Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
2. Verdens-Koen
Hvorfra kom den store ko, der satte livet ind i verden, koen, der bragte ikke-væren til ophør og gjorde, at det blev til væren? Ingen kan vide det uden Ea, der er den viseste af alle guder, og måske han ikke ved det. Ti var vel Ea til, dengang da der kun var ikke-væren, og levede mon hans tanke i den rumløse uendelighed, endnu førend selve ikke-væren blev til. Blev ikke Ea og den vilde Mordrak og alle de andre guder skabt, dengang da koen trådte ind i den grå tågeverden fra det brændende rum, som var neden under?Jorden var en uhyre, livløs øgle; den havde ikke hoved eller hjærte, fordi lyset og varmen, som skulde bo i dens hoved og i dens hjærte, endnu ikke var til. Men omsider kom den store ko op fra sit dyb; dens øjne var to vældige lys, og den så verden, inden verden endnu havde fået øjne til at se sig selv med.
Koen stod på grænsen af jorden, og det blev lyst; ødet kom ud af sin lange nat, og lyset sae til det: Se, her er jeg. — Det var det første levende på jorden. Lyset skinnede, og lyset var varmt. Det fik isen til at smelte og gjorde vandet levende. Floderne tog til at løbe og larme; de væltede sten med sig så store som bjærge. Tågen stod ikke stivnet oven over, storme greb den; de rev også vandene med sig og blandede sig med dem. jorden rasede som et dyr, hvis lemmer har fået kraft, men som ikke ved, hvad den bruger sin kraft til.
Men da dette havde varet nogen tid, begyndte koen at gå hen over jorden. Dens horn var lange og rettede frem efter; de var hvide som fint sølv, men i spidsen var de mørke som gammelt sølv. Koen trådte dybt ned i floderne og anviste dem det leje, som de fra nu af skulde løbe i. Den afmærkede deres bredder med sine klove; den trådte ned i dybet; dertil skulde deres vande gå. Den gjorde de bredeste floder til have og søer, og landet derimellem skulde være tørt og beholde den plads, som koen anviste. De vilde vande skulde ikke længere rase, som de havde gjort fra det første øjeblik, de fik liv; koen gav dem af sit eget: forstand og mildhed, at de skulde sige til sig selv: Se her er min grænse, den faste jord er min ven, som jeg ikke vil ødelægge med mine vande. — Bjærgene rejste sig på koens befaling og blev stående; imellem dem lå dalene. Bjærg skal være bjærg, og dal dal; de skal ikke angribe eller opsluge hinanden. Jorden lå afmærket bag koens klove. Der hvilede en tanke over den, der gav den sjæl.
Koen vandrede over jorden. Dens øjne var to sole, og der stod varme fra dens bug; to hvide stråler af em kom ud fra dens næsebor og den slikkede med sin tunge på de store, rimede sten. Koen gik slikkende frem over jorden, hornene viste vej; kulde skulde forsvinde dær, hvor de pegede. Koen slikkede græs frem mellem stenene, både i leret og i det skarpe grus; pludselig stod græsset der og svajede i vinden, blegt og tyndt i verdens begyndende dag. jorden blev grøn, efterhånden som den synede frem under koens nærende bug. Foran lå jorden endnu gråhvid og død, men hornene pegede frem mod alt det, der endnu ikke var velsignet af koens tunge, og alt hvad der ventede liv uden at vide det, det fik liv til sin tid. Der var død foran de vejvisende sølvhorn, og der var liv bag ved dem.
Koen gik frem over jorden og slikkede den fuld af græs; korn slikkede den frem og træer; høje skove stod i sporene fra dens fødder. Den gik indtil jordens yderste grænse; skovene tabte deres løv mange gange forinden, men da koen var nået til enden, vendte den om og gik tilbage. Dens horn pegede for første gang ud over liv; den så jorden ligge der, grøn og varm i al sin grøde. Hvor der var liv, skulde komme mere liv. Hvor det bølgede og viftede i vinden, skulde det røre sig og vrimle. Jorden var dejlig at se til; urt skød op som en pludselig grøn higen, der føler sin styrke, men ikke kender sit mål; den stod opret, men blind og hovedløs i lyset. Så sprang den ud i blomst; den fik sit øje og sin lille grønne sjæl, den så sig selv og verden rundt om. En anden dag faldt dens frugt til jorden ved siden af dens rod, der allerede var ved at visne; urten sank ned og blev borte, skjult af ny spirer, der var på vej op efter.
