På Post for Ræv
Kaj Munk: Liv og Glade Dage (1936)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Jamen Mand dog, hvorfor skød De ikke? Nej, ved De hvad, det er ingen Undskyldning, at De ikke så ham. Det er sandt nok, at han kan sætte over en Plantagevej, så man kun får en Anelse af ham, men så må man virkelig skyde på Anelsen. For Sandheden er vel ikke en helt anden? Hohohoho, tænkte jeg det ikke nok! Og sådan en Mester Klodrian inviterer man med på Jagt! Står og sover med Bøssen sikret, når Drevet er nær, og kan ikke engang sanse at få den afsikret! De skulle have heddet Hr. Klods, min kære, og gået Militærvejen, så var De avanceret til Major. Det er kun hændt mig een Gang i mit lange Jægerliv, at Skuddet ikke kom; lynsnar og rådsnar slog jeg Sikringen ned med Tommelen, og Dyret faldt - det var endda en Sneppe. - Nej, holdt! Laus skal De min Sandten ikke smide Bøssen til Kinden for; godt nok ligner han en Ræv; men De kan kende Forskel på Røsten; det er yderst sjældent, en Ræv vil passere Dem syngende af fuld Hals. Og nu kommer Spotty! Kan De høre, den har lært den samme Julesalme udenad, den tager den bare et Par Toner højere. Se, hvis De nu havde proberet et uafsikret Skud efter Anelsen før, kunne De måske have sparet vore to Kammeraters otte Ben for den Sløjfe på 5 km, der fører tilbage hertil.
De hørte, Lederen af Jagten pålagde os ikke at snakke sammen; ti De så bare stille, og lad mig fortælle Dem et Par Historier; derved overtrædes Budet jo ikke, og Drevet har vi alligevel ikke tilbage før om et Kvarter. Ser De, der var en Ræv nede på Sir Lyngbjerg; vi holdt Vagt ved Graven i 2 Døgn, og da han så kom - - av for Katten! Så De heller ikke ham der? Nå, ikke? Jo, han var luntet lige ned til os, hvis her havde været stille; men hvad? Jeg skyder som Regel forbi på Ræve, oprigtigt talt; og De har vel sikret? Det var en løs Ræv, nej, det har ikke noget med Halsbånd at gøre; det betyder en Ræv, Hundene ikke er efter. Om vi ikke hellere skal tie? Nej, hvorfor det? Drevet er jo helt Pokker i Vold, kan De høre, og den løse kommer ikke mere her. Ja, selvfølgelig, det kunne der være; der kunne være en løs mere. Men ærligt talt, vil De ikke hellere have en god Historie, altså når den er god, end en stakkels Ræv? Så funny og festlig som Hans Durchlauchtighed er, når han stryger af Sted mellem Fyrrene og finder på de tusinde Genialiteter - og så ligger der en lille forpjusket død Tingest, stiv og dum og blodig og tilsavlet af Hunde. Det har mange Gange trøstet mig, når jeg stod med Ærgrelsen over at have skudt forbi til en oplagt Ræv: »Men Gudskelov, det gode kom der da ud af det, at nu lever han stadig.« For Jagtglæde er nu alligevel en sammensat Historie. Man skyder og har kun eet Ønske: at ramme og det dødeligt med det wons. Og når Ønsket er opfyldt, har man atter kun eet Ønske: at man kunne sætte Liv i Genstanden igen og få den af Sted over alle Bjerge. Hvad siger ikke Hebbel: Hvorfor kan Manden dræbe, men ikke give Liv igen? Er sollte beides können oder keins. Nå, Problemet er jo løst i Valhal med Einherierne. Hvad siger De? Hvad er det, De står og kigger på? Tys! på Knæ, Menneske! Ikke en Lyd! Det er rigtigt nok, han står dernede og lurer? Skal vi prøve at kravle nærmere? Ja, det giver våde Knæ og måske senere hen en lille munter Lungebetændelse! Men når nu en Ræv stiller sig op ved en Vejkant og venter stilfærdigt og tålmodigt på at blive skudt? Står han der endnu? Hvad siger De? Er det ikke en Ræv, men en udgået Fyrr? Ved De hvad, det var kedeligt; men så foreslår jeg noget, og det er, at vi rejser os igen og børster det våde af Knæene.
