Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
3. Yndes og Frugtbarheds Land
Ea tog nu koens øjne og satte på himlen som sol og måne, og mens de landflygtige i landet Nød arbejdede mellem tisler og skarpe sten, samlede Ea menneskene på den store slette og forklarede dem sin hensigt med dem.Det sted, hvor I nu bor, sae Ea, — skal kaldes Yndes og Frugtbarheds Land, og jeg vil omgi det med en mur på alle sider, men på den fjærde side er havet mur. På et sted i muren, midt i sletten, vil jeg bygge en port, men der skal ikke blive megen gang gennem den port, for jeg vil sætte vagt ved den. Hvad der er ondt, findes uden for porten, og vagten, som jeg sætter, skal forhindre det i at komme ind. Det er min befaling, at der i Yndes og Frugtbarheds Land, skal herske fred. Der skal ikke høres trætte i ord eller ses strid i gærning; der skal end ikke være uvenskab iblandt jer, og ingen skal slå ihjæl.
Da Ea havde sagt det, vendte han sig og gik ind i skoven, men løven der havde hørt det altsammen, løb efter og traf Mordrak, som den antog for Ea og sae: Kære Herre Ea, betragt mine tænder og se mine kløer; hvordan skal jeg nu finde min føde i Yndes og Frugtbarheds Land, eller vil du drive mig ud herfra?
Da stansede Mordrak og sae: Løve, du har ret. Og da han havde tænkt, hvordan det skulde være, underviste han løven; og løven gik tilfreds tilbage over sletten.
Men da Ea var kommet gennem skoven og langt bort fra mennesker, kom den vilde Mordrak til ham og spurte, hvad plan han nu havde med menneskene, og da han havde hørt det, sae han: Kære herre, Ea, du er den mægtigste af alle guder, og klogere end vi andre, men tror du, det er godt for menneskene, om de helt blir spærret inde af den mur, du har i sinde at bygge? Mon ikke en dag deres sind vil hige efter noget af det, der er uden for? Vist er du i stand til, når du har bygget muren, at finde det onde, der endnu er igen og kaste det uden for, men vil du også afsøge hele det øvrige land og se, om dær ikke findes noget godt, som du har overset og ikke fået inden for din mur? Bestem derfor, at vi foruden de to vagter sætter en tredie, som folket skal spørge, når det ønsker at få det og det ind til sig, og er i tvivl om, hvorvidt det er godt for dem. Ellers er jeg bange for, at de to vagter, der kun har din ene befaling, undertiden vil ta fejl, men hvis du sætter en tredie over dem, som du har givet forstand, så han kan veje godt og ondt mod hinanden, så vil der ingen fejl kunne ske, og dine mennesker vil altid være tilfredse.
Ea svarede: Du har ret; der skal være endnu en tredie; kun føjer jeg dertil den bestemmelse, at han skal ikke spørges tit.
Da glædede Mordrak sig og sae: Herre Ea, jeg vil hjælpe dig at bygge muren, hvis du vil ta imod min hjælp.
Og Ea svarede: I nat vil vi i fællesskab opføre muren om Yndes og Frugtbarheds Land.
Den nat byggede guderne deres mur om menneskene. Da morgenlyset begyndte at træde frem på himlen, gik Ea sin gang rundt om muren og fandt den god. Men et enkelt sted stansede han og sae til Mordrak, der gik ved siden af: Kære, hvad er dette? Hvorfor er din del af muren, der ellers er jævngod med min, på dette ene sted ikke blevet sådan, som du vidste, at min plan var? Og hvad er det for et træ, du her har plantet inden for?
Mordrak stod nogen tid tavs, ligesom tvivlrådig, mens han så på stedet i muren og på træet; så sae han: Kære herre, Ea, da jeg var kommet hertil, gik en sky for månen, så jeg et øjeblik ikke kunde se, hvordan muren blev, og hvad slags træ, jeg tog til plantning; og da månen kom frem igen vendte jeg mig ikke om for at se mig tilbage, fordi jeg vidste, at arbejdet havde hast, men hvis du vil, skal jeg gå hen og gøre det om.
Således talte Mordrak listigt med nedslagne øjne under sine ildrøde bryn.
