WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den gule krønnike




Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


12. Tårnet

   Hermosanti gik på den åbne plads, ikke langt fra muren, med en spids kæp i hånden og oprev en fure i græsset. Da han syntes, den var lang nok, gik han tilbage langs med den med lige skridt. Derefter begyndte han at rive en anden fure op fra den ene ende af den første. Folket, der hverken legede eller blev undervist, så til under sagte mumlen. Nogle af dem spiste imens, men bananerne fik nu tit sorte pletter og rådnede, inden de blev modne; de halve af druerne var sure, og mange af fignerne blev hårde som træ og uden sødme; meget måtte kastes bort. Dog glemte de deres mad, da de så den anden fure blive færdig; den lignede den første, men det mærkelige var, hvordan den stod på den. Den hældede ikke imod den og skråede heller ikke fra den. Der kom en ny streg til; den stod på den anden, som den anden på den første; de tre streger var et billede af muren, der også bestod af tre, men den var bygget af Ea, og intet menneske kunne ha fundet på at trække dens lignelse, blot i sandet med en finger. Bøjet og skråt var jo alt andet, hvad man så, undtagen Eas mur, men her gik Hermosanti og gjorde Eas arbejde efter i et mindre billede; men nu trak Hermosanti en streg til og fik en lukket plads ud af det, som ingen af folket vovede sig ind på. Kun Hermosanti, der selv var herre over sit lille firkantede land, gik ind i det; han bevægede læberne og så op til himlen, han vandrede, målte og syntes tilfreds; folket så til, nogle hostede og havde uldne skind på bryst og ryg; andre holdt på deres hoved eller mave, som om det gjorde ondt. Ingen smilede mere, og kun de yngste tillod sig at klynke. Skændes og slås havde de lov til, og det gjorde de da, når de trængte til at ytre deres følelser. Men de foer op af deres døs eller kævl, da Hermosanti for en sjælden gangs skyld talte til dem.
   Her skal bæres sten, råbte han, — mange og store sten; alle skal være med.
   Mængden stimlede sammen, lydig og uden begreb, men Kresno kom til og anbragte sig selv som hoved på den måbende skare. Han gik foran, det andet fulgte efter som krop og lemmer, der ikke kan ville andet, end hvad hodet bestemmer. Kresno førte dem uden for muren, pegede på store løse sten, og sten, der lå fast; de sidste skulde brækkes løse med stænger, han viste selv hvordan; tre mænd holdt på en stang, og det blev efterhånden til noget, omend langsomt. Sten blev slæbt til den dag og de følgende dage, så mange, at folket ikke havde tal på dem. Hermosanti vilde altså bygge en ny mur af store sten; han stoppede jord imellem for at gøre den tæt, men da muren begyndte at syne, fyldte han op inden i med mindre sten. Så var det vel et hus, Hermosanti vilde bygge, et tempel for Mordrak, hvis dyrkelse han havde indført. Huset voksede og fik et tempels højde; Hermosanti stod på det, så mod himlen og bevægede læberne; han så tilfreds ud, men regnede åbenbart i hodet, mens han så op ad; han vilde sagtens højere endnu; hvornår fik det ende?
   Folket slæbte sammen til det uhyre arbejde, og det skete, at der blev opfundet en ny måde at dø på. Store sten, der blev rullede, væltede hen over en mand og slog ham ihjel, andre faldt ned i dybe stengrave og blev liggende, men mange styrtede om, mens de bar eller rullede stenene, eller det var Kresno, der af hidsighed slog en mand ned midt på arbejdsvejen, der gik hårdt tiltrampet ud gennem porten og delte sig i flere grene til de forskellige stengrave. En mand, der blev ramt af Kresnos økse, rejste sig aldrig mer og måtte slæbes til side for ikke at være til hinder for dem, der skulde frem. De, der således døde, blev gravet ned, og Kresno trøstede de efterlevende med, at det kunde altid være lige så godt at rådne til jord, som at blive til skimlet utøj i dødsriget.
