Hopsadrengen
Karl Larsen: Danske Mænd (1898)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Om jeg kender Opdageren Meier, sagde Hopsadrengen, og tog et lille Tag med den flade Hånd hen over sin omhyggelige Frisure, der lå i brede Tunger ned mod Panden. Om jeg kender lange Meier? Han har anholdt mig tre Gange!
Sidste Gang, det var Dagen før jeg fyldte fire og tyve År, jeg var lige stået op om Morningen og gik hen ad Gaden, jeg ha'de hverken smagt vådt eller tørt. Så ser jeg godt, den lange står i en Port, og lige i det samme kommer Gadebetjenten: Og jeg ville nok følge med, for der var no'en og ville tale med mig. - Nu er jeg ikke a' dem, som der laver Fest med Politiet sådan som min Bro'er, for han ska' gerne ha' alle Pigerne i Kvarteret i Gadedørene, førend han gi'er sig, og så må han bindes tillige med, når det rigtig går løs, men jeg sa' til Gadebetjenten: La' os ta' og få Meier med, at vi ikke ska' gå og kede os, og der må jo ligefrem ku' bi'e et helt Sjak Rapporter i Dag, når De sådan får Handsel på Morgenstunden - jeg kender ham godt, Bonden, han har gået i Gaden det meste a' et Par År.
Så kommer vi hen på Stationen, og dér siger Meier til mig: Nu må De vel nok ka' gi' en ordentlig Rapport i Dag, Charles Jensen?
Ja, si'er jeg, det vil si'e, allerførst må jeg da ha' no'en Frokost.
Ja, Gudbevares, det manglede bare; om jeg ikke ha'de fået no'en Frokost?
Nej, jeg har såmænd ikke.
Hva' jeg så Ønskede?
Nå, det behøver ikke at være ud over to flækkede Surbrødder, godt belagt, og en halv Pægl og et stort Glas Øl; jeg forlanger ikke Urimeligheder.
Det sku' være der straks.
Jeg spiste og drak; så kommer Meier igen: Nå, velbekomme, Jensen!
Tak for det, Meier.
La' os så få en rigtig regulert Rapport på det Tyveri!
Ja; men jeg sku' da gerne først ha' mig en lille Tår Kaffe ovenpå Frokosten.
Nej, nu ha'de han aldrig hørt så galt, jeg måtte vel nok ku gi' Rapport på det, jeg ha'de fået.
Jo, men den falder bedre ud efter en lille Kande Kaffe.
De kom jo osse med Kaffe langt om længe.
Så var'et det Tyveri, sagde Meier, da jeg havde drukket færdig.
Tyveri! Det kender jeg ikke.
Nå, man har vel ikke siddet og stoppet Dem fuld af Æde og Drikke for at høre det Sludder. Jeg ka' slet ikke begribe, at De gider komme me'et; den ka' De jo ikke køre på så meget som i det første Forhør. De vil da ikke være bekendt, Jensen, at byde Dommeren den.
Ja, det b'ier jo en Sag imellem Dommeren og mig, Meier.
Så sludrer vi lidt sådan frem og tilbage, og jeg har dog ellers kendt Meier temlig godt, så jeg b'ier ligefrem helt betuttet li'e på en Gang, for så vil han stikke mig en flad Øretæve.
Nej holdt, det er du, danse mig, for let til, min Ven, og nu er vi to færdige; der b'ier ikke no'et, som der hedder Rapport til dig, må jeg få en helt anden Mand ind.
Jeg sku' ikke sige du til ham.
Så - du er vel en Arbejder li'så godt som jeg; du sidder vel ikke på no'et Kontor og skriver, fordi du ka' smøre en Rapport ned, som vi andre fortæller dig.
Han måtte gå, enten han ville eller ikke, jeg var li'så hård som jeg var, der kom ikke et Ord fra mig a'. Så fik de hentet smukke Nielsen: Godmorgen, Charles Jensen, så si'er vi, det er to Kroner for en rigtig god Rapport uden Løgn i.
