Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
17. Kvinden og Døden
Bramantas var stadig sin stammes stærkeste og tapreste mand, men han havde trods sin ungdom fået nok af kamp, og han var kommet i dyb tvivl om dens værd. Derfor bød han, at der skulde herske almindelig fred, og for at freden ikke skulde blive brudt, dannede han en vagt på hundrede udvalgte mænd, halvdelen tog han blandt tilhængerne af Jêkons fredelige lære, og da de endnu kun var få, og deres lære ikke meget anset tog han selv fat på at undervise folket. Han talte mange ord til forsvar for de gule, hvis minde var i foragt, og han udviklede for folket meningen med den gule tanke, sådan som den var overleveret fra deres bedste mand Jêkon. Blandt dem, der lod sig undervise, sås altid Snêrgast; han stod i udkanten af kresen og hørte til, opmærksom og smilende. Da skete det, at Bramântas uvilligt spurte: Hvorfor smiler Snêrgast? — Men Snêrgast svarede under behold af sit smil: Ædle Bramantas, mit smil er gult som dine ord; Jêkons ånd færdes utvivlsomt blandt os i dette øjeblik. — En anden gang føjede Snêrgast til: Skade, at den gode Jêkon ikke tog kvinde, den gang han stod på højden af sin visdom; hans sønner vilde ha arvet den i fuldt mål. Men du, Bramantas, der heller ikke har taget kvinde, du vil gøre din skyldighed, og dine sønner vil føre den gule fred videre.Da vinkede Bramantas, at undervisningen var forbi, og folket skiltes under ivrig spørgen og snak. Men det, som Snêrgasts ord hentydede til, var følgende:
En dag Bramantas stod og så ud over havet, blev han opmærksom på en kvinde, der betragtede ham fra siden, halvt skjult af et træ. Hun var ganske ung, havde lige nået modenhed og bar kvindernes sædvanlige sømmelige korte skørt og et dyreskind over skuldrene. Bramantas slap straks havet af sine tanker og gik hen til kvinden, og det eneste, han i så stor nærhed kunde finde på at sige, var et spørsmål om hendes navn. Hun svarede smilende, at hun hed Mysa og trak sit skind til rette, hvad enten det nu var meningen, at det skulde dække mer af hendes bryst, eller hensigten var den modsatte; i alt fald afdækkede hun en part, idet hun skjulte en anden. Hun lænede sig til træet, vistnok ikke fordi hun trængte til støtte, men som et kærtegn. Da han nu syntes at ha fået alle spørsmål klarede ved at kende hendes navn, og ikke kunde finde på et til, spurte hun endelig: Hvad så du efter i så lang tid?
Han spurte, om hun da havde set på ham i så lang tid, og hun svarede nej. — Det svar bragte ham i undren ved sin ufattelighed, men han huskede, at han havde et spørsmål at besvare og sae: Jeg så på havet, som jeg aldrig mere skal befare; det har ikke bragt mig noget godt, og jeg mistror havet. Men herligt var dog selve det at sejle.
Mysa så alvorligt på ham, fuld af agtelse for en mands tale, men hun rystede på hodet som tegn til, at hun ikke forstod. — Og du så på mig? spurte Bramantas, efter at han havde ventet så længe, at hendes alvor blev afløst af et smil.
Nej, svarede hun, — jeg så også på havet.
Og hvad tænkte du, Mysa, i al den tid?
Hun svarede: Ingenting.
Bramântas, der på forhånd kunde beregne retningen af en truende økse, forstod ikke en kvindes forstilte tale, og da han altså havde tabt den lille ordkamp med Mysa, tænkte han på at gå. Hun havde aldeles ikke set på ham, og derfor spottede hun ham, der var kommet ukaldt. Men hun hed altså Mysa. Ja så kunde han lige så gærne gå.
Hun så med tiltagende smil skyggen, der voksede over hans ansigt, og hun sae: Jeg vilde gærne sejle, men ikke ret langt.
