Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
14. Helten Bramantos
Inden Gôgal døde, indsatte han sin søn Bramântas til folkets høvding. Men midt under det påfølgende gilde med vin og fløjtespil banede den gamle Jêkon sig gennem den brede ring af mænd, der omgav den ny høvding, og talte således til ham, mens larmen overdøvede hans ord for alle andre: Hvor længe skal vin og fløjtespil blive ved at strømme skummende gennem din sjæl uden tanke om, hvad der kan ske i morgen? Har du i sinde blot at være en tankeløs vildbæk, der kun har sans for skum og hvirvel? Du ser kun den jublende mandsring nærmest om dig, men ikke den anden, der står mørk og mumlende længere ude? Den tænker på at handle, mens du kun er optaget af at glemme. Bramantas, jeg er gammel og ingen ven af drik; endnu mindre elsker jeg øksen, som du er så stolt af, men dersom tiden for vin og fløjter skal vare endnu i tre dage, så vil den tredie dag blive din sidste, og den vil blive efterfulgt af øksens tid. Du sidder vel i midten; du er lyshåret og glad; men ser du ikke, at yderst i kresen sidder den mørke Hæsuas, og husker du ikke mere fortællingen om hans fader og moder? Han drikker kun lidt vin; hans sind er fyldt af andre ting; han vender sit ansigt bort og hører ikke på musikken; men til hans øre når nu og da hvisken af hans venner, der sidder omkring ham. Han svarer ikke og taler ikke til nogen. Gennem hans sind løber en ond men såre forstandig bæk; dens vande er røde, og de skummer ikke hensigtsløst. Om lidt vil hans sjæl være fuld af en dristig plan; han vil rejse sig med sine mænd; hans tankes bæk vil føre ham til den bæk, du kender.Bramantas satte bægeret fra sig og så på Hæsuas’ mørke ansigt, og han huskede fortællingen om hans fødsel. Da Kresno var gammel, traf han en dag udenfor en hytte en kvinde med mørk hud og et barn på armen. Han fandt behag i hende og sae: Læg dit barn fra dig og kom med mig. Men kvinden mødte hans blik og svarede nej til bægge dele. Da blev Kresno vred, dræbte hendes barn og slog til hende med økseskaftet. Da kvindens mand kom ud og ikke skjulte sit mishag, dræbte Kresno også ham og slæbte kvinden med sig. Med hende avlede han under kamp en søn, Hæsuas, og så snart han formåede at lalle uden forstand, lærte hans moder ham at sige: Jeg hader Kresno og vil lære andre det samme; men da han blev ældre og fattede ordenes mening og forstod, hvilken mand hans fader var, nægtede han at genta dem mere, og da hans moder slog ham, slog han hende igen og forlod hende. Han sluttede sig som dreng til de voksne mænd, fik drengeøkse at bære, og da han med den havde dræbt en bjørn, fik han voksen økse. Kresno opdagede ham snart og gav ham mere end ett barsk blik, idet han overvejede, hvad der kunde være at frygte fra denne opvoksende kriger. Men Hæsuas var klog; han slog øjnene ned og sænkede øksen, da han havde set, hvordan det gik andre med åbne trodsige øjne, og da han, endnu ikke udvoksen, havde dræbt en mand, han kom i ordstrid med, besluttede han, at han vilde engang være folkets høvding, men da valget faldt på Gôgal, sluttede Hæsuas sig nær til ham, hyklede venskab under sænkede øjenlåg og udvirkede, at alle fik lov at bære jærnøkse, idet han forestillede Gôgal, at når alle var lige i våben, vilde strid lettere undgås, og denne tanke behagede Gôgal, der ikke var drabsmand. Nu var Gôgal død, og høvdingen blev ikke Hæsuas, men han dækkede skuffelsen med sine tykke øjenlåg og var blandt de første til at hylde Bramantas. Nu sad han yderst i kresen, omgivet af mænd, der kendte hans blik og vidste, hvad han tænkte. De hviskede til ham: Hvorfor vil du tåle denne Bramantas, hvis eneste bedrift har været at dræbe en gul mand? — Og en anden sae til ham: Hæsuas, har du glemt, at Bramantas’ fader dræbte din fader, der ved sin død ellers vilde ha gjort dig til folkets høvding. Husker du det forfærdelige blik, hvormed Kresno så på dig? Han vidste, du var den stærkeste næst efter ham selv.
