlægge sig hele Grækenland, førte derefter Hæren over Hellespont, erobrede Lilleasien og Syrien, siden Ægypten, gik til Eufrat, blev ved til Tigris, indtog Assyrien, indtog Persien, fortsatte til Indiens Grænse. Kun 33 År gammel døde han som Herre over disse uhyre Strækninger og deres talrige Folkeslag. En Stordåd. Og dog, hvem ved, om ikke, når det kommer til Stykket, Johans glade Smil under alle Forhold var en endnu større bedrift?
   Johans Våning er et yderst beskedent lille Hus, der ydmygt tigger sig lidt Læ til af Klitterne. En mager Plet Jord omgiver det. Man kan vel narre den til at føde en Ko og et par Får. Er Huset lille, er Familien til Gengæld stor. Jeg har et par Gange prøvet at tælle Børnene; men når jeg er nået til 17, er min Tålmodighed hver Gang sluppet op. Og Huset er sandelig ikke større indeni end udvendig. I Opholdsstuen bliver Kakkelovnen hver Sommer taget bort for at give bedre Plads. Og så er det endda om Vinteren, de er rigtig mange; for da er der jo ikke Brug for Knægtene som Hjorddrenge ude omkring på Gårdene. Så skal den lille Stue altså rumme Kakkelovnen og Bord og Stole, en Slagbænk, et Skab, en Tospænderseng og en Vugge, Johans Gevær under Loftet og hans Rok med Ravbor i Hjørnet, den store Hønsehund Bob og de daglige 10 Personer, Gæster, der drikker Kaffe, og Rævebælge, som hænger til Tørre ved Kakkelovnen.
   For en anden en, der stak Næsen indenfor blot et Kvarter for at få den uundgåelige Kaffe, inden Jagtturen begyndte, kunne det synes broget nok. Men Johans Smil lyste over det hele. Når den sidst ankomne stak i et Vræl i Vuggen, når de større Børn nuffede til hinanden for Løjer, når Bob opførte Krigsdans af Jubel over, at nu skulle det nok gå løs igen, sagde Johan et faderligt: »Nej, holdt nu!« ud i Verdensrummet, og gik så videre med sin Fortælling uden at tage sig af, om Advarslen nåede frem til rette Vedkommende og dér blev respekteret.
   Den Mand kendte ikke til Irritabilitet; dårlige Nerver var noget, han højst havde læst om i Avisen. Og dog var han langtfra nogen Kæmpe af Helbred; den ene Nyre havde de skåret ud af ham i København, og hvordan havde den anden det? Og hvor skal Brødet komme fra til de mange Munde, Brød og Klæder og Brændsel til Vinteren?
   Det skal altsammen komme af det gode Humør. Er der ikke Ål nok i Søen og Helt i Fjorden og Torsk i Havet og Harer og Ræve i Klitterne? Og i Østenvind er der Rav at finde, som de grove Fingre kan lave de fineste Smykker af; så slår Vinden om, og der driver Planker ind, og nogen vil have lavet en Vugge, og andre en Båd. Og en vil have flettet en Sivkurv og en anden have tækket en Længe. Det skal nok gå. Jo, Johan forstod det; han forstod alt, undtagen at tage sig betalt. Nej, for det var jo ikke noget, det kunne vente til en anden Gang, en ren Bagatel, ingenting at gøre noget ud af, det betyder jo ikke videre. Hvor var han en Gentleman, den fattige Mand. Vi var tre en Gang på Jagt efter en Ræv på hans Terræn, den blev skudt for min Hund, og Johan fik siden solgt den for 15 Kr., og kom med de 5 til mig en Dag; »for der tilkommer jo hver af os en Trediepart.«

Alle Naboerne holdt af den glade, hjælpsomme Mand. Havde han en Håndsrækning behov, var det selvsagt, at de var villige. Og Jagten på deres Jorder overlod de ham som hans Ret år efter år. Han var stolt af sit pragtfulde Terræn mellem Hav og Fjorde, i Enge og Bjerge. Når vi kom ud fra Kaffen i den trange Stue, slog han ud med Hånden over sit Rige: »Kom nu snart igen; her er Plads nok«. En dygtig Jæger var han (alene i 1933 skød han i Klitterne 21 Snepper) og en mageløs Sporfinder; at gå på Rævefod efter Morgensne sammen med ham var en Oplevelse! Som han kunne rede de indviklede Kryds og Snirkler ud! Mange Gange gik han milevidt, med Strømperne uden på Skoene lydløst, til han til sidst stod lige overfor Mikkel, der lå i Sneen og sov. En Gang, vi fulgtes, greb han mig i Armen; der var pludselig Blod i Sporet: »Her er der minsandten skudt på ham!« Dette Greb i Armen - jeg glemmer det aldrig, det var en af mit Livs Begivenheder, et Ridderslag: Jeg var nået at blive Ven og Kammerat og Ligemand med Husmanden Johan i æ Havbjerge. Jeg husker en anden Gang - men hvad kan det nytte at blive ved? Disse Tårer interesserer vel ingen, og det er jo nu forbi.