Da spurte Bramântas, om nogen mand havde taget hende, og hun svarede nej.
Ved Stranden lå en fiskerbåd; den tog Bramântas og roede ud med Mysa. Hun gav udråb, når båden vippede og fik en åben forskrækket mund, når den efter hendes kvindemening kom for langt ud. Bramântas lod sig ganske lede af hendes udråb og forskrækkelser; det blev en sejlads, der for ham var to gange mærkelig. Det var en leg, som da han var dreng, men legen indeholdt for første gang en kvinde. Han roede langs stranden, og hun syntes det var morsomt; han tog årene ind og lod båden ligge stille. Det var dejligt, sae Mysa.
Sådan gik der lang tid. Med et råbte Mysa forskrækket: Var det en mand?
Bramântas rejste sig og stirrede på det sted, hun viste ham, langt uden for muren: Det er stammen af et træ, der er gået ud.
Hun lukkede sin forskrækkede mund og gav ham ligesom ret. Han tog om hendes arm, for at hun skulde blive helt fri for sin frygt, og det blev hun. De talte ikke mere om det, men et langt stykke tid gik hurtigt og rigt på indhold.
Men da de hen på eftermiddagen kom op på land, gik hun til hans undren fra ham, dog smilende. Næste dag vilde hun igen være ved træet, dersom han kom ned til stranden.
Men Bramântas gik fra forsamlingen lige ned til træet, hvor han fandt Mysa; han tog hendes hånd og spurte med bestemthed, om hun vilde være hans. Mysa, der havde smilet, siden hun så ham, opgav al ordleg og smil og svarede ja.
Fra den dag boede Mysa i hytten hos Bramântas. Den var af træ og ganske vist større og smukkere end de andres; alligevel, det Mysa faldt i forundring over, da hun første gang trådte derinde, var ikke dens skønhed, tvært imod. Hendes øjne løb frem og tilbage, op og ned, og hendes hænder rørte sig i luften med mange tegn på, hvor meget der var at gøre for hende. Eftermiddagen havde de tilbragt sammen i skoven med lyst og latter, og latteren sad endnu i Mysa, mens hun så sig om, men efter at hun havde undret sig en kort tid med sin stemme i meget højt leje, strøg hun alt smil af sig og skred til kvindes arbejde, samlede tørt græs til gulvet, pillede ting, der ikke behagede hende, ned fra væggene, hængte skind og andet op i stedet for. Mysa arbejdede med let sammentrukne bryn og tilknebne øjne, bød sin mand holde sig dær, mens hun ordnede dær, og inden lyset var af himlen, gik de til lejet i et pynteligt hus, som det sømmer sig for mand og kvinde, der har behag i hinanden og ønsker at alt andet skal stemme med deres behag. Bramântas følte sig vel til mode under blid styrelse og så smilende sit hus præget af kvindes ynde.
Dagen efter gik han på jagt, lige så næste dag, og han kom sent hjem, men dette behagede ham mindre end før, mens Mysa tavs fandt det i sin orden.
Men næste morgen roede de ud sammen; han var i sin uforstand på kvindes væsen forberedt på mange små forskrækkelser, når de kom langt ud, hvor fisken gik, men Mysa var blevet en anden. Der kom ingen yndige pigehvin fra hende, når båden gyngede; hun fiskede ikke med halvåben hånd små solglimt op, der gyngede på vandet som sølvskællede fisk. Mysa tog årene, lod sig belære om deres brug og trak dem, mens han dels styrede dels fiskede. De sejlede frem og tilbage og fangede; modvind blæste Mysas hår tilbage og gjorde hendes ansigt stort og barnligt med runde kinder og fri pande. Han styrede modsat vej, og blæsten kastede hende håret tykt ned i pande og ansigt. Hårets dække gjorde hende ligesom ældre, men også halvt skjult og mere yndig. Hendes hænder holdt om årerne og havde ikke tid til at ordne hår. Midt i sin alvor smilede Mysa, når hun forstod på hans blik, at han savnede det, men hun passede med bestemt lukket mund hvad, hun var sat til. En enkelt gang slap hun åren og strøg håret bort, ikke for hans skyld; hun sae: Der står en mand langt borte ved stranden og ser på os.