Hæsuas løftede et øjeblik det svulne dække, der skjulte hans tanker, men han sae ikke andet end: Om lidt står solen op. — Han vendte hodet og så hen mod det sted, hvor jærnkilden var; hans mænd forstod, og de samlede sig tættere om ham.
Da den første solstråle brød frem i øst, rejste Bramantas sig og gav tegn til, at festen var forbi, men da var Hæsuas allerede gået med sin lille flok mænd. Da Bramantas gik til ofring, stansede Jêkon ham og sae: I dag skal du ofre ved jærnkilden, og jo før du begynder des snarere blir du færdig. Tre dage sae jeg før, men nu siger jeg: Inden tre timer begynder øksetiden. Men hvis du går straks, vil Hæsuas måske vige for overmagten.
Men Bramantas gik til templet; dog sendte han tre mænd afsted; de kom snart tilbage med besked:
Vi fandt mænd med økser ved jærnkilden, og vi spurte dem, hvad de gjorde dær, og de svarede, at de bevogtede det hellige sted, hvorfra vi henter jærn til økser, sådan som Gôgal havde indstiftet det. — Vi svarede dem, at vi kom for at løse dem af. — De svarede os venligt, at lige stor vagt skal løse lige stor vagt af, og at vi kun var tre, men de var mange.
Bramantas spurte: Så I Hæsuas?
Vi så Hæsuas. Vi skælnede ham med besvær mellem mændenes økser.
Da befalede Bramantas dem at gå tilbage med tilstrækkelig mange og løse af. Men de kom snart igen og mældte, at de denne gang var blevet modtaget med de mindre venlige ord: Vagten er løst af; hvad vil I her. Kan vi ikke lige så godt holde vagt som I?
Bramantas spurte: Så I Hæsuas?
Vi så ham; han stod i række med de andre mænd, men han talte ikke og så ikke på os; hans økse så os, den talte sit skarpe sprog fra eggen.
Bramantas’ øjne flammede i vrede, men han bragte sit offer til ende, og først derefter gik han til jærnkilden med mange mænd.
Grublerens træ var gået ud; hvor dets rødder havde været var nu indgangen til den grube, hvorfra jærnet blev hentet, kilden løb der forbi, og foran var en høj halvrund vold af opgravet jord og slagger. På denne vold, der havde en lang skråning ud efter, stod Hæsuas med en stor flok mænd.
Bramantas gik hen til volden og sae venligt: Hæsuas, vi kommer for at bringe jer afløsning.
Da lo Hæsuas og så med åbne spottende øjne på Bramantas og svarede: Afløsning er ikke en gave, du bringer med venlige ord; det er en pris, der vindes med øksen.
Da stormede Bramantas op ad volden med så mange mænd, der kunde komme til, og en hæftig kamp begyndte. Men de, der stod øverst, kunde gi tungere hug end de andre, og Bramantas måtte trække sig tilbage; han var såret, og adskillige af hans mænd var faldet. Men mens han holdt råd med sine mænd om, hvad der nu var at gøre, kom Jêkon hen til ham og sae: Nu er øjeblikket kommet, da den tanke skal udføres, der ligger i hornenes hellige tegn. Ser du ikke, at de sølvhvide spidser peger ud mod landet på den anden side muren? Mit folk måtte ikke vandre ud og kunde ikke leve i det land. Drag du ud, Bramantas; jorden er vel ringere, og frugterne mindre, slangerne og de vilde dyr mere talrige, men I har kraften, og mere kraft vil I få under det strængere arbejde. Men det er endda kun lidt; jer gud, hvem det så er, har gjort en sjælden gæning: han har skilt det gode fra de onde. Rejs derud, Bramantas, og bosæt jer; et herligt folk er I allerede, et stort folk vil I blive. De onde vil blive tilbage her, de vil ødelægge sig selv og landet, men for jer vil der være fremgang. Du udførte ingen stor bedrift ved at løbe op ad volden og dræbe mænd, men der ligger en større foran dig; skil dig ud fra dem, der har lyst til drab.
