Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
5. Det store Vand
Da menneskene havde leget en god stund, samlede de sig på et smilende tegn fra deres lærer i en lang flok og begyndte at gå bagefter ham ind gennem skoven. De var grå af jord og støv, grønne af frisk græs eller stribede af forskellige frugters saft, allesammen lidt trætte, men smilende. De yngste samlede sig frugter, som de spiste undervejs, men de mere voksne ventede besindigt til efter badet, og deres tålmodighed blev heller ikke hårdt prøvet, for vandringen gennem skoven varede ikke længere end en sulten mands måltid. Børnene havde endnu ikke spist den sidste banan, da skoven holdt op, og hele flokken gik ned ad den grønne skråning, der førte til et bredt bælte af fint hvidt sand uden sten, og til selve vandet. Solen havde nu drejet sig sådan, at den stod ude over vandet, dens skin faldt på de nøgne menneskers ansigter, på deres bryst og bug, da de trådte ud i vandet; de yngste endnu spisende, men skallerne havde de kastet fra sig inde ved bredden, for at ikke vandet skulde blive besudlet.Under stille plask og samtale vadede nu alle ud i vandet, hver efter sit mål; for det var lov, at ingen måtte gå længere, end at benene var ganske skjult. Og dær stod da menneskene i en spredt flok af kroppe uden synlige ben, børnene længst inde, dernæst kvinderne og yderst ude de voksne mænd. Forrest af mændene stod den unge Jêkon, og forrest af alle kvinderne den skønne Isvêni; det sås på deres dejlige kroppe, at de havde leget med større iver end de andre.
Men tre skridt bag ved Jêkon stod Asmerik; han gav et tegn, og til Jêkon hviskede han: Kære, sæt dig. — Så sank hele skaren langsomt ned i vandet for at vaske sig, og kun deres hoder var til at se. Hoder flød på vandet, så mange som der er blomster i skovbunden om foråret; små og store hoder, hoder med langt hår og kort hår, gule og snehvide hoder, alle smilende og nu tavse, og som det største smil i verden stod solen over dem og skinnede på dem alle. Sådan sad de en tid; vandet rørte sig om dem; bølger løb ud fra dem som stille smil, der blandede sig med hverandre. Menneskene vaskede sig, og imens mumlede de alle den samme bøn til det store vand: Kære, bliv ikke vred, at jeg urener dig.
Endelig løftede Asmerik en dryppende hånd op af vandet, men til Jêkon hviskede han: Kære, rejs dig. — Og en vrimmel af våde kroppe rejste sig over vandet, vendte om og gik ind efter. Men da de havde forladt det hellige sted, hver sit, brusede der i råb og sang en stor munterhed hen over vandet, og straks efter løb de våde mennesker op til skoven for at hente sig frugter til måltidet, der blev fortæret på den grønne skrænt, mens solen skinnede og tørrede dem efterhånden som den sank.
Så snart den værste sult var stillet, og en rolig samtale var begyndt at komme i gang, rejste en yngling sig og spurte, henvendt til Asmerik: Kære lærer, hvad vil du, vi skal tro om det store vand?
Han svarede smilende, idet han tog til sit lange skæg: Kære, det er svært at tale om høje ting, når ens skæg er vådt og tungt, men vent til jeg får vredet det tørt, så skal jeg undervise dig. Nuvel, vi mennesker ved ikke, hvad havet er. Os tjener det til renlighed, og vi ved ikke, om det aldeles uden uvilje tar mod vort smuds; dog, Ea har på vore vegne talt med havet og forsonet det. Hvad mere er havet for os? Hver af os har sit sted, han må gå ud til, og ud over det sted kommer ikke noget menneske. Dernæst er havet en vej, hvorover vor tanke kan flyve som en fugl, men vi ved ikke selv, hvor den flyver hen; den taber sig som en fugl, der blir borte for vore øjne, mellem himlen og havet. Det store vand er en hemmelighed, som Ea deler med os mennesker. Vi ejer den ene lille side af hemmeligheden; vi kender den så langt som indtil vort bestemte mål; vi ved det er havet, der skænker os børnene. Resten af det tilhører Ea helt ud til det sted, hvor det store vand mødes med himlens blå skål. Hvordan det sted er, ved kun Ea selv.
