WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

O, Efterår!




: Liv og Glade Dage (1936)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Nu falmer Skoven trindt om Land.
og Fuglestemmen daler.
   Med disse skrupforkerte Ord skænker Digteren os genialt rigtigt Efterårets Stemning. Aldeles fejle er de, for Skoven står i en Brand af Farver, og Fuglestemmen er for længe siden dalet, ja, har længe været aldeles tavs. Og dog Udtrykker de to Udsagnsord just, hvad vi føler ved Årets Hælden, det ikke dør, men falmer, det ikke falder, men daler. Sommerens Kraft ebber ud, Afmagt sænker sig over Planter og Dyr, hele Danmark føler Veghed og Træthed, nu falmer Skoven trindt om Land, og Fuglestemmen daler. Den store Stork er for længst stukket af, nu følger de små gladsindede Svaler. Først salverer de store sig, så de små. Men væk vil de alle. Her er ikke Plads for Munterhed mere. Se blot Markerne - hvor er deres gyldne Smil blevet af? Kun den sorte Jord, kun de golde Stubbe.
   Og vi venter en Fortsættelse som: alt her er da forkrænkeligt, omskifteligt, upålideligt; lad os da løfte vore Øjne til en højere Verden, lad os vende os fra denne sorte og stubbegolde Jammerdal til den evige Glædes hundredfoldige Rige.
   Men det er Grundtvig, vi har med at gøre. Der er ikke fattigt der, hvor han kommer frem. Nej, for lad Stork og Svale bare have taget Rejsepas. Dem kan vi endda klare os foruden, hvis det endelig skal være; for vi har jo hele Rigdommen endnu; den står blot ikke på Markerne mere. Vi har flyttet den ind til os i Sikkerhed, ind i Lo og Lade. Der står den nu i Tøndemål og fortæller os om vor rige Gud, vor gode Gud, der kroner vort Virke med sin Velsignelse, så vi både har dagligt Brød og Sjæleføde, indtil Sommeren kommer igen.
*
   Hvad Jægeren angår, da er Efteråret jo hans Forårstid. Hans Triumftid. Hvor banker hans Hjerte ungt og lykkeligt i Septembers lette, flyvefærdige Luft. Nu blusser Skoven trindt om Land, og Hønseflokken stiger, digter han Ordene om uden at vide det og laver sig selv en kåd Melodi til dem. Er det virkelig sandt, at Året er ved at dø? Lær mig, o Skov, at visne glad! sang Oehlenschläger. Hvor vidste han fra, at den visner glad? Åh jo, for den ved vidst ikke, at det går mod Døden. Den er som en af de Syge, man ikke sjældent hører om, at pludselig føler han sig fuldkommen rask, synger og stråler og kan alt, og med-et er han borte i Døden. Det er den sidste hede Livslyst, der brænder sig Vej gennem Bladenes Årer: åh, hvor dejlig var du, Sommer, hvor livsalig er du, Efterår, løft mig, løft mig, Septembers Alpeluft, kys mig, kys mig, kys mig, du min Sommers Sol, se, hvor let jeg gynger på Gren og danser på Kvist og blusser af Sundhed og Lykke, aldrig var jeg så levende som i dette Sekund. Så slukker Oktoberregnen dem med sit kolde Spyt, og Stormen fejer dem ned og sammen i Bunker.
   Men Jægeren lægger sig ind imod Stormen og mærker, at den puster blot til hans Kræfter, så de lykkeligt blusser op. Timevis traver han frem imod den. Han ser ingenting; for Hønsene har gemt sig i Hegn og Kløfter, og Harerne vil ikke op. Hvad gør det? Han bliver gennemblødt, han bliver gennemblæst, han er Guden for alle Elementer. Også Ildens. Den flammer derhjemme i Kaminen og gør Stuen forventningsfuld hyggelig til ham, den braser derhjemme i Køkkenet, hvor en kyndig og venlig Husfrue kommanderer den til at give Agerhønsene den Bruning, der passer ham bedst.
   Han springer i den trofaste Bil, når Dagens grå Skumring er ved at blive til Aftenens sorte. Hunden får en Sæk over sig og ruller sig sammen i Bunden af Vognen og gasser sig snart ved Motorens Varme, sover ind og glemmer den fæle Dag og vuffer i Søvne og fanger en Drømmehare. Ruderne emmer, det damper fra regntrukket Tøj, men snart er man hjemme, Stemmer og Lys, hvad skød du, Far, er du ikke gennemblødt, du er også godt tosset. Støvlerne af, de vil ikke, men må give sig til sidst, varmt Vand til Jagtvennen, Styrtebad til sig selv, tørt Tøj fra inderst til yderst. Så det smukke Bord, den hvide Dug, de blafrende Lys, det gamle Stel, gult flammende Egeløv, bloddråberød Hyben og Husfruens varme, dejlige Smil over det hele. Er der Råd til en Rødvin i Aften? Går det an? Og den Æblekage bagefter! Dagens Oplevelser gennemdrøftet, Knirken af Skjortebryststivelse, blå Tobaksrøg, L'hombren uundgåelig, Solokuløren vundet, Dødsfjendskab mellem de to andre, Forsoning og Latter ved Toddyen. Så i Seng! Børnenes rolige Åndedrag, Varmen af den kære ved din Side, Regnens Slag imod Ruderne og Stormens Vrede derude i Mørket.
Men i vor Lade, på vor Lo,
der har vi nu Guds Gaver -
- - -
ham takker alle vi med Sang
for alt, hvad han har givet.