Ja, to Kroner, det ka' jo være meget godt; det kender man nok, at for en Tyverapport, dér får Betjenten ti Kroner, og så ska' anholdte gerne ha' de to; men to Kroner, det er ellers ikke no'et, jeg ka' si'e, jeg strækker mig langt for.
Nå, to Kroner, dem ha'de han såmænd tit og mange Gange måttet gået mange sure Skridt for.
Jamen det behøver jeg, Gud ske Lov, ikke når at jeg er udenfor, og det kommer jeg vel snart igen, med Guds Hjælp.
Så ku' han ikke begribe, når jeg tjente så godt, hvorfor jeg ha'de villet stjælt seks Kroner.
Jamen det har jeg heller ikke, Pigen ga' mig de seks Kroner - og fler til.
Ja, den holder jo ikke. De var jo slet ikke Kærest med hende.
Nå, det kender De, Nielsen, ja, det ka' jo godt være . . .
Der b'e ikke no'et ud a'et, jeg sa'e ikke mer end hva' jeg ville si'e. Dagen efter, da vi b'e ført op til Grundloven, så mødte jeg Overbetjenten oppe fra mit gamle Kammer a': Nå, Hopsadreng, nu længtes De efter os! Hva' er'et denne Gang?
Ja, det er naturligvis Løstgængeri, og så er det no'et; Nielsen vil så gerne ha' et til Tyveri, nu må vi jo se hva' det ka' b'ie til; det véd man jo aldrig, førend man står for Dommeren.
Nej, det ka' jo ha' sin Rimelighed, sa' han. -
Jeg sad ved niende Kammer dengang og for en ganske ny Assessor, jeg ha'de aldrig set ham før; det var et rigtig pænt Menneske med krøllet Hår.
Nå, Hopsadreng, begyndte han li'sådan.
Ja, undskyld, Hr. Assessor, men jeg hedder Charles Laurids Jensen.
Å, vær bare Deres smukke Navn bekendt; De holder jo så meget af at danse med de unge Piger.
Ja, det er li'som de falder i Armen til, Hr. Assessor, no'en, de er lettere at vende end som andre. Nå, og De er fire og tyve År. Det er jo en køn Alder.
Ja, Gud ske Lov, når man ellers ikke fejler no'et, så sku' det jo være den bedste Tid til at leve i.
Ja, og osse til at arbejde i, sagde han.
Ja, Hr. Assessor, jeg arbejder osse meget.
Jamen det er vist på at komme i Forbedringshuset.
Nej, det holder jeg mig dog helst fri a' så længe som muligt, men jeg arbejder med tilfældigt Arbejde, li'som det ka' træffe sig. Det ka' være nede ved Havnen, og jeg er heller ikke bange for og ta'er en Hånd i med på Torvet, når det kniber. Nu sku' der ellers snart være Tale om lidt godt Arbejde, for det går jo mod Julen, og Folk ska' ha' dem no'en Sulevarer og Flæsk til Huset.
Så synes jeg, De sku' se og skynde Dem at komme ud igen, så De kunne få noget at fortjene.
Jo, naturligvis, al Ære og Respekt, Hr. Assessor, men jeg har'et jo godt, hvor jeg er, jeg får jo Flæsket brunget lige ind a' Døren.
Den tav han lidt over; men så sa' han, at der ha'de hørt dog ellers hørt ovre fra de andre Kamre, jeg var ikke a' dem, der holdt a' at trække mine Sager ud så længe, og jeg huskede jo osse nok, at det ku' vare Måneder . . .
Ja og halve År, Hr. Assessor, og måske så galt hele, men så må jeg finde mig i Skæbnens Lod, for det er meget rigtigt, at sidste Gang ville jeg gerne ha' Sagen sluttet hurtigt, men nu sidder jeg med sådan en ren Samvittighed, og så ka' man udholde meget.