Bramântas gad knap se efter manden.
Han tog den ledige hånd og roste den. Der var ingenting ved Mysa, han vidste så meget at sige om som hendes hånd, den kunde springe ilsomt mellem tingene i hans hus og på et øjeblik gi dem et nyt væsen; den kunde kærtegne og ligge sorgløst i hans hånd, hvilende sig fra sine utallige små vandringer dagen igennem, og den kunde ligge fast om en åre; den fulgte Mysas øjne, hvis bud den syntes at lystre. Der var ikke noget så rørligt som Mysas hånd og øje; det skulde da være hendes hår, men til hvad gavn det fløj frem og tilbage om hendes hoved var ikke så lige at forstå; dog han vidste det nok. Mysas hår, hendes største besvær, var til for hans lyst; det var en stadig foranderlig sky, som hendes ansigt var klædt i; hun var hans stjærne i en sky.
Mysa lod ham venligt tale færdig; så sae hun: Det er den onde Hæsuas, der lurer på dig; andre mænd end du har talt til mig om ham; han er din fjende; du bør opsøge ham og slå ham ihjæl.
Bramântas mødte Mysas øjne, der var befriede for det mørke hår. Hun var ikke længere en ung jomfru, der stod og lænede sig kælen mod et træ først, siden mod en mand. Hendes blik var koldt, idet hun æggede ham til drab.
Bramântas svarede: I morgen vil jeg gå ud og finde Hæsuas og dræbe ham.
Mysa tog med fast blik hans løfte; dog sae hun: I dag var bedre end i morgen, — og dermed tog hun igen til årerne.
Om aftenen kunde Bramântas ikke komme til ro; han var altfor glad og fuld af mange ord. Han lae sig vel en kort tid, men stod snart op igen, han måtte ud, og han bad Mysa gå med. Natten var mørk, men med stjærner. Bramântas var munter og talende; Mysa var igen blevet ham til ny forundring, og han kunde ikke komme til ende med alt, hvad han havde at sige hende.
Hvorfor skal vi uden for porten? spurte Mysa; hun lo ikke, og hendes hånd fandt ikke hvile i hans.
Men de kom uden for porten; de så Mordraks datter ligge og stirre med usynligt blik mod den stjærnefyldte synsrand. Bramântas talte om andre ting. Han fandt et træ der mindede ham om det træ, Mysa havde lænet sig imod; han lae hånden på dets stamme og talte om Mysa.
Hun sae: Glemmer du ikke din fjende for min skyld?
Men han lo og blev ved at tale. Pludselig råbte Mysa højt: Vogt dig, — og vilde rive ham bort fra træet, men det var for sent. Bramântas fik tid at skimte en mørk skygge; i det samme blev et spyd drevet gennem hans højre hånd dybt ind i træet; han stod spigret til det og kunde ikke rive sin hånd løs.
Han hørte Hæsuas’ stemme, der talte til ham med latter: Nu er du bundet, som du bandt jætten, og bedre end ham skal det ikke gå dig.
Han løftede sin økse mod Mysa, der var sprunget ind mellem dem, men hun undveg ham, flygtede ud i landet og skjulte sig.
Hæsuas’ mænd kom frem og samlede sig om ham; han førte dem hen imod porten, idet han spottende sae: Bramântas vil vi la stå ved sit træ; han ynder at tænke over alting, og det vil vi unde ham tid til.
Hæsuas og hans mænd faldt over vagten og dræbte så mange af dem, de kunde overkomme. Da solen stod op, var han herre i landet, og mange sluttede sig straks til ham, men Snêrgast, der ikke var blandt de dræbte, lod han hente for også at slå ham ihjæl, som Bramântas ven.
