Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
8. Hermosantis Fortælling om Dødsriget
Tre dage opholdt Hermosanti sig mellem de døde; tre dage gik der endnu for de lykkelige mennesker med leg og lære og med smil, selv om Jêkon var alvorlig; tre dage lød løven Mordraks lov og talte skønne ord til lammet, når den blev sulten, og lammet bøjede smilende sit uskyldige hoved under løvens klo, fuld af længsel efter den blå himmel, hvor det skulde vandre mellem hvide skyer. Men tidligt om morgenen den tredie dag kom Hermosanti tilbage, netop som Jêkon var ved at gøre forberedelser til ofret. Hermosanti havde allerede en stor flok om sig, men da ingen turde komme ham helt nær, var der midt i flokken en åben plads. Han stansede ved Jêkon og sae: Jeg har udført mit hværv og går nu for at hente min broder. Lad folket kalde sammen, at det kan høre, hvad jeg har at fortælle.Jêkon svarede smilende: Kære, jeg må først bringe mit offer.
Hermosanti kastede et foragtende blik på Jêkons bananer og vindruer, men han gik tavs videre.
Jêkon var endnu ikke færdig, da Hermosanti kom tilbage med sin broder Kresno. Han var næsten sort af hud, ikke højere end en dreng, men bredere end nogen mand. Hans ben var altfor korte, men hans arme nåede til knæene. Hans øjne var brune og grønlige, han smilede meget og med store hvide tænder.
Da ofringen ikke var til ende, var der ingen, der talte, men en stor mængde stimlede i tavshed sammen om Kresno, især kvinder, og de vinkede et tavst velkommen til ham med smil og med hænder. Kresno svarede med et ordløst tandgrin.
Ofringen var forbi, og kvinderne begyndte straks at hviske mellem hverandre, om hvem der først skulde kalde Kresno til lejet om aftenen; da stod Jêkon frem, påbød tavshed og sae: I dag er det ikke mig, der skal undervise jer; Hermosanti vil fortælle os om de dødes lykkelige land, hvorhen Ea selv har sendt ham, for at vi kan glæde os ved at høre om vore afdødes sjæle, ligesom de sikkert har glædet sig over det, Hermosanti har fortalt dem om os.
Hermosanti tog ordet og talte sådan: Mænd af Yndes og Frugtbarheds Land, kender i mørket? I har kun set det mørke, som stjærner og måne skinner igennem; I kender ikke mørket. Kender I forundring? I kender kun forundring over, at mine arme og min ryg er sværere end andre mænds, og at min broder Kresno er kortere end I. Vil I lære forundring at kende, så se på løven, der ligger ved kanten af skoven.
Alle så derhen, og der lød høje råb: Se løven er blodig. Hvad er det, løven ligger på? Det er resten af et lam, som den er ved at fortære. Løven har dræbt lammet, ligesom dens halvbroder tigeren i landet uden for dræber oksen.
En yngling sprang op og råbte: For syv år siden mødte jeg en morgen løven og spurte, hvor den havde været. Løven fortalte mig om et bær, den havde spist, et rødt og hvidt bær. Det var et lam, som løven dengang havde dræbt, men nu gør den det åbenlyst.
Jêkon, Jêkon, råbte hele forsamlingen, — hvordan kan Ea tillade, at her blir udgydt blod? Forklar os det, Jêkon.
Men inden Jêkon kunde svare, tog Hermosanti igen ordet: Nu kender I forundring, måske også angst, for hvad kan der ikke ske, når løven dræber? Vel, så er I måske lidt bedre i stand til at forstå mig, end da I troede, løven spiste bananer ligesom I selv. Hør da, hvad jeg så i dødsriget. De første sjæle, jeg traf, tilhørte tre mennesker, der var døde dagen i forvejen, men jeg indhentede dem ikke langt fra hulens munding, så langsomt gik de. De støttede hverandre; den ene bar næsten på den anden. Da de hørte mine skridt, vendte de sig; de kunde ikke forstå, hvem det var, der kom så hurtigt afsted. De græd af angst, da de så mig, og spurte: Hvad vil du her, du som ikke er død? Vi har gået en hel dag i sult og kulde; er du kommet for at plage os endnu mere? — Da jeg svarede nej, spurte de ivrigt: Hvad trøst og hjælp bringer du da med dig? — Jeg svarede: Ingen. -— Da græd de og spurte, hvordan der så ud på jorden, hvor jeg kom fra, og da jeg fortalte dem det, blev deres gråd til jammer, og dog var den ikke anderledes end vindens piben mellem træerne. De sae: Der er kun gået en dag; hvor længe har vi igen; her er mørkt og koldt, men vejen går stadig nedad til større mørke og mere kulde. — Men da jeg ilede forbi dem, råbte de efter mig med hæse stemmer, at jeg måtte ikke vende tilbage til jorden og fortælle, hvad jeg havde set, for at glæden hos dem, der endnu levede, ikke skulde forstyrres ved tanken om de dødes kår. Det var de første sjæle, jeg traf, det var de lykkeligste; de lignede dog endnu mennesker.