Assessoren, han gav sig til at vippe lidt på Stolen:
Det er kedeligt, Jensen, at De stiller Dem sådan, så jeg ska' ha' al den Ulejlighed med at skaffe Beviser imod Dem, for det får jeg jo dog alligevel.
Ja, Hr. Assessor, jeg holder virkelig ikke meget af at gøre Dommerne Ulejlighed, men det er så uheldigt og ka' ikke bi'e anderledes end hva' jeg har sagt. Sige Ja til noget, jeg aldrig har gjort, det er jeg ikke i min Magt til og kan. Det er ikke for de Par Dages Vand og Brød, Hr. Assessor . . .
Nå, det er det ikke. Ja ja, De kan jo for Resten være ganske sikker på, at dømt bliver De, enten De så nægter eller ikke.
Jamen en uskyldig Dom, Hr. Assessor, den er der Lykke ved.
Så b'e jeg afført.
Nu var'et jo et Pigebarn, som hed Valborg, og hun ha'de lavet hele Elendigheden. Jeg ha'de lært hende at kende i Vognmagergade på en Beværtning, og vi ha'de været sammen en tre-fire Dage, og om Natten boede hun hjemme hos mig. Hende og så en anden Skøjte, som hedder Oda, det er et Par Fyre, som at der er professionelle i den Sort Ting med hvad der angår med at blokke, så vi sidder jo, alle tre, på en Beværtning, og der kommer en Snedkersvend og har fået Afregning og han var godt svirende, og Sedler viste han frem af Portemonnæen. Ham slog Tøsene dem på, og han ville ikke ha' mig med, så de tog alene med ham ud til Holte. Dér valsede de om og ind til Byen igen og i den zo'logiske Have og Panoptikumshallen, og de så den fede Pige, og jeg véd ikke alle de Steder, de ha'de lagt Mandens Penge. Så møder jeg dem to Dage efter om Aftenen i Landemærket med Snedkeren midt imellem dem; der var Penge ved ham endnu, han ha'de hentet hundrede Kroner i Sparekassen i to Gange. Han ku' dårlig klare den længer, men vi var nede i no'en Beværtninger med ham alli'evel, og bagefter fik vi Manden hjem til mig, for at de ku' tælle den hos mig om Natten, allesammen.
Hvor mange Penge ha'de De så, Hopsadreng, sa' Assessoren, da De mødte Pigerne og Manden?
Nå, det ka' jeg ikke sådan si'e; det har naturligvis ikke været hvad man kalder til at slå i Bordet med, Hr. Assessor. Men så fik jeg jo ti Kroner a' min Kæreste.
Vil det sige Valborg?
Ja, det sku' jo sige Valborg.
Nu lyver De, Jensen.
I hvilken Anledning, Hr. Assessor?
For det første har De kun fået fire Kroner af Valborg, i to Tokroner . . .
Det passer, Hr. Assessor, lige bestemt det var oppe på Gaden, dér fik jeg de fire Kroner, i to Tokroner, meget rigtigt; men hjemme, bagefter, fik jeg de seks til.
Så sku' Pigebarnet ha' gi'et Dem alle de Penge, hun ha'de?
Javel, Hr. Assessor. Man er jo ikke Kærest med en Pige, for at hun ska' stikke en de fire Kroner, og man så ska' sidde og være til Nar for Resten.
Den sad han og tyggede lidt på, Assessoren. Men så sa' han: Hvor længe var det, De ha'de kendt hende?