Men Bramantas vilde ikke følge Jêkons råd; han råbte: Skal jeg lide den skændsel at blive jaget ud af landet af en mand, der ikke tør vise sit blik, når han ikke har en stor flok bevæbnede mænd omkring sig? Hellere end at flygte vil jeg angribe igen og falde med ære.
Bramantas gik alene uden for porten for at overveje, hvad der kunde gøres, da mødte han det kolde, jærnblå blik fra Mordraks datter, og han huskede, hvad Jêkon en gang havde fortalt ham. Han gik her foran Mordraks datter og råbte: Sig mig, hvad jeg skal gøre, Mordraks datter, for at jeg kan sejre over den lumske Hæsuas.
Mordraks datter svarede, så det genlød vidt om:
For flyvende jærnFlyvende jærn? Bramantas og hans folk havde spyd, hans modstandere lige så, og de kunde smede sig ny, nu da jærngruben var i deres magt.
falder flest mænd;
økser i luften
letter kamplegen.
Bramantas sad foran porten og tænkte. Ved aften søgte han sammen med sine mænd for at spise; rådslå kunde han ikke, han var uenig med sig selv; stemmerne i hans sind sae hverandre imod ligesom hans mænd. Hallavâlis sønner satte sig hos ham og spillede for at klare de mørke tanker i hans sjæl, men deres toner fik ikke Bramantas til at løfte hodet fra sine hænder; den ene lae fløjten fra sig, den anden trommen; den tredie lod sin enstrængede harpe falde ned i græsset; de tænkte på, at de vel skulde dræbes næste dag. Bramantas tog tankeløst den enstrængede harpe og greb i dens stræng. Han sae: Det er altfor blid en tone for mænd, der skal kæmpe med udsigt til at falde, og denne lille pind, som du klimprer med, er legetøj for børn.
Han spændte strængen hårdt, men den sprang af hans hånd, og pinden fløj langt bort, fulgt af en høj, klingende tone.
Flyvende jærn, råbte Bramantas og sprang op; — skynd jer at tænde et stort bål; nu skal vi til at smede. Hører I lyden af de andres hamre?
De svarede ham: Vi har ikke hørt andet dagen igennem; de smeder sig ny økser. Hvad vil du stille op mod dem?
Han svarede: Bring ti gamle økser; de skal blive til ti gange ti stykker jærn, der kan flyve gennem luften, og som snart vil bringe deres hamre til at tie.
Om morgenen den tredie dag så Hæsuas og hans folk en skare mænd nærme sig. Han gik selv frem for at håne dem og sae: Velkommen Bramantas’ mænd til dræbning. Havde I ventet lidt længere, var vi kommet til jer.
Men da han så, at Bramantas og hans mænd bar et våben, han ikke kendte, kastede han sig hurtigt ned bag volden, og en af hans mænd faldt oven på ham med en kæp strittende ud af brystet. Hæsuas trak den ud og så, at den havde en jærnspids i enden. Da råbte Hæsuas til sine folk, at de skulde flygte. Men de fleste vilde ikke adlyde ham; de stormede frem, og de faldt for pilene, inden de kom nær nok til at kunne bruge spyd eller økse. Derved slap Hæsuas bort og nogle få af hans mænd; de flygtede ud i det vilde skovland, hvor ingen tænkte på at søge efter dem.
Bramantas havde slået sine fjender, men ti af Hæsuas’ mænd var faldet levende i hans magt; de blev bevogtede af bevæbnede mænd.
Jêkon kom hen til ham og spurte: Hvad vil du gøre med dem?
Bramantas svarede: De er mine fjender; de skal dø. Du har selv kaldt dem onde, og du har sagt, at onde mennesker bør ikke findes iblandt os.
Men jêkon bad for de ti mænd: De er onde, fordi de har tjent en ond herre. Vær selv god, så vil dine mænd ligne dig.
