Tyrtiaos: 4 Krigssang
Fra det syvende Århundrede før Krigeren fra Nazan

---

Kaj Munk: Sidste digte (1944) digtet er fra 1943.
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

I

Spartas Sønner, gå frem! gå frem!
til Kampen fly som på Vinger!
Skjold for Brystet med Venstre Klem!
Med Højre Spydet I svinger.
Kun søge Livet at spare
er Leveregel for Harer.
Aldrig mellem Spartaner
fandtes sådanne Vaner.
Spartas Sønner, gå frem! gå frem!
til Kampen fly som på Vinger!

II

Hvem pylrer her om Overmagt?
At ikke I jer skammer!
Spartaner, når var du forsagt!
Husk på, fra hvem du stammer!
Og Retfærds Gud endnu er til.
Tro ej, at Kastevindens Spil
slår Folk omkring som Rør og Siv.
Nej, Herren over Død og Liv
gi'r Prisen til den Tapre.

Tæl ikke dine Fjender op,
bær heller på dem Våben!
Dær hvor de står i tættest Trop,
gør du en Plads dig åben!
og stil dig så på denne Plads,
og indret dig det dær tilpas!
Hvormange end vil myldre frem
du boltre dig imellem dem
som mellem Solens Stråler!

Krigsluren ejer mangen Klang.
Dem alle har vi prøvet.
I Frem- som i Tilbagegang
har vi os dygtigt øvet.
Det sidste har så godt vi lært,
at det er ikke mere svært.
Klem på nu med en ny Taktik:
Stå fast fra dette Øjeblik
og gå i Morgen fremad.

Og da »Tilbage« nu er slut,
ej mere Modet klikker.
Nu falder færre af os, Gut,
og Ryggen har vi sikker.
Dæk Bryst og Ben bag Skjolders Fort!
stem Fødderne mod Jorden hårdt!
knib Munden til som syer med Sting!
og så det store Landsesving,
som Dødsgudinden elsker!

Men kommer Fjenden dig for nær,
så spring ham ind i Livet,
slyng Landsen fra dig, lad dit Sværd
ham et Velmødt få givet!
så Fod mod Fod og fast ham kryst
med Skjold mod Skjold, med Bryst mod Bryst,
med Hjelmbusk først, så Hjelm mod Hjelm,
og slip, når at den arme Skælm
kun er et Lig tilbage!

Men I, der står bag Skjoldes Bundt
med Kastespær og Slynge,
nu tror jeg, det er Fjenden sundt
lidt Sten at høre synge.
Prik til ham med de lette Spyd,
til han har glemt Forsigtens Dyd,
og tirr ham rundt i Nord og Sør,
til han er svedt og træt og mør!
Så kan vi avancere.

III

Jeg ved et herligt Syn,
at se den unge træde
sin Skæbne under Bryn,
at se ham gå som Mand
imellem Mænd med Glæde
til Døden for sit Land

Men Ynk og Jammer stor,
når Mand med Børn og Kvinde
må fly fra Hjem og Jord,
som fredløs Tigger gå
fra Sted til Sted - at finde
lidt Læ for sine små.

Og Skændsel uden Bund,
om han blandt Venners Grave
må luske som en Hund
og tuske sig til Fred
ved som sin Fjendes Slave
at sælge ham sin Sved.

Den Skæbne ej til os!
Vi er Spartaner alle,
vort Hjerte ene Trods.
Kamp er den tapres Ly.
Og bedre er at falde
end gi' sig eller fly.

Nuvel! her er vi mødt,
en Håndfuld raske Drenge.
Det Land, der har os født
og fostred Krop og Hu
med Kraft og Rankhed længe,
det vil vi takke nu.

Til Side, gamle Mænd,
der hørte Lurens Tone
og straks rev Sværd fra Lænd!
Men Vårens nye Skud
i Fædrelandets Krone
i Dag vil bryde ud.

Ej sømmer sig at se
på hæderkronet Isse
Blodluen æde Sne.
Det er vi unges Tur
med kåde Landsespidse
at vælte Fjendens Mur.

- Jeg ved et herligt Syn:
i Kampens Torden svinger
den unge Spydets Lyn.
I Offerfestens Stund
på Alteret han bringer
sig selv med Smil om Mund.

IV

Jeg regner dem for ingenting,
Rekorderne i Sport -
er du Bersærk i Boxering,
og om mod dig i Løb og Spring
selv Stormen kom til kort,
er du en Gud i Talens Kunst,
har Rytme i dit Blod,
vandt Kongeros og Kvindegunst,
jeg regner det for Røg og Dunst,
såfremt du mangler Mod,
det Mod at stå som ærlig Mand
i Kamp for Folk og Fædreland.

Hil den, der uden Hjertesting
kan Plukke Rædslens Frugt
og ved: »her hænder alle Ting
undtagen, at jeg går omkring
til fejg og skændig Flugt.«
Den første i den første Trop
han dristigt sætter ind
sin unge Sjæl, sin unge Krop
og ægger herligt Modet op
i sine Fællers Sind.
Kun et af to om Kampen gjaldt:
han enten sejred eller faldt.

Og segner forrest du blandt Mænd,
smil i din sidste Stund!
Thi ingen Død er skøn som den:
for Fædres Jord at gi' sig hen,
dø med dens Kys på Mund.
Ja, sank du i så dyr en Favn,
da er din Lykke gjort.
Din Død er Dåd - til Folkegavn.
Og gennem Tiderne dit Navn
skal bæres højt og stort.
Fordi det største du os gav,
gror Folkets Liv af Heltens Grav.

Men stævner du med Sejr af Strid,
da rækker vi dig Kranse;
vi hædrer dig din Levetid,
og Kvinders Smil og Skjaldes Vid
omgærder dig med Glans.
Hvor Fod du sætter, skal du så
en Sæd af Dåd og Sang -
og sent og savnet fra os gå,
når du har lært de unge slå,
som selv du slog engang.
For Ære, Frihed, Fremtid, Hjem
gå frem, gå frem, gå frem, gå frem!