Hermosanti blev afbrudt af et højt råb fra hele forsamlingen: Fortæl os ikke mere, Hermosanti! Jêkon, kan det være Eas vilje, at vi også skal høre om de sjæle, der sidder nederst i dødsriget?
Men Hermosanti fortsatte: Der groede græs, hvor de tre skygger vandrede; det var gråt, men var dog græs, det bevægede sig svagt i den vind, der var, men vinden var kun en grå tåge, der langsomt drev ind efter imod bunden, og den blev tættere. Jeg vilde ikke kunne se noget, hvor jeg gik, med de øjne, jeg har, og dog så jeg; Mordrak, for det er ham, der råder i dette land, gav mine øjne kraft at se med.
Jeg rakte skyggerne en banan, jeg havde med; de græd, mens de så på den, men de rakte ikke deres kolde hænder ud efter den, de svarede mig: Hvad skal vi med din banan, når vi ikke har solen? Giv os solen igen, så kan vi spise din banan.
Jeg skyndte mig videre. Jeg trådte hårdt i jorden, som jeg plejer, men jorden gav ingen genlyd under mig, den havde tabt sit mæle i den støvede tåge. Jeg indhentede andre grædende skygger; deres gråd var en klam tåge på deres ansigt; de var mindre end de længere tilbage, og stadig mindre blev sjælene, jo dybere jeg kom ned. Græsset var ikke græs længer, det var som hårlaget på en gammel ulv, når den ligger og dør af sig selv på sletten, og som en gammel ulvs sidste suk lød sjælenes svar, når jeg talte til dem.
Jeg kom frem til bunden, hvor sjælenes sidste opholdssted er; der sad de i flokke som små grå mus; som døde skimlede mus sad de på hug i græsset, der så ud som mug på en bortkastet skal af en banan. Tågen var tyk som en stivnet sandstorm, men Mordrak styrkede mit blik, for at jeg skulde se igennem den. jeg havde en last af forskellige frugter på ryggen, og jeg spurte, hvilket de ønskede; de svarede ikke. Jeg talte til dem engang endnu, jeg råbte højt for at vække dem, men den stumme tåge gjorde mit råb til en hvisken; jeg sae: Dette er gode frugter; spis og bliv styrkede.
De svarede endelig: Ingenting er godt, alt er ligegyldigt.
Jeg spurte: Hvor længe er det Mordraks vilje, at I skal blive her? —
De svarede: Er der mon en virkelig død bag ved dette skyggeliv?
Fører der ikke en vej videre over denne grå og lodne sandjord, og har I ikke set nogen gå ad den? —
De svarede: Alting er uden forskel for os? —
Til sidst spurte jeg så: Hvad skal jeg sige til jere brødre oppe på jorden? —
De svarede: Se og fortæl.
Jeg gik videre; jeg steg op på bjærge af løst sand, og jeg gled ned i en dyb dal. Jeg så et stort lys, og jeg hørte en stemme råbe til mig: Stans, Hermosanti! —
Kender I Mordrak med det røde skæg? Tror I om ham, at han er en vild og forfærdelig gud, eller at han ligner Ea, hvis hvide fodspor I hver dag kan følge på himlen?
Hermosanti så sig om; Jêkon selv tav, men gamle Snarkiut rejste sig og svarede: Vist er Mordrak en viis og kærlig gud ligesom Ea selv; han vil os ikke andet end godt, fordi der ikke er andet til, og alting er indrettet på det bedste. Men du må ha drømt, Hermosanti, for vi ved alle, at drømmen er et underligt land, der ikke er som dette, og i drømmens land sker mange ting, der ikke kunde ske her. I drømmens land har vi alle været, men vi er også alle vendt her tilbage. Dødsriget, som du har drømt om, men hvor du ikke har været, for du faldt i søvn ved dets ind gang, er kun det omvendte af dette; dær skinner solen om natten, ligesom den skinner hos os om dagen. Du har drømt, Hermosanti.
