Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
15. Ntu-Vælu
Bramantas lod bygge et skib. Det lå i strandkanten og var mange mænds daglige arbejde i tre måneder. Da det var næsten færdigt, kom en nat en båd luskende langt borte fra med stille åreslag og tavse mænd ombord. Onde øjne rettedes mod skibet, ildesindede hænder kom frem og følte på det, men da skibet ikke kunde tilføjes nogen skade, syntes de onde tanker at ta en anden retning, båden roede bort igen, og en mand, der havde ligget på den grønne skråning, gav næste morgen mælding til Bramantas. Der blev sat mænd med økser til at holde vagt, men båden kom ikke igen.Da skibet var færdigt, lod Bramantas det lade med økser, buer og pile, med mad og vand og med så mange mænd, det kunde rumme. Skibet blev skudt ud på vandet og roet rask afsted. Bramantas sad i bagstavnen og styrede, han så med undren det, der skete, mens rorkarlene trak årerne. Skibet lå ligesom stille, men landet sejlede; landet bag ved kom i bevægelse; det rørte sig ikke og gled dog rask tilbage, mens der på skibet ikke var andet at se end mændenes rygge og årer og de små bølger langs skibets sider. Snart lå også det forladte land stille, det skred ikke mere, men falmede til en blålig streg mellem vand og himmel. Lidt efter var ikke andet at se end himmel, vand og så solen, der selv sejlede, men så langsomt. Ingenting angav længere fart. Sådan gik dagen, solskibet oven over sejlede den samme vej og sank, som det så ud til i havet. Bramantas viste sine mænd solen og forklarede dem, at der ude lå deres land; solen vilde vise dem vej, når de skulde tilbage. Imidlertid var hans egne tanker langt forude, og hvad der begyndte som en tanke, tog skikkelse af en mørk stribe på vandet. Han viste sine mænd striben og sae: Vi vil være i land inden mørket! — Mændene undrede sig; for hvad de så, var et land som deres eget, med grøn skrænt, skov og bjærg; og de mest uforstandige fremsatte den mening, at de var hjemme igen, men det måtte de afstå fra, da de havde fået skibet ind i en vig og var gået i land med mad og alle deres våben, for det de hørte inde fra skovens mørke, var ikke menneskelig tale, men grynt og klynk som af store søvnige dyr, der knubbedes med hverandre om den bedste plads. Bramantas satte vagt ved skibet og lod de andre mænd lægge sig til at sove. Til dem alle sae han kun de to ord: I morgen! — og dermed satte han sig i græsset, vågen og bevæbnet, og stirrede ind mod skoven, der med sine underlige lyde vilde fortælle ham en ny ting næste morgen. Her var ingen love om stadig fred, men åben mark for bedrift.
Solen stod op og Bramantas gik med en flok udvalgte mænd ind i landet for at spejde. De havde ikke gået langt, før de så en flok uhyre store mennesker sidde på væltede træstammer og spise. Spejderne dukkede sig og krøb videre gennem lave buske for at se dem på nærmere hold. De var større end almindelige mennesker og lådne; deres ansigter var som tapirers og vildsvins, og de havde meget lange tænder, der ragede dem ud af munden, selv når den var lukket. De åd noget, der lignede æbler, men så store som menneskehoder. Mens de spiste snakkede de ustanseligt, et højt, ildelydende sprog, som ingen kunde forstå. Men Bramantas havde blandt sine folk en mand ved navn Snêrgast, der var vant til at lokke for dyr og antoges at kunne tale deres sprog; han lae sig i lytteskjul foran de andre og kom noget efter tilbage med følgende beretning: Menneskene i dette land har kun to ord i deres sprog. Når de spiser, og ingenting foruroliger dem, siger de: ntu, ntu, hvilket er udtryk for velbefindende, men kommer de i sindsbevægelse, råber de: vælu, vælu, og det ord trækkes undertiden meget langt ud, men om det skal forstås som latter eller gråd, er ikke let at sige.