Bramantas sae: Jêkon, du havde ret, da du sae, at guderne har delt os; de, der er igen af den onde flok, skal udryddes. Også Hæsuas’ unge sønner vil jeg la dræbe, de skal ikke nå mands alder. Men de andres sønner skal leve; dog skal det ikke tillades dem at bære våben eller gå på jagt; de må ikke dræbe andre dyr end slanger og andet kryb, de kan knuse med en sten. De skal arbejde sammen med kvinderne. Desuden bestemmer jeg, at dette skal være den sidste drabsdag i landet; jeg vil sætte dødsstraf for den, der slår ihjæl, men har to mænd en trætte, der ikke kan jævnes, skal de ha lov til at afgøre den ved ordnet kamp.
Jêkon gik bedrøvet bort, men trods hans hovedrysten syntes der nu at komme en ny og lykkelig tid, efter at Bramantas var blevet herre i landet. Vistnok var der ikke tilfredshed mellem de mænd, der måtte arbejde som kvinder og gå uden våben, og deres tal steg, eftersom de små drenge voksede op. Dog hvem brød sig om trællene, der led fædrenes fortjente straf? Desuden holdt de skjult, hvad de tænkte, de havde at bøje hodet og tie og tjene en herre, som de ikke selv valgte. Men ellers var der almindelig tilfredshed, og mangen skøn kamp blev udkæmpet på en åben plads, hvor enhver, der fandt glæde ved sådan et syn, kunde komme og se til. Og stridigheder forefaldt jævnlig. Mænd, der kedede sig i den dybe fred, enedes om en strid, der ikke kunde bilægges, og forlystede deres sind ved en øksekamp, hvor det var en aftale, at den ene ikke skulde skåne den anden, men bægge holde ud, til en af dem faldt. Når en sådan trætte gjaldt et jordstykke eller et stort frugttræ, kunde den berøre så mange mænd, at der kom et helt slag ud af det, men altid med lige mange på hver side. Når en hel flok forebragte en tvist for Bramantas, kunde han vel, understøttet af den gamle Jêkon, gøre indvendinger; men for dette tilfælde havde skaren sikret sig en sindrig ordfører, der trådte frem og talte således på alles vegne: Ædle Bramantas og vise Jêkon, har I ikke selv givet den lov, at uforligelig trætte må afgøres ved kamp? Nu er vi otte mænd, der bor på hver side af floden Giddon, og midt i floden har dannet sig en lav og dejlig ø, hvor der vokser herligt græs til kvæget, men hvis kvæg skal fortære dette græs? Selv ikke Jêkons visdom kan afgøre det, da vi alle har lige ret. Ganske vist, er det sandsynligt, at mindst syv af os vil falde, men hvad har du at sige til os, når vi hellere vil det, så at i det mindste retten tilfalder en enkelt mand, mens den ellers vilde gå i arv til vore sønner, der er flere end otte. Du siger, vi kunde dele øen, men øen er lille og kan ikke deles, og vor uafgjorte trætte smærter os, den blander sig i al vor glæde. Ser du ikke, hvor nedslåede vi blir ved dine indvendinger? Men når du siger ja, blir vi straks glade, som vi ikke har været i lang tid, blot fordi der er udsigt til, at vor lange trætte kan blive endt.
For en sådan tale måtte den gode Bramantas bøje sig, og sandt var det, hvad ordføreren havde sagt til sidst, ti så veltilfredse havde folk ikke i lang tid set disse otte mænd, som da de gik mod hinanden med hævede økser. Kun Bramantas, der havde at se uvirksom til under hævdelsen af loven, syntes ikke tilfreds, og når Jêkon da rejste sig og hviskede noget til ham, da faldt der som svar kun en mørkere skygge over hans ansigt, mens hans øjne fulgte øksernes skønne buer i luften og det bratte fald af en mand.
Men der var fred i landet under stadig og velordnet kamp; ingen mand behøvede at frygte en skjult fjende, og den, der ønskede at løfte øksen også med udsigt til selv at falde, kunde altid få sit ønske opfyldt.
