Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
9. Den ny Dag
Hermosanti agtede ikke på de omkringståendes mumlen; han gik hen til Jêkon og sae: Jeg hører, I har havet. Følg mig hen til det. Jeg har før set havet, men dets bølger har været som en flok vilde okser, og det har knust de skibe, jeg har forsøgt at sætte ud på det. Kun i floderne har jeg kunnet komme frem. Vis mig jert hav.Jêkon svarede: Jeg forstår ikke, hvad du taler om, men havet her er ikke vildt, det ligger stille som en slette, og jeg vil gærne gå med og vise dig det.
De gik; flokken bag efter; Kresno ved siden af sin broder. Men da Hermosanti så havet fra den grønne skrænt, gav han et højt råb, og hans øjne strålede af glæde. Han sae: Jêkon, du er klog på visse ting; Sig, hvad det er, jeg ser derude?
Jêkon svarede: Det er den anden bred, hvor man går fra havet op på himlens skrænt; det er kun et skridt som her fra vandet op på landet. Dær bor Ea; du ser sporene fra hans fødder.
Så snart Jêkon var færdig med sin forklaring, vendte Hermosanti sig fra ham og sae til sin broder: Kresno, her vil vi bygge et skib og sætte det i vandet, men først vil vi gå hen og spise, for jeg er sulten.
Dermed gik de, men folket så undrende efter dem. Dog det sidste ord forstod de; mange gik derfor bag efter, vel belæssede med bananer, figner og vindruer. De så brødrene gå ned til den krogede bæk; et lam kom dem i møde smilende i sit hvide ansigt. Hermosanti løftede sin kæp med stenen og knuste dets hoved og gav sig straks til at skære det op.
Da de andre så blodet, gik de ikke længere, men enkelte råbte på afstand: Hvad gør I? — Og da der ikke kom svar, sae den forstandige Snarkiut: Sådan blev i morges et andet lam dræbt af løven; sikkert vil også de spise dets kød. Det sker med Eas vilje, som indretter alting for det bedste. Men hvis jeg ikke var så gammel, som jeg er, og den forstandige Snarkiut, vilde jeg undre mig.
Kresno var gået over muren; han kom straks tilbage med noget, der lyste; han lae det på jorden, brækkede grene af træet og kastede dem oven på. Et stærkere lys slog op igennem dem; kødet af lammet stak han på pinde og holdt det oven over.
Snarkiut spurte: Er det den gule fugl fra sletten, I vil fodre? og ikke jer selv?
Hermosanti lo og svarede: Du er en gammel tosse, og dette er ikke nogen fugl.
Men Kresno tog en brand, løb hen og stak den midt ind i Snarkiuts skæg: Her er fuglen, Snarkiut, om du har lyst til at fange den.
Snarkiut skreg højt, da hans skæg stod i flammer. Han rev sit svedne skæg af, og sae grædende: Kresno, jeg bad dig ikke om din fugl; se, den har flænget mit ansigt i stykker.
Kresno svarede med et skingrende grin: Ea indretter alting på det bedste; du ser ud som en yngling med de første dun på hagen; dit ansigt er rødt som hos et barn, og dit blod er blevet hedt, som før var svalt. Gå hen og tag en kvinde til at glæde dig med i din fornyede ungdom.
Snarkiut gik klynkende bort; nogle af de mindst nysgærrige fulgte trøstende med ham, men de fleste blev tilbage for at se de to spise. De plukkede de sure frugter af træet for at spise dem til kødet, og de drak vand af bækken. Da kom nogle af de mest nysgærrige ganske nær, og en ung mand, der stirrede vedholdende på en lårknokkel, som Kresno gnavede på, fik den midt i panden, så han satte sig bedøvet ned, men hans sidemand samlede den op, slikkede på den, og lod den bedøvede, da han kom til sig selv igen, slikke med.
Kvinderne stod i en lang række om træet og bækken; de samlede frugter op og spiste; de bøjede sig ned mod bækken og drak af den, og en hvisken løb gennem hele rækken, at det smagte ikke dårligt, nej, langt bedre, end de havde troet.