Derefter rejste Bramantas sig og gik med sine folk, og nu så jætterne dem; deres tyggende munde, der havde været fulde af mad og gemytligt ntu ntu-tu, begyndte at vræle: Vælu, vælu; de vendte deres lodne maver og dyreansigter mod de kommende; de væbnede sig med lange stykker træ og store sten, som de gav sig til at kaste, men Bramantas beroligede sine mænd med få ord: Disse store mænd forstår ikke at sigte, og det er let for jer at undgå deres kast; lad dem komme nærmere, så vi kan nå dem med vore pile. — Og han havde ret; kastevåbnene ramte ingen, og jætterne kom dem efterhånden ind på livet under høje væluråb. Forrest iblandt dem var et ungt trynemenneske med tapiransigt, han lod til at være føreren. Bramantas spændte sin bue mod ham og ventede, hans mænd udsøgte sig andre af de forreste. Så blev tegnet givet, og pilene gik af. Tre jætter faldt og blev liggende på jorden som lave, lodne høje med nyplantede stiklinger, der strittede skævt op af dem, men trynejætten blev kun ramt i låret; han vendte om og løb og de andre med ham, alle skrigende vælu, vælu, væhæhælu! Det blev svagere gentaget af de tre lådne høje, der væltede sig som grå bølger i morgenvinden.
Bramantas og hans mænd så efter de flygtende og lo med umådelig latter, men holdt med det samme op med at le, da et sælsomt syn mødte deres øjne: I bagen på den anførende jætte sad en stor, mærkelig stjærne, der strålede og gnistrede stærkere end nogen stjærne på himlen. Han var også nu forrest, og alle jætteøjne var rettede mod denne stjærne, og hver gang den gjorde en drejning, drejede alle jætter efter den. Først et godt stykke borte stansede de og vendte sig om uden træ eller sten i hænderne, men med høje vælu vælu væhæhælu.
Bramantas rykkede igen frem; han undersøgte de tre faldne jætter og deres mad, der var en slags hvidlige æbler med grøn top, åbenbart rykket op af jorden. Jætterne vilde flygte igen, men han gjorde venlige tegn til dem og bød sine mænd sænke deres buer og økser. Han lo og talte til dem, og de svarede vælu vælu, men ligesom mere forsonligt. Han vinkede den sårede jætte til sig og lod forstå, at han vilde trække pilen ud. Det varede dog længe, inden han kom så vidt; han gjorde tegn med hænderne: kast af en sten og pileskud, for at jætten skulde forstå, at det var ham, der havde begyndt, og det syntes jætten at forstå. Bramantas trak pilen ud, lae urter på såret og bandt vidjer om; jætten mærkede, det havde hjulpet; han sae vælu vælu, men tilføjede straks ntu ntu; også hans kammerater gav deres bifald til kende ved at mumle ntu ntutu. Dermed var freden sluttet, og Bramantas bød ved tegn jætterne at sætte sig ned til underhandling. Men i det samme opstod der et forskrækkeligt spektakkel, det var jættekvinderne og ungerne, der kom til og så de nye mennesker; de hylede i vildt kor: vælu vælu væhæhælu, og det varede en time, inden de havde skreget sig så hæse, at mændene kunde komme til orde og forklare dem ved ntu ntutu, at der var ingen fare, men de mindst forstandige af væluerne, der ikke lod sig bringe til fornuft, måtte på et tegn af Bramantas slæbes bort af de stærkeste mandjætter; deres rædsomme vælu døde kun langsomt bort mellem træerne.