Imidlertid døde de gule ganske ud; de visnede hen under stille klage og mindedes det smil, hvormed deres fædre gik bort; når tiden kom lae de sig krummet på siden og blev liggende sådan dagevis; de vidste i deres uformuenhed ingen anden måde at dø på, siden de ikke mere selv vandrede til underverdenen, men blev gravet ned i jorden. Hvad der så skete med dem, havde de med forfærdelse opdaget: der blev ikke andet igen end en lille dynge grå knokler, og så en hæslig stor kugle; tænderne deri var det eneste, de kendte igen af sig selv, men det andet måtte vel også høre dem til, de lange benpinde, de buede bånd og de mange små stumper, som der ikke var mening eller orden i; alt det havde de båret i sig, og det var det eneste jorden brød sig om at gemme, mens den fortærede det lange hår, de strålende øjne, den røde mund og de mange skønne buer og former. Jorden tog dem i favn med grusom kærlighed, og når de igen åbnede graven lyste imod dem det spottende smil fra knokkelhodet, der lå for oven og smilede ned ad sig selv: Menneske, se dig selv! Det var det eneste der var igen af de salige menneskers smil. Men var det bedre, om de havde gået den anden vej for til sidst at sætte sig på jorden som frysende og pibende mus.
De gule døde grædende; venner, hvis de havde nogen, sad grædende hos dem. Børn havde mændene ikke, fordi kvinderne var dem uvillige, og de gule kvinder havde mørke børn, der tidlig forlod dem; de døde alene.
Ældst af de gule blev Jêkon. Da han mærkede, han skulde dø, kaldte han Bramantas til sig og talte sådan: Bramantas, jeg dør uden angst for mig selv, men ikke uden stor bekymring for dig. Du ved, hvor kær du altid har været mig; du er en dejlig have med en mur om, men du brød muren første gang, da du dræbte en værgeløs mand over Kresnos lig; du brød den anden gang, da du ikke hørte på et forstandigt råd, og tredie gang, da du besvarede myrderi med manddrab. Vil du selv rose det brud i din sjæls mur, ligesom det større brud i landets mur, hvorigennem en ny tid brød ind? Vil du rose det, der er kommet fra dig gennem brudet i din sjæls mur? O Bramântas, du er smuk og stærk, tapper og ikke uden klogskab. Du er rig på store dyder, og uden om ligger en herlig mur af vilje og forstand. Hvad er jeg? En gammel have med døende træer, og uden om en forfalden vold af løse sten. Over volden har tvivl vandret, og træerne inden for kan ikke vokse. Dog Bramantas, dør jeg rolig, grublerens træ står højt og grønt i min have, og mit livs lange tvivl er snart forbi, hvad enten den nu tier for bestandig, eller den får nye ord at tale med. Men efter min død vil min grublen leve videre hos andre, for der er enkelte, som jeg ikke forgæves har talt til, og fremtiden vil hos dem gi min grublen ny frodighed, og den vil hos dem få en vækst, jeg ikke selv kan forudse. Jeg tror ikke længere på min gud Ea. Jeg tvivler også på din gud Mordrak, skønt han synes stærkere; ingen af dem taler sådan, at vi med sikkerhed kender deres tanke og vilje. Vi har erfaret, at der er højere til himlen, end vi troede; der er endnu længere til guderne. Kloge og farlige magter har talt til os i de sidste tider, men har de ikke kærlighed og visdom, så er de ikke guder, og vil de ikke vise sig, så vi kan komme til at kende dem, kan vi heller ikke elske dem. Så højt nåer grublerens træ; dær stanser dets vækst, Bramântas. For lidt siden viste jeg dig, hvordan vi to ser ud. Din tro på dig selv er så stærk, at du glemmer, at du endnu ikke er, hvad du allerede tror at være. Lad din gode vilje, hegnet om dine herlige dyder, ikke forfalde. Hold fremdeles fred i landet, lad grublerens blide træ altid få lov at vokse jævnsides med de andre træer; lad ikke dem, hvis ufattelige lyst er flækning af brødres pander, få overmagt. I er jo desuden så stærke, at I ikke har nødig at skamme jer over jer selv, fordi I er blide. Du er et sindbillede på landet og tillige dets bedste mand; bevarer du dig selv, vil du derved bevare hele dit land.
Dagen efter døde Jêkon den gamle. Bramantas lod ham under stor højtidelighed begrave ved siden af Hermosanti og hans sønner. Folket samledes ved begravelsen i betydelig tal og i stor ligegyldighed. Grædt blev der ved hele festen kun af syv mand, Jêkons disciple.