Så måtte jeg jo op igen med de tre Dage, på fjerde. Det var det, den væltede på, hele Sagen, for ha'de man været rigtig Kæreste med Pigen, så ku' der jo ikke være Tale om Vrøvl fra hendes Side a'. Når man er Kærest med en Pige, så hvad hun har, det er mit, men hvad jeg gør, det kommer jo ikke hende ved. -
Det var ellers et hjerteligt Møde, da jeg traf hende igen oppe i Retten, Valborg. Hun var fremstillet fra Tvangen a', hun ha'de tredive Dage, og Oda, hun var fremstillet fra Vestre, hun ha'de tolv Dage til at logere på, og der var et Pigebarn, der hed Anny, hun ha'de fået otte Dage til at møde på til Sædeligheden, og der var så galt en til ude fra Tvangen; de stod plantede dér, alle fire. Valborg så ud li'så ædende gal, som det ku' været en a' de langhalsede Gaser ude fra Amagerfælled, og hun vred Øjnene halvt ud a' Hovedet; men bange var hun jo. Og det sa'e jeg osse til Assessoren, at den ka' hun ikke lave med mig med den falske Angivelse, men hun tænker naturligvis, at Frækhed belønnes, og når jeg engang kommer udenfor, så ka' det jo osse være, jeg kan belønne hende den . . .
Å, hun hvæsede op til Assessoren: Om der ikke måtte b'ie gi'et mig et Tilhold, når jeg kom ud, at jeg måtte ikke søge hende op . . .
Javel; der sku' vel gi'es mig en Reprimander, om at jeg sku' gå om ad et andet Hjørne, når jeg mødte dig, li'som at der står foran i Jeres Bøger, at der er Gader, I ikke må gå I. Men vi andre, vi har ikke no'et at resikere a' Sædeligheden, så vi går, hvor vi har Lyst til, forstår du . . .
Men så slog Assessoren med Linealen i Bordet: Og nu sku vi holde Mund.
Javel, Hr. Assessor, men man ka' jo nok b'ie no'et ophedet over sådan en falsk Baldagine.
Baldagine, sa'e han, hva' mener De med det?
Jeg mener, at hun er en a' de falske Gudinder fra den Tid a', at der var falske Guder, så har der vel osse været falske Gudinder; de gi'er Pengene først og ta'er dem bagefter.
Nu ha'de de forklaret, disse Knokler, at først ha'de jeg hugget Pengene om Natten ud a' Valborgs Kjolelomme, dengang da Snedkeren og hun og Oda, de lå oppe hos mig, og hun sov. Men så vågnede hun og gjorde no'et Vrøvl, og så faldt i Søvn igen i sin Donner, og jeg gik væk med Snedkeren, for han var gift og ville hjem til Konen, at hun ikke sku' lave ham alt for megen Kval. Og jeg kom igen Klokken ni og Valborg, hun mumlede lidt fra sig a' om disse Penge, så jeg be' gal i Hovedet, og jeg ku' godt mærke, at de ville se og stikke fra mig, begge Pigerne, for de var bange, for jeg sku fare på og klo dem; men jeg gik med dem ned a' Gaden, begge to, og så ga' jeg runde oppe i en Beværtning, vi kalder Stængerne, og dér var'et, at Sædeligheden kom og tog begge Tøsene. No'en Dage efter be' Valborg ondskabsfuld ude på Tvangen og meldte mig. - Så var'et dengang jeg kom og ha'de været for Grundloven, og der var osse no'en Sundhedspiger imellem, som der var ta'et samme Dag som jeg. Og på Gangen, da jeg sku' ned til Vognen, sku' jeg ha' sagt til hende, Anny, at hvis hun så Valborg ude på Tvangen, sku' hun si'e, jeg sku' nok sende hende de seks Kroner, når hun var kommen ud, når bare hun ville ta' sin Anmeldelse tilbage igen og si'e, hun ha'de været så fuld den Aften, så det ku' godt være, hun ha'de gi'et mig Pengene. Men Anny, hun sku' først straffes for første Gang, så hun ku' regne ud, at hun gik fri a' Tvangen, så hun lod den gå videre til en anden lille Pige, som at der var på'en for tredje Gang og de sad sammen foran i Vognen, da de b'e kørt ud til Kristianshavn, og hun ha'de omgåedes Valborg på Tvangen før, så hun sku' bringe Fidusen videre. - Det var disse to Stykker, Anny og den anden, som at der var mødt op imod mig sammen med Valborg og Oda.
