WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den gule krønnike




Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


6. Under Grublerens Træ

   Menneskene begyndte at rejse sig fra den grønne skråning og gå ind gennem skoven til deres natteleje, for nu gik solen ned. Den kastede sit røde lys lige ind på træernes stammer, så de kom til at ligne støtter af ild, og imellem dem vandrede menneskene som bevægelige flammer. Der herskede usigelig munterhed mellem de lykkelige mennesker. De søgte hinanden parvis, og fra alle kanter genlød det samme råb i een sammenhængende sang så vedholdende som fuglenes kvidren for oven: Kære, må jeg komme til dig? Kun de allerældste, de ganske få, tog ikke råbet op, men de lyttede smilende til menneskekvidderet, mens de med hverandre drøftede dagens lære og leg og siden uden klage fandt deres ensomme leje mellem træerne eller på den åbne plads.
   De kaldende råb sank efterhånden ned til en umådelig kurren som af tusende par skovduer. Sådan lød det hver aften i landet, så snart solen var af himlen, og de ensomme gamle lå spredt rundt om og gottede sig ved minder og ved deltagelse. Men det skete undertiden, at når hver havde fundet sin, blev der en eller flere kvinder tilbage, og så vidste alle, at nogle af mændene ikke havde søgt lejet, men var gået andet sted hen. Denne aften var der kun een kvinde til overs, og en mand måtte altså være gået sin egen vej; hans ryg sås endnu mellem træerne langt borte som en halvt slukket brand.
   Denne mand var Jêkon. Han sad dær, hvor mænd plejede at sidde, når de ved lejets tid gik bort fra det øvrige folk. Han sad ud for det sted af muren, hvor der var et gabende hul. Han sad og stirrede på landet uden for, hvor underlige ting syntes at foregå i halvmørket, og han stirrede på Mordraks datter, hvis halvt bortvendte ansigt han kun delvis kendte, og hvis øjne han aldrig havde mødt. Mordraks datter lå ubevæglig med sin grågule løvekrop, sine brune bryster og sin høje hals; hun så ufravendt mod syd med et blik, som kun solen kendte; hun syntes skønnere end alle havens kvinder, og træerne, der omgav hende, stod ikke tilbage for dem inden for muren.
   Jêkon vendte sig og så på træet bag ved; dets stamme var forvreden og fuld af rævner; grenene var skøre og faldt ned af sig selv, når de blev gamle. Træet bar en slags grønne æbler, som kun nogle få mennesker havde sat tænder i; de sad ikke og blev søde som andre æbler. Lige så mærkelig som træet selv var den kilde, der sprang ud ved foden af det; dens vand var rødt og lugtede ilde; kun få havde smagt på det. Kilden dannede en lille bæk, og ved dens bredder levede forskelligt kryb med underlige torne og takker; ingen havde lyst til at røre ved det. Bækken løb ud gennem muren på det sted, hvor hullet var.
   Jêkon sad under træet, og underlige tanker kom til ham fra det så vel som fra Mordraks datter. Bækken, hvis ende han ikke kunde se, førte ligesom hans tanker fra det ene spørsmål til det andet, men han kunde heller ikke se sin egen tankes ende.
   Han hørte en stemme bag ved, der sae: Kære, her kommer jeg.
   Han vendte sig og så en mand, der var ældre end han selv; Jêkon svarede smilende: Kære, kom og sæt dig.
   De to sad smilende og så i tavshed på trætoppene, på aftenhimlen og på stjernerne, så sae den ældre: Hvor dejlige er ikke træerne og stjærnerne, og hvor yndig er ikke skoven, når lejeråbene er døet hen og efterfulgt af sød kurren.
   Ja, svarede Jêkon, alt det er dejligt.
   Den ældre blev ved: Og dog, kære Jêkon, sidder du her, du hørtes ikke blandt dem, der istemte råbet om lejet. Det, du tænker på, er altså noget andet.
   Ja, jeg tænker også på noget andet.
   Og vistnok mest på dette andet. Tænker du på Mordraks datter, at hun en dag skal vende sit hoved og for første gang møde et menneskes blik?