Så stod Bramantas op og holdt en tale til jætterne. Han pegede på skibet, der tydeligt kunde ses nede i den lille vig. Han forklarede, at de var kommet over havet på dette skib; han gjorde rotegn med armene og viste, hvordan de kom frem med sådan et skib. Han pegede på roret og på solen og forklarede, hvordan han styrede efter solen ved hjælp af et ror. Han gjorde lange streger i luften for at vise rejsens længde. Han strakte hånden mod havet og pegede: dær lå det land, han var kommet fra. Dær boede ingen jætter, men kun hårløse mænd; til gengæld var der mange af dem; han rakte sin åbne hånd mod sine mænd og ligesom strøede dem ud over landet; så mange var der. Han trak fra himlen en lang streg ned på sin pande: det var hans gud, der havde indgivet ham den tanke at sejle ud og finde nyt land. Han forklarede jætterne mange andre ting og satte sig så endelig ned som tegn til, at han var færdig og ønskede at høre deres mening. Men de fleste svarede ingenting; de forstandigste sae kun mismodigt: Vælu vælu, hvilket sikkert skulde sige så meget som: Vi forstår dig ikke.
Dermed vilde underhandlingerne ha været forbi, om ikke Snêrgast havde bedt om tilladelse til at træde frem og forsøge sig med jætterne. Den fik han, og han sendte straks et par mænd ned til skibet efter kød og vin. Så tog han kødet og skar i stykker og gav det til de fornæmste jætter, der lugtede til det og straks derefter gav sig til at spise og smaske med velbehag.
Mad, mad, mad, sae Snêrgast og viste på kødet.
Det forstod jætterne; de grinede og gentog: Mad mad. Ntu ntutu, mad.
Snêrgast tog en kande med vin, der var stærkt blandet med vand, og gik med den fra den ene til den anden. Det gav endnu bedre smask end kødet.
Snêrgast sae: Vin, vin, vin, og pegede på kanden.
Vin, vin, vin, hylede jætterne og grinede. — Ntu ntu, vin.
Kvinderne stormede til med deres børn og skreg: Vælu, vælu, men Snêrgast vinkede dem af, gennede dem tilbage med tegn og svarede: Vælu, Vælu! I skal ikke ha noget.
Det forstod mændene; de gentog: Vælu, vælu, og vinkede af med hænderne.
Snêrgast tænkte sig lidt om, og jætterne så spændt på ham, om der kom mere, de kunde forstå. Snêrgast gik nærmere til dem, gjorde et højst uanstændigt tegn og føjede et ord til.
Da gjaldede der et uhyre latterskrald fra alle mandjætter og kvindejætter; de tog ordet op og indhegnede det med henrykte ntu, ntutu! Låddenheden på deres ansigter strittede af grin og behag.
Snêrgast, den sindrige tolk, forfulgte sit held. Han viste på de tre dræbte jætter, gjorde tegn i luften til kast og skud, han lod sig falde livløs om i græsset, rejste sig så igen og sae: Drab, drab, drab.
Drab, drab drab, hylede alle mandjætterne, ntu, ntu, drab.
Ordet syntes at behage dem særdeles; det kom ud af deres munde som et højt, råt fugleskrig, og en stor grim jætte tog en sten op, rettede den mod sin sidemand og knuste med et slag hans forskrækkede vælu i fødslen. — Drab, sae drabsmanden og grinede med låddent grin, — ntu, ntu, drab.
Så forstod Bramantas og hans folk, at jætterne også førte krig, og de fik mere agtelse for dem.
Men den kløgtige Snêrgast havde endnu ikke udtømt sine påfunds kilde. Han gjorde med hånden et sving ud over alle kvinderne og sae vælu; så strakte han bægge armene ud og samlede alle mændene i sin favn, idet han udtalte ordet ntu.
Også her blev Snêrgast forstået af alle jætter; kvinderne hylede, og mændene råbte hånligt over til dem: Vælu, vælu. Derefter nikkede de til hinanden og hilste hinanden med ntu, ntu. Med det samme råb hilste de Snêrgast, den herlige mand, der havde vist, at han også kunde tale deres sprog og tilmed havde forsynet det med ny rigdom.