Det var en Dag for et Par år siden, da han sad på en Husryg og tækkede, at Døden ringede første Gang. Var det den Nyre, den Nyre? Han følte med eet, at han ingenting følte i hele den ene Side. Alligevel kom han ned og fik fat i en Kæp og stolpret sig hjem og i Seng. Og så lo han: Det gik nok over igen, og snart var han atter oppe og humpede op og ned ad Klitterne med en Stok i den ene Hånd og en Bøsse i den anden. De grove Mesterhænder mistede ikke Kunstfærdigheden og Sikkerheden. De blev ved at aflokke Ravet, som Havet hentede op til ham fra sine Dybders Gåde, dets skønne Hemmeligheder. Og selv da han ikke længere kunne få Bøssen til Skulderen - det var i November engang, jeg besøgte ham. »Lad dog være med at tage Bøssen med,« sagde hans Kone til ham; »du kan jo ikke en Gang sigte på Ræven«. »A kan da altid forskrække ham.« sagde Johan og lo. Og da så jeg havde forkludret min Chance, og Chancen løb over Plantagevejen foran Johan, sprang Bøssen op af gammel Vane og knaldede sort, og der lå Mikkel på Valen. Han kom nu op igen og forsvandt, vistnok ind i en Grav, og Johan, ukuelig, lå på den bare Jord, så lang han var, den Dag og den næste med, mens vi andre grov, til vi langt inde i Bjerget - o Triumf! - traf på den røde Skat.

   Man er jo ikke blot Jæger og Digter, men også Præst. Hvad havde Johan nu med Gud at gøre? Han var en højst interesseret Mand, fulgte i Aviser og Naboens Radio med i, hvad der skete i Verden, og havde et sundt Begreb om en Masse Ting. Kirken søgte han ved Børnenes Dåb og Konfirmationer og Altergange og Bryllupper; men ellers var Tiden jo knap; i flere Somre fik han kun to Timers Søvn i Døgnet, oftest i en eller anden Lade nær ved Sø eller Fjord; Ålekrogene skulle sættes ved Midnat, og røgtes, før Solen randt. Og måske var det ikke blot Tiden til Kirkegang, det kneb med. Der er Almuefolk, der har en Blufærdighed for at »vise sig«, måske også en Sky for at falde Vorherre til Byrde; de sender ham en Tanke af og til og lever ellers under hans Varetægt.
   En Gang i September stod vi sammen i en lille Plantage i Husby Klit. Stejle stiger Klitterne til de tre Sider, grå som selve Alderdommen; vestfra sang Havet sin evige Salme, og over os spændte Himlen sin blå Uendelighed. Da brød det ud af mig: »Hvorfor er alting evigt, Johan, undtagen vi? Alt dette om os forbliver, men vi to er borte om lidt?« »Jeg er da,« sagde Johan og lo; »det må nu sådan være.« Bagateller, ingenting at gøre noget ud af, det betyder jo ikke videre.
   Jeg besøgte ham ind under Jul i år. Døden havde ringet anden Gang, så jeg. Benene ville slet ikke lystre mere. Åndedrættet var ved at sprænge ham. Åreladninger var forsøgt atter og atter, med ringe Resultat. Men han lo ukuelig og spøgte og fortalte, og Børnene trængtes om ham, og Bob sprang lykkelig om i Stuen, og den mindste stolprede rundt på Gulvet. »Nej, holdt nu lidt,« sagde Johan gennem Larmen, og hostede og fortalte igen.

Og så ringede Døden da tredie Gang. »Giv mig lige et Blad, Marie,« sagde Johan og smilte, men da Avisen blev rakt frem, var han sunket sammen og uden Bevidsthed. De smukke Øjne, som Hav og Himmel havde skænket deres rene Farve, var ved at lukke sig, det glade Smil skulle ikke mer gøre andre glade.

Og dog, når jeg for Fremtiden gæster det sære Landskab derude, som Havet har avlet med Landet, når jeg ene, med Bøssen over Skulderen, står på en Klittop under Oktobers forrevne og blæsende Himmel med Havbjergene om mig til alle Sider øde og mørke, og mit Hjerte er tynget af Ensomhed og Tvivl og alt det andet, der gør Menneskets Sind tungt, og det da sker, at Solen med et bryder igennem, da ved jeg, at Klitternes uforsagte, gode Smil bringer mig Hilsen fra Johan.