WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den gule krønnike




Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


13. Hermosantis Sønner

   Hallavali var den eneste af det ny folk, der aldrig havde travlt; deri lignede han de gulhårede og tyndarmede, der nu var i mindretal; han kunde smile, som de engang havde kunnet, men han skilte sig fra dem deri, at stedet fra øjnene til ned under næsen altid var tørt. Der var altid meget at bestille nu med at nedlægge vilde dyr, dræbe slanger, holde hytter ved lige og samle vinterforråd, men når Hallavali sad under et træ med sin musik, så måtte de travle stå stille. Hallavali havde lavet sig et rør af træ, der gav en tone, som tuden af en ulv, når han blæste igennem det. Men det faldt ham en dag ind, at hvis røret havde haft to udgange, kunde han få to toner; han lavede derfor et hul på siden og blæste ud gennem det; den sidste tone var mere venlig og kom efterhånden ved fin blæsning til at lyde som en dues kurren. Der stod gærne nogle gulhårede og lyttede med hodet på siden og slimede midt i ansigtet, men for at de lavstammede skulde kunne høre efter med nogen fornøjelse, måtte de jage de andre bort, hvilket skete ved at bukke sig efter en sten. Kun en blev ikke drevet bort, det var Jêkon, som de vidste, at Hallavali elskede. Han blæste, mens Jêkon talte, det var hans eneste svar; han oplod aldrig sin mund uden om mad, som han havde let ved at få. Hvad han ellers havde at fortælle, meddelte han gennem hullerne på sin fløjte.
   Jêkon talte om sin ungdom, om den lange sommer og den gamle sol, som sky aldrig kom for, om fugle, om himlen og den blå strandbred, som Hallavalis fader ikke havde nået.
   Du taler som en due, Hallavali, gennem det lille hul på dit rør; du blæser min ungdom frem, duens tid, som jeg grublede så meget over og vistnok ikke elskede så helt, som jeg selv troede. Når jeg hører dit rør kurre, husker jeg, at der jo også sidder en ulvs tuden i det, men jeg hader og frygter den ikke som de andre af min slags; jeg har troet mig selv svag som de, men jeg er kommet i tvivl om min egen svaghed, selv om det nu er til ingen nytte. Duens kurren, Hallavali, og ulvens hyl, den tid, jeg har levet, og den, jeg skal dø fra, men jeg tror, der er en tredie tid, og derfor bør din fløjte også ha en tredie tone, der er højere end de to. Jeg har i min tanke bygget et tvivlens tårn, om lykken er god for menneskene, og hvorvidt modgang er gavnlig, mit tårn nåede selve guderne, der synes at gi os bægge dele. Men det er ikke det, jeg vil lære dig, Hallavali, for toner kan ikke synge tvivl. Men der var et tårn, jeg bad din fader om at bygge, et tårn af sjæle, men han forstod mig ikke; i stedet udrettede han ting, jeg ser på med tvivl. Din fader efterlader sig et herligt navn for store ting, der mislykkedes; også jeg beundrer dette, ti det var en stor tanke, der drev ham frem til det sted, hvorfra hans fald skulde ske. Han efterlader en uhyre stabel af sten og jord, og himlen står lukket og fremmed som altid. Men kan du ikke, Hallavali, på dit rør rejse et billede af det tårn, din fader ikke fik bygget, en tone, der rækker over til den blå bred, der ikke kan nås og som klinger vidt hen under himlen. Kunde du det, så vilde du i tre toner gi et billed af menneskets liv, det søde og det vilde og det, der ligger over bægge disse to, men som sikkert også er en verden, der hører mennesket til, selv om der måske kun er en eneste, der har drømt om den verden, og, som jeg håber, en, der kan blæse den ud over menneskene i en tone fra sin fløjte.
   Hallavali tog fløjten fra munden og så længe på den ene side, der endnu var hel, så gik han hen til et afsides sted for at være ene med sit arbejde. Undervejs mødte han en elsker af musik, der spurte om, han var sulten og gav ham mad.