   Men som årene gik, og børnene voksede til, fik Hermosanti en ny og bedre slags medhjælpere til sit tårn; det var brede lavstammede knægte med mørk hud og sorte øjne; mange af dem var skæve, men de havde lange, svære arme, og en dreng på ti år bar lige saa meget som en voksen mand af den almindelige slags. Det var Kresnos sønner, der rykkede ind mellem mændene. Samtidig begyndte der blandt kvinderne at modnes en ny slags kvinder af lavere vækst; de blev tidligt mandfærdige, men var farlige at nærme sig; de spyttede gærne ad mænd med gult hår og tynde lemmer. Der var desuden den mærkelighed ved disse kvinder, at de viste tilbøjelighed til at holde sig til en bestemt mand, hvorvel afveksling ikke ubetinget var dem imod, og adskillige af Kresnos sønner havde den uforklarlige vane at prygle den kvinde, han påstod at eje, når hun lejlighedsvis fik lyst til forandring. I reglen skete det da, at kvinden græd og lovede bedring, men hun kunde også gøre sig vred og kradse manden omkring øjnene og rykke dele af hans skæg ud, hvorefter hun løb hen til den mand, hun havde skiftet med. Dog, da dette medførte udgydelse af blod, tog den ny mand ikke gærne mod en anden mands kvinde; dertil kom velbegrundet frygt for egen kvindes negle.
   Den ny slags parrede mennesker havde deres bestemte lejer, som de fandt på at overbygge med en hytte, da det nu tit var koldt og fugtigt i landet. De kendte deres egne børn og gjorde bestemt forskel på dem og andres; de lærte dem at lave stenøkser og fælde dyr med dem, for disse mennesker spiste allesammen kød og nærede den største foragt for bananer og anden sød frugt og spiste til deres kød de sure og bitre æbler uden at få ømme tænder. Men da det ene æbletræ efterhånden ikke slog til til så mange, såede Kresnos små efterkommere kærnerne rundt omkring og fældede mange søde frugttræer for at få plads.
   Imidlertid voksede Hermosantis bygning; den var nået så højt som på midten af de højeste trækroner, og enhver kunde nu forstå, at det skulde være et tårn, der nåede op over alle trætoppe, til himlen selv. Hermosanti stod selv deroppe og murede, for hvem skulde han ta til hjælp, indtil en dag, hans tre sønner blev voksne og kunde stå ved siden af ham, Gôgal, Sindârti og Hallavâli. De murede, som han murede; de målte med øjnene afstanden til himlen, når han gjorde det; de fulgte alle hans befalinger med lukket mund, og hvis de havde deres egne tanker, meddelte de dem ikke til nogen.
   Jêkon, som var den eneste, der turde tale til Hermosanti og undertiden fik svar, satte sig en aften hos ham og spurte: Hvad synes du selv om dit tårn, og hvornår tror du, det vil nå himlen?
   Hermosanti svarede: Mit tårn skal engang nå himlen. Hvis det ikke kan bære sin egen højde, vil jeg gøre det bredere, men jeg holder ikke op, før mit arbejde er kommet til ende.
   Dertil svarede Jêkon: Dit tårn var vældigt i sin begyndelse; det har senere lagt højde til sin vælde og når det engang er faldet sammen, vil resterne vække beundring og forbavselse hos senere slægtled; der vil ikke være nogen anden bygning i verden, der kan sammenlignes med det. Dit tårn er en uhyre krop, der rager op over træerne og lige så højt som fuglene i deres flugt. Men denne krop, der er en søn af din tanke, har den ikke mistet sin sjæl fra det øjeblik, da den trådte ud af din sjæl. Se, træernes toppe vil engang ikke nå så højt, men de står fulde af blade, og vi ved ikke, hvad træerne tænker, men hvert blad bevæger sig og skifter udseende, som om det var en tanke. Højere endnu flyver fuglene; de har ikke evne til at udsige deres tanker på en måde, som vi forstår, og dog ser de for os ud som dristige tanker, der flyver hid og did og ser ting, der aldrig kommer til vor kundskab. Dit tårn står stumt og tavst; hvor er dets tanke. Hvis der er nogen, så er den død med dig den dag, du falder ned og slår dig ihjæl.
   Hermosanti rejste sig forbitret og greb sin økse, men han lod den synke, da han blev opmærksom på en lille lyd ved siden af; det var hans yngste søn, Hallavâli, der sad og slog med to pinde på et tilskåret stykke træ, der lå over to sten.
