Kronen
Kaj Munk: Sværg det, Drenge (1941)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Jeg ved et Guld - og Guld er så forskelligt,
det meste af det ikke meget værd -
men dette Guld er dyrebart og helligt,
for det er Kronen, Danmarks Konge bær.
Ud over Folket fra dets Samlingsmærke
der falder Lys af Stråler bly og stærke.
Og meget skifted i vort gamle Rige.
Hvad godt var før, slog ikke længer til.
Men hvad der vorded, hvad der måtte vige,
vort Hjem vi kendte i dens Strålespil.
Kun eet var uafhængigt af Sæsonen:
hvor Danmark var, var også altid Kongen.
At Kronen hellig er, vil just betyde,
at den omlejret er at værdig Ro.
Her tør ej Forsvar og Begrunden lyde.
Her gælder det kun eet: at være tro.
Er Kongens Vilje Sennep eller Honning,
min er den ogg, fordi han er min Konning.
De Folk, der hylder Kronen for - hvor heldigt! -
dens Bærer nu er enig just med dem,
tryk dem tilbage, høfligt og lemfældigt,
men fast, hvergang de vil sig trænge frem.
De tror, dens Guld er det, hvormed der handles.
Skal de stå Skjoldvagt, må de først forvandles.
Forvandles, så de lærer Knæ at bøje
i Stedet for at hule Hånden frem
- så de får Sans for Glansen fra det høje
og føler sig som Lemmer af et Hjem,
hvor Hjerterne til noget stort er viet,
langt højere end Studeprangeriet.
- Og faldt i Tidens Løb det højst forskelligt,
hvordan han var, den Mand, der bar dens Guld,
stod Kronen fast som noget højt og helligt,
der samled under sig de Danskes Kuld.
Var Kongen selv en Slyngel eller Dåre,
forblev dag den vor Bøn, vort Smil, vor Tåre.
Men vort Kuld nu - om vi fik Lov at vælge
til Konge blandt de mere end halvtreds,
der bar vor Krone fra før Ro og Helge,
vi ville smile: vi er godt tilfreds,
vi hylder ikke Kronen blot, men Manden,
vor Christian valgte vi og ingen anden.
Ja, med et Hjerte, der slår dybt bevæget,
vi hellere end hylde takker ham,
Så jævnt et Stof, så kongelig dog præget.
Smukt har han delt vor Sejer, stort vor Skam.
Da Danmark lå med-et i Hvirvelblæsten,
da sad han højt til Hest og blev på Hesten.
- Du, alle Herrers Herre, du beskære
vor Husbond atter fri at se sin Gård!
Vor gamle Krones Vogter vil du være
ind i et nyt - og større - Tusindår,
da Folket vil, som aldrig før, stå fælligt
om, hvad det nu har lært er dyrt og helligt.