Snêrgast satte sig og betydede dermed, at han havde talt og var villig til at ta imod hyldest. Jætterne stimlede sammen om ham, gentagende de ny ord, de havde lært; de kunde ha smadret ham som en flue, men de beundrede ham og vilde ham kun godt; de bragte ham jordæbler og deres skønneste kvinder. Snêrgast takkede med tegn og lod forstå, at han foretrak anden mad, men så faldt hans blik på jætten med stjærnen i bagen, og han befalede ved tegn, at jætten skulde gi ham sin bagpryd. Det vakte en vis bevægelse og vælu blandt jætterne, men Snêrgast så barsk på dem, viste ud over kvinderne og sae: Vælu, vælu. — Så fattede de sig og sae ntu i stedet for, men dog klagende.
Snêrgast forstod, at han her havde rørt ved stammens største klenodie, men han holdt på sit: Stenen her straks og med ntu ntutu og uden fortrydelse og vælu. Ejermanden af den kostelige sten gav sig da til at løbe ud og ind mellem træerne, de andre bag efter, for at Snêrgast skulde forstå, hvad betydning stenen havde, men Snêrgast var ubøjelig, han satte sin folkeyndest på spil og sejrede. Stenen lå i hans hånd.
Stenen var klar som vand og af størrelse som et dueæg; den havde mange små kanter og spidser, og hver kant og spids strålede mod solen som en stjærne. Stenen syntes at ha drukket solens lys ind i sig og sendte det fra sig i mange små farvede knipper af lys; den lå i Snêrgasts hånd som en lille stjærnehimmel, levende og nær, et skår af mælkevejen, der var faldet ned og havde givet sig i et menneskes besiddelse. Snêrgast vendte med forsigtig finger den vidunderlige sten på sin håndflade; den var på intet sted ens, den udsendte sole i store flader og lange striber, små spidse stjærner af mange forskellige størrelser, og jo længere han stirrede på den, des flere stjærner blev han vaer, ligesom på den virkelige himmel. Sådan tænkte da Snêrgast og mændene, der stod om ham og så med: Sikkert er denne sten et stykke af himlen, brudt løs af en gud og givet menneskene som et evigt sindbillede, men hvor var nu den vise Jêkon til at udlægge dem stenens hele betydning.
Snêrgast rakte stenen til Bramantas; ham tilkom den som stammens høvding, og Bramantas greb efter den med begærlig hånd, men kom i det samme til at tænke på sin lærer og rådgiver, Jêkon, hvis dom over det, der var strålende og forfængeligt altid havde været: nej, nej. Han trak sin hånd tilbage, rynkede brynene i selvbeherskelse og sae blot: Smukt legetøj. Tag den med hjem, at børnene kan ha den at lege med i sandet.
Snêrgast gemte stenen i sit kogger, men da han derefter kom til at se på jætternes måbende ansigter, lod han hente et bæger af skibets stærkeste vin, ikke mere end hvad der kunde fylde et jættegab, og han betydede jætterne, at de kom til at dele denne muldfuld imellem sig. Og jætterne forstod ham; anføreren fyldte sin mund med vinen og spyede den derefter i munden på sin nabo, og sådan gik den hele rækken af mandjætter igennem. Men dø den sidste havde siddet en stund med vinen i sin krop, rejste han sig med røde øjne og sten i hænderne og hylede: Drab, drab, drab, og han gik frem for at slå ihjæl. Hans kammerater bevæbnede sig, og mændene spændte under latter deres buer; en læmpelig sten traf ham i brystmanken og fik ham til at se stillingen: en dobbelt krans af jætter med sten og mænd med buer. Han vendte sig om med et opgivende vælu; et andet vælu mødte ham fra kvindejætterne; det ene og det andet vælu fandt hinanden, og den ophidsede jætte fik sin svaling.
Bramantas gik med sine mænd tilbage til skibet: — Vi har her oplevet mærkelige ting, sae han, dog mere latterlige end mærkelige. Jeg havde tænkt at finde krigere, vi kunde måle os med. I morgen tidlig sejler vi hjem.
