Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
11. Landet åbnes
Hvorfor vender Eas sønner fjendtligt rødsprængte øjne mod porten, hvis indgang de er sat til at forsvare? Hvorfor hugger de stundom med hornene ind efter Yndes og Frugtbarheds Land? Kommer der vel noget derfra, der mishager dem? Jêkon sad og tænkte, men ikke under grublerens træ. Hvad han dær havde tænkt, havde ikke bragt landet lykke.Han rejste sig og gik langsomt hen mod stedet foran templet. Der var ingen undervisning mere. Snarkiut var folkets lærer, men alle lo og kævlede i munden på hverandre, når han talte. Hans mund gik; han smilede til sin egen øredøvende forklaring, der sagtens gik ud på, at også dette var godt og Eas hensigt. Ingen hørte ham, men det var også ligegyldigt; selve deres kævl og latter gav ham medhold.
Jêkon gik uden om flokken og ned til stranden. Han lae sig på den grønne skrænt og så ud over havet; dær var ingenting at se, og Jêkon lukkede øjnene. Han tænkte på Hermosanti og Kresno, der måske kunde bøde på, hvad der var sket, men kom de nogen sinde igen? Han faldt hen og drømte; han så en lille plet ovre ved den anden bred, et gråt flimmer, der langsomt trådte frem af utydeligheden og den blev til en fugl, siden til et skib. Jêkon drømte om hårdere tider, der kunde rejse det synkende folk, han åbnede øjnene og så skibet nærme sig. Han rejste sig for bedre at se; skibet kom igen, som det var sejlet bort, det havde endnu sin tanke og vilje om bord.
Jêkon skyndte sig tilbage til pladsen og råbte ind i al kævlet: Skibet kommer tilbage igen.
Der blev tavshed; hans ord slog de nærmeste med skræk og løb som et vindpust over hele forsamlingen; Snarkiut var den, der tav sidst, så hentaget var han af sin egen snak; han kom også sidst ned til stranden; han så, at Jêkons ord ikke var en åbenbaring af den slags, folket havde lært af Kresno; det var det samme skib. Om de tre træer stod pludselig tre gange fem mand og huggede og legede den bedrøvelige leg, at fælde, klynkende og savlende. Men der var heller ikke lystighed mellem dem, der ventede på at løse af. Der blev arbejdet flittigt, og hen på eftermiddagen, da skibet kom ind, syntes de tre træstammer en smule beskadigede.
Brødrene så umilde ud, da de trådte op på bredden; alle så det og skælvede, undtagen femten mand, der ikke havde tid.
Jêkon gik frem til Hermosanti og spurte: Hvordan er det gået jer?
Hermosanti svarede: Ilde er det gået. Vi kom aldrig nærmere til den anden bred, den veg tilbage for os, og vi blev grebet af storme og strømme i havet. Tilmed var der fuldt af klipper, som vi prøvede på at komme forbi. De mindre klarede vi trods stormen, men bag dem lå en stor takket klippe, hvorfra der gik en sugende strøm, der vilde trække os til og knuse os. Dær måtte vi vende om. Jeg ved ikke, om der boede en stærk farlig gud på den klippe; vi skyndte os at ro bort, og jeg fik ham ikke at se.
Jeg så ham, råbte Kresno, — hans krop var skjult i vandet, men hans hoved lå på vandfladen; hans tænder var som klipper; hans øjne var to bål; han løftede sine hænder op over vandet for at være rede til at gribe os; hans kløer var som uhyre trærødder, hans negle var sten. Men hvad mere vi oplevede, er det ikke umagen værd at fortælle til en flok flæbende aber, der griner i samme øjeblik, de har tørret flæbet af deres næse.
Hermosanti sae: Du har ret. — Men Kresno rakte sin økse til en flok mænd og sae: Fang et lam, dræb det, træk skindet af og skær det i stykker; siden skal kvinderne stege det til os.
Mændene gik uden at kny og kom noget efter tilbage, stirrende på deres hænder, hvorpå der var et mærke, de aldrig havde båret før: mærket af blod.
Men Jêkon tog Hermosanti til side og spurte ham: Hermosanti, jeg er ganske forvirret, og dog er jeg den eneste iblandt mit folk, der fatter lidt af, hvad der sker. Jeg kan ingenting udrette mere, men vil du sige mig, hvad du har i sinde med os?
Hermosanti svarede barsk? Hvad er der at stille op med en flok tåbelige aber?
Jêkon sae: Så meget har jeg lært af dig, at jeg indser, dette folk duer til intet mere. Du og din broder kommer fra det land, hvor alt det findes, som Eas sønner holder borte fra os, og I er stærkere end vi. Men måske — dog Ea oplyser mig ikke længere med sin klarhed — måske vil I med tiden blive ligesom vi, fordi det onde heller ikke kan komme ind til jer, og om ikke I bringer forandring i det, så vil jere sønner blive som vore sønner, og alting vil igen blive som før.