   Kresno var folkets frygtede herre. Han var en stor drabsmand, men det mishagede hans sønner, at det kunde more ham at dræbe mellem de gule. Det skete gærne under måltidet. Når Kresno skulde spise, samlede han undertiden nogle gule om sig og knuste tyggende hodet på dem, med et kødben. De mørke lod ham stumt forstå, at de ikke billigede det, de samlede sig og så til med rynket pande. Mod en enkelt af dem, der kom så nær, at han var Kresno til ubehag, løftede han sin økse. Han lod sig slå ihjæl uden modstand, men tændervisende, og de andre mørke mumlede bifald over en broder, der ikke var veget tilbage for øksen. Ved Kresnos næste måltid kom de igen, og da havde de selv økser med, og Kresno lod de gule være og myrdede blandt de andre, til resten flygtede.
   Også Jêkon stod Kresno efter livet. En gang da Hallavali blæste på sin fløjte, og Jekon talte, kom Kresno for at dræbe ham. Hallavali tog en lang høj tone, der fik Kresno til at stanse og skære ansigt af foragt. Så kurrede Hallavali som en due, men da det heller ikke hjalp, blæste han et langt vildt ulvehyl ud af fløjtens ende, og Kresno tabte sin økse. Dette blev set af mange, og de tænkte, at Jekon vilde blive dræbt, når lejligheden kom. Men det skete aldrig.
   Sindârti lignede ikke sin yngre broder og drev ikke sin tid bort, men han havde det samme smil. Det mærkeligste ved ham var, at han gærne spiste af druerne, som Kresnosønnerne foragtede, og da det viste sig, at druerne ikke kunde gemmes til vinteren, fandt han på at knuse dem for i det mindste at beholde deres saft. Han elskede Jekon for sin yngre broders skyld. En dag, da Jekon sad hos ham og så på, at han fyldte saft på en lerdunk, kom Kresno med sin økse og mente, at den ventede lejlighed nu var kommet, men Sindârti tog et bæger med saft, han nogen tid havde gemt, og sae: Du er varm og tørstig, Kresno; se, her er noget, du kan læske dig på, inden du slår ihjæl.
   Da Kresno havde tømt en skål, forlangte han en til, og så en tredie; han satte sig ned på jorden og drak, fordi det pludselig forekom ham bekvemmere. Han blev efterhånden grebet af en så stor magelighed, at han lae sig ned for at drikke videre. Til sidst faldt han i søvn. Øksen havde han for længe siden tabt og glemt.
   Gôgal, den ældste broder, havde sin hytte ved den krogede bæk. En dag, da han stegte sit kød, lae han mærke til, at de brune sten, som ildstedet var bygget af, begyndte at smælte, og en lille lysende bæk løb ud derfra; den løb ned i den store bæk, hvor den hvislede og blev grå. Gôgal tog et stykke af det stivnede grå løb op. Det var en ny slags sten, der ikke behøvede at hugges til, men kunde formes ved slag. Inden aften havde Gôgal lavet en økse. Den var større end stenøkser og kunde gøres skarpere. Gôgal satte den på skaft og gav sig til at spise af sit kød, som han havde glemt. Jêkon, der altid var ledig og vilde være med, hvor nyt kom frem, havde sat sig hos ham med den tunge økse i sin hånd.
   Da kom Kresno, svingende sin stenøkse. Han var vågnet af en hel dags søvn og opsat på drab. Men Gôgal tog sin økse ud af Jêkons hænder, gik roligt Kresno i møde og sae: Nu skal det afgøres, hvem der skal være herre i landet, du eller jeg. Det skal afgøres med mig og ikke ved et fejt og let hug mod Jêkons hoved.
   Do tog Kresno til at hyle og hans sønner samlede sig for at se på kampen. Men da Kresno havde følt det første bid af Gôgals økse, hylede han ikke mere; han huggede med kløgt og kraft, og Gôgal blødte snart af adskillige sår, men enhver så, at de, Kresno fik, var dybere og længere. Kresno værgede sig længe og modigt, men så skete det, at de to økser mødtes i luften; stenøksen brast, og med et sidste hug kløvede Gôgal Kresnos hoved.
   Drabet på Kresno førte et andet drab med sig, som gav anledning til megen omtale. Da næmlig Kresno lå på jorden med mange gabende sår, og med den frygtede mund lukket som et gammelt ar, og de forfærdelige arme ikke rørte sig mere, trængte en af de gule sig gennem Kresnosønnernes ring, gik hen til den døde, sparkede til ham og øste mange skældsord over ham. Men Gôgals søn, den unge Bramântas, der stod tæt ved, løftede sin stenøkse mod hånsmanden og sae: Det er ikke en usling, min fader har dræbt, men en helt; han skal ikke sparkes af dig som et æsel, hvorved min faders bedrift kunde forringes, og Kresnos ry sættes ned.