I det samme så han, at den unge Jêkon pludselig rejste sig, og han sae smilende: Jêkon har fået en tanke. Vi vil høre den, for måske har Ea selv indgivet ham den. Tal, Jêkon.
Jêkon stod højt oppe på skrænten med ansigtet vendt mod vandet og solen. Han talte sådan: Over den faste jord ligger et tyndt stof, som vi ikke kan se; det røre ved os, når vi løber; undertiden løber det selv og rører ved os; det kommer ud af vor mund, når vi taler, og det strømmer ind og ud ad vor næse. Det tynde stof og jorden kender ikke hinanden. Jorden kender ikke det stof, der ligger over den, ligesom mennesket ikke kender guderne. Men når vi træder ud i vandet, står vi i et andet stof, der vel er tyndt, men dog kan kendes af os. Det rører ved jorden forneden, og det tynde stof ovenover leger undertiden med det og danner bølger. Hvad kunde vi ikke lære af havet, dersom det vilde tale til os? Men se en gang fra denne bred, hvor jorden mødes med havet, og hen til det sted hvor havet rører ved himlens blå skål: Dær er den anden bred, og vor strand er et svagt afbillede deraf, men på denne bred, som vort syn ser så tydeligt, og som vor tanke flyver ud imod på usikre vinger, dær findes jorden ikke mere, men dær fortæller havet sine hemmeligheder til den, der træder fra dets bred op på himlens blå land, som igen strækker sig helt hen over vore hoder og vistnok ikke meget højt over vore højeste træer. Så nær er det blå land ved os, at en fugl med lethed kan flyve ind i det, og så langt borte er adgangen, der fører op til det; se det fine sand, der ligger på den fjærne bred, det er hvidt og om aftenen rødt. Det ligger i striber og pletter, det ligger i dejlige figurer. Hvornår skal en lykkelig fod gøre det lille skridt fra havets sidste flade bølger op på den blå skrænt med det skønne sand, dær hvor solen nu langsomt bevæger sig hen ad?
Asmerik svarede mildt, næsten ligesom irettesættende: Men du glemmer jo ikke, kære Jêkon at der for os mennesker ikke gaar nogen vej til den fjærne bred, du taler om, hverken med bølgen over havet eller med fuglen i dens flugt fra trætoppene.
Jeg glemmer det ikke, svarede Jêkon og satte sig.
Asmerik gik tre skridt ud i vandet, og derfra talte han følgende ord: Jêkon har talt smukt og sandt, så vidt sandhed har kunnet findes, men den, der står i vandet, sådan som jeg, han er som et sindbillede på verden. Han står på jorden, der tilhører menneskene; en del af hans legeme berøres af vandet, der er fælles for Ea og menneskene og ikke halvt forstået af dem; hans krop er omgivet af det tynde stof, som vi ikke kan se eller forstå, og som tilhører Ea alene, men vandet om hans fødder er en mægler mellem bægge. Sådan er det, kære Jêkon.
Sådan er det, kære lærer, svarede Jêkon ærbødigt.
Og derfor, kære Jêkon, skal du nu være lærer ved siden af mig. Fra i morgen skiftes du med mig til at undervise folket, og om ikke lang tid vil du blive ene om det, når jeg smiler til jer alle for sidste gang og siger farvel.
Folket rejste sig, klappede og jublede, og munterheden begyndte på ny. Mange var også blevet sultne igen, men blandt dem, der var mætte og unge, lød allerede nu det råb, der mod slutningen af dagen hørtes overalt i Yndes og Frugtbarheds Land: Kære, må jeg komme til dig?