Hermosanti rejste sig for bedre at ta kvinderne i øjesyn. Han opdagede en, der stod noget tilbage og syntes mindre nysgerrig end de andre; hun var også højere og stærkere. Han gjorde et tegn til hende og spurte, da hun kom nærmere: Hvem er du?
Hun svarede smilende: Jeg er den skønne Isvêni.
Kresno slog en latter op, men de andre kvinder sae i kor: Sådan kalder vi hende, den skønne Isvêni. Hvorfor ler Kresno?
Hermosanti sae: Du tilhører mig. Hvis du skænker mig sønner, vil jeg beholde dig, men jeg vil forstøde dig, hvis du føder mig døtre.
Den skønne Isvêni blev stående, hvor hun stod, smilende, straks omringet af hviskende kvinder.
Kresno tog en glødende kæp og svingede den mod hele kresen: Gå væk allesammen med jere vamle bananer og jer tåbelige nysgærrighed, min broder Hermosanti og jeg har vigtige ting at tale om; vi vil være fri for glo og smask.
Mængden spredtes nødigt, men hurtigt. Først hen på eftermiddagen var brødrene færdige med deres rådslagning, og folket, der for en gangs skyld havde glemt havet, så Kresno komme løbende, og mange løb ham i møde, højt skrigende af spænding.
Kresno sae: Kære, jeg vil vise jer noget nyt. Kom med til havet; dær ligger et stort hus af træ, det flyder på vandet som en fugl, og det har ben at svømme med som vildgåsen.
Mængden vendte sig øjeblikkelig og gav sig til at løbe ned mod havet under råb og latter; Kresno løb foran, skæv og vraltende, men hurtigst af alle. Men da folket kom til den grønne skrænt, blev alle stående og stirrede. De blev med et aldeles tavse og så på hverandre, derefter på Kresno.
De ældste og forstandigste begyndte at spørge: Kære, hvor er det hus, du talte om? Vis os nøjagtigt stedet, hvor det ligger. Vi kan ikke se det.
Dær, svarede Kresno leende og pegede på den tomme strand, — dær ligger det jo, I tosser.
Dær ligger det? gentog de, og alle stirrede nu på samme sted. — Hvor mener du? Du kan altså se det, men vi kan ikke.
Kresno brød ud i en umådelig og lang latter; han sae: Der er ikke noget skib, men I er lige så mange tosser, som mennesker; I render efter enhver løgn, der blir jer bildt ind.
Dermed gik han hen til Hermosanti og satte sig, og mens brødrene bandt deres stenøkser bedre fast på skaftet, stirrede mængden gabende på hverandre og på Kresno. Så begyndte endelig en af de forstandigste at tale: Kære, hvad skal vi tro om dette? Kresno fortæller os en ting, som ikke er. Hvordan er det muligt? Hvem kan forklare det? Hvor er Jêkon, vor vise lærer?
Men Jêkon var ingen steder at se. I hans sted trådte Snarkiut frem. Han havde hidtil holdt fugtige bananskaller mod sit ansigt; dem måtte han nu ta af, mens han smilende talte sådan: Den ting, der ikke er, kan ikke udsiges af mennesker. Ingen af os har endnu hørt nogen sige: Se, kære, denne banan er ganske blå som en vindrue, eftersom blå bananer ikke er til. Alligevel har Kresno sagt: Dær ligger et skib, — skønt der intet var, og det var ikke en drøm, Kresno havde, for vi så, han var ganske vågen; tilmed sae han selv straks bagefter: Der er ikke noget skib; han sae altså en ting, som han vidste ikke var. Han kaldte dette en løgn, og hvad skal vi nu tro om løgn, som er noget vi ikke kan og ikke forstår? Det er ikke svært at vide, når vi husker, hvad jeg så tit har sagt jer, at alting er indrettet på det bedste. Derfor må også løgn være af det gode, og da den ligger over vore ævner, må vi følgelig tro, at den er af guddommelig oprindelse. Dette er utvivlsomt, men hvad vi ikke umiddelbart kan se, er, hvad nytte vi har af løgn, der nu for første gang er hørt i Yndes og Frugtbarheds Land. Løgn er en åbenbaring, men tillige en dunkel tale, hvis mening vi endnu ikke fatter. Jeg er gammel og kommer vel ikke til at forstå løgn; jeg kunde ha levet uden den, men jeg tar med velvilje mod den som mod alle Eas andre gaver.