Da svarede Hermosanti med hæftighed: Jêkon, du er den eneste her, der taler som et menneske og ikke som en abe, der hænger i en gren med hodet nedad. Jeg frygter, du har ret; vore sønner vil komme til at ligne jer, de vil smile og æde bananer og få tynde arme. Dine arme er også tynde, Jêkon, men du er klog. Jeg vil ikke tilbage, til tisler og sult, men landet her skal blive et andet. Jeg vil gå hen og dræbe Eas sønner.
Jêkon svarede: Du vil vække Eas vrede. Det vil gå dig som et gammelt sagn fortæller, at det gik din stamfader.
Men Hermosanti rejste sig, tog en svær gren, skar den til og vejede den i hånden for at se, om den var stærk nok. Han sae: Eas tid er forbi. Denne hvide gud har skabt et folk, der ikke duer. Min gud er Mordrak, og han skal være hele landets gud. Når jeg har dræbt Eas sønner, vil dette folk få modgang at brydes med, og lad så alle dem omkomme, der ikke er til andet. Men dig vil jeg betragte som min anden broder; jeg skal lære dig at bruge en økse.
Jêkon svarede grublende: Jeg frygter, det er umuligt; jeg er ikke bedre, end Ea har skabt mig. Dog siden jeg nu er begyndt at tvivle, hvorfor strækker jeg så ikke min tvivl endnu længere og lar den også gælde min svaghed. Måske er jeg ikke så svag, som jeg tvivlende tror?
Hermosanti var allerede gået med sit spyd; han kaldte på Kresno, der morede sig med at piske træfældere, og bød ham hjælpe sig med at tildanne spydspidser.
Ved aftentid var Hermosanti færdig, han steg op på muren med et bundt spyd i hånden. Folket glemte, at det var aften og stimlede sammen på den åbne plads. Hermosanti tog et spyd og sigtede, men i det samme brød en tæt sky ud på himlen, den sank ned over Hermosanti og skjulte både ham og de vingede tyre. Folket hørte ham råbe i mørket: Mordrak, hjælp mig! Og straks efter brød en stor ild frem i skoven uden for porten; den lyste gennem tågen og gjorde den rød, og de vingede tyre stod grå og utydelige i den røde tåge. Hermosanti løftede sit spyd og sigtede på den nærmeste, og lynene begyndte at lyse for oven, dog svagere end ilden forneden. For anden gang råbte Hermosanti: Mordrak, hjælp mig! — Flammerne fra den brændende skov steg højere mod himmlen, de slikkede op gennem tordenskyen, de fortærede den, tordenen tav, og der kom ikke flere lyn, men tyrene stod nu tydeligere og sorte mod det store bål i den anden side. For tredie gang løftede Hermosanti sit spyd og sigtede. Da slog tyrene deres vinger ud og forsvandt som to fugle, der ser det truende spyd rettet imod sig.
Men flammerne sank mod jorden og slukkedes; hver glød efter dem blev slettet ud, og Hermosanti så ikke andet for sig end et tomt, halvmørkt rum. Rasende hævede han sit spyd mod himlen og kastede det: Vent, råbte Hermosanti, — jeg kommer en dag for at hente mit spyd. — Så gik han ned fra muren og stillede sig ved den tomme port, stirrende ud efter. Ingen turde nærme sig ham.
En stemme talte til ham i mørket: Ea har taget sine sønner til sig; Ea er ikke længere den største af guderne.
Hermosanti råbte: Mordrak, hvad vil du, jeg skal gøre?
Læg dine våben fra dig. Det spyd, du kastede imod himlen, var en tåbelighed; Ea vilde ha knust dig, hvis jeg ikke havde været.
Til hvilket arbejde har du da frelst mig?
Til at være høvding for folket og gøre det til et nyt folk, mit folk.
O Mordrak, hellere vilde jeg falde for Eas lyn end være en høvding for aber. Tror du, det er med den tanke, jeg er trængt ind i landet.
Hermosanti, med min tanke har jeg sendt dig ind i mit land. Du skal være dens fuldbringer og intet andet.
Da går Mordraks tanke lavere, end det sømmer sig for en gud.
Hermosanti, så længe Mordrak ler ad dig, er du tryg, men i det øjeblik du gør mig alvorlig, er du død.
Er Mordrak, min gud, en leende gud, ligesom mit folk er et grinende folk?
Da gik Mordrak nærmere, han råbte ud af sit flammende skæg: Gå ind til dit folk, Hermosanti, og vær dets høvding.
Hermosanti kastede forbitret sine spyd på jorden og gik trodsig ind til det foragtede folk, der nu var hans, og som ventede ham på den åbne plads.
Hermosanti spurte med vrængende mund: Hvad har mit folk at bede mig om?
De svarede: Hermosanti, det trækker så koldt fra porten; aftenluften er besynderlig klam, den får os til at ryste. Der er heller ingen varme ved vore kvinder.
Hermosanti svarede: Gå ud og dræb får og gimmerlam, men tag jer i agt for vædderne; flå skindet af og svøb jer i det, så tænker jeg næsten, I kan holde varmen.