Snêrgast tog til orde og talte sådan, kun tre skridt fra døden: O tapre Hæsuas; der er to stemmer i dig, der taler, en skriger højt, og en anden hvisker og blir ikke hørt af dig selv. Den første er dit had; det er en brølende tyr, der vil se sine horn rive i indvolde og dryppe af blod; den anden stemme er din klogskab; den er i øjeblikket en drukken mand, der laller af vin. Men når den blir ædru, vil den spørge dig: Til hvad gavn dræbte du Snêrgast? Det vil du ikke kunne svare på, når du er færdig med at rase som en vild tyr. Jeg er ikke Bramântas’ ven, men hele folkets; jeg kender folket og kan råde dig; du kender intet undtagen dit raseri, der er et rødt pladder uden mening. Jeg taler frit foran døden; måske skælver mit hjærte, men jeg ser mere klart end du. Tag mit hoved, Hæsuas, til hvad brug du ønsker, til at knuses med en økse eller bruges i dit råd. Vælger du det første, vil jeg endda gå smilende i døden, for jeg ved, du vil snart følge efter. En altfor sindig mand har styret os i ikke lang tid; en uvan tyr vil herske endnu kortere.
Overfor denne tiltale bed Hæsuas sig i sine læber, men så lo han og sae til sine mænd: Skær hans hår kort; han skal være min træl og forlyste mig med sine indfald.
Uden for porten stod Bramântas spiddet til sit træ; han kunde ikke nå jorden, så han kunde sidde eller ligge, men Mysa var vendt tilbage, sa snart han blev alene. Hun sae: Jeg vilde gærne ha ladet mig dræbe, hvis det kunde gavne dig, men det er mit håb, at jeg skal føde en søn, der kan hævne dig og indta din plads.
Men da hun så, at Bramântas skælvede af feber, krøb hun sammen under ham og bød ham sidde på hendes skuldre og hvile sig. Hun støttede hans hoved mod sit, for at han kunde sove, men forinden hentede hun vand, badede den spiddede hånd og lae urter på.
Op på dagen kom Hæsuas for at se på Bramântas. Mysa gik frem og bad for ham, og Hæsuas så på hende, fandt behag i hende og sae: Det var godt, jeg ikke dræbte dig i går. Du tilhører mig og skal ingenlunde dø.
Mysa svarede: Det første tvungne favntag skal blive din død.
Hvordan? sae Hæsuas leende, en våbenløs kvinde?
Mysa viste i et tavst smil sine tænder, og Hæsuas vendte sig fra hende, tvivlende om Mysa var en kvinde at ta eller at dræbe. Han stødte til Bramântas med skaftet af sit spyd og viste på lig af mange mænd, der var hængt op i træene om templet; han sae: Ser du dine venner, Bramântas?
Bramântas svarede: Jeg ser, hvad hjælp jeg nu har af mine venner såvel som den skæbne, der venter mig selv. Men hvorfor mangler så mange af dem en arm eller et ben? Hvorfor har I skændet deres lig?
Hæsuas svarede leende: Mændene fandt behag i at skille dine venner ad, ligesom din ven, jætten, gjorde ved mine.
Til det svar tav Bramântas, og han svarede heller ikke på de forhånelser, Hæsuas derefter lod ham høre. Til sidst vinkede Hæsuas ad Snêrgast, og Snêrgast kom frem, korthåret og våbenløs som en træl.
Du kløgtige Snêrgast, sae Hæsuas og pegede med spidsen af sit spyd, — hvad skal vi gøre ved ham, der engang var jer høvding?
Snêrgast svarede: O Hæsuas, Bramântas er nu en død mand, siden hans højre hånd er lammet. Han kan efter min mening gives fri, men vil du høre et mere kløgtigt svar end mit, så spør Mordraks datter, for hvis øjne alt dette er gået for sig.
Hæsuas vendte sit hoved og mødte det kolde blik fra Mordraks datter, hans mørke ansigt blev gråt, og hans mænd så ham skælve, men han slog et latterskrål ud af sin opsvulmede hals og råbte: Spå mig, Mordraks datter; fortæl mig om fremtiden.
