WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den gule krønnike




Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


4. Uskyldighedens Rige

   Morgensolen lå på jorden som en rød kugle tabt i leg af en ung gud. Den skinnede ind gennem porten på stammerne af de nærmeste træer, så de blev røde, men deres kroner var grønne, og de øverste høje toppe syntes blå i den svage dis.
   Løven følte sollyset på sit ene lukkede øje; den vågnede, rejste sig straks og følte, at den var sulten. Den vandrede lydløst forbi sovende mennesker, og et sted traf den på tværs af stien et barn. Løven tog barnet i sine forpoter, lae det ind i græsset, og da den havde set det smile i sin søvn, gik den videre. Da den var nået til kanten af skoven, traf den lammet, der stod lyserød i morgensolen og åd af det duggede græs.
   De hilste smilende på hinanden, og lammet spurte: Kære, hvor skal du hen, eller er det måske mig du søger?
   Løven svarede: Kære det er dig, jeg søger, hvis du ønsker, det skal være det, og jeg skal derhen, hvor du helst vil.
   Lammet løftede sit hoved fra græsset og sae: Jeg går med dig, men min vilje skal ikke være det, der bestemmer din gang.
   Så vil vi følge det firben, der løber ud og ind i græsset, svarede løven. — Hvor det går ned i sit hul, dær vil vi sætte os.
   På den måde kom løven og lammet dybt ind i skoven, inden de satte sig hos hinanden, fortroligt talende sammen.
   Løven spurte: Har du hørt om det land, hvor lammene kommer hen, når de en gang må bort her fra?
   Lammet sae: Kære, jeg har ikke hørt om det; jeg er endnu så ung og ved ingenting, men jeg vil gærne la mig undervise af dig.
   Da tog løven ordet og sae: Lammene kommer op på himlen. Dær går de under solen; deres fødder er de små hvide skyprikker; stjærnerne er deres øjne. Se op, de runde hvide skyer deroppe er de himmelske lams buge.
   Lammet svarede smilende: Kære ven, løve, så måtte jeg jo ønske, at jeg snart kunde komme derop.
   Da løftede løven sin klo uset bag lammets nakke, og med et slag slog han det ned.
   Da løven havde fortæret lammet, tørrede den sine mundhår med poterne; poterne selv strøg den af i græsset og gik smilende tilbage gennem skoven.
   Mens løven gik over pladsen foran skoven, så den menneskene spredes efter ofringen foran templet med de strålende sølvhorn. Menneskene hilste smilende på løven. Et barn, der gik med en stor bærranke i hånden, tog løven ved øret og sae: Kære løve, hvad har du spist, vil du smage mine bær?
   Løven smagte af bærrene og svarede: Søde varme bær har jeg spist, et stort rødt bær, der groede på en hvid bund, et sødt og saftigt bær, der voksede på en plante med fire spæde skøre stængler. Jeg spiste stænglerne med bærret, bladene og de himmelblå blomster.
   Barnet så på løven, undrende og med et smil, men det frittede ikke, det havde jo også selv hånden fuld af bær.
   Nu kom folkets lærer Asmerik, en ærværdig gammel mand med hvidt hår og skæg og rødmusset ansigt og satte sig på en høj tue i græsset. Folket lejrede sig rundt omkring, tilfældigt om i skyggen eller i solen, for der var ikke for køligt i skyggen, og solen faldt ingen for hed.
   Da alle sad ned, og læreren så sig om for at høre, hvem der havde noget at spørge om, rejste en yngling sig og spurte ærbødigt: Kære lærer, hvad betyder hornene der sidder for oven på templet?
   Læreren svarede: Hornene tilhørte den ko, der skabte liv på jorden, og som Ea siden har taget op til sig. Hornene peger altid mod landet uden for, ligesom Ea’s sønner stundum, men ikke altid vender deres horn derhen. Dette gør de for at vise alt ondt tilbage, der søger at trænge her ind; hornene taler til os, de peger altid mod landet uden for, for at vi altid skal ha det i tanken, men ligesom horn er til at støde med, sådan skal vi støde tanken om det land tilbage.
   Ynglingen takkede med ærbødighed og satte sig.
   Så rejste der sig en anden, der også var ganske ung, og spurte: Kære lærer, hvorfor er muren på et sted ikke hel, og hvorfor vokser der lige indenfor et træ, der ikke er som de andre?
   Læreren svarede: Hullet i muren har Ea selv sat, og træet har han plantet; det kan ikke gøre os nogen skade, det synes en ufuldkommenhed, men er blot et tegn på, at muren om vort liv et sted er brudt, så at vi kan vandre ud derigennem. Træet, hvis grene kan brydes, er et billede på vort liv, der ikke som havens andre træer skal stå altid. Men ligesom vi smilende går forbi hullet i muren og træet med de skrøbelige grene, sådan smiler vi også den dag, da vort livs gren brydes af og vi vandrer over bruddet i vort livs mur.
   Hele folket klappede i hænderne af beundring over lærerens store visdom, og en tredie videbegærlig ung mand stod op og spurte:
   Kære lærer. Hvad er solen og månen, og hvorfor synes månen ikke ligeså god for os mennesker som solen?
