Den gule krønnike

---

Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

10. Skibet

   I Yndes og Frugtbarheds Land blev alting til af sig selv. Bananen sad en dag på sin stilk, selv en lille grøn stilk; den voksede ud i længden, den fik tykkelse og blev gul og krummede sig en ubetydelighed, til den lignede en lille gul arm af et barn. Druen begyndte med at være en lille bleggrøn vanddråbe, der kunde briste, når man rørte ved den, til lidt sur væde mellem to fingre; den svulmede dag for dag, blev blå som luften over træerne og endte med at blive mere blå end himlen; den spændte sig med saft og lae en god skal om sig for ikke at springe; en dag hang den færdig til at plukkes. Lige sådan, blot tiere, spændtes koens yver med strittende patter, så den tørstige kunde sætte sig ned, holde en af patterne til munden og drikke. Men hvad der hang højere end koens yver, druer og bananer, det behøvede ingen at gå til værs for at hente, det faldt ned af sig selv.
   Solen og vinden gjorde hele arbejdet, ligesom koen beredte sin mælk; ingen menneskehånd havde del i det, men kunde række frem og ta, hvad der af sig selv blev færdigt. Men nu så menneskene for første gang en ting ta form under to par menneskehænder. Den uhyre træstamme mistede sine grene under to par hænder, den skilte sig af med sin klodsede form, den rundede sig ned over siderne, blev skarp i bægge ender, og den blev hulet ud oven fra, så der blev plads til et barn i den, men hulningen voksede og tog runding efter den ydre form, så den nu kunde rumme voksne mænd. Hvem skulde dette bruges til, når det blev færdigt?
   Landets børn, der nysgærrigt så til, holdt sig uden for råbevidde, for Kresno havde grimme indfald, når de kom for nær. En dag f. eks, da de stod tæt ved, leende og spørgende hverandre, snappede Kresno en lang gren, fejede alle dem til sig, han kunde nå, og drev dem sammen om tre store træer; han gav hver af dem en skarp sten i hånden og befalede dem at fælde de tre træer. Pisk af grenen, hvis I ikke bestiller noget! Så måtte tre gange fem mand stå og hugge i de tre træer resten af den formiddag. De fik skrællet barken af i højde med deres ansigt, og lidt af vedet, men stenene blev våde af deres tårer. De kom til Kresno og bad ydmygt om lov til at blive fri eller bare hvile sig lidt. Jo, de skulde være helt fri, sae Kresno, hvis de kunde få deres kammerater til at ta arbejdet for dem. Så gik de ind i skoven, idet de gned deres ømme sider med våde hænder; de fandt langt om længe de andre og fortalte dem, hvad Kresno havde sagt. Men nej, ingen vilde løse dem af. Da gik et par af de forstandigste tilbage, hentede hver en lille gren, ikke for tung, og slog de uvillige med. Det hjalp virkelig; Kresno var en troldmand; der var en uimodståelig kraft i en gren, hentet fra hans træ.