   Med disse ord knuste Bramântas den andens hoved, så han faldt tværs over Kresno; han lå som en tynd gul ranke hen over en mægtig stamme, der har trukket den ubetydelige stilk med i sit fald.
   Bramântas fik tilmumlet bifald fra mange, især for sine ord, men der var adskillige, der viste ham deres mishag. Selv stod han med sænket hoved uden at ta imod bifald eller vende en rynket pande mod de anderledes menende; hans øjne fulgte de to slags blodstrømme, en sortrød og en ganske lys, der tegnede forskellige figurer på jorden, inden de løb ned i bækken og blandede sig med den.
   Så trådte han hen til sin fader og spurte med øksen sænket mod jorden: Hvis dette er et niddingsværk, hvad straf har du da tiltænkt mig?
   Gôgal svarede ikke; hans øjne hvilede med tvivlende behag på den elskede søn; så vendte han sig uden ord til Jêkon.
   Jêkon svarede for Gôgal: Bramântas’ ord, men ikke hans handling, var en bedrift, mellem disse to står hans skæbne uvis, og mange bedrifter vil Bramântas ha at udføre, inden det glemmes, at han bedækkede sine ords ære med sin gærnings uære.
   Det var begyndt at blive aften, men Kresnosønnerne tændte et stort bål ved tårnet; dær gravede de en grav og lae deres fader i, ikke under tårnet, men ved siden af, og de rejste en lav stenhøj over, for at der altid blandt folket skulde være forskel på de to mænd, at den enes ry kunde bære et helt tårn, men den andens kun en lille høj.
   Da begravelsen var forbi, fik bålet endnu ikke lov til at gå ud; der blev holdt en stor fest med mad og lystighed for Kresno og for hans eftermand, Gôgal. Da de havde spist kom Sindârti med sin lerdunk fuld af vindruesaft, og for første gang fik mange af folket den at smage. Lystigheden blev derved endnu større, og alle råbte på Hallavali, at han skulde komme og spille for dem. Det var han dog uvillig til, og selv hans elskede lærer formåede ikke at overtale ham. Men den forstandige Sindârti fandt på råd; han lod Hallavali drikke tre krus vindruesaft, og da Hallavali havde fået det tredie, blev han ganske villig og begyndte at spille. Vistnok var det sådan, at af hans tre toner var der mange, der havde hver sin kær, himmeltone, kurren og ulvehyl, men der var også dem, der fandt særlig behag netop deri, at de vekslede med hverandre. Mange blev så glade over de tre toners vekslende gang efter hinanden, at de sprang op og selv begyndte at gå frem og tilbage på en underlig måde, der vakte latter og morskab hos de siddende.
   Men de gamle mænd og kvinder, der sad for sig selv og ikke kunde være med til så megen lystighed, de stak boderne sammen, og sådan snakkede da enhver med sin nabo: Sandelig, det er en dejlig aften, som vi ikke længe har haft mage til, og jeg ved ikke, hvad jeg mest skal rose ved den. Kresnos fald eller det rare kød, som vi endelig har vænnet os til at spise.
   Jeg, nabo, jeg vilde ret af hiærtet ønske, at jeg alene ejede hele Sindârtis lerdunk. Jeg ved, at Kresno sov en hel dag efter ti bægre. Hvor skøn må ikke sådan en søvn være, og hvad for drømme må man ikke opleve, især når man betænker, hvor et eneste bæger gør en ganske ung igen.
   Det er sandt, nabo, men hvad mener du om Hallavalis fløjtespil? Er det ikke skønne toner, han forstår at blæse frem af en udhulet kæp? Må man ikke frydes derved og beundre sådan en kunst?
   Jo vist, nabo, hvor vilde ikke ens sind frydes ved Hallavalis spil, dersom man endnu havde tre fire eller måske fem bægre af Sindârtis saft at drikke dertil, for denne saft, der gør ung, den vilde også åbne ens øre for Hallavalis utvivlsomt skønne spil.
