Småbyens Sjæl

Kaj Munk: Liv og Glade Dage (1936)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

   Ad hvad Vej skal man komme til den lille By for at lære dens Sjæl at kende? Ikke med Toget da. For så kedelig som en By afslører sig fra Jernbanestationen, er der slet ingen Byer der er. Heller ikke ad Landevejene. For alle disse Bilindkørsler er så moderne og friserede og lagt til Rette, at de ikke siger mere om det, der gemmer sig inderst inde, end et Hollywoodansigt om en Menneskesjæl. Og ad Luftvejen lader det sig heller ikke gøre med Held; for ingen Provinsstad har Lufthavn, og skal man falde ned i den, risikerer man straks ved Begyndelsen at blive stødt, så det aldrig siden forvindes. Man kan overhovedet ikke lære en By at kende, når man drager ind i den udefra. Der er ingen anden Vej, der duer, end den gennem Moders Liv. Det gamle Hus i Mellemgade må være Sindets første geografiske Oplevelse, for at det siden ret skal kunne fatte, at det snævre Stræde er uendeligt videre end den vide Verden derudenfor. Men har man haft den hulde Skæbne af toppede Brosten med Græs imellem at få banket det ind i Panden - jeg har endnu et lille Mærke af det over højre Øje - at Jorden skal man gå på, hvor svært det end falder sig, så er man for Livstid Duskammerat med alle Hyskenstræder og Per Nielsens Gyder i Danmark, selv om hver enkelt har sin Historie, og ingen ligner den anden helt.
   Hvem af Oldenborgerne var det, der ville købe hvad i Byen ved Rindom og gav den sit Navn ved i Ærgrelse over, at det ikke fandtes på Lager, at udbryde: »Det er endda en ringe Købing«? Sådan gør de beskedne vestjydske Indvånere selv Rede for, hvad de hedder; men forklaringen er for hjemmestrikket og passer ikke, og det er godt det samme, for Byen er slet ikke så ringe endda. Hvordan det forholder sig med, hvad der haves på Lager, om det har bedret sig synderlig siden hin Oldenborgers Dage, får stå hen. Et Stykke Similioldtid i I. C. Christensens Allé ved Jernbaneviadukten ved Byens Nordende, en smukt arrangeret Kæmpehøj, får desværre også stå hen. Opbyggeligt er det heller ikke, at et Tinghus og et Banktempel har rakt hinanden Hånden på Torvet for at klemme Kirken ind i Ubemærkethed. Og der er naturligvis flere Kameler at sluge, hvis man vil gå på Jagt efter dem. Men der er Synders Forladelse for alle Kamelerne; for i Mellemgade gror Græsset just så trohjertigt som i alle andre Mellemgader Landet over, og Brostene ligger og står og kommer og går i en så hyggelig Skødesløshed, som Århundrederne har digtet det. Og de små Huse støtter hinanden og klemmer sig høfligt sammen og trækker sig ind og kanter sig ud, så Tagene stritter og Væggene buler, bare for at give Plads til hinanden - og er dog alligevel selvstændige og har Mod til at bære deres eget Ansigt. Og Fortovet, ligefrem rørende er det i sin lille Kamp for Tilværelsen, snart er det bredt og berømmeligt og inviterer endogså Barnevogne, men så får det Svindsot og bliver næsten helt væk og vokser ud igen og er pludselig stregtyndt, bare en Kantsten at balancere ad - og skifter imens Karakter ustandselig, Piksten, Grus. Asfalt, Fliser, Cement og ingenting, hvilken Mangfoldighed, hvilken Foragt for Standard, hvilken Protest mod Ensretning, hvor velsignet levende gammeldags! Færdsel er der ikke i Gaden; et Par Børn, der hopper Paradis, nogle Spurve, der holder Gilde ved en Hestepæreopdækning, er snart alt det Liv man ser, men på et af de solbleget røde Tage står Storken og piller sig, Allikerne flyver fra og til og bringer alle de frønnede Huse Hilsener fra Kirken, og omme fra Reberbanen fortæller en Høne den hele Stad, at nu har hun lagt et Æg. Hvor er der Fred som i de danske Småbyers Smågader? men ingen billig Fred, tro ikke det! Vel ligger de gamle Huse og smiler så blidt i de Solstrejf, den skyede Himmel under dem, men den Blidhed er ikke medfødt, den har de kæmpet sig til eller først vundet frem til ad Forsagelsens lange Veje. For disse Huse her var jo engang kry og ny, meget ville de, var Oplandet ikke stort omkring dem? bar Bølger ikke Bud mellem dem og den hele Klode? Ak, Krige brød ind og hærgede, grå Fattigdom bed sig fast bag de små Ruder og var ikke til at drive ud, Storme slog med knyttede Næver og Regnen vaskede med unænsom Hånd; og svigefuldt var Havet, Gang på Gang lukkede det Fjorden inde, klippede Forbindelsen mellem den lille By og den store Verden over med sine Sandkæber; hjælpeløs, uvirksom stod Byen der om Dagen, i onde Drømme kastede den sig om Natten til Stormens Tuden over de øde Vande, over de øde Heder, der omgav den. Indtil den blev stille og lærte sig at smile i Taknemmelighed over, at man kan også leve og lade sig nøje med en Fjord til Hav.
   Jeg er nået Smedegade igennem og står og ser på denne Fjord. Grå Bølger, grå Bølger i Række efter Række; de iler og iler og kommer ikke videre. Som Papirdragerne i Luften, der river og slider i Snorene i Drengenes Hænder og heller ikke kommer videre end til denne stillestående jordbundne Flugt. Net er hængt til Tørre langs Stranden, Fiskerne går dem igennem og renser dem - i Morgen vil de gå her på samme Tid og Sted og Måde. March på Stedet? Ak ja, lad gå! men der er dog Poesi i Bølgernes Rytme, i Drengenes Leg med de stigende Drager, i Mændenes stille, saglige Færd med deres Redskaber, en Poesi, som ikke spørger om Mål højere oppe eller længere ude, men hviler og kan hvile i sig selv.
   Dér sprang der en Støvleknap. Så må vi ind i Sandalmagernes Gade og have den syet på.