   Men de kunde dog ikke lade være at stå langt borte gemt bag træerne og se brødrene arbejde, så at de hvide spåner fiøj fra dem og sort sod af svedet træ. Det var morsomt at se, og de havde det i grunden ikke slemt bag ved deres sikre træer. Men pludselig var freden forbi; brødrene holdt hvil for at få mad, og Kresno den forfærdelige troldmand, uden tvivl søn af en gud, han så dem gennem træerne, skønt de virkelig var så godt skjult; han råbte på dem, men da de jo var uden for al rimelig hørevidde, kunde de med sindsro lade, som de ikke hørte. Dog, Kresno skreg højere, han brølede som en rasende gudetyr, og enhver tanke om ikke at høre måtte opgives.
   Ve den, der ikke kommer, skreg Kresno, og så kom de allesammen. Det vil sige mændene, for kvinderne turde godt opholde sig nær ved Kresno, de var ikke så bange for ham som mændene. De hentede vand fra bækken og de sure æbler, som de vidste at Kresno elskede. Ja, de gik dristigt hen til den gule fugl, han kaldte ilden, og blæste på den, uden at den hakkede dem for det; de fodrede ilden og vilde vist gærne gå igennem den for Kresnos skyld.
   Men mændene ventede der noget værre. I grinende aber, råbte Kresno til dem, endnu spisende, — jert smil er mig lige så vederstyggeligt som jeres vamie bananer og vindruer, gå til jert arbejde, at I kan komme til at se alvorlige ud, som det sømmer sig mænd.
   Vi er alvorlige, Kresno, forsikrede hele flokken enstemmig og grædende.
   Da skreg Kresno aldeles rasende: Jeg vil heller ikke ha, I skal græde. I skal bande og skælde ud, så man kan høre, I er mænd. I skal ikke stå og flæbe ned ad jere økser eller vådte jere træer med jert eget vand; skælde ud skal I: Dit forbandede træ, hvordan understår du dig i at gøre modstand mod min økse! Din fordømte økse vil du ikke bide? Glemmer du, hvis arme det er, der fører dig? Sådan taler jeg til træet og til øksen, og øksen bider, og træet falder.
   Da svarede en af de forstandigste, grædende fra næse og øjne: Vi forstår ikke at skælde ud, Kresno, og ingen har undervist os i at bande. Lær os bægge dele, så skal vi med iver og begejstring udføre, hvad arbejde du vil sætte os til.
   Kresno svarede ligesom formildet, idet han stak et stykke stegt lammekød i munden: Jeg har jo undervist jer, din gamle snotabe! Har du allerede glemt det? Hug nu og lad mig høre dig kvæde en mands kvad ved sit arbejde.
   Men han svarede: Kære, jeg skal gøre, hvad jeg kan. Du slemme træ, hvorfor står du imod min økse! Var det så svært for dig at la en lille splint falde af, når jeg hugger i dig? Hvorfor vil du stå dær og være et hårdt og uvenligt træ mod en, der i al venlighed gærne vil skrabe en lille flis af dig? Og du økse, blev han grædende ved, idet han snød næsen for tårer, — hvorfor vil du ikke være rar og bide i dette træ, når jeg beder dig så pænt om det? Du er jo ellers så hård og kunde godt bide, hvis du vilde. Synes du måske ikke, det er en morsom leg, vi har for. — Leg, råbte Kresno og tog en varm knokkel ud af munden, — leg, venlighed! — Han slyngede knoklen i ryggen på manden, så han faldt, og sae så: Gå og find en anden mand i stedet for dig.
   Manden gik grædende og med en hånd på ryggen. Ved hjælp af en gren gjorde han en kammerat villig til at komme i stedet for. Selv lae han sig med en håndfuld figner og bananer på den grønne skrænt, og efter at han havde forvisset sig om, at Kresno ikke kunde se ham, smilede han og gav sig til at spise.

