WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den gule krønnike




Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


18. Snergast, Lovgiveren

   Snêrgast byggede landet. Han bød: Bryd murene ned, og bred jer over det omliggende land. Eas sønner og Mordraks datter er gået, de har taget hensigten med murene med sig.
   Han delte landet ud og gav hvermand sit med bestemte grænser. Landet uden for gav han til rådighed for alle; dog måtte to mænd ikke ta land ved siden af hinanden uden bestemt skel imellem. Skelstenene blev taget fra de nedbrudte mure, og når de engang var sat, skulde de ikke mere flyttes. Der var dødsstraf for den, der forsøgte det.
   Kvinderne var mange i landet; det var mest dem, der dyrkede jorden, men Snêrgast lae det hværv på dem som det vigtigste; at føde børn. Han sae: Landet er stort, men vi er kun få. Kommer en dag et stort folk over os, vil det udrydde os. Ingen kvinde må gå sin frugtbarheds tid hen med tomt moderliv; derfor skal en mand ha flere kvinder. — Han gav en lov om kvinders pynt: Ingen ufrugtbar kvinde må klæde sig i andet end rå skind, for at enhver kan se hendes skam, og ædle stene må kun den kvinde bære, der har født mindst fire sønner. Umodne jomfruer er ingen slags pynt tilladt, ikke fjer, brogede skind eller ædle stene.
   Fejde blev ikke forbudt; derom hed det i loven: Mænd må ha kamp, kvinder og kød, men efter ethvert drab skal årsagen til trætten undersøges og unødig trættekærhed, der har ført drab med sig, skal straffes med tab af land og forvisning til at ta jord i udmarken, hvor kampen med sten og tisler skal minde den forviste om trættesyges frugter.
   For lumske, omend mindre forbrydelser som baghold og tyveri var der dødsstraf. Snêrgast lærte: Mennesket synes af naturen ond, men viser mange træk af godhed; de står dog ikke på en fast grund og kan ikke beregnes, så de kan udgøre grundlaget for en lov. Godt og ondt findes i usikker blanding, og ingen, der griber i et menneskes sjæl, ved med vished hvilken af delene, han får fat i. Svaghed er det eneste, man med sikkerhed kan gøre regning på at finde overalt. En mere sikker grund at bygge på finder vi i menneskets kløgt, især for så vidt den gælder det, der er til nytte for ham selv. På hensynet til alles største nytte må loven bygges.
   Snêrgast gav sine love smilende, som om det kunde være det samme, om de blev holdt; dog var han en stræng herre, hvis vrede var sjælden, men hvis blotte ord var frygtet.
   Blandt dem, der kaldte sig Jêkons disciple, var der et parti, der klagede over, at guderne havde forladt menneskene, og at store ulykker sikkert vilde komme over dem som følge deraf. Disse folk var meget hæftige og højrøstede, når de havde samlet tilhørere om sig; de gjorde mange mænd alvorlige og fik kvinderne til at græde. Snêrgast kaldte dem en dag for sig og talte sådan til dem i folkets påhør: Hvem har I det fra, som I fremfører på gudernes vegne? Fra ingen uden jer selv. Hvem er I selv? Vi kender jere fædre og brødre, men det synes, som om I selv et øjