WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Sandhed gror




: Sidste digte (1944) digtet er fra 1943.
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Ængstelig og uden Ære
har de overgivet Landet.
Selv om ej vi havde Hære -
selv om ej vi havde andet,
havde vi i hvert Fald Nej.
Evnede vi ikke Håndens,
måtte vi dog evne Åndens
Sandhedslyst på Ærens Vej.

Ængstelig og uden Ære
har de overgivet Landet.
Drenge, tag dem nu i Lære
sig dem, det er noget andet
Danmarks Ånd og Ungdom vil:
ranke Mænd for Danmarks Alter,
ikke Krøblinge, der halter
i ynkværdigt Dobbeltspil.

Ængstelig og uden Ære
har de overgivet Landet.
Der vil vi vor Medskyld bære,
alle blev vi overmandet
af den falske Trygheds Ly.
Ja, men fortsat at slå Følge
ad den Vej er blot at dølge
gammel Synd og Skam med ny.

Danske Folk, du må dog ikke
i den store Skæbnetime
stå med udtryksløse Blikke
i en uansvarlig Stime
og agere døv og stum,
uden Jubel, uden Skælvning
i en underjordisk Hvælving
som i et Akvarium.

Du må op, må op i Dagen!
Det er Død, når nu der soves.
Op til Vælgen og til Vragen!
Liv kan kendes på, der voves
for det Hjertets Jord.
Lad dem true, arrestere,
ærestjæle, deportere.
Det er sådan, Sandhed gror.