I løbet af dagen var der sammenstimlen af jætter, der betragtede skibet med velvillige svineøjne og så mændene bære frugt og vand ombord; de nikkede til hverandre: Ntu, ntu, det er et godt skib, men da det efterhånden dæmrede oppe i spidsen af deres tynde hovedpulde, at skibet vilde sejle bort, da blev de kede af det og sae: Vælu, vælu, I må ikke rejse; de snakkede ivrigt med hverandre; nu skulde de altså miste de hvidhudede mænd, der var deres første forestilling om guder; men især skulde de af med den elskede Snêrgast, der kun manglede låddenhed og vækst for at være som en af deres egne. Mest utrøstelig var deres anfører; han græd; han kom hen til Snêrgast med dryppende tryne og gjorde et tegn, der på en gang hentydede til stjærnestenens plads og til stenen selv, han føjede dertil et andet tegn, hvormed han satte stenen i bagen på Snêrgast og således indsatte ham som fører i stedet for sig selv. Snêrgast smilede, og jættens ansigtsluv bølgede af et uset smil, men efter Snêrgast’ smil kom hans afslag; han takkede for æren og trak en linje fra sit hjærte og til skibet, fra skibet ud over havet i den retning, hvor hans land lå. Disse tegn blev understreget af barsk hovedrysten, og jætten forstod; forøget trynedryp og lange vælu, vælu, væhæhælu viste, hvor fuldkomment han forstod. Han blev siddende på stranden natten igennem og væluede uden at unde sig hvile. Mændene kunde ikke sove for ham, han tilintetgjorde som en rædsom nattehund ethvert forsøg på at få et øjebliks blund og mere end een bandende kriger forlangte lov til at sende ham en halv snes pile; dog Snêrgast holdt hånden over ham.
Men vælu-kvadet holdt op, da solen kom frem. Jætten kom nærmere hen til Snêrgast, trak en linje fra sit hjærte til skibet og fra skibet øst på, han vilde med. Nej, Snêrgast løftede med en stor fagt hele skibet op af vandet og stillede det på enden ved siden af jætten, målte i luften og viste, at jættens længde beløb sig til de tre fjærdedele af skibets. Da tog jætten den største beslutning, der endnu havde rummedes i hans lådne hoveds kegle, han plaskede ud i vandet og erklærede, at han vilde gå bag efter skibet.
Hvorfor ikke? Bramantas gav sin tilladelse, skibet stødte fra, og jætten vadede bag efter, på befaling af Snêrgast i tre jættelængders afstand. Mellem jætterne på land blev der vel nogen ophidselse, da de så deres anfører gå bort med skibet, men han vinkede tilbage til dem og råbte: Ntu ntutu, jeg følger bare lidt på vej, jeg kommer lige straks igen, og dermed slog de sig til ro, indtil det var for sent, og deres fjærne vælu lige kunde høres, og deres stenkast ingen skade gøre.
Jætten gik nok så fornøjet bag efter skibet med tør tryne nu og ntu, ntu, men det blev jo til vælu, når han plumpede i et hul. Af mandskabet fik han navnet Ntu Vælu, og det navn bar han siden til sin død. Skibet havde taget en del jætteæbler ombord, og de blev efterhånden kastet i vandet til ham, så han selv kunde fiske dem op.
Ntu Vælu gik i vand til over knæene; to lårstumper, der endnu kunde ses, gav ham stadig en vis lighed med et menneske; den herlige sol skinnede på hans vissengrå pels og gjorde ham endnu mere farlig at se på. Det gik hurtigt fremad, solen steg på himlen, Ntu Vælu sank i vandet, og da han nu, uden ben, mere så ud som en lådden klippe end et menneske, blev han ligesom mere behagelig at se på. Bramântas så tankefuld på ham og sae: Snêrgasts ven, Ntu Vælu, blir kønnere, jo mindre man ser af ham; kønnest vil han være, hvis han om lidt drukner og blir borte. Min lærer, Jêkon, vilde ha forklaret mig, at de lådne jættehandlinger, vi har lyst til at udføre, bør sænkes ned og druknes i tankens hav.