Men Ea svarede: Nu kommer dagen, og vort arbejde er til ende; det kan ikke gøres om. Det sted, hvor du har begået en fejl, vil gi mine mennesker meget at tænke over, men jeg vil vende fejlen til det gode, så at den lærer dem eftertanke.
Mordrak lo sagte i sit store ildskæg og svarede: Det vil sikkert være dig en let sag. Men hvis du synes, lad os da gå op på vort bjærg og se dine menneskers første morgen i det land, som koen skænkede dem, og som vi nu nar ryddet og indhegnet til dem.
Da guderne stod på bjærget, kom solen frem mellem skyer, men Ea løftede sin hånd og bød, at alle skyer skulde forsvinde på menneskenes ny morgen, og skyerne forsvandt som omkringflyvende ting, der synker til bunds i havet, og himlen stod klar og spændt i sin bue, som et vand, der ikke røres af noget vindpust.
Menneskene kom ud af deres hytter og vandrede i flokke og rækker omkring i landet, der var blevet nyt for dem. De gik langs muren, der var så høj, at den skjulte landet uden for; de kom til porten og undrede sig over, hvad de så: to store tyre med menneskehoved og vinger på ryggen; de var røde som rustent jærn, vingerne var lyse, og mod spidsen skinnede de som sølv. Deres horn ragede op mod himlen, højere end grenene på de højeste træer, deres bug var som blåsorte tordenskyer, og deres klove var hver især så store som en lerhytte. De stod vagt mod alt ondt, som de ny mennesker endnu ikke kendte. Alt stort og småt kræ, der er plagsomt og farligt, skulde de holde ude; såvel hyæner og slanger som alt slags utøj. Endvidere vækster med giftig frugt eller stikkende torne, tidselfnug, der flyver i luften som en hvid og venlig sky, kvikgræs, der gemmer sig i jorden og væver den ind i sit net, så andre urter må dø; kolde vinde, og altfor brændende sol. Regnskyer skulde de lade ind, men ikke gråvær, der lægger sig på himlen som en død mands øjelåg. Feberluft og alle slags sygdomme skulde de holde ude, så vel som alt andet, hvormed der kan gøres skade; sten og skærende metaller. Ingen onde ting skulde kunne komme ind i det snævre rum mellem tyrenes høje horn og deres ben, der var som tårne, men heller ikke altfor skønne ting som guld og klare stene, der ægger mennesker til tvist og skændsmål så vel som til hovmod eller rovlyst. Hvor skulde da strid komme fra, hvor skulde den ta sin begyndelse, når ingen steder fandtes en ond tanke, som den fra først af kunde støtte sig til? Ikke en gang uforsætlig fortræd skulde der være, for hvem skulde kunne begå den, når der på jorden ikke fandtes en sten, og når Ea havde bestemt, at der aldrig i tiden skulde brydes nogen gren af noget træ i landet? Han havde gjort menneskenes arme svage, siden de ikke behøvede at arbejde, og ingen tunge ting skulde komme ind gennem porten, ingen anledning til svært arbejde, der gir mennesker kræfter og altfor stor lyst til at bruge dem?
Se, sae Ea — hvor alting er fuldkomment, sådan som jeg har gjort det.
Mordrak sae: Døden har du dog tilladt at komme ind i Yndes og Frugtbarheds Land.
Døden har jeg ikke lukket ude, siden jeg har dømt seks mennesker og deres efterkommere til at dø. Men her skal døden ikke være, hvad den er i landet Nød. Den skal kun være det sidste smil, hvormed den døende, der er uforanderligt glad, siger farvel. I et hjørne af haven, nær ved stranden, har jeg lavet en hule, hvor menneskene skal gå ned og dø. Fra hulen er nedgangen til dit rige, hvor de dødes sjæle bor.
Mordrak strøg sig over sit skægs brand og svarede: Jeg skal vogte vel på dine menneskers sjæle.
Guderne så menneskene stimle sammen ved porten for at betragte de to tyre, der stod ubevægelige med øjnene rettet mod hinanden, men undertiden vendte de hodet til siden, bægge på en gang.