Ved disse ord opstod umådelig jubel og latter i forsamlingen; kvinderne, der havde grædt, gav sig til at le, inden de havde tørret deres tårer af; men enkelte mænd råbte: Jêkon, Jêkon, hvad siger vor lærer, Jêkon? Hvorfor står han tavs og uden smil?
Jêkon svarede efter nogle øjeblikkes tøven: Ea vil oplyse mig, og jeg venter, Ea vil sige det samme som den forstandige Snarkiut har sagt. Måske burde Snarkiut være folkets lærer i mit sted.
Snarkiut rejste sig og svarede med ædel beskedenhed: Jeg er villig.
Hermosanti slog en høj latter op; hans broder Kresno lo som et tordenbrag, og under den pludselige munterhed sprang mange op og hentede bananer og andre frugter, for hele folket var blevet sig en stærk sult bevidst, og en stor og ivrig spisen begyndte, mens fornøjede stemmer råbte op til Hermosanti: Kære, fortæl videre om din drøm.
Hermosanti så med ringeagt på folket og gav sig til at fortælle: Jeg har set Mordrak, men jeg vil endnu ikke fortælle jer, hvordan han ser ud. Jeg sae til ham: Mordrak, hvorfor plager du menneskene?
Mordrak svarede: Jeg plager ikke menneskene, Hermosanti. Vist nok er jeg herre i dødens land, men har jeg skabt det fra først? Har jeg ladet det græs gro, som du har set? Har jeg sagt til vinden: Du skal blæse ned gennem mit rige, og du skal føre med dig den tåge, jeg selv er ophav til? Jeg har ingenting skabt, lige så lidt den nederste som den øverste verden.
Har Ea da skabt din verden, så vel som den, han selv bor i?
Men Mordrak undveg svaret, han sae blot: Hvem har skabt verden, Hermosanti?
Så talte ingen af os en stund. Men lyset om Mordrak var vildt og forunderligt; det trængte ligesom ind i mig, og det har ikke forladt mig siden. Endelig spurte jeg: Men den midterste verden, hvor menneskene bor, den lille del af jorden, der kaldes Yndes og Frugtbarheds Land, har Ea da ikke skabt den?
Hermosanti holdt pludselig op, og den spisende mængde råbte leende: Fortæl os Mordraks svar, Hermosanti; fortæl os, hvad du drømte, at Mordrak svarede.
Hermosanti svarede: Mordraks ord skal I ikke høre, men jeg vil tale til jer i min gærning.
En lystig gammel fyr med bægge næver fulde af blå vindruer afbrød ham med det spørsmål: Hvorfor gik de stakkels sjæle ikke det par skridt længere, så de kunde nå frem til det lys, du taler så kønt om?
Hermosanti svarede alvorligt: Også det spurte jeg Mordrak om, han gav mig et svar, som jeg heller ikke vil meddele jer. I har leet nok for denne gang. Alvors tid kommer snart over jer og vil stanse latteren midt i halsen på jer.
Hermosanti trådte tilbage fra forsamlingen og satte sig ved siden af sin broder Kresno, og nogle af de ældre, der havde spist af munden, sae: Skal Jêkon ikke undervise os som sædvanlig? Vil han ikke udtyde os Hermosantis drøm?
Jêkon løftede sit hoved og svarede: Jeg har ikke noget at sige jer. Ea taler ikke til mig i dag.
Da samlede en flok leende gamle mænd sig om Jêkon og sae: Kære, tror du ikke hellere den forstandige Snariut bør være vor lærer. Ham kan vi meget bedre forstå, mens du er den viseste, og vi beundrer dig.
Hermosanti kom til. Han skubbede et par af de lystigste gamlinger til side, så de faldt, og de spurte, idet de ømmede sig: Hvad er det for en ny leg? Du støder for hårdt, kære.
Hermosanti svarede: Snarkiut skal ikke være folkets lærer, han er en overmoden banan; hans ord er ikke spise for mænd.
Snarkiut lo venligt og sae: Jeg rækker min hånd op og spør: Dersom Jêkon ikke længere vil være jer lærer, vil I da vælge mig i hans sted? Hører du. hvor folket jubler, Hermosanti?
Hermosanti svarede med samme alvor som før: Du skal ikke være lærer for dette folk. Du er en blød banan, som et barn kan træde ud på jorden.
Da blev Snarkiut endelig alvorlig, og det samme skete med flere af de nærmeste; han spurte forundret: Kære, hvem er du, der taler til os på en måde, vi ikke har kendt før?
Hermosanti svarede med rynkede bryn: Vent og se.