Da svarede Snêrgast, den smilende og kløgtige: Vel talt Bramantas, men for hvor mange af os lykkes det, og hvordan vil det gå os, når vi kommer hjem?
Bramantas bøjede sig over roret og tav, men på hans sjæls hav flød et øjeblik tanken om drab, og det holdt sig der længe, mens han styrede sit sind og sit skib. Det gav et sæt i ham, da han lidt efter, bagved skibet, så en hæslig ting flyde på havet: Ntu Vælus hoved; det lignede i det dejlige solskin en ond tanke, der ikke kan holdes nede og alligevel håner en med ligesom at ville forsvinde. Bramantas ønskede at sende en pil imod det. Men til hvad nytte?
Ntu Vælu svømmede og måtte ha kød til sine æbler for at holde modet oppe, men da mørket faldt på, kunde han igen gå på bunden. Det var nat, da de gik i land, og de hørte ingenting; formodentlig sov alle, og mændene glædede sig til selv at sove. Men idet de gik op ad skrænten, hørte de lige med et raske fodtrin og råb og en høj stemme, der sae: De skal allesammen dræbes, ingen må slippe bort.
Det var Hæsuas, der altså havde gjort sig til herre i landet. Allerede fløj de første pile om Bramantas og hans mænd, og de måtte skynde sig tilbage til skibet for at væbne sig bedre. Men da de igen gik frem, så de, at de havde en stor overmagt imod sig, deriblandt alle trællene. Da sae Snêrgast: Vi må kalde Ntu Vælu til, han vil indjage vore fjender skræk og være os til stor gavn.
Bramântas svarede ikke straks, og mens han overvejede, satte der sig to pile i hans skjold og en i hans venstre arm. Da råbte han forbitret: Godt, lad Ntu Vælu gå frem og hjælpe os.
Snêrgast kom løbende til med Ntu Vælu: Drab, drab, drab, sae han og viste på mændene, der stormede ned af skrænten for at angribe.
Ntu Vælu gik hylende frem; han fik i mørket famlet sig til en halv snes mennesker, som han trampede ned eller kvasede mellem fingrene. Og da angriberne rigtigt havde fået øje på den kæmpe, der blev sendt imod dem, kastede de deres våben og løb.
Drab, drab, drab, sae Snêrgast til Ntu Vælu, der løb efter de flygtende, samlede ind i favnfulde af hylende mennesker, dræbte og løb videre.
Kald ham tilbage, sae Bramantas, — vi har sejret og behøver ikke at dræbe flere. Men Hæsuas skal dø.
Snêrgast svarede smilende: Ntu Vælu har sejret. Hvad Hæsuas angår, er han sikkert i god behold. Jeg har ikke hørt hans skrig blandt dem, der blev dræbt.
Bramantas knugede sit spyd, men svarede ikke. Snêrgast gik op til skoven, hvor han fandt Ntu Vælu sysselsat med en mægtig sten, der dog måttte være for stor for ham at bruge som kastevåben.
Vin, vin, vin, sae Snêrgast og viste på skibet. Da gik Ntu Vælu gærne med. Han fik vin og satte sig derefter ved stranden for at sove, indtil det blev morgen.
Ved første sollys gik Bramantas og hans mænd op fra kysten; de kom over skrænten og så det forfærdelige syn af dræbte fjender, ikke hæderligt fældede som mænd, men vredet over, rykket itu eller trådt ned i jorden som utøj og skarn. Bramantas græd, da han så det, og Snêrgast skjulte sit smil over, at sejren nu var sikker. Det viste sig også straks; et stykke inde i skoven kom oprørerne imod dem og bad om fred; de var våbenløse, og de havde valgt sig en ordfører, der bad om, at de måtte få øksen, dersom de skulde dræbes, og ikke jættens fingre og jærnnegle; de bøjede grædende deres hoved mod øksen og erklærede, at de havde fortjent den, så meget mere som de ikke kunde skaffe Hæsuas, anstifteren af det hele, udleveret. Bramantas måtte vende sit ansigt bort, da han gav dem fred; de bad ikke om fred på en måde, der sømmer sig for mænd; men han tilføjede, at fra nu af skulde al kamp være forbudt, også ordnet og åben kamp mellem mand og mand, han vilde med sine egne ord jævne alle mellemværender, og så vilde hans elskede lærer Jêkons ånd styre folket sammen med ham. Hvor var Jêkons syv disciple?