Koen slikkede dyr frem af græsset; småt kryb og store dyr; hjorde og flokke stod mellem mærkerne fra koens klove. De så undrende på græsset, på himlen og på hverandre, de gav sig til at æde, nogle græs, andre hinanden; mange af dem rejste et brølende gab mod himlen, fuldt af livslyst og tak.
Tusender af fugle sværmede ud af de hvide skyer fra koens næsebor. Luften blev mere levende ved deres vingeslag, og lige sådan gik det græsset, som før kun blæsten havde rørt. Der blev liv på bjærgenes stive klipper, da geder sprang om imellem dem, og skovenes grå stammer ligesom flyttede sig, mens hjortene græssede derinde eller kæmpede med hverandre.
En dag efter at koen for anden gang var nået til jordens ende, kom den tilbage med to menneskebørn hængende under sin bug; de trak tykke, hvide stråler til sig fra dens yver, så deres kinder svulmede og deres mundvige dryppede af mælk, og når de var mætte, blev de ikke tilbage, som dyrene, men løb ved siden af koen, indhyllede i den varme, søde damp fra dens bug. De voksede rask op under koens mælk og skilte sig aldrig fra den. De fandt i græsset og på træerne, hvad de skulde spise. Senere dræbte de også dyrene og spiste af deres kød, som de så dyrene gøre ved hverandre.
Da de to mennesker var vel voksne, mand og kvinde, tog koen for alvor til at vandre. Den førte manden og kvinden til en egn, hvor de aldrig før havde været; græsset her var mere saftigt, stenene færre og lavere, men skovene højere; træerne var hele året igennem fulde af frugter, der smagte som søde bær eller som brød bagt med honning, og der var ikke andet arbejde for de to mennesker end at gå hen og plukke dem. Her ønskede de at blive, og de talte med hinanden om, at dersom koen vilde ta ophold her, så vilde det være den største velgærning, den endnu havde vist dem. En dag gav koen dem at forstå, at de ikke skulde gå længere, idet den lae sig til hvile ved kanten af en skov, der på den ene side gik ned imod havet og på den anden side stødte op til en stor frugtbar slette, så fuld som en have af blomster og urter og mange slags frugter.
Her blev de to mennesker da boende; de byggede sig en hytte til værn mod blæst og regn, men forinden rejste de to altre, et for hvert af koens øjne, og de ofrede på dem hver morgen og aften.
Det første par mennesker fik to sønner og siden mange sønner og døtre, som ingen mere ved tal på. Men den ældste søn, til hvem Mordrak havde talt, var ond; han blindede koen på det ene øje. Dette gik således til: På de to altre, der var rejst foran koen, ofrede hver dag manden og hans ældste søn. Men sønnen spurte: Hvorfor skal der være to altre? — For han tænkte, at når hans fader døde, og han selv blev stammens høvding, så vilde han komme til at ofre sammen med sin næstældste broder og dele magten med ham. — Hvad skal de to altre til? spurte han, og hvorfor har vi ikke nok i et?
Men hans fader svarede: Der skal være to altre, min søn, fordi der er to store lys i verden, og det ene er ikke ringere end det andet. Alting får sit lys af dem, vi selv og dyrene og jorden, vi lever på; og da de to lys er lige, skal der også gives dem lige stort offer. Sådan er det indstiftet, og det vil ikke gå den godt, der forsøger at gøre det anderledes.
Med disse ord bragte han offeret til ende, og for første gang føjede han en forbandelse til, at ingen nogen sinde skulde vove at bryde det ene alter ned.
Kort tid efter døde han, og hans ældste søn var nu stammens herre, og han tænkte, at dersom koen kun havde haft et øje, så vilde han være ene om ofringen. Hans yngre broder kom til ham og sae:
Broder, vi vil ofre sammen, ligesom vor fader og du gjorde. Vor faders alter tilfalder dig, fordi du er den ældste, men jeg vil ofre på dit alter, for at alle kan se, at du er den første iblandt os, ligesom vor fader var det før dig, og jeg er kun den anden, som du var den anden efter ham.
Og den ældre broder svarede: Kære, det skal være, som du siger, — men i sit hjærte tænkte han: Du skal ikke ofre ved siden af mig, og du skal ikke være den anden efter mig, for at ikke folket en dag skal glemme, hvem der er den første og hvem der er den anden.
Og inden ofringen skulde finde sted, gik han hen, og med en kæp, der havde en spids sten på enden, stak han koens venstre øje ud, og nu var der kun et stort lys over verden; det andet var mat og gråt, som om den gamle tåge, der en gang havde opfyldt verden, havde taget plads i det.
Og folket undrede sig meget og gik til stammens herre og spurte:
Kære, hvoraf kommer det, at vor ene sol ikke i dag skinner over os med sin sædvanlige glans.