Da bifaldet, der fulgte på Snarkiuts forstandige tale, var stilnet, råbte en ung fyr med nogle få hår om munden: Snarkiut, der sidder en blå abe i træet bag ved dig.
Alle vendte sig for at se den blå abe, og brast i latter, da der ingen var, og den unge fyr råbte leende til Snarkiut:
Dær ser du, hvor let løgn er; du sae det var svært.
Snarkiut svarede smilende: Kære, du er lærenem og vil sikkert nå vidt. Dog glemmer du, at du er ikke opfinderen af løgn, men en flink gentager; jeg kan derfor ikke rose dig så stærkt, som du vist havde ventet.
I det samme hørtes en ny og vældig lyd, der gentog sig med lige mellemrum; var det stamp af et stort dyr med hårde fødder? Alle sprang op og løb efter lyden. — Er det Ea, der kalder? spurte en ung mand, og en gammel mand svarede: Jeg tror, det er den vilde Mordrak, der kommer vandrende op fra sit land.
Snart efter stod en tyk ring af mennesker omkring Hermosanti og Kresno, der huggede løs på et stort træ med deres stenøkser. Menneskeringen, hvis indside var en fast række af mænd, mens ydersiden bølgede af løbende kvinder og børn, skreg højt af forundring og spørsmål. Da de to træhuggere ikke gav svar, begyndte ringen efterhånden at forklare sig selv, at dette betød noget godt og tillige noget nyt og morsomt, og det øjeblikkelige tilløb til frygt forsvandt igen; dog mærkede ringen sig nøje økseskafternes længde og holdt sig på den tredobbelte afstand.
Men ringen blev gennembrudt af Jêkon; han gik hen til Hermosanti og sae:
Kære, hugger du et af vore træer om?
Ja, svarede Hermosanti uden at stanse.
Og du spør ikke om lov?
Nej, svarede Hermosanti og stod et øjeblik stille med løftet økse.
Kresno lo og råbte: Broder Hermosanti, hvis det lille træ dær står dig i vejen, så hug det om.
Men han svarede: Større bedrift, Kresno, vil Hermosanti øve end at knække en skadeløs pilekvist.
Uden et ord gik Jêkon tilbage gennem ringen, der måbende havde glemt at lukke sig. En mand tog ham ved hånden og stansede ham: Kære, hvad skal vi tro om dette?
Men Jêkon rystede på hodet og sae: Jeg er ikke længere folkets lærer.
Jêkons ord løb hele ringen rundt, og den stilhed, der var opstået, varede endnu nogle øjeblikke, men så råbte en: Snarkiut skal være vor lærer i Jêkons sted; han kan forklare os alting. — Og dermed begyndte munterheden igen.
Snarkiut trådte lidt ind i kresen, for at alle bedre kunde se ham; han pillede bananskallerne af sit ansigt og svarede smilende: Jeg vil være jer lærer.
I det samme tog Kresno en lang splint, gav ham et hårdt slag over ryggen og sae: Gå til side, gamle nar, du står mig i vejen.
Snarkiut holdt sig på sin ryg og gik tilbage i kresen, mens hans sidemand tog ham ved hånden og spurte: Kære, hvad skal vi tro om dette?