   Læreren svarede: Solen og månen er den store kos øjne, som Ea har skænket os, men når du spør, hvorfor månen ikke synes lige så god som solen, da kan jeg kun svare dig, at hvad der blot synes, skal vi mennesker ikke gøre spørsmål om, det kan vi ikke forstå, og det overlader vi derfor til Eas visdom.
   En gammel mand rejste sig dernæst og spurte: Kære lærer, hvordan er det sted, hvor vi en gang går hen, og til hvilket du knyttede ordet ufuldkommenhed, og hvordan skal vi tro, at den gud er, der hersker over det land? Jeg har vistnok hørt derom før, men jeg er gammel og har glemt det.
   Læreren svarede smilende: Kære gamle, i betragtning af din høje alder og store ærværdighed var din undskyldning ikke nødvendig, men jeg skal svare dig ganske sandfærdigt på dine spørsmål. Jeg har ikke kaldt det land, hvor vi alle en gang går hen, ufuldkomment; det er fuldkomment på sin måde, omend det ikke ligner det. hvor vi nu lever. Ufuldkomment er kun mennesket selv, naar han bliver gammel; sådan har Ea villet det. Ufuldkommenheden begynder ved hans fødder, så at han ikke kan danse og springe med de unge; den fortsætter sig til hans knæ og griber om hans lænder, så han ikke længere kan avle børn; den rører ved den nederste spids af hans hjærte, så det blir uroligt i hans bryst, men den når ikke hans hoved og hans tanker, der blir ved at være klare som himlen. Mennesket vandrer i sine sidste år gennem en kort ufuldkommenhed og derfra ind i det andet land. Dettes herre hedder Mordrak, hvis datter vi alle kender, skønt ingen endnu har hørt hendes røst eller mødt hendes blik. Mordrak er ikke så viis og mægtig som Ea, men hans godhed mod os mennesker er lige så stor. Ea er et stort lys, men når han opholder sig oppe i himlen, blåner han som himlen selv, og vi kan ikke se ham. Mordrak er rød som solen i sin nedgang; vi kommer ned til ham gennem et kort mørke og modtages dernæst af et nyt lys.
   Endnu en ung mand stod op og spurte: Kære lærer, hvad skal vi tro om landet uden for muren, der ikke ligner Yndes og Frugtbarheds Land?
   Asmerik svarede: Det land har Ea vendt sit ansigt bort fra, og derfor ser det ikke ud som vort. Men da den samme skæbne aldrig kan tænkes at ville ramme Yndes og Frugtbarheds Land, så har Ea ikke lagt det dær som en advarsel, vi altid skulde ha for øje. Derfor er muren så høj, at vi ikke stadig skal møde et syn, der ikke er os til belæring eller på anden måde nyttigt. Derfor skal vi tro, at Ea kun foreløbig har lagt dette land fra sig, som en indtil videre unyttig ting. Men hvad det land en gang skal bruges til, ved vi ikke; måske er det også endnu skjult for Eas visdom. Men jeg ser, føjede han smilende til, at Jêkon sidder urolig på sin plads og tit vender sit hoved. Hører du ikke din lærers ord, Jêkon, eller ved du det aitsammen i forvejen, så du ikke har nødig at høre?
   Jêkon, en ung mand med et ædelt ansigt, rejste sig og svarede: Kære lærer undskyld min adspredthed, men jeg vil gærne tale, hvis du tillader det.
   Tal, svarede Asmerik venligt, og alle så undrende på den unge Jêkon, der havde rejst sig.
   Jêkon tog ordet og sae: Da jeg vågnede i morges, stod solen på randen af jorden og skinnede her ind gennem porten. Lige midt i dens lys stod et træ, der var højere og smukkere end de andre. Stammen blev rød af solen, men den nederste del af kronen, var grøn; toppen, der næsten nåede himlen, var blå at se til. Da du talte om Mordraks rige, huskede jeg træet igen, og jeg fik et syn: Dette træ er verdenstræet, og det er delt i tre riger; forneden er det rødt, på midten er det grønt, men i toppen er det blåt. Det røde er Mordraks rige, det midterste, grønne, er det grønne land vi mennesker nu lever i, men toppen er himlen. Da jeg havde set dette syn i min tanke, og mens jeg var midt i min glæde over det, kom en anden besynderlig tanke i mit sind: Verdenstræet vokser op ad; det begynder i jorden, hvor mennesker ikke kan leve, det bryder vej til lyset, det vokser gennem Mordraks rige og lar sig ikke stanse dær; det gror op gennem menneskenes land, der er i midten, og det blir heller ikke dær, det vil ikke la sig stanse før det har nået himlen. Det er verdenstræets vej, den er een, den er op ad. Mennesket derimod begynder på midten, ikke for oven, ikke for neden, og menneskets vej er ned ad. Det går ned gennem Mordraks rige; skal det ende i jorden selv ligesom træets rødder? Kære lærer, jeg er ung og uden indsigt. Vil du ikke oplyse mig, for min anden tanke lae ligesom en tåge over mit sind.