Da råbte Mordraks datter, så det skingrede hen over landet og manges knæ slog sammen af skræk:
Mordraks datter mænds kampHæsuas svarede med frådende mund: Min spådom ligger i pilespidsen, — og med de ord spændte han buen mod Mordraks datter, men strængen brast og han vinkede til den vildeste af sine mænd, en mand ved navn Issôrkrak, at han skulde skyde i stedet for. Issôrkrak gjorde som befalet og sigtede mod brystet af Mordraks datter; strængen sang, og Issôrkrak styrtede død om, ramt i hjærtet af den tilbagevendende pil.
elsker, men mod mere.
Skuffet møder hendes øje
skulen af en skurk.
Den blide gud Ea
bløde skabte mennesker;
under smil og smalle skuldre
smuldrede kraft bort.
Mod, og ikke ussel meen,
Mordrak vilde læne folket,
men nu tykner i tunge hjærner
kun ond tåbelighed.
I svaghed ædle Bramantas’
heltekraft svajed;
til snarligt fald Hæsuas
henstyrter hans hævndåd.
Tændtes ved Mordraks tanke
så slet en ny tid,
brænder i lummer luerøg
kun lumsk bedrift,
da er folket vandret
fra Mordraks veje;
i ynglende angst,
det går mod en uvis fremtid.
Men Mordraks datter rejste sig fra sin plads, og alle mændene styrtede til jorden. Kun Bramântas så hende gå bort gennem den lille lund og snart efter forsvinde i den store vildskov bag ved.
Da mændene var kommet til sig selv igen, vovede nogle af dem sig hen til lunden; de fandt den tom; og da de kom tilbage, fortalte de, at de havde set de friske blomster visne, og bladene falde af træerne. Da blev der stor jammer, selv blandt Hæsuas’ hårde mænd, og de råbte; Hæsuas, Hæsuas, nu har guderne forladt os!
Hæsuas gik tavs og alene ind gennem porten; ingen af hans mænd bød sig til at følge med.
Da sae Mysa til Bramântas: Jeg vil file jærnet over, så din hånd kan blive fri. Du skal igen være folkets høvding.
Men han svarede: Fil kun jærnet over, men høvding skal jeg ikke være mer. Hørte du ikke den dom, Mordraks datter fældede over mig.
Mysa filede, mens det var dag, men jærnet var tykt, og det gik langsomt. Da natten kom, krøb hun sammen under Bramântas, for at han kunde sove.
Bramântas drømte, at han for anden gang var ude på en lang rejse; han var bevæbnet, men alene. Han vilde nedlægge en stor og vild jætte, der hed Meen, og boede på en ensom ø langt ude i havet. Jætten Meen havde ingen krigere, kun en flok ravne, der om dagen sad på hans skuldre og tilhviskede ham, hvad de havde set ude i verden; de fik derefter befalinger af ham og fløj bort om natten for at udføre dem. Jætten Meen var ophav til al ondskab. Bramântas fandt jættens ø, og på et træ ved stranden så han en ravn, som han lokkede til sig ved korn og spurte ud om jætten Meens bolig. Efter ravnens anvisning gik han en lang tid og traf så en anden, som han fik besked af; så gik han igen en tid. Han vidste ikke længere, om han var på jorden eller under den, men mørket blev tættere, jo mere han fordybede sig i de stier, ravnene viste ham. Det var som en skov, han gik i, men grenene bøjede sig for hans hænder, selv om de sinkede ham; træernes stammer flyttede sig for ham villigt tilsyneladende, og dog var de en stor hindring. Skoven, hvis det var en skov, var vildsom og uhyggelig; den var uden lys, og alligevel syntes han, at han så skovens himmel, dersom der var nogen himmel over den; den syntes ham fuld af stjærner, men var det stjærner, så sad de ikke fast, men ligesom dansede for hans øjne. Han tænkte: Jætten Meen har en forfærdelig bolig; han selv må være endnu værre, end jeg havde tænkt mig. — Stjærnerne lyste