Snarkiut svarede øjeblikkelig: Løgn forundrer, og slag gør ondt; to ny ting har vi lært, men når vi har lært det, er forundring og smærte ikke mere til. Jeg var gammel, og jeg sae til mig selv: alting er gammelt, og der er for mig intet nyt til, men det er Eas vilje, at jeg fra nu af skal opleve nye ting, for at jeg kan se, om det ikke i virkeligheden er gammelt, og da jeg nu er blevet folkets lærer — — —
Et højt skrig afbrød ham: Træet hælder, træet hælder.
Træet hældede; ringen opløstes, og mængden spredtes i vildt løb. Og hurtigt som løbende fødder faldt huggene mod træets ene side. En ny og fjærnere ring dannedes om de to mænd, tre gange så langt borte, som kronen kunde skønnes at ville nå; en svag og tynd lænkering af svage mennesker, men endnu leende og ligesom lykkelige.
Høje knald ved roden, sus af kronen og et brag, der var uhørt i landet! Træet faldt! Men som en flok skrigende krager samlede folket sig i det faldne træs grene. Nogle af de forstandigste bøjede sig ned og ledte med opmærksomhed.
Hermosanti gik hen til en af dem, der søgte med størst omhu, og han spurte: Hvad leder du efter?
Han svarede: Jeg ser efter, om ikke et stykke af himlen er revet med, da træet faldt.
Du har ret, sae Hermosanti ivrig, — jeg vil se efter. — Men da han havde søgt lidt, sae han skuffet: Nej, der var ikke noget; himlen må være højere oppe. — Han tog sin økse for at hugge grene af og sae i det samme til Kresno: Hent sten og ild.
Kresno udsøgte sig en gren så lang som tre mands højde; med den fejede han en klump mennesker ud af træets krone, samlede dem foran sig og befalede dem at gå med. Der var enkelte, der ikke forstod det, og prøvede på at slippe bort, men Kresno fejede dem igen ind i klumpen ved hårde slag. Så gik de under spørsmål og klynken; Kresno pegede med sin gren retningen for dem. Han drev flokken ud gennem hakket i muren. Dær stillede han dem op i række og gav sig til at samle sten.
Bær denne, sae han til kvinderne; — Bær disse, sae han til mændene. Selv læssede han en stabel på armene så høj, at den rakte op forbi hans ansigt. Han drev flokken foran sig, og da han nu ikke havde hænderne fri, sparkede han dem, der var uvillige eller tabte deres sten.
Så gik han tilbage for at hente ild ved bredden af bækken; imens klagede stenbærerne sig til Hermosanti: Min ryg smærter, sae en. — En anden sae: Jeg har ondt i armene, så tunge var mine sten. — Og en tredie: Mine ben er så trætte, at de næsten ikke kan bære mig.
Til den sidste sae Hermosanti: Dine ben skal hærdes, og når du kommer ned til Mordraks rige, vil du være i stand til at gå længere end til det sted, hvor dine forfædres sjæle sidder som skimlede mus.
Kresno lavede bål og lae stenene i det; han gav nogle af mændene økser, så mange han havde, og satte dem til at hugge grene af. Når de gjorde det dårligt, slog han dem; nogle gjorde det derfor bedre, andre ikke. Snarkiut var iblandt de sidste, han var en dårlig grenehugger; han fik slag, men til sidst lov til at gå, som gammel og unyttig.
De glødende sten blev lagt på stammen; de sved og røg; menneskene kom hen og snusede, enkelte lo endnu, men andre græd, dels på grund af røgen, dels over en vis uvenlighed, som de syntes havde hersket den dag.
Det var begyndt at blive mørkt. Hermosanti vendte sig fra den rygende træstamme og spurte: Hvor er Isvêni, som jeg har udtaget?
Hun svarede ganske tæt ved, i halvmørket: Her er jeg!
Men de andre kvinder var glemsomme; de havde aftalt imellem sig, hvem der skulde rette aftenens kald til Kresno, men da aftenen nu var kommet, huskede de ikke længere, hvem de var blevet enige om. Derfor var der syv, der på samme tid nærmede sig Kresno fra tre forskellige sider med spørsmålet: Kære, må jeg komme til dig?