Om hvad jeg nu sagde til alt det? spurgte Assessoren.
Ja, Hr. Assessor, jeg siger, det er sørgeligt . . .
Ja, det finder jeg med.
Jamen jeg mener, at det er sørgeligt, jeg ska' ha' sådan' Folk herop for at vidne, fra Tvangen og Hospitalerne, at jeg ikke ka' få no'en ordentlige Vidner imod mig.
Å, de var vist go'e nok.
Nej, Hr. Assessor, de må b'ie meget bedre, før jeg ka' tilstå no'et. Den Frøken med de otte Dage, hende har jeg aldrig set for mine Øjne, og den anden, jeg overhørte, hvor mange Dage det var, hun stod for, men hende ka' jeg ikke kende mere, om jeg så får hende at se om en halv Time igen. Jeg ska' si'e Dem, Hr. Assessor, at det er sådan no'et de sidder og væver sammen ude på Tvangen, når de keder dem. Og nu har Valborg naturligvis tænkt, at når hun sad i Spjældet, så sku' jeg der med, og når hun si'er, at hun har set, jeg stod op om Natten det var mørkt og tog Penge ud a' Kjolen, der hang på Væggen, så må hun ha' gode Øjne; de står jo rigtignok lidt ud a' Hovedet på hende, men hun må ha' ku' set li' så godt som Præsten ude i Fængslet, han har to Par Briller på, når han præker, men hun må vist ha' ha't tre Par. Hun var så fuld som en Høne, i den Brandstorm, hun trillede a' med, den Aften; det var den Stilling, hun var i; hun ku' dårligt gå, og jeg måtte hænge Kjolen op for hende . . .
Nå, men De hængte dog den Kjole op for hende, lille Jensen; det var rart, vi fik det at vide.
Ja, Hr. Assessor, det slap mig sådan ud af Munden. Men det ka' jo osse meget godt være, der er Straf for at hænge Kjolen op for sådan en Pladasje - det kender man ikke.
Nej, det behøver De ikke at være bange for, der er. Men tænk Dem nu om, til næste Gang, Hopsadreng, om De ikke kunne huske lidt mer om den Kjole.
Nej, det ka' ikke b'ie til mer, Hr. Assessor, desværre, end hva' jeg har forklaret, om De så trækker dem frem alle sammen fra Tvangen a' og alle Ginerne fra Ladegaa'ren og Vestre; jeg ka' ikke si'e andet. Men jeg vil håbe, at Sandheden kommer frem af deres eget indre og de ska' b'ie nødt til at støbe den om; for jeg vil nok si'e, at om de ska' ta'es i Ed, så er jeg dog vis på, at de allesammen falder om den Dag.
Kør ham væk, sagde Assessoren bare.
Siden efter ude på Gangen fik Overbetjenten fat i mig:
Uh, Hopsadreng, det var en grim en, den med Kjolen.
Ja, når man si'er meget, ka'et jo ikke være li'egodt, altsammen.
Så kom Hansen til, der sidder i Forstuen: Han syntes rigtignok osse, når jeg ikke ku' lyve bedre, så sku' jeg da før tale Sandhed; nu løb osse min lille søde nye Pige, Meta, hver evige Dag og spurgte efter mig, og det var jo Synd for hende, at hun sådan sku' gå alene om og blusse forgæves.
Ja, det er'et, Hansen, og Sandheden, den kan man jo altid si'e; det er der jo Udveje for. Men ska' jeg tilstå, så b'ir'et på Betingelser.
Ja, en Ekstrabøf, den er jo på Bordet li'e med det samme.
Nej, ved De hva', en Bøf, den tilstår jeg ikke på længer. Og jeg er ikke som Nattegøgen, han tilstod et Mord på en Bøf, men så var'et Løgn, da de kom ud på Amager og sku' grave efter Manden. Men ka' jeg få en Bøf i Dag uden Betingelser?