ikke, så han kunde se træerne; dem selv kunde han heller ikke se tydeligt; de undveg hans blik, men blev aldrig helt borte. De viste ham hverken sig selv eller nogen anden ting, men de gav ham mange ting at tænke på. Han mindedes den gule mand, han i hidsighed havde dræbt; Hæsuas, som han havde ladet undslippe; jætten Ntu Vælu og mennesker, der var revet itu. Han blev ved at huske, så hans sind blev mørkt, men sjærnerne syntes glade; de dansede jo længere des mere muntert. Træerne ramte ham uafladeligt; de var klamme og døde, skønt de kunde bevæge sig. Endelig følte han i mørket pustet fra en ravns vingeslag, han spurte den, om han snart var ved jættens Meens bolig. Ravnen satte sig straks på hans skulder og svarede: Du er allerede hos jætten Meen. — Men jeg ser ham ikke, svarede Bramântas. — Ravnen svarede: Så se bedre til, Bramântas. — Han stirrede længe, og nu så han virkelig et tåget lys, der ikke flakkede for hans blik. Langt om længe dannede lyset sig ligesom til en skikkelse. Bramântas spurte tøvende: Hvem er du? — Skikkelsen svarede: Hvem er jeg? — Han spurte igen: Er du jætten Meen — og den svarede: Jeg er jætten Meen. — Bramântas sae: Tag dine våben, for en af os skal dø. — Han fik til svar: Slå, Bramântas. — Han løftede sit spyd og kastede det mod skikkelsen, den rørte sig ikke, men spurte: Blev du såret, Bramântas? — Han svarede: Mens jeg gik gennem din skov, blev jeg hele tiden såret. — Da var det, ligesom skikkelsen lo, den syntes at komme nærmere, og den lignede et menneske, en ung bevæbnet kriger, men ansigtet kunde ikke skælnes. — Bramântas veg tilbage; hans sind blev forvirret, han spurte: Hvad vil du mig? — Skikkelsen svarede: Vi søger efter hinanden; om du dræber mig, eller jeg dræber dig, det kommer ud på et. — Da spurte Bramântas: Er du Hæsuas? — Skikkelsen lo: Kald mig Hæsuas, om du vil; kald mig noget andet; jeg lyder mange navne.
Bramântas vågnede; Mysa rejste sig op og tog sin fil, og da solen stod op, var hun færdig med sit arbejde. Bramântas stod som fri mand, men med en død hånd hængende ved sin højre hofte.
Nu skal du hævne dig, sae Mysa; — der er mænd nok, som vil hjælpe dig.
Men Bramântas stod rådvild; vel flammede hans hjærte imod Hæsuas, dog syntes det ham bedre at drage bort med Mysa og ta ophold på et fremmed sted, fjærnt fra andre mennesker. Mens han endnu overvejede, kom Hæsuas frem fra lunden, fuldt bevæbnet. Da han så Bramântas fri, løb han ind på ham og råbte: Nu skal du dø.
Bramântas så på sin døde hånd og på Mysa, der stod med sammenbidte tænder som en, der ikke har i sinde at se ørkesløs til. Han mindedes det smil som af en ulv i angreb, hvormed Mysa dagen før havde givet Hæsuas svar; han styrtede ind på Hæsuas og bed sig fast i hans hals. Hæsuas skreg højt og tabte sine våben af rædsel, mens Mysa så hoverende til; hun behøvede ikke at blande sig i en kamp, der allerede syntes vundet. Hun så Hæsuas falde med Bramântas over sig og blodet strømmende af halsen. For sikkerheds skyld tog hun dog Hæsuas’ økse og stod med den for at hjælpe, hvis det blev nødvendigt, men pludselig følte hun sig grebet bag fra. En flok af Hæsuas’ mænd var kommet til. Mens to af dem holdt Mysa, dræbte de andre Bramântas og skilte hans hoved fra kroppen. Men da skete der et under: Det døde hoved vilde ikke slippe sit bid, og mændene veg tilbage fra Hæsuas, og de flygtede for ham, da han med frådende mund skreg om at blive befriet. Hæsuas stod op i en stor ring af mænd med det hævnende hoved ved sin hals.