   Asmerik svarede smilende: Jêkon, vi ved, at Ea har indrettet alt på det bedste, det ved du også selv, og der kan altså ikke være tvivl i dit sind. Men jeg ser, dine tanker endnu ligger i tåge; dog da du kan tale, som du har gjort, skal du fra i dag være min discipel frem for andre, og når jeg en gang går bort, skal du være folkets lærer i mit sted.
   Alt folket klappede og jublede, og Jêkon blev stående, hvor han stod, rødmende, men lykkelig. Læreren gik ned fra sin plads og gav derved tegnet til, at undervisningen var forbi, og at tiden for leg og spring nu var kommet.
   Det var ikke kræfter, fart eller behændighed, det kom an på i de uskyldiges leg; de tog ikke brydertag med hinanden, de kendte ikke til at ta hårdt, og deres leg gik ikke ud på at vise, at en var stærkere end en anden. Fik nogen et venligt puf, hvoraf han forstod, det var meningen, han skulde falde, så faldt han, men derfor kom ikke altid den tilsyneladende sejrende til at ligge oven på. De løb efter hverandre i fangeleg, men ingen havde ønske om at vise sig hurtigere end en ven; derfor lod han sig fange, når der var løbet en passende tid. Der var ingen pris at vinde for nogen idræt, for der var ingen, der vandt. De yngste og mest kåde, dængede hverandre til med røde bær, med blå druer og med gule bananer; de kastede usikkert, men ramte blødt, når kastet ikke gik ved siden af. Farvede klatter sad på de nøgne kroppe, og saften drev ned ad bag og ben, for det var skik at vende ryggen til ethvert kast. Alle, der kunde, var med i legen, og mange allerede ærværdige skæg fik nye farver. Ingen opnåede at vise sig som de andres overmand, få traf, hvad de sigtede efter, men de lo alle; en umådelig latter lød hele tiden fra de salige mennesker. Alvorlige og tavse stod kun havens høje træer, og fra templets tinde pegede de sølvklare kohorn, stumt og ligesom manende mod landet uden for, hvor ingen munterhed var; dog den vej vendte de legende menneskers øjne sig ikke; desuden var jo muren imellem.
   Men i en klynge uden for legepladsen sad de ældste mænd og kvinder, der ikke mere kunde være med; også de lo og fulgte med i alt, hvad der gik for sig, og sådan snakkede de da med hverandre, når de kunde komme til det for latter:
   Sandelig, vor værdige lærers hår og skæg har i dag fået ungdommens farver. Se, han er rødskægget, og hans hår er gyldenlokket som hos et femårs barn. Betragt en gang den skønne Isvêni: midt på hendes nakke, under hendes opbundne hår udspringer en livsalig rød flod; den deler sig ved begyndelsen af hendes ryg i to herlige floder, hvorved hun kommer til at ligne et billede af vort land med dets to strømme; de løber uden om hendes bag, hvis bjærgtoppe er en uoverstigelig hindring; de løber ned ad hendes ben, en på hvert og munder ud på de rosenrøde hæle. Er hun ikke et dejligt land, den skønne Isvêni, vel vandet og frugtbart. Hvem er den lykkelige yngling, der i aften skal ta dette land i besiddelse? Mon det ikke blir den vise Jêkon, der engang skal blive folkets lærer? Se, hvor han går med venstre hånd over øjnene, mens han søger rundt om sig for at fange med den højre. Vil ikke den skønne Isvêni, træt af sin egen leg, gå ind i hans og la sig gribe af ham, så hun kan sidde og hvile sig en stund, og glæde sig ved tanken om, at den vise Jêkon har fanget hende og fæstet sit øje på hende. Jo, så du ikke, at det skete? Ganske vist, nu fanger Jêkon allerede efter en anden, men ingen ved, hvad han tænker, og Isvêni sidder i græsset og hviler sig; hendes ryg er det lykkelige kort over landets floder, men deres udløb er skjult i græsset.
   Sådan snakkede de gamle med hverandre, men der blev stille, da tre mænd og to kvinder rejste sig og stod smilende og tavse et øjeblik. Også legen stansede, og alle så smilende på dem, der havde rejst sig.
   Så sae den ældste, en ædel, bøjet olding: Farvel kære; vi går bort, men bliv I ved med jer muntre leg, der også har glædet os, og som vi vil tænke på, mens vi går.
   Sådan talte han; så vendte han sig og gik sammen med de andre. Folket så kun deres gamle rygge, men de vidste, deres smil nu vendte den anden vej. De raabte: Farvel, farvel, kære! — men ingen fulgte dem; de gik gennem skoven, til de kom til det sted i et hjørne af muren, hvor der var en hule. Dens mund var halvmørk, men der groede alle slags skønne blomster af dem, der ikke behøver meget lys. Hvad der var længere nede i hulen, fik nu de fem at se; ingen andre vidste det, men de tænkte med et smil på de fems vej gennem hulen, mens de legede videre lige så lystigt som før.


Kapitel 5 >