   Jêkon, der var blevet alvorlig under den ældres spørsmål, skyndte sig at smile og svarede: Alene Ea ved, om Mordraks datter engang skal fæste sit blik på mig.
   Ea alene ved det, gentog den ældre. — Da jeg kom gående, så jeg, at dit blik fulgte denne bæk, hvis vand er uden ynde, og hvis bredder har saa underlige beboere. Jeg så, at dine øjne kom fra træet her, der ikke er som vore andre træer, de fulgte bækken og tabte sig i forundret stirren. Dit blik gik dristigt grublende gennem muren, dær hvor muren ikke er, og til sidst blev det stående, uden smil, ved den dejlige lund, der omgir Mordraks datter. Vor lærer har undervist os om alt det, men har Ea indgivet dig en ny tanke, til en bedre oplysning for dine brødre?
   Jêkon svarede: Alt, hvad vor lærer har fortalt os, er sandhed. Kan der tænkes nogen anden?
   Kære Jêkon, du har ret, men Ea har mange sandheder, den ene er højere end den anden, ligesom den blå skål er højere end træernes kroner. Og hvorfor sidder du netop her og i dette øjeblik, om ikke Ea havde kaldt dig her hen for at undervise dig?
   Jêkon svarede beskeden: Ea har ikke talt tydeligt til mig. Hvordan kan jeg genta, hvad Ea mumler i mit øre?
   Kære Jêkon. Vi ved, at Ea har udvalgt dig; du kan tale uden frygt.
   Jêkon betænkte sig en tid; så sae han: Har vi ikke alle set, hvad der går for sig uden for muren? Tigeren dræber oksen med et slag af sin klo, men undertiden sker det, at oksen opriver tigerens bringe med sine horn. Den røde fugl sætter sig i græsset derude, den flagrer med sine vinger og fortærer græsset; den flyver op i træerne og blir til en talløs flok, og når den er fløjet bort, ligger træerne på jorden i sorte dynger. Men også uden den røde fugl falder træerne, ganske af sig selv; de står op og dør stille, de falder grønne om og dør; dyrene falder om og dør, men intet af alt det kommer ind til os. Kun på dette ene sted er verden vredet om; en dejlig lund ligger uden for, og herinde står et træ, der altid dør, dog aldrig helt, fordi det står inden for muren. Her er en bæk, hvis vand er sygt. Har du set det små kryb ved bredderne? De dræber hverandre, for lyst eller for æde. Er der under alt dette skjult en stor og ny sandhed, som Ea en dag vil meddele os? Ea mumler i mit øre, men jeg forstaar ikke Eas mumlen. Vil han forklare mig, at dette har han sat for at lære os eftertanke og taknemmelighed?
   Det siger vor lærer, afbrød den anden, — men kender han hele Eas sandhed?
   Hvad vor elskede lærer siger, er sandhed, svarede Jêkon hurtigt.
   Du har ret, kære Jêkon, dog tænker du længere end til vor elskede lærers ord. Et billede til at lære os eftertanke og taknæmlighed har vi allerede uden for, og vi behøvede da ikke træet og bækken.
   Kære, du har tilsyneladende ret. Måske holder Ea en sandhed skjult, der endnu ikke skal vides.
   Men Jêkon er udvalgt til at kende den. Vor vise lærer, som ved alt, hvad endnu kan vides, han ved også, at du er udvalgt, og om Ea åbenbarer dig en større sandhed, det vil glæde ham, og han vil lære af dig. Den lille verden, som Ea ligesom bagvendt har sat på vor side af muren, er altså ikke blot et sindbillede eller en lære, det er en verden, og forskellig fra vor.
   Ja, måske ligger deri en skjult sandhed, hvoraf Ea vil fortælle mig, at en ny verden skal blive til. Men hvordan? Det er jo en verden med fald og med drab, med æbler, der gir ømme tænder, og vand, der ikke kan drikkes? Hvordan kan selv Eas visdom forlige en sådan verden med vor?
   Kære Jêkon, du glemmer, der er andre guder end Ea.
   Men Ea er den højeste.