   Det gjorde alligevel godt med det Kig ud over Fjorden, det Bølgeskvalp i Øret, den stærke Næsefuld Salt. For visst skal de have Sild til Middag derinde og Kål i Huset ved Siden af; visst ved de om hinanden, hvornår de går på Das, hvor tit de skifter Flip, og hvem der danser med hvem; sur og skinhellig bliver Luften let, hvor alle bor så nær på hinanden, og Sladderens Svamp gror godt; og at de gamle Huse er dejlige, er noget, jeg er enig med Rotterne i; fortæl mig ikke om Snobberi og Overlærerkultur og Borgmesterkragehop, og at en stor Ærgerrighed dog har Storhedens Undskyldning, men en lille er bare lumpen. Jeg ved alt det dér og meget mer.
   Men jeg ved også, at den lille Bys fornemste Præg er dette, at den er By og har Landet så ganske nær. I København kan du gå i Timevis uden at opleve andet end Gade, Gade, Gade; her bringer få Skridt dig Hede og Kornmark, Skov og Vand i Vold. Lad der nok så meget lugte af Middagsmad i Gyden, her dufter dog også af Tørv og Timian og Hvede. Pæretræet strækker sig ud over Havemuren, helt ud over Gaden, og gennem Døren histhenne, der står på Klem, skimtes et Hyldetræ i H. C. Andersen-Glimt, han, der selv var den lille danske Provinsby i Verdensformat. Og ned over den knudrede Brolægning klamper den gode sindige Lyd af Træsko, det lune venlige Træ fra Landet, der skærmer sin sortkravede Herre mod at komme i Berøring med Byens kolde og hårde Sten. I Gadespejlet selveste den gamle Konsulinde, statelig, sikker og smuk. Ja, for vil I finde dansk Kultur, kom så til Provinsen. København har slået en Kolbøtte og er på en Menneskealder blevet kosmopolitisk; det præger dem alle derinde; men den lille Fjordby ligger og sejler i sine stille Vande som gennem Århundreder, den har ingen Kolbøtter slået; det mærkes på Konsulinden, hun har aldrig noget Øjeblik haft Benene i Vejret. Og vil I finde søde Piger - og hvem vil ikke det? - så siger jeg atter: kom til Provinsbyen. Frk. Grethe har et lille Mindreværdskomplex, der gør hende aldeles bedårende; thi dette er Åens Ynde, at den ikke er Flod.
   Men det går min Sandten ikke med den Støvle; nu har den slubret længe nok. Og her ligger da endelig også et Fodtøjsreparationssted. »P. Bangsgaard« melder et kejtet Skilt over Døren; vi går ind; og måske vi i det ydmyge Lappeværksted stødte på intet ringere end et lille Stykke af Byens Sjæl.
   For den tynde grå Mand, der rejser sig fra den slidte og skrammede Taburet og spørger stille, hvad han kan være til Tjeneste med, hvem er vel han? Han er Lappeskomageren Peter Bangsgaard, en Mand i små Kår, bundet til denne Skammel År efter År, et Livsindhold af skæve Hæle og hullede Snuder, ulysteligt, ja, men det gav Føden, knebent, knebent, men det gav den til ham og dem, der blev hans; han blev ved, og han kom ikke af Stedet, men holdt dog altså Stillingen. Nå ja, hvad så? Banalt, ikke sandt? Hverdagshistorie. Lad os få Knappen syet i, det kom vi her for. Og videre, andetstedshen! Ja såmænd! men den, der selv er født i en Nærhed af Sandalmagernes Stræde, giver sig gode Stunder. Han prøver på at læse i det hvide Ansigt på den anden Side Disken. Står der også der noget om et Hvide-Sande, der føg til, om Storhedsdrømme, der blev lukket inde og sank sammen i sig selv, om en Resignation, der fandt sin Lykke i, at Udsynet dog blev tilbage? Han får den blege Mand med Risp og Syl i Hånd til at fortælle om Ungdomsevner, der pressede på og bad om Forlov til at folde sig ud, om en Præst, der bad for dem og så gerne ville hjælpe, om en Far, selv Håndværker, der sagde: »Nej! lad ham lære et Håndværk.« Fortælle om den unge Brud, der gik ind på at dele hans Kår, om Sygdom og anden Modgang, om de 8 Børn, som det kan falde svært nok at fostre op fra små, og som, når det er ført igennem, kan gå i Arbejdsløshedsdjævelens Sold. Og Fru Bangsgaard kommer ind og er så høj som Manden, så tynd som Manden, så bleg som Manden, og Livets tunge Plov har draget sine Furer over hendes Pande. »Gud har hjulpet os,« siger hun tungt; »han har Gang på Gang gjort det Under at få det lidet til at slå til.« »Ja, det har han,« bekræfter Bangsgaard forlegen, »og mig har han givet et rigt Liv; Rigdomme har han vist mig, hvor de fleste ser ingenting.« Ud af et stort Skab, Værkstedets eneste Prunk, lister han Skuffe efter Skuffe, og hvad sker? hvad får det triste Rum til at glitre og funkle og stråle af Tusind Juvelers Pragt, ja, mere end Tusind, femten Hundrede Sommerfugle sidder der i Kasse på Kasse og lader deres usandsynlige Herlighed spille i Farver, der knap er til. Og Bangsgaard begynder at fortælle om, hvordan han fra Barnsben af har været Naturen hengiven, og hvordan han under alle fortvivlede Forhold har plejet den Interesse og udviklet den også hos sine Børn. Fru Bangsgaard ler, at hvor var hun vred på ham tit de første År, når hun måtte sidde hjemme, fordi en lille ventedes, alt imens han strøg af Gårde for sine Insekters Skyld. »Fik De så skældsord, når De kom hjem, Hr. Bangsgaard?« - »Åh, jeg ved ikke, jeg tog mig det ikke så nær; det er meget værre hos Guldløberbillen, dér æder Hunnen Hannen, så snart han har befrugtet hende.« - Nu skorter det ikke på Interesse hos Fruen mer; nu er hun selv den ivrigste til at høre og til at supplere. Og Bangsgaard fortæller. Om Snegle og Snoge. Om Hvepse og Edderkopper. Om Ræve og Svaner. Om Fuglekonge og Kærhøg. Hans trætte Øjne skinner af Spænding, når han beskriver Kampe og Elskovslege, hans tørre Stemme bliver blød af Bevægelse, når han skildrer Natpåfugleøjelarvens lyngblomstplettede Skønhed. Pludselig bryder Fru Bangsgaard ind: »Og de kommer på Tryk nu, 14 af min Mands bedste fortællinger, de kommer i en Bog, der hedder

