Mit Folk, mit Folk, forstår du?

---

Kaj Munk: Sværg det, Drenge (1941) digtet er fra 1940.
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


Hvor ofte har vi ikke hørt dem sjunge,
at Danmark et et venligt Land. Hvor ofte
har ikke jeg haft samme Sang på Tunge!

Men som jeg ser det her fra Klittens Tand
i denne grumme Januardags Kofte
af Isslag, Fygesne og Fygesand:
mod Syd, mod Nord kun trøstesløse Ørke,
mod Øst et Land af Heder, Rør og Vand,
hvor Fattigmand igennem Somres Tørke,
Høststormenes og Vinterkuldens Hærgning
Århundreder har slidt for Fødens Bjergning
og aldrig blev til mer end Fattigmand,
mod Vest: med skumle Bølgers Trusler mod os
det blinde Krigens Land af Gus og Gys,
og Himlen, som vi troede forstod os,
mørkt lukket til med kun en Kimingsrand
at blegt, svindsottigt Genskær fra det Lys,
vort Letsind stoled på, og som forlod os
- da kvalmer mig den lyriske Ihærdighed,
som priser Danmarks evige Elskværdighed.
Vantrevne krykker nogle Fyrrebuske
sig sammen i en Grydes skrantne Læ.
Dér vil en Agerhøne, usle Kræ,
sig nok en Times karrigt Liv tiltuske,
I en fortvivlet Leden over Fjorden
om åbent Vand har i forvildet Lyst
her på en overiset Gren langs Jorden
en Vildand. kastet sig - til Dødens Bryst.
Skovduen sidder hen, som om den grunder;
den vågner og vil flygte, da den ser
et Menneske, men segnet kraftløs under
Islænkepanseret omkring dens Fjer.
Og ens, som om den aldrig ville helme,
går Vinden stridig gennem Ørkengræsset.
På Fogets Slibesten gør frostblå Hjælme
og Marehalme Odd og Klinge hvæsset.
Du truer, Blæst! jeg sætter Trods mod Truslen;
ad Klittens Side vil jeg overmodig
til Tops - men falder: Sandets muntre Puslen
er størknet af en voldelig Glasur.
Den gør mig Knæet ømt og Hånden blodig,
den Fældes glatte hårde Fæstningsmur.

Så er det altså Danmark, også dette.
Der er et Danmark til, som ikke smægter:
»Se, jeg er mig, og jeg er Fred, kun Fred« -

der kalder dem af sine Børn de rette,
der stammende fra Dådens strenge Slægter
tør Folkets Ungdom huske og stå ved.
Så siger Danmark: »Digt mig ej en Færden,
som var jeg ej en Del af denne Verden;
I ved jo dog, at stormer det og iser,
da er jo jeg som alle andre stedt.
Så vær da, Børn, beredt, når Vintren viser
sin Vredes Ansigt! vær beredt! beredt!«

En Kærlighed til dette så ulyriske,
helt nådeløse Danmark i mig stiger
mer end til det ak så turistbrochuriske
Fotograferingsland af Badepiger.
Af den det danske Sommerlands Forvandling
til dette Vinterdanmark skabes Mænd.
Der er en Tid til Leg og en til Handling.
Så far da, Stormvejr, over Riget hen
og indblæs os i Sjælen uden Ynken,
at det er Dådens Tid, vi for os skuer.
Vi er jo ikke Høns og svage Duer,
prisgivet Skæbnens Smil og Panderynken.
Rull dine Trusler mod os, mørke Hav.
I Rendestenen skal enhver få Grav,
der dør af Frygt. Men alle Gyngesiv,
der vugger sig på Lænestolens Gænger,
skal vælge nu imellem Død og Liv.
Der er ej Råd til noget tredie længer.
Fnys kun imod os! vildere dig hids,
kro dig som Drot fra Pol helt mod Ækvator,
slip løs kun din perverse Fantasi,
så Kvist og Knold
slår Trold ved Trold
som en spedalsk Elefantiasis,
ja, pisk os med dit hvide Raseri,
Kong Januar, skumlæbede Diktator.
Lad Dødens Løgne fyge dig fra Tungen,
hvæs os din Frostens Ånde ned i Lungen,
stamp Jorden til med Skorpe for at knuge
vor Mad i Mulde sønder og at få
vor Fod til Fald. At ånde Kulde, suge
på Labben, træne Foden i at stå
er Dansken styrkende. Vi takker dig.
Et Folk til Vanefred så dybt på Vej
af Stormens Piskeslag vil vækkes atter,
dets Eftergivenhed omskabe sig
i Frostens Greb til stolt, selvtugtig Hårdhu,
det danske Smil vil hærde sig til Latter,
sund rolig Latter mod al Trusels Vrede,
fordi - i Skæbnestunden var vi rede
i Sind og Skind.