Endnu en mand kom til; han havde trællenes kortklippede hår, det var Snêrgast. Hæsuas råbte til ham om at hjælpe; han bønfaldt med smiger og store løfter. Snêrgast gik tæt hen til ham, tog nøje syn af ham og nikkede som en, der har fundet et råd.
O tapre Hæsuas, sae han så med sit uovervindelige smil; — sandelig, jeg vil gerne hjælpe dig, dog, jeg bær endnu trællens mærke, og som fri mand kan du ikke modta hjælp af mig i den tvekamp, du endnu fører med en død mand, der foreløbig har sejren i sin mund. Du må altså tålmodig vente, til mit hår igen har nået fri mands længde. Indtil da forbliver din tvekamp gående, men har du endnu ikke vundet på den dag, så skal al fornøden hjælp fra min hånd visselig blive dig til del.
Ved denne tale lød en skraldende latter fra Hæsuas’ mænd og fra andre, der imidlertid var kommet til. Hæsuas styrtede hylende ud mod vildskoven, men han kom ikke så langt, han faldt og blev liggende med vræl og spark.
Snêrgast vendte foragtelig ryggen til og sae til Mysa: Hvad synes du her er at gøre? For din hånd vil Bramântas’ hoved sikkert løsne sit bid, og der findes vel en mand, der vil forrette den hundetjeneste at slå livet ud af den hylende køter derhenne.
Hun svarede: Nej, kampen skal udkæmpes mellem de to alene, men hvis du vil tilstå mig en bøn, så forlanger jeg de mænds liv, der dræbte Bramântas, fejt og bagfra.
Snêrgast svarede undvigende: Jeg har ikke magt over nogen mands liv.
Men da råbte de fleste mænd, der stod omkring, at Snêrgast skulde være folkets høvding.
Snêrgast tog imod valget, men tilføjede, at hvis Mysa fødte en søn efter Bramântas, skulde han være høvding; indtil den tid vilde Snêrgast styre for ham. Endvidere sae han: Jeg tror ikke, det er klogt at slå ihjæl, men at være altfor mild, bringer heller ikke gavn. Meget har vi oplevet, og mange mærkelige ting er sket, men kun lidt af det altsammen har haft klogskab til oprindelse. Mange ting har vi prøvet, kun ikke klogskab; jeg vil nu se, hvad der kan udrettes ved dens hjælp. Bramântas’ mordere er otte i alt; de gjorde alle det samme, de stak bagfra. Deres mod kan ikke prises, måske deres trofasthed mod Hæsuas, måske var det kun frygt. Mysa hader dem, jeg ikke. Jeg ved endnu ikke, om de fortjener min foragt; jeg har set meget, der heller ikke er min agtelse værd af bedre mænd end de otte, der måske alle er køtere som den niende, om hvem der ingen tvivl kan være. Bedre mænd end de otte har vakt min undren. Dræbe dem, når der er tvivl om drabets gavn? Gøre dem til slaver, for at de skal blive mere onde? Straf, siger I, straf; vel, jeg bøjer mig for jert ønske. Lad deres højre hånd blive gennemboret af et spyd, så gør de ikke noget ondt med den, og måske kan det bringe nogle af dem til eftertanke om det gavnlige ved ikke at gøre ondt.
Da Snêrgasts dom var udført, blev Bramântas’ lig båret ind til foden af tårnet, og der blev gjort forberedelser til en stor fest.
Om aftenen blev Hæsuas fundet død ude på marken; hans modstanders hoved havde sluppet sit bid og lå ved siden af; det blev bragt ind for at begraves sammen med kroppen under tårnet, men Hæsuas blev gravet ned, hvor han lå, af otte mænd, der måtte arbejde med venstre hånd.