Ja, De er jo en kendt Mand, Charles Jensen, så det ku' jo nok være.
Så tænker man jo osse lidt mer behageligt over Tilståelsen. -
No'en Dage efter, jeg sku' til Forhør igen, så sa'e jeg med det samme til Overbetjenten: Nu ka' De godt si'e til Assessoren i Forvejen, at Tilståelsen, den falder i Dag. For jeg er b'een pænt behandlet og jeg vil osse se at komme snart ud til min nye Pige igen, så jeg vil ikke ha', at Assessoren ska' ligge og kvæles længer med disse herne Hekse og Haløjer og alt det, de vælter a' sig; det er ikke no'et at sidde og høre på hva de Tasker gi'er fra dem a', og tilmed det ska' skrives ned a' Fuldmægtigen; sådan' Folk ka' ha andet at bestille. Nu ka' jeg ikke stille mig mer nydeligt, end at jeg siger ja til det altsammen.
Det sa' jeg osse til Assessoren.
Nå, De tilstår altså, De har ta'et de seks Kroner.
Javel, Hr. Assessor.
Ud a' Kjolelommen?
A' Kjolelommen og det hele - over en Bank . . .
Og De ku' ikke tro, De ha'de nogen Ret til at ta' Pengene?
Ikke Spor, Hr. Assessor. Jeg var ikke Kærest med Pigen, ikke Spor, Gud ske Lov, for det er en sløj Trækfugl, ska' jeg si'e Dem. Og i det hele ta'et hun har ingen Stadighed ved sig, hun vil ikke losjere, hun vil hellere gå tilfældigt rundt på Beværtningerne og drikke runde og synge denne her fra Bakken a', hvor hun har sunget i Sommer, hun ka' ikke ha' no'en ordentlig Kæreste.
Ja, der har hun dog forklaret, at hun har haft Kæreste i ti År, men det var sådan en pæn Mand og ham gav hun aldrig no'et; hvad siger De til det?
Det si'er jeg slet ingen Ting til, Hr. Assessor.
Hvorfor gør De ikke det?
Fordi at hvis det ikke er Løgn - så er der ikke Løgn til i hele Verden.
Nå ja, det ka' De måske ha' Ret i, sa' han li'sådan.
Men hvis jeg må tillade mig, Hr. Assessor, så véd jeg jo godt hva' al denne her Fidæsje er kommen a', og det er fordi jeg er b'een go'e Venner igen med en rigtig lille pæn Pige, som jeg har kendt godt før og hedder Meta. Og det var li'e om Aftenen, efter a' Valborg var ta'et a' Sædeligheden, og det har hun fået ondt a' for Brystet ude på Tvangen, for dér véd de Besked med alt hvad der går for sig i hele København. Men ka' det gavne hende med det Vand og Brød, jeg får, så ka' det jo ikke skade mig så meget. Og godt er'et jo blot, at jeg står, som jeg står, så jeg ikke står lige til Huset endnu denne Gang; for det ha'de jo været lidt lidt at ryge for den Smules Skyld. Det sku' dog helst være no'et større. -
Hopsadrengen gjorde et lille Ophold i sin Fortælling:
Det blev til seks Gange fem dengang, sagde han så, og siden har jeg holdt mig udenfor. Nu blander jeg mig heller ikke mer med sådan løsagtige Kvinder som Valborg og lignende; min lille faste Meta, hun kommer hver Dag til bestemt Tid op i Gotersgade til mig i min lille Lejlighed. Så arbejde, som han ville ha', Assessoren, det har jeg da heldigvis ikke været tvunget til. - Det sa'e jeg for Resten til dem oppe i Retten, at Arbejdet, sa' jeg, Hr. Assessor, det sku' jo osse være en meget stor Forbandelse. Det har vi lært a' vores Skolelærer selv i Skolen. - -