   En morgen da folket, sent som sædvanlig, kom frem fra deres lejer, lå skibet på havet. Som en stor grå og hvidbroget ko var det vadet ud i vandet op til bugen, og dær stod det uden hale eller hoved, stumt og dumt uden tanke og mening og kunde ikke komme længere. Kom der et vindstød eller en middelstærk bølge, vilde det vel vende om, eller gå til bunds eller flyde skævt ud på havet og blive liggende et uvist sted, som en ting, der ikke ved, hvad den selv vil, eller det vilde efterhånden forsvinde, uforstået af sig selv.
   Mængden stod i tæt klynge og stirrede stumt som et stort hovedløst væsen, der er samlet i en fælles mangel på begreb.
   Men Jêkon, der stor langt tilbage, sae til de nærmest stående: Dær er det træhus, Kresno talte om; han har set det i sin tanke; nu ligger det der selv.
   Hans ord gik videre, og mængden begyndte at genta dem mumlende, men blev igen tavs, da Hermosanti og Kresno kom gående ned til stranden, næppe til at se for de byrder, de bar på; kød, vand og æbler og skarpe stene bundet på lange kæppe. De bragte det hele om bord; de skulde også selv til at krybe over kanten; da fik Kresno en tanke; han gik hurtigt op på bredden igen, pegede på tre træer med flosset bark og råbte: De tre træer skal være fældede, til vi kommer tilbage.
   Tre gange fem mænd løb hen til træerne og begyndte at hugge; de var straks så ivrige ved arbejdet, at de ikke turde vende hodet og se, da Kresnos fødder plaskede i vandet og som to stene faldt ned på bunden af skibet. Ikke en gang den mærkelige svage lyd, som derefter kom, turde de dreje deres nysgærrige øjne efter.
   Men alle de andre så. Den døde ko fik liv. Et langt ben kom ud fra hver side, og den gav sig til at vade længere ud. Den skyndte sig bort fra land; den blinde ko havde altså set noget langt borte og var på vej efter det. Den hovedløse ko vidste, hvad den gik efter, og veg ikke af fra sin vej. Hermosanti og Kresno var dens øjne og dens tanke, vist var de to guder, og nu gik de over mod den anden bred.
   Skibet var om lidt ikke større end en grå and, og at det stadig fjærnede sig, kunde kun ses deraf, at det blev mindre. Mange af dem på skrænten blev sultne af spænding; de spiste med øjnene rettede mod havet. Sådan gik dagen. Solen begyndte at synke mod vest, skibet var ikke længere et skib eller en grå and, det var en næsten usynlig plet på vandet, der lyste med sit eget grålige lys, mindet om en drøm, der halvt er glemt, og nu gled drømmen ind under solens vågne lys og forsvandt.
   Pludselig latter og munter snak fik endelig det sidste hold træhuggere til at vende hodet. De så, at skibet var borte, og der var ikke andet end smil på den grønne skrænt; straks glemte de Kresnos befaling, kastede deres sten og gav sig til at spise og le med de andre.
   Det blev aften, og solen lå på havet, som de mest forstandige stadig havde haft øje med, men nu slog også de sig til ro; de sae: Hermosanti og Kresno kommer ikke tilbage. Vi kan søge lejet uden frygt.
   Men da viste det sig, at mange af kvinderne var uvillige; de rystede på hodet og spurte efter Kresno: Kommer Kresno ikke snart tilbage; vi vil hellere vente, til han kommer. — Og mange af mændene måtte da forsyne sig med grene for at bringe kvinderne til rimelighed.
   Uden for den bevægelse, som derved opstod, sad de gamle mænd og kvinder og snakkede om de sidste begivenheder; de havde ikke travlt med at komme til ro: Kære naboerske, kan du forstå, hvorfor kvinderne er så vrantne i aften? Det gik just ikke sådan til, da vi var unge, at jeg skulde drive dig foran mig med en kæp. Og imens hører jeg dem råbe: Kresno, Kresno. Var han da så køn? Hvis jeg kunde stole på mine gamle øjne, vilde jeg mene, han var både sort og altfor kort. Vilde du også vælge Kresno, dersom du var ung?
   — Kære nabo, jeg kan ikke sige andet. Jeg har set med mine egne øjne, at da Kresno gik med syv kvinder, så de syv gange så glade ud som een kvinde, når hun går med een mand. Men jeg skal prøve at forklare dig det: Kresno var en gud; det så kvinderne længe før mændene.
   — Ja, Kresno var en stræng gud; har du set de striber, han lavede på mændenes ryg.
   — Kære nabo, du kan gærne tilføje: på kvindernes; dog, kvinderne beklager sig ikke; kvinderne tåler mere end mændene, de er ikke så klynkvorne, det har jeg altid sagt.
   Kære naboerske, det er en ganske ny tale, du der kommer med. Jeg tror, at også du er blevet overmodig ligesom de kvinder, hvem Kresno har elsket. Ha ha ha, kære naboerske, hvad skal jeg tro om dig? Men Kresno er borte, og kommer ikke igen; jeg takker Ea, for det er strængt for os svage mennesker at få besøg af guder. Nej nu løber hans skib ind til den anden bred, han går op ad den blå skrænt, og dær træffer han sine ligemænd, de andre guder.
   — Ja og deres kvinder, de lykkelige; jeg er gammel, men jeg har ondt af mine yngre søstre.