»SOM VI MENNESKER«,

og bare koster 3¾ Kr. Vi kan da ikke gå her og være så rige og ikke få Lov til at hjælpe andre, der går i samme Rigdom som vi, men bare ikke ved af det.« Men Bangsgaard hører det ikke. Han er i Gang med en Historie om den lille sugefodede Frø, der klatrer i Træer. Han ikke blot ved Besked - og hvor ved han den fra? der har hverken været Råd til Kursus eller til Bøger - men han kan også fortælle, kombinere, finde de rette Udtryk, holde i Spænding, lade se, runde det hele af med et Billede, som forbliver. En Muse har kysset hans sammenknebne Øjne, så de ser Liv, hvor andre ser Luft, en anden Muse har kærtegnet hans begede Fingre, så Dagens Nål og Tråd aldrig fik spoleret deres Smidighed til at føre Aftenens Penneskaft, indtil alt det, Søndagen lukkede ind i hans Sind, har fået Genliv hen over Papiret. Han er ikke mere Lappeskomager i Ringkøbing, nej, som han sidder der i Sommerfuglenes Diamantglans, er han en Konge, der kender sit Folk, elsker sit Folk, må berette om alle dets strålende Egenskaber, han tager en Kasse af de sjældneste og bøjer sig over den, og de lyser, som sad han med Kronregalier i Hånden.

Sådan er I jo, alle Danmarks små Købinger. Ikke noget videre er I, ensformigt går Livet, lidt Slid, lidt Slæb, lidt Fattigdom, lidt Hyggelighed, for øvrigt Stilstand, raske Folk kalder jer for »et Hul«. Men den, der er født i et af jeres gamle skæve Huse og har bevaret sin Høresans for den Melodi, hvortil Græsset gror mellem de toppede Brosten, han ved, at i de trange Gaders indelukkede Luft mødes dog de bedste og fineste, hvad Mennesker har fået givet og fundet ud af og opdraget sig til, med Duft og Skær fra Heder og Marker og Enge og Vande.