   Ja, men ser du, nabo, hvor Sindarti begynder at rokke sælsomt med hodet til Hallavalis toner? Se andre efterligner, og nu står de op og går frem på pladsen. Hvorfor tror du, de går sidelæns og bevæger deres ben på en så sælsom måde? De tripper til siden, som lam eller unge kalve, der ikke ved, at man går den vej, ens ansigt vender. Hvad mener du om denne ny måde at gå på, nabo?
   Jeg mener, den kommer af Sindârtis ny drik og ikke af Hallavalis toner; dem er der jo kun tre af, men sikkert må de mænd, der rokker til siden med samtidige ben, ha fået mere end tre bægre af den herlige saft. O gid jeg blot havde tre bægre af saften. Jeg vilde da blive ung og gå sidelæns med de andre derhenne. — Men hvad tror du, det ender med, nabo? For til sidst må de jo enten rende mod tårnet eller mod muren, så vidt jeg kan se. Dog nej se, nu drejer de; de går i en rundkres og vender tilbage til det sted, hvor de begyndte. Før har jeg kun set Hermosanti gå sidelæns, næmlig da han trak de fire linjer, han vilde lægge tårnets grund efter. Men disse her går rundt.
   Ja nabo, men der er også den forskel, at Hermosanti kendte ikke Sindârtis saft, ellers var han også gået i en kres og tårnet var blevet rundt i stedet for firkantet. Se dem gå som tøjrede køer der vender mulen mod pælen, de er bundet ved. Sandelig, vindruens saft er det herligste, der endnu er opfundet; hvorvel jeg ikke foragter den ny slags økse, som Kresno blev fældet med. Jeg tror, jeg i nattens mørke vil gå hen og stjæle nogle af Sindârtis druer og lave vin af dem. Hvorfor skal han alene ha ret til at samle dem?
   Ja, kære nabo, det var jo Kresnos belønning til ham efter det tiende bæger, men måske Gôgal vil træffe en anden bestemmelse. Da vil også jeg tillave vindruesaft efter Sindârtis eksempel. Dog, lad os imidlertid glæde os ved fløjtespillet, ti jeg tror, det er det, der får disse mænd til at løbe rundt i en kres; ser du ikke også, at Hallavali står i midten og spiller?
   Jeg ser, kære nabo, at et bæger straks holdes til munden af Hallavali, hver gang han tar fløjten fra, hvilket han tit gør; jeg vilde gøre det endnu tiere, hvis det var mig, der kunde fløjtespillets elskede kunst. Imidlertid sidder jeg her med tør mund, og jeg føler i min hals en ny slags tørst, som jeg forudser ikke kan slukkes med vand, hvilket jeg også nødig vilde, selv om jeg kunde.
   — Men hvad er det for en skrålen, vi hører lidt fra os? Er det ikke den gamle tandløse kælling under figentræet, der hyler så forfærdeligt? Lad os kalde hende her hen og høre, hvad ondt det er, der plager hende i denne glade aften. Hej morlil, kom og fortæl os om grunden til din sorg?
   — Hvad sae hun, nabo, — jeg hørte ikke tydeligt hendes ord.
   — Hun græder over Kresno. Ja, bliv ikke vred på hende, men hør, hvorfor hun græder over Kresno. Hendes årsag er sørgelig nok. Hende alene, siger hun, har Kresno ikke set til i nåde, da hun var ung. Hendes naboerske, siger hun, har født Kresno syv sønner og ingen døtre, men hende selv har Kresno ikke vist den nåde at la hende føde blot en datter. Og nu er hun gammel og Kresno død, siger hun. Sandelig jeg har ondt af hende, for hendes sorg er stor og hendes hyl meget skingrende.
   — Ja, kære nabo, hvis blot hun havde fået endnu et bæger vindruesaft, så vilde hendes sorg forsvinde; det føler jeg på mig selv; jeg glemte mine egne sorger, og at jeg nu husker dem dobbelt så godt kommer af, at jeg ikke fik det andet bæger. Men jeg vil gå til ro og se, om jeg kan sove. Ser du den lykkelige Hallavali —? Han fløjter ikke mere; fløjten er faldet ham af munden; han ligger i græsset og sover vist allerede. Lykkelige Hallavali. Gid jeg i det mindste havde del i hans drømme.


Kapitel 14 >