Ea sae: Ser du, hvor glade menneskene ser ud? Når de går hen til siden af porten, kan de møde den ene tyrs blik, og de frygter ikke for det. Se, de smiler; de vil elske mine to vagter som et barn sin kærlige beskytter, hvis styrke er forfærdelig, men hvis kærlighed er endnu større.
Du har ret, sae Mordrak, og smilet bevægede hans skæg, som en ildrager et bål; — værket er fuldkomment, og det er dit, for hvad jeg har gjort, er kun en udførelse af din tanke. — Men se, nu går de videre.
Guderne så menneskene gå langs muren under lydelig og munter samtale, men på et vist sted stansede de og blev tavse. Over et lavt sted i muren så de en skikkelse ligge i en lund af palmer, en dejlig lille have, som sletten inden for. Skikkelsen mellem palmerne var en løve, men dens hoved og bryst var en kvindes. Den hvilede med forbenene strakt frem og halen slået op langs siden; den stirrede ret mod syd og sås ikke noget øjeblik at dreje sit hoved.
Se, sae Mordrak, — ingen af dine mennesker forsøger på at møde dens blik, og de smiler ikke mere.
Nej, svarede Ea, — de smiler ikke; de tænker. De tænker de tanker, som jeg indgir dem.
Mordrak lae hånden over sit skæg, og der slukkedes et lys over hans sorte ansigt; han svarede: Mægtige herre Ea, du har sikkert ret. Men tit vil det vist ikke hænde, at dine mennesker hos min datter søger løsning på de spørsmål, de ikke selv forstår. Dog, du vil indgi dem dine tanker, vise Ea, og det andet blir da ikke nødvendigt.
Ea spurte: Hvorfor ligger Mordraks datter i en lund, der er skønnere end den del af haven, der er lige overfor?
Mordrak svarede: Skyen, der gik for månen, forvirrede mit syn, så jeg ikke kendte forskel på højre og venstre; men tidselfnug vil flyve gennem lunden om Mordraks datter, kvikgræs vil krybe derind, og så vil mine palmer en gang gå ud, og de tanker, du har i sinde at indgi dine mennesker på dette sted, vil derved blive endnu klarere.
Da nu guderne skulde til at skilles, den ene for at gå op på sit bjærg i himlen, den anden ned i sit mørke rige under jorden, da sae Mordrak et ord, der skulde huskes mellem ham og Ea fra menneskenes første dag og siden altid: Lykkelig er din have, hvis træers grene ikke skal brydes af menneskehånd eller knækkes af storm; lykkelige dine dyrs fødder, der ikke skal såres af tjørn eller skarpe sten. Lykkelig, sae han med et smil, der ligesom tændte en ny flamme i hans skæg, er din Løve, der skal leve uskyldig mellem uskyldige mennesker. Lykkelig er muren om haven, selv det sted, der mislykkedes for mig, men hvor du vil indgi dine mennesker dobbelt skønne tanker. Lykkelig alle dine mennesker, ja så lykkelige, at de ikke en gang ved, hvad lykke er, fordi andet ikke findes, og det er sikkert det bedste for dødelige mennesker; deres lykke skal vare, den skal være uden grublen og tvivl, ti derfor har du sat din vagt ved porten. Lykkelig er du selv, herre Ea, der bor i lyset og aldrig skal stige ned i mit mørke, lige så lidt som solen kunde gå ned i underverdenen, fordi da vilde underverdenen blive lys og være den rigtige verden. Lykkelig er du, fordi du fra dit bjærg kan se på din have og ikke behøver at vende dit blik mod det land, hvorhen du har fordrevet alt, hvad du ikke elsker, thi lykkeligt vil det land ikke være, men du ser det ikke, og så er det ikke til. Lykkelig er selv Mordraks datter, skønt jeg ikke turde bede dig om en plads til hende i dit land, men du har givet hende af din visdom. Hvor lykkelig Mordraks datter er, det ved du, der er klogere end jeg og alle de små guder, bedst selv. Lykkelig er også jeg selv, der ikke er skabt til lyset, at jeg kan gå ned og skjule mig i mørket.
Ea svarede: Det er altsammen sandt og skal blive ved at være sandt.
Dermed skiltes guderne. En hvid sky steg op mod himlen, hvor den blånede og forsvandt; en mørk sky sank ned i dalen, hvor den blev borte.