Han svarede med beroligende ord og sae: Der er kommet en sky for. Vor gud har sat denne sky for den ene sol; han alene bestemmer, om den skal blive der, eller om den igen skal drage bort.
Men den næstældste broder, som vidste, hvad der var sket, blev forfærdet og frygtede Eas vrede; han gik dybt ind i skoven og råbte med høj røst: Kære herre Ea, du, der er menneskenes herre og den øverste blandt guderne, kom og sig din tjener, hvilken straf du vil pålægge os for en enkelt mands brøde, og hvis du vil ta mod nogen bod derfor, hvori den da skal bestå. Kom inden din vrede er blevet gammel og altfor forfærdelig, for vi mennesker må jo frygte den vrede, der gemmer sig længe i himlen og tøver med at vise sig.
Ea stod for ham i det samme; han sae: Hent din broder, at han kan høre, hvad jeg har at sige. Det er sandt, at straffen skal komme over jer alle, men jeg vil ikke, at den, der bær skylden for det, skal stå afsides og undgå at høre den dom, han har fremkaldt.
Det skete, som Ea befalede, og snart stod de to brødre for ham, grædende den ene, og den anden stum og trodsig, og da Ea så det, opflammedes hans Vrede endnu mere, og han sae:
Eftersom det ene menneskes brøde er alles brøde, så vil jeg ta koen op til mig, og den skal ikke være hos jer, ti da I selv har slukket det ene lys, skal også det andet tages fra jer.
De to brødre forfærdedes. Den ældste broder stod foran Ea som et udtørret træ; hans hjærte var som sten; han rørte sig ikke mere end en grå og stiv klippe, der ikke hører eller ser. Men den anden broder blev rød og bleg som en blomst, der springer ud og visner igen; hans blod sprudlede i ham som en kilde af medynk og af kærlighed til livet, som nu var forbi. Han greb om et ungt grønt træ, støttede hele sit varme legeme til det og råbte, idet han i dette sidste øjeblik klappede et gedekid, der kom springende for at drikke af en kilde lige ved hans fod:
Skal vi da alle dø? Skal dette træ visne? Skal denne kilde ikke løbe mer? Skal kiddet blive en henrådnende hob, inden det får slukket sin tørst? Skal jeg selv blive liggende her som det udgåede træ foran min broders fødder? O Ea, straf os dog ikke efter vor fortjeneste?
Da ynkedes Ea og sae:
Koen kan I ikke mere beholde hos jer. Men koens øjne vil jeg skænke menneskene, for at de ikke skal være uden lys og varme. Dog, siden det ene er blindet, skal det fra nu af altid være blindet; det skal lyse over jer som blikket af en død mand; det skal minde jer om døden og om min vrede, der hænger over jer og rammer jer den dag, I finder på ny ondskab. Koens horn skal I slå op på et tempel, som I skal bygge foran de to altre.
Derpå vendte Ea sig til den ældste broder og sae: Kald på din kvinde og på dine børn, for at jeg kan føre jer bort herfra.
Han svarede med en stemme, der lød som når vinden rører de tørre kviste i toppen af et vissent træ: Herre, de er langt borte, og hvordan kan jeg råbe til dem, da du har taget mine lungers kraft, så min stemme kun er en hvisken?
Ea svarede: Luk din mund op og råb.
Og han råbte kvindens og sine seks børns navne; syv forfærdelige, gjaldende brøl kom ud fra skoven og lød ned over sletten, kvinden og de seks børn holdt op med deres arbejde eller leg, de stod blege af angst og turde ikke gå efter den kaldende stemme, skønt de alle havde kendt deres navne, og andre kom ud af deres hytter og samlede sig om dem og sae: Vist var det jere navne, der blev råbt, og I må gå til den, der kaldte på jer, hvad enten det var en gud eller en forfærdelig ånd. I må ikke la den råbende vente, for at ikke hans vrede skal komme over os alle.
Og de stirrede mod det grå lys, der forskrækkede dem; de drev kvinden og børnene hen mod skoven; selv blev de stående og så dem forsvinde, idet de tænkte at de skulde aldrig se dem mere.
Ea tog imod dem inde i skoven og førte dem bort til siden for sletten, for at ingen skulde se dem. Han gik foran dem dagen igennem; manden med det oprejste hoved, kvinden med den bøjede nakke, og børnene, der dels græd dels legede med hvad de traf på, som var egnet for deres hænder.
Ved aftenstid kom de til landet Nød, hvor det var Eas vilje, at de siden skulde blive.