   Han sparkede det hele bort og svarede vredt: Jeg forstår dig ikke mere end susen i et træ eller pippen af en fugl. Men hvorfor er jeg ikke selv et tårn? Hvorfor når mine knæ ikke til midt på tårnet? Så vilde mit bryst være ved toppen af træerne og mit hoved i himlen.
   Jêkon sae: Men hvad vil Mordrak sige, din gud? Jeg siger ikke vor, for vi har ingen. Dette folk har kastet Ea bort, som man kaster en tom bananskal. Dette folk har smilet alting af sig og har nu intet igen. O Hermosanti, jeg har selv villet bygget et tårn; jeg begyndte på det en aften under grublerens træ; jeg jae grunden til det uden at se eller måle, jeg byggede drømmene, samtidig tvivlede jeg som en, der er vågen. Jeg vilde forstå hensigten med mennesket og fik intet andet ud af det end tvivl. Så kom du herind, du gik hen over mit tårn, som du ikke så, du væltede det, ja, men du rejste det; min drøm om menneskene faldt, men min tvivl om guderne stod bedre end før, vågen har jeg målt og udregnet den, og højt har jeg bygget den op; jeg ved ikke hvem af os, der har bygget det højeste tårn. Dette folk skal dø, og et nyt komme i stedet; du skal være dets herre. Du skal rejse min drøms mislykkede tårn; det andet, tvivlens, bygger jeg selv videre på. Derfor, lad dit døde stentårn stå, som det står, det vil alligevel leve efter dig og bære dit navn, så du aldrig blir glemt, men udæsk ikke Mordrak, for at ikke dit folk skal blive berøvet sin fører.
   Hermosanti svarede vredt: Jeg forstår dig ikke. Hvis du var min lige, vilde jeg udfordre dig til kamp. Men da du er så svag, får du lov til at sidde ved foden af mit tårn og pibe uskadeligt som en cikade. Men hvad er det for en underlig lyd, der blir ved at pibe?
   Han så til siden og opdagede igen, halvt skjult mellem tårnets grundsten, sin yngste søn Hallavâli, der sad og blæste klagende og syngende lyde ud gennem et hult rør.
   Hermosanti vendte sig mod Jêkon, og et flygtigt smil lyste et øjeblik over hans umilde træk: Du spinder og spinder som en ædderkop, og når spindet er færdigt, hænger du selv som en flue og summer i midten af det, indtil du kommer løs; så blir du igen til en ædderkop og spinder videre. Det kalder du et tårn. Jeg vil gå op og se på aftenhimlen fra mit eget tårn.
   Han tog et spyd og steg op; hans tre sønner og Jêkon fulgte ham med øjnene, indtil han blev borte i afstanden og mørket. Men pludselig blev han synlig for de tre dernede; et lys skinnede over tårnets top, og en stemme råbte: Hermosanti, hvorfor ringeagter du min befaling, og i hvad hensigt bygger du dette tårn?
   Han svarede: Jeg vil se himlen, Mordrak, jeg vil blot hæve mit hoved over dens rand for at se, hvordan den ser ud. Ingen gud skal blive spottet af mig, blot se vil jeg, ikke andet.
   Gå straks ned, Hermosanti, og bliv ved dit folk.
   Men Himlen er jo ikke din, Mordrak; hvorfor må jeg ikke se den? Dit rige er jo et andet sted. Skulde det være af misundelse, at du ikke tillader mig at se det sted, hvor du ikke selv må komme?
   Gå ned, Hermosanti, din plads er på jorden mellem dine lige.
   jeg har ikke set mine lige på jorden; du taler ikke som en forstandig gud, Mordrak, og nu vil jeg prøve, om din kraft er lige så ringe som din forstand. Nedad er for mig død mands vej; min vej går opad, så længe jeg lever. Men du har et bryst, Mordrak, og et hoved, altså kan du ikke være usårlig; ser du spydet i min hånd?
   Der lød et brag, lyset forsvandt, og Hermosantis døde legeme faldt ned langs siden af tårnet og blev knust mod de opstablede sten.
   Alt det unge folk vågnede og kom frem fra deres hytter for at høre, hvad der var sket. Ingen mand græd ved synet af Hermosanti, men de gav sig straks til at hule en grav ind under tårnet og ned i den blev tårnets herre lagt.


Kapitel 13 >