*
Hvadbehager? Om der er videre med Ræve i denne Plantage? Nu skal jeg fortælle Dem en Historie, som De ikke vil tro et Hak på, og det er det dejlige ved det, for sand er den, og på den Måde bliver det jo mig, der snyder Dem. Kort før Jul var jeg inviteret herud af en af mine bedste Jagtkammerater, og vi mødte på Pletten, en lille Snes Dickenske Figurer i Alderen fra godt 18 til henimod 90, af hvem de sidste ingenlunde var de ringeste. Jeg havde aldrig været her før og forvildede mig inden længe hen til en Kløft mellem to Banker, der var gennemhullet som nogen Schweizerost. Min lille lynende Gravmand forsvandt øjeblikkelig ned i Osten, og et Par Sekunder efter hørte jeg, at nu blev der Liv i Underverdenen. Da jeg umuligt ene Mand kunne vogte en halv Snes Udfaldsporte mellem Småbøge og Fyrre, kiggede jeg mig om efter en Sidemand for at vinke ham til Hjælp, og imens listede Ræven sig ud bag mig og gled bort, hvad jo Hunden fortalte mig, da den hylende kom op og forsvandt på Sporet ind mellem Træerne. Den Skovdue skal De såmænd ikke kigge efter; den er jo fredet nu. Den lille lavbenede Hund opgav snart sin Halsen. Der var morgenstille i Skoven, en fin Frost, et velsignet Vejr. Så begyndte en Spætte at føle sig for på en tør Gren i Nærheden, pik, pik, et Urværk, som om den i Evighedens Time hakkede Sekunderne af. Og atter blev der aldeles stille.Et Kvarter eller så ventede jeg på Gravmand; så hørte jeg den nærme sig, Greneknæk, Bladeraslen, og endelig stod den ved Siden af mig. Jeg bøjede mig for at klappe den; men det var ikke Gravmand, men en Ræv, der stod; den var faldet i Forundring over mine Gummistøvler, hvad det vel kunne være for et Par Træer. Men klappes ville den ikke. Den var Modstander af Klapjagt under enhver Form. Jeg blev lammet af Overraskelsen, men den blev i høj Grad det modsatte, tumlede ned ad Skrænten og forsvandt mellem Småfyrrene i det Øjeblik, min Bøsse endelig lod sig overtale til at gå af på må og få. Så kom Gravmand op af et af Hullerne og så sig forskende om; det var altså ham, der havde sendt mig en Forbløffelse på Halsen eller rettere på Benene.
Da knaldede det i den anden Ende af Skoven. Min Ven Ole stod på en Knold, hvori var fire Huller. Hans Støver sad ved Siden af ham, og hans Gravhund plumpede ned i et af Hullerne, og straks plumpede en Ræv op af et andet; Ole gav den - imod, hvad han plejer - to blanke Forbiere, hvorpå den med Støveren efter sig sprang ned forbi en gammel Officer, som gav den den tredie Forbier, videre til Herremanden, som betænkte den med den fjerde, hvorpå den tumlede op ad min Skrænt, tumlede mod mine Gummistøvler, tumlede ned ad Skrænten igen og modtog af mig den femte Forbier, hvorefter den dansende forlod Plantagen og vort Revier.
*
Er der noget at sige til, at Selskabet fandt, at Tiden til Frokost nu var inde? Vi samledes ved Plantagehuset, hvor kort efter også Gravmand indfandt sig - med Grus på Ryggen. Det ved jeg, hvad betyder: »Nå, Gravmand, kan du så vise Far, hvor Mikkel sidder?« Og den af Sted! Med mig bagefter i Galop! Der står den og venter ved et af de Huller, jeg hele Formiddagen har haft Post ved. Jeg gør Tegn. Jægerne stimler til. Hunden holder fuld Hals dernede. Vi trænges om Rørene, så vi knap kan bevæge Armene. Eksperten Ole knæler ned med Ansigtet til Jorden, dog ikke vendt imod Mekka. Alle holder Vejret tilbage for at give ham Lejlighed til at skønne med den Sikkerhed, som nu er hans Nådegave, hvor i Jorden det er, det foregår. »Nu kommer han,« profeterer han pludselig; og rigtigt! Dér, for de fyrretyve Fødder, triller den store, røde, lodne Pølse med eet af Sted. Bum bum bum bum bum. Så vifter han med Lunten og fortoner mellem Træerne. Se, det er den Slags Jagt, jeg ka' li' at være med til.Denne Ræv blev senere på Dagen - så, så, så, nu nærmer Drevet sig. Det går mere mod Sønder denne Gang. Hvad om vi lister ud på Brandbæltet lige så stille og tager Chancen dér? Hoho, der kommer han nede, han har god Tid, Hundene er langt bagefter, sikke en Krabat! Der må være spildt et Par Dråber Ulveblod i hans Slægt engang. Slår han ikke af forinden, vil han passere os på 4 Alens Afstand. Skal vi give hinanden et tavst Løfte på, at fra i Dag af skal Urfugle, Harer og Agerhøns være fredet for ham? Stille! Rør ikke en Muskel! Parat!
Lab! lab! lab! lab!
Bum! Skyd, Menneske, skyd! Det andet Skud også! Jeg står og har afladt, jeg har glemt at putte Patroner i Bøssen, skyd dog, Menneske, skyd!
Bum! Så! Nu drejer han ud over Heden. Glædeligt Nytår, Hr. Mikkel!
Skal vi gå hjem?