De var dræbt.
Men hvor var så deres disciple? For Jêkons visdom var et stort træ, der allerede forlængst var vokset ud over disse syv første grene.
De holdt sig skjult, for så vidt som de ikke også var dræbt. Der blev sendt folk ud for at søge, og inden aften blev der fundet tre; dog var de så ganske unge, at Bramantas ikke kunde ta dem til rådgivere; han gjorde dem til en slags disciple, lærte dem om Jêkon og hørte på, hvad de selv havde lært.
Men inden det skete, blev der fra udkanten af skoven hørt jættegrin og forfærdelige vræl af mennesker. Mænd blev sendt hen for at se; de fandt Ntu Vælu ved den store sten, som han havde skubbet lidt til side fra et hul, den havde dækket. I hullet lå sammenpresset et halvt hundrede mænd, som Ntu Vælu havde fanget om aftenen og gemt. Dem trak han nu frem en for en, og da der nu ikke var anledning til at skynde sig, gav han sig god tid til at plukke dem i stykker. Han pillede dem fra hinanden og tog indvoldene ud som en kvinde, der gør en sild i stand, og han grinede veltilfreds til dem, der sagtens kom for at rose hans arbejde, men da de forsøgte at ta en mand fra ham, som han netop halede frem, blev han vred, tog store sten op og truede med. Det hjalp ikke, at Snêrgast blev hentet; Ntu Vælu holdt på, at arbejdet skulde gøres færdigt, og håret, der flettede sig på hans lave pande, viste, at den var rynket. Nej, Ntu Vælu holdt på sit: Drab, drab, drab, sae han; han lod forstå, at ordets betydning udstrakte sig til dem, der forstyrrede ham; han dukkede sig mod pileskud bag den store sten, hvor han lige så godt kunde sidde ned og arbejde. Han viste på sine mænd og gav til kende, at han ønskede flere, når de var brugt op, så meget behag fandt han i sit arbejde.
Da sendte Snêrgast bud til Bramantas, at her var en bedrift for ham at udføre, og Bramantas gik roligt løs på Ntu Vælu og sårede ham med en pil, men selv blev han ramt af en stor sten i højre skulder, så kraften gik af hans arm.
Da smilede Snêrgast og sae: Nu vil jeg være den vise Jêkon, og med Jêkon siger jeg: Kløgt skal vinde, hvor kraft svigter. — Med disse ord gik han ned til skibet efter en stor dunk stærk vin. Den viste han Ntu Vælu, idet han råbte: Vin, vin, vin, og Ntu Vælu lod stenen glide tilbage over de sidste mænd, for han var blevet tørstig. Han løftede dunken op for sit blodige bryst og drak. Da han havde tømt dunken, vilde han tilbage til sin sten, men Snêrgast gjorde ivrigt tegn og råbte: Vin, vin, vin, — og Ntu Vælu vraltede efter ham for at få mere. Han faldt på skrænten og blev liggende. Mænd styrtede til med økser for at dræbe ham, men Snêrgast standsede dem: Jætteskallen er tyk og de første hug kommer ikke igennem, de vil måske bare vække ham. Hvis Bramantas tillader det, vil vi spidde ham fast på fire træstammer og derefter dræbe ham.
Bramantas nikkede og blev stående hos. Som folkets høvding var det hans pligt at overvære så vigtig en handling. Fire træstammer blev rullet hen til Ntu Vælu, hænder og fødder blev spigret fast til dem, og derefter blev han dræbt med økser.
Sådan endte Ntu Vælu; hans død var en lettelse, men ingen lyst. Bramantas’ mænd fik søsyge af at slå ham ihjæl.