   Ea er den højeste. Dog, hvoraf ved du, om Ea har al visdom? Har du været i gudernes forsamling? Har du overvejet deres ord, så du kan sige: Denne er den viseste, og denne anden er ringere end han. Jêkon, glemmer du, at du er kun et menneske, eller har Eas hvisken i dit øre gjort dig hovmodig?
   Jêkon svarede hurtigt og beskeden: Jeg er kun et menneske; jeg ved ingenting. Jeg ved ikke, hvad hovmod er. Men vi har hørt, det skal findes mellem de lavere guder, der vil gøre sig klogere end Ea.
   Den ældre bøjede sig over en blomst i græsset, hvorved han skjulte sit ansigt. Så sae han: Har du hørt tale om de syv store skrig, der engang lød fra skoven, og om mennesker, der blev udvist?
   Jêkon svarede hurtigt: Vor lærer har fortalt mig om det; der er enkelte, der endnu husker det, men Ea vil, at det skal glemmes, og at ingen skal tænke over det.
   Kære, Jêkon, så glem det, og tænk ikke over det. Men der var en, der skreg syv gange, og det var et menneske. Der var syv, der blev drevet ud, det var syv mennesker.
   Mennesker som vi kan det ikke ha været, svarede Jêkon. Dog ligger der mørke over det, og mørket skal ikke løftes. Men min lærer har sagt mig, at de syv mennesker kan ha været børn af Mordrak, hvis datter vi ser her foran os. Men Ea drev dem ud, for Mordrak er en farlig gud; vi skal ikke ofre til ham, og han taler ikke til os som Ea. Han vogter vore døde, men Ea ser til, at de døde er lykkelige, når de er gået ned i Mordraks land.
   Men, Jêkon, hvis en stemme en dag lyder i dit øre, at fra nu af skal I også ofre til Mordrak, tør du da svare: denne stemme er ikke af Ea, og jeg vil ikke gøre, hvad den befaler mig?
   Kære, du sætter mit sind i uro.
   I tanker, mener du, svarede den ældre, og så smilende på Jêkon.
   Også Jêkon smilede, for at det ikke skulde ske, at en, der smilede, mødte et alvorligt ansigt. Så sae han: Kære, vil du lade mig ene, for at jeg kan tænke over, hvad du har sagt? Jeg vil blive her i nat. Ea vil måske undervise mig og bringe mine tanker i ro.
   Den ældre rejste sig og sae smilende farvel. Jêkon svarede lige sådan; så bøjede han grublende hodet over sine hænder. Hans sjæl var skør som grenene på træet bag ved; hans tanker løb ad en kroget vej, en bæk med udrikkeligt vand. Men han mumlede ved sig selv: Når denne nat er gået, vil der være fred i mit sind, som før. Men jeg må tænke det altsammen igennem, alene for Eas ansigt.
   I det samme hørte han skridt bag ved sig, og en stemme sae: Kære, må jeg komme til dig?
   Det var den skønne Isveni.
   Jêkon rejste sig straks og tog hende smilende ved hånden, for at det ikke skulde ske, at en, der gjorde dette spørsmål, skulde svares anderledes end med et smil og samtykke.
   Hvem har sendt dig her hen? spurte Jêkon.
   En gammel mand med hvidt skæg. Enten var det Snârkiut, eller også var det en anden; han fortalte mig, at du sad her.
   Kære, jeg tror ikke, det var Snârkiut; jeg kendte ham vistnok, endskønt jeg har glemt hans navn?
   Jeg kendte ham ikke. Hans ansigt var mørkt, men det kom af mørket i skoven. Hans skæg var stort og lyste, som om det var rødt.
   Jêkon svarede smilende: Kære, du ved, der er ingen, der har rødt skæg. Det var hvidt, men det fik et rødligt skær af den røde himmel.
   Kære, svarede den skønne Isveni smilende, — hvad skeller det mig, om hans skæg var hvidt eller rødt. Lad os gå hurtigere til; vi er endnu ikke langt nok borte fra træet du sad ved, og fra bækken, hvis vand jeg ikke elsker.


Kapitel 7 >