Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
7. Brødrene fra Landet Nød
Jêkon var nu folkets lærer. Han var højligt beundret for sin store visdom, men det skete undertiden, når han talte, at mændene holdt op med at smile. Det blev stundom bemærket af kvinderne, hvis sind gjorde dem mere egnede for at smile end for at lytte til vise ord, og mens de med lige velbehag så på alle mændene — hver mand var hver kvindes mand — kunde da også de blive alvorlige; de forstod ikke derfor den vise Jêkon bedre, og deres mænd forstod de mindre. Der kunde således i de voksnes forsamling komme et øjeblik af undren og alvorlig seen på hverandre. Det varede dog aldrig længe, og når der kom en pause i undervisningen, spurte mangen en den, der sad nærmest: Kære, hvad var det? Og den nærmestsiddende svarede da: Spør den vise Jêkon, men den første tog igen til orde og sae: Jêkon er meget viis; hans tanker kan ikke forstås af alle.En dag, mens Jêkon stod og talte med ryggen vendt mod porten og de to tyre, Eas sønner, blev han pludselig afbrudt af et råb fra mændene og et stort skrig fra kvinderne. Hans ansigt, der var mildt trods hans ungdom, blev alvorligt over en sådan afbrydelse. Han tav og så på de forundrede øjne, der stirrede mod porten, og han vendte sig om for at se.
Uden for porten, men langt borte, stod to mænd, den ene høj, den anden ganske lille; to ny mennesker stod der ude, blandt tisler og tigre, i det land, hvor der fandtes drab og ufrugtbarhed, og de vilde måske nærme sig portene ind til Yndes og Frugtbarheds Land.
Hele forsamlingen havde rejst sig; ingen ventede på, at Jêkon skulde fortsætte med sin herlige visdom; alle syntes at ha glemt ham, ærbødige ynglinge så vel som ærværdige gamle. Kvinderne stod helt foroverbøjede; deres kroppe var et stivnet rend hen til porten for at få de to ny mænd på nærmere hold; men Jêkons nærværelse avede dem, indtil han gjorde det første skridt mod porten og således gav tegn til opbrud; da styrtede alle kvinderne skrigende og leende foran; mændene kom bagefter; Jêkon sidst.
De to mænd havde begyndt at gå hen imod porten og kunde efterhånden ses mere tydeligt; den ene var høj og smuk, og var vistnok ikke forskellig fra de mænd, kvinderne var vant til, men den anden var besynderlig og grim; og om ham samledes kvindernes øjne og spørsmål. Men hvad vilde der ske, når de to kom nær til Eas sønner. Råb og spørsmål holdt op; der blev stille som midt om natten, for nu skete det. Ja, Eas sønner vendte deres horn mod de fremmede, og hvor de stod, måtte de blive stående. De åbnede deres munde for at råbe, men Eas sønner stansede deres råb med et tegn af hornene; det blev holdt uden for som ond blæst, feber og flyvende tisselfnug.
Da Jêkon havde set det, vendte han om og gik tilbage mod pladsen foran templet; han sae til folket: Følg mig, og alle fulgte lydige med; og da de var kommet til sæde som før, tog Jêkon ordet og sae:
Med de to mænd har Ea sin bestemmelse, som vi ikke kender, men vi ved nu, at de kommer aldrig herind, og vi skal derfor ikke tænke over, om de har kvinder og børn og måske skal blive et stort folk, der skal opfylde landet uden for; vi har set dem, og vi har gjort os selv spørsmål, som Eas sønner har besvaret. For os er de herefter ikke andet end som et træ derude, der står idag og måske falder imorgen, eller en okse, der græsser idag, og hvis Ea vil, næste dag falder for tigerens klo. Ingen skal gøre sig flere tanker om dem, end det allerede er sket.
Da Jêkon havde talt sådan, tog han sin undervisning op igen. Siden var der leg og bad, og da solen gik ned, vendte menneskeflokken tilbage fra stranden for at gå til lejet under det sædvanlige råb.
Men til den gamle Snârkiut, der var over lejeråbets alder, kom en anden gammel mand hen i halvmørket og sae: Kære, det forekommer mig, at Jêkons ord om de to fremmede ikke var fyldt af ganske så megen visdom, som de plejer at være.
Snârkiut svarede sagtmodigt: Kære, Ea skænker sine gaver i forskelligt mål, men hvad Jêkon sae, var sandhed.
Vistnok var det sandhed, men vil du som jeg, så går vi ned og sætter os under træet med de sure frugter. Dær kan vi i fred tale videre om det, der er sket.
Kære, svarede Snârkiut, — jeg går gærne med dig, eftersom jeg er for gammel til lejet; jeg vil gærne tale med dig, endskønt dit skæg synes rødt, hvilket åbenbart skyldes den røde aftenhimmel.
De satte sig ved træet under venlig samtale, og Snârkiut sae: Her har jeg tit siddet som ung og tænkt, og glemt hvad tid det var, indtil en kvinde kom og hentede mig; nu er jeg gammel, ingen kvinde henter mig mere, men jeg sidder heller ikke mere og tænker. Ti, kære, hvad er der at tænke over? Ea har indrettet alt paa det bedste, og det behøver jeg ikke at tænke over; Ea har mange skønne sandheder, hvoraf han undertiden skænker os en enkelt, men jeg ved jo, at Eas sandheder blir ikke skønnere, fordi netop jeg kender dem, og de taber ikke deres kraft selv, om deres vej gennem verden ikke er gået gennem min sjæl. Hvad skal jeg da med Eas store og skønne sandheder? Jeg er lykkelig uden dem; jeg kan glæde mig ved tanken om, at de er til; mere behøver jeg ikke. Alligevel er det såre smukt at høre den vise Jêkon sige, hvad Ea indgir ham, men vilde jeg savne Jêkon, dersom han ikke var? Nej, og således, kære, vender jeg tilbage til, hvad jeg først sae: at Ea har indrettet alting på det bedste.
Kære, svarede den anden, hvis skæg syntes rødt, når han ikke skjulte det med hånden, — du taler viist og meget besindigt; hvorfor er du ikke blevet folkets lærer? Alle kunde forstå dig, selv kvinderne vilde lytte, når du talte. Men når du ved så sikkert, at Eas sandheder tilhører Ea selv mere end menneskene, så ved du også, at hvad Ea hvisker i et menneskes sjæl, og hvad dette menneske igen taler højt til andre, det er i sig selv såre usikkert. Hvad derimod blev råbt højt til os alle, det vilde vi alle med sikkerhed forstå. Og hvis Mordraks datter, der ligger her, efter Eas vilje en dag gav sig til at tale, så måtte — — men hvad er det? Ser du de to mænd, der i morges var foran portene? De nærmer sig til Mordraks datter; de går uden frygt hen til hende, mens vi aldrig har mødt hendes blik. Hvad vil de to mænd spørge Mordraks datter om?
Han havde rejst sig; han tog, ligesom han var bange, sin kammerat ved hånden og gik hen til muren sammen med ham. De så mændene stå foran Mordraks datter, og de hørte dem tale.
Vil Mordraks datter dræbe dem? spurte han Snârkiut.
Mordrak er en god og venlig gud; hans datter vil ikke gøre nogen noget ondt. Hør, nu taler Mordraks datter.
Mordraks datter talte med lydelig stemme:
Udmarkens mændKære, sae han med det røde skæg, hvorfor ryster dine hænder?
med modige hjerter,
om hvad I vil vide
spør den viseste.
Kære, mine hænder ryster ikke. Her i vort land ryster ingenting, undtagen bladet for blæsten. Alt er indrettet på det bedste, og ingen har nogen sinde haft en rystende hånd, undtagen, som en gammel fortælling beretter, syv mennesker, da der lød skrig fra skoven. Men jeg er glad; du ser, jeg smiler. Den viseste, sae Mordraks datter. Det er Ea; vi skal spørge Ea.
Du har ret, kære, men hvor er Ea? Han kommer aldrig mere i vort land, da alting uden hans hjælp går efter hans ønske. Den viseste er altså Jêkon. Bliv her, jeg vil hente Jêkon; han vil forklare os det og sige, hvad der skal gøres.
Kvinden, der holdt Jêkon omslynget med sine arme, vågnede halvt, da han blev vækket. Hun klyngede sig fastere til ham, men vågnede helt ved et hårdt tag i sin arm. Hun satte sig forvirret op på lejet og så efter Jêkon, som fulgte med en mand, der syntes næsten sort i halvmørket. Derefter så hun til sin smærtende arm, den havde fem mørke pletter, fire foroven og een forneden. Hun sprang op og løb skrigende hen for at fortælle det til så mange af de andre kvinder, som hun kunde komme over at vække.
Imidlertid var Jêkon med sin ledsager kommet hen til Snârkiut, der ventede under træet, og han satte sig ned med en på hver side og så ud på de to fremmede, der nu stod med ansigtet vendt mod hullet i muren, ligesom de ventede på, at der skulde gives dem lov til at tale.
Jêkon sad med bøjet hoved og tænkte; han var i stor forvirring, og da hans to venner så, at hans forvirring ikke vilde klares, begyndte de at tale til ham, den ene efter den anden.
Jêkon, sae den rødskæggede. — Ea vil fra i dag åbenbare os nye og herlige ting, og han har udset dig som sit redskab.
Jêkon, sae Snârkiut; — tag glad imod det ny, mens du er ung. Senere vil du se, at det ny er som det gamle, og du vil glæde dig to gange.
Jêkon, sae den første, — på dette sted og ved hjælp af Mordraks datter skal det ny komme, der blev afvist af Eas sønner. I sine to sønner har Ea nedlagt al sin kraft; de holder ude alt, hvad der er ondt, men også, hvad der er nyt, for de skælner ikke, de har ikke visdom; den har Ea skænket Mordraks datter. Hun skælner, hun knuste dem ikke, da de stod foran hende. Forstår du ikke, Jêkon?
Jêkon, sae den anden, — lad ske, hvad der vil ske; der kan intet ondt komme af det. Vi ved, at det onde kan ikke findes inden for Eas mure.
Jêkon, sae den første, — Mordraks datter venter, du skal tale til hende; hun har kaldt dig her hen som den viseste i landet. Hun vil oplyse dig, men de to mænds skæbne skal afgøres af dig.
Jêkon, sae den anden, — tal til Mordraks datter; hendes stemme er skøn og såre behagelig som en kvindes, når hun udstøder aftenens råb, og det, hun siger, fattes let af en mand med din visdom.
Jêkon, sae den første, — her sad du for syv år siden og grublede over gåder, du ikke kunde løse, og hvis uro siden har holdt sig i dit sind, men begynder du ikke at ane Eas tanke, at løsningen nu skal komme på det samme sted. Forstår du nu hensigten med bruddet i muren, med den besynderlige bæk og grublerens træ med dets ramme frugter?
Jêkon, sae den anden — jeg tror også, at alt dette og de to fremmede på en eller anden måde hører sammen. Tal til Mordraks datter. Du skal ikke gøre det for min skyld, for jeg er gammel, og alting er gammelt og såre godt, og det blir aldrig anderledes, sådan har Ea indrettet det, men lad kun ting, der tilsyneladende er ny, finde sted, for at de unge kan glæde sig.
Jêkon svarede: Jeg vil spørge Mordraks datter, men da jeg ikke kan komme uden for muren, vil jeg for første gang gå op på den, så at jeg derfra kan se Mordraks datter i øjnene.
Jêkon steg op på muren og kunde mere tydeligt se ansigtet og det brune bryst på Mordraks datter; han begyndte at gå baglæns, til han mødte hendes øjne. Da råbte han ned til de to mænd under træet: Hvad er det, der griber om mit hjærte? Hvad er det for isnende tåge, der samler sig om mit hoved?
Den ene af dem løftede sit hoved med det røde skæg og svarede: Luften er kold så højt oppe, og fra det øde land kommer sagtens vinde, du ikke er vant til, men Ea vil ikke, at de skal gøre dig nogen skade. Tal, Jêkon, til Mordraks datter.
Da vendte Jêkon sit blik mod de kolde blå øjne, der ufravendt stirrede på ham; han sae: Mordraks datter, sig mig Eas hensigt med de to fremmede mænd, der er søgt ind til vort lands mur.
Mordraks datter åbnede sin mund og råbte, så det rungede langt ind over Yndes og Frugtbarheds Land:
Når fremmed mands trinJêkon gik ned fra muren. Snârkiut så på ham med undren; for første gang så han et ansigt, der ikke var rødt og blomstrende; det var hvidt som en høj sommersky; øjnene var som solen bag dis og som en gusten måne.
træder over brudt mur,
på knudret træ
skal ny tid knoppes.
Dødsland Hermosanti,
fodhærdet betræde!
Da skal grublertræ fragtes
med stærkere frugter.
Sælsomt bugtet
bitter kringelbæk løber,
men sødt skal vorde
det gullige vand.
Mordraks land nu
efter Hermosanti længes.
Den anden rejste sig og gik ham i møde; hans skæg lyste som en brand; månen stod lige over for. Han sae: Nu kommer den tid, som Ea har bestemt for menneskene. Det var den, du grublede over for syv år siden. Du er ganske bleg; du er hvid af ansigt som Ea selv i himlen, for Ea har udvalgt dig. Du skal føre fremtiden ind i landet på det sted, som Ea har bestemt dertil, da han lod muren være brudt. Du skal kalde ham ind, der hedder Hermosanti, og du skal la ham gå den færd, som Mordraks datter talte om.
Dermed gik han. På vejen gennem skoven mødte han en kvinde, der klagede sig for ham med høj stemme og viste ham mørke pletter på sin arm.
Han stødte hende til side og svarede: Den tid er forbi, da en plet på en kvindes arm er en ny ting og genstand for klage. Nu vil manden ikke mere komme, blot fordi en kvinde kalder på ham. Kvindetid er forbi, og mandstid begynder. Gå tilbage til dit leje, klag ikke, tænk ikke, men sov.
Kvinden så på ham med forfærdelse, så vendte hun sig og gik.
Lidt længere fremme mødte manden løven, der gik og spejdede. Han kaldte den hen til sig og sae: Når der er gået tre dage, kan du dræbe åbenlyst og uden undskyldning, jeg er Mordrak, din herre.
Løven, der havde åbnet sit gab og spændt kløerne ved at høre et menneske tale hårdt og uden smil, lukkede ved de sidste ord sin mund og lod kløerne glide tilbage i deres lejer. Den gik lydig og tavs videre og åd sig også denne aften mæt under mange skønne ord og undskyldninger.
Men Jêkon lod sende bud omkring, at alt folket skulde samle sig, og så stor var forundringen, at alle mændene kom, førend man skulde ha ventet, endog adskillige kvinder fulgte, omend modstræbende, med den uundværlige mand, og de fremkom smilende med søde bebrejdelser hver mod sin mand og mod Jêkon, der havde voldt al den forstyrrelse. Så forsamledes da de salige mennesker om Jêkon i alvorlig undren og med smil og latter, men alle ventede en ny og lyksalig nat under månen, der ellers plejede at lyse over elskov og søvn.
Men Jêkon påbød de leende tavshed; han fortalte og fortolkede, hvad Mordraks datter havde sagt, og da det var gjort, gik han helt hen til hullet i muren og råbte: Den af jer, der hedder Hermosanti, og det er sikkert ynglingen med den høje vækst, eller måske er det dig med den uanselige vækst og den sorte hud, som Ea i sin visdom har udset til at udføre store ting, men hvem det så er: Hermosanti, kom ind!
I den hvide dis og mellem de høje tisler blev en utydelig skikkelse synlig. Han gik med lange og hurtige skridt over de skarpe og takkede sten i murbruddet og stod et øjeblik efter foran Jêkon. Han var et hoved højere og meget bredere i alle måder. Hans hud var brunere end nogen anden mands, og hans blik var sådan, at selv Jêkon måtte se bort, da han mødte det. Kvinderne stimlede straks sammen om ham, dog ikke foran, for hans stærke øjnes skyld; de følte på ham; hans ryg var en træstamme, hans arme var som to grene at ta på. De bukkede sig ned og tog om hans fødder, der var hårde som oksens klove. De følte på en kæp, han havde i sin højre hånd; den var længere end manden selv og hård som murens sten; den var i enden skarp som en tand.
Hermosanti vendte sig om og drev kvinderne bort med sit blik; en, der ikke vilde slippe, flyttede han med et greb af sin hånd. Hun så på armen, hvor han havde taget, hun så på den anden, som havde lignende mærker; andre kvinder samlede sig om hende, men tavse af frygt.
Endelig havde Jêkon tænkt længe nok; han sae: Er du Eas søn, eller er du måske Ea selv, der kommer til os under et fremmed navn.
Da slog Hermosanti en høj latter op, så kvinderne foer tilbage, og mændene fik et sygt smil på deres mund, som om en kold vind havde blæst dem hen over ansigtet. Sådan en latter var aldrig før hørt i Yndes og Frugtbarheds Land; den var ikke en latter, men et hyl, et syvfoldigt hyl, der fik mange til at mindes et gammelt, snart glemt sagn.
Da Hermosanti havde leet, sae han: Jeg er et menneske. Min stamfader blev engang drevet ud af dette land. Han levede på en jord, som Ea havde forbandet. Min stamfaders slægt er siden blevet til et stort folk; men Ea har taget mig og min broder Kresno under sin beskyttelse og sendt os her hen.
Hermosanti, svarede Jêkon sagtmodigt, — dine ord forvirrer mig, men jeg ved, at Ea har sendt dig; derfor vil vi modta dig som en ven blandt venner.
Hermosanti syntes at ville gi et svar, der som en ny kold vind vilde gå over forsamlingen, men han betvang sig og tav.
Jêkon blev ved: Også din broder Kresno skal være velkommen iblandt os, dog ikke før du har udført det hværv, som du hørte Mordraks datter nævne.
Hermosanti svarede kort: Jeg er rede, — og gav sig med det samme til at gå. Forsamlingen skiltes foran ham, og mange fulgte efter, især kvinder; men de måtte løbe for at holde sig på siden af ham. Mange tænkte på at opløfte leje-råbet til den ny mand, men rygtet om pletterne på en kvindes arm var gået fra mund til mund, og ingen turde tale til Hermosanti, mens han gik gennem skoven og nærmede sig nedgangen til dødsriget.
Ved kanten af skoven stod menneskene stille og saa Hermosanti gå til nedgangen uden smil eller farvel. En dyb og sær mumlen kom fra dem, men kun en kort tid; så lød den sædvanlige jubel fra de salige mennesker, mens hver igen gik til sit leje.