WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Lov er Liv
Ved Folketingsvalget 1943




: Sidste digte (1944) digtet er fra 1943.
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


I kaster mod mit Ansigt Ord af Syre
og trækker bange uden om Klør Knægt.
»Din Tale er i Danmark uden Vægt,
for du er fjendsk imod vort Folkestyre.«
Ak, I tar fejl, grotesk, fantastisk fejl,
nu er det jer, der svigter Folkestyret
og flygter fra jer selv for fulde Sejl
og mig, der har det inderligt bedyret.

Javist, før slog jeg til det med min Plejl
for Korn at banke ud på Ladebunden.
Og skal jeg leve, opgår atter Stunden
- måske - til hårdt at hugge til dets Fejl.
Men hvad vi før i Tiden kunne mene,
I, Landsmænd! jeg! åh, stryg det med et Smil.
Hvad nu må spørges om er dette ene:
Hvor blev du af den niende April?

Vi kan for Tiden ikke gi' Komedie,
om Folkestyre eller Diktatur
er hensigtsmæssigst eller et helt tredje.
Derom må vi nu tie som en Mur,
sålænge Natten slider vore Kræfter,
og Rovdyr lurer på en indre Splid,
hvor de kan nå at hugge sig den Bid,
de spilte Kløerne så længe efter.

Vi må med Kærlighedens Tro og Trods
- og Sandheds Ånd skal gøre den forvoven
kun holde fast ved det, der holder os,
og, Landsmænd, det er Loven, Loven, Loven.
Om god, om dårlig, gem den Sag til siden,
når ingen udefra er indenfor.
Vort eget må vi ordne selv. For Tiden
er Loven god; thi den er dansk og vor.

Så stå da Vagt omkring den danske Mand,
hold Synet klart og skarpt trods Tågedunster,
og hæft Forrædernavnet hårdt på den,
der vil med Loven drive Abekunster.
Med den i Hjertet kan i Kamp vi gå
ej blot for først og sidst at redde Skuden,
Vi vil - vi vil, at Danmark skal bestå.
Men: dø med Ære før end leve uden.

At dø! Vi Kristne tror jo ej på Døden,
men på det dybe Ord fra Nazareth,
at vil du leve, da er det fornøden
at sætte Livet ind på Dødens Bræt.
Vi tror, at Lov er Liv, og den, der svigter
sin Livslov, han skal rådne indefra.
Til Livet for vort Land det dybest sigter,
når Loven kompromisløst får vort Ja.

Men svarer I mig: »Du kan sagtens tale,
du sid,der jo behænde udenfor.
En Kok på Hjal har nemt nok for at gale,
men Døgnets trælse Mandedont er vor.
Vi synes: får vi blot det til at glide,
har egentlig vi ganske godt det gjort.
At handle, så vi fejes brat til Side,
er halsløs Gerning, Kan det gavne stort?«

At ville Sejr og spare sig for Kampen
er Gift for Folkets Sjæl og Dårespil.
O blinde Danmark, tro mig dog, din Stampen
mod Brodden fører ingen Steder til.
Her står du ved Damaskusportens Tilje,
hvor Skæl fra Øjnene dig falde skal.
Omvend dig da, giv Sandheden din Vilje!
da blir din Fremtid stor og højt dit Kald.