Men så Vinteren da
Kaj Munk: Liv og Glade Dage (1936)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Dansk Vinter består jo som alt for bekendt af Tåge og Sjaskregn og Søle og Pløre og Snue og rindende Øjne. Vådt, råt og Snot, sagde en stor Poet. Forkølelse er en skrækkelig Sygdom, den er for lille til at være tragisk og alligevel ret plagisk. Vel smutter der blanke Dage ind imellem de sure, men Mellemrummene er så passeligt afmålte, at man hver gang har nået at tilrage sig en Influenza at holde Sengen på. Når man igen er ved Huld, sætter Ondskabsfuldheden ind påny. Som samme høje Skjald kvad engang:
Når Solen skinner ubegrænset,
så er jeg altid influenzet;
men straks bli'r Dagen klam og sur,
så snart jeg er i Vigeur.
*
Dog kan de korte, grå Dage have en Tone over sig, som gør Hjertet smertelig godt. Min Skolebestyrer i Maribo åbnede mine Drengeøjne for det, så tyst og stærkt, at jeg aldrig har glemt det. L. M. Hunø er Sjællænder og led under lollandsk Natur, indtil den åbenbarede sin Skønhed for ham en Tågedag. Og det er sandt. De bakkeløse Marker, der skinner sort af Fedme og Væde, skinner sort som i en Regnvejrstime et Ligkistelåg, de ludende Pile, der står i den stille Luft så alvorsfuldt, den tunge Tåge, der føles som en Gråd, der ikke kan bryde ud - åh, det altsammen skaber en Tungsindsstemning, ikke håbløs og ubærelig, men mild af Ve, med noget af Længsel i sig, en Længsel, der har nok i sig selv, en Bedrøvelse, hvori der er Hvile.Men sandelig er Vinteren da også Årets muntreste Tid. Ikke tit. Ikke længe. Men så også med Fynd og Klem, når det sker. Se ud i Skoven en Rimfrostmorgen. Så er dog alle dit Barnekammers Eventyr rigtige! hvilket Feeri! de stakkels ydmyge, sorte Træer står iklædt en blændende Herlighed, så stor, at de næppe kan bære den. Jeg betænker mig ikke på at sige, at deres Sommerpragt er kun Vand imod denne, og så er det jo netop denne her, der er Vand. Åh, hvordan mon det gamle Egetræ vil se ud, når det vågner efter sin sidste Drøm?
Og en Dag er Sneen der. Hvad er Sne for noget? Er det Djævlen, der laver Malør i Ismejeriet i Himlen, så Fløden løber ud? Eller har de Storvask deroppe, så det er Sæbeskum, der flyver os om Ørene? Tihundredetusindemillionerbillioner Mirakler er det i hvert Fald, der kommer fygende og trimlende ned. Jamen ræk Tungen ud af Munden! prik! prik! prik! og så er der alligevel ingenting på den. Nej, hvor det fyger, det er mørkt af Fog; kan du se, du kan ingenting se; og hvis du ikke render hjem, det bedste du har lært, kan det meget godt ske, du kreperer. For dette her det er så sjov, at man kan dø af det. Se den vigtige Rutebil, der har kørt her på Vejen og bredt sig og spillet Herre Året rundt, der sidder den nu og render! Ikke af Stedet, min Ven. Den troede ikke, de Smådun betød noget, men foragte skal man just ej de små. Jamen så får vi ingen Aviser. Er det sandt? næ tænk, er det sandt, Hurra, vi får Lov at opleve en Dag foruden Aviser, en hel lang Dag skal vi leve uden at stoppe vore Hoveder fulde med Brænderi af levende Mennesker en masse i Spanien og Hungersdød i Rusland og Ligkogs Sæbe er bedst.
Og næste Dag ligger Danmark omskabt og rent ukendelig under Tæpper og Pøller og Baldakiner, så knivskarpt hvide som selve Ordet hvidt. Skærende klar er Dagen; kan du se, at du ikke kan se? Toget holder midt ude på Linien, Biler ligger i alle Grøfter, hejsa, Lotte, så blev det din Tur igen engang, nu kom du atter til Værdighed. Klingklingelingklingelingelingeling! alle Byernes Butiksklokker er flyttet ud i det fri, hele Landet står åbent og sælger Livsglæde. Og vil du have en Kugle for Panden, så værsågod! du er vel en Gentleman og giver mig en tilbage. Klingklingelingklingelingelingeling, Damen forrest og Herren bagest! sådan skal det nu engang være i Verden, når det er rigtigt. Og Gud være lovet, der væltede vi! er det ikke det, vi altid har anet, at det at køre lige ud ad Landevejen er ingenting mod at vælte. Men vi må vel op igen. Klingklingelingklingelingelingeling! Spænd Hesten fra og Skøjterne på! Ikke skal Søen ligge unyttet hen, så bonet den er til et Skolebal. Hr. Blæst har været Pedel. Kom så med til Dansen, Småræve og Harer og hvem der vil, så skal I se, at af alle Skabninger er ingen så rask som den langsomste. Og ingen så sød heller, Grete, det vil jeg sige dig; der findes ikke den Pariser, som kan lægge en rouge så skær på din Kind, som Nordenvinden kan gøre det. Nåda! haha, han Jeppe fra Jenle han sagde engang, at aldrig kysser en Mund så sødt, som når det dugger om Høsten. Men mon han var virkelig sagkyndigt mon han har prøvet Året rundt? Det rigtige er der selvfølgelig i det, at aldrig føles en Mund så varm, som når Pigens Næse er kold. Dugsval, lad gå! men frostfrisk, hej, det er bedre. Krarrrr! lige under vor Fod! det er Døden, der banker på Glasgulvet. Gøs du, Veninde! Kys mig! Først da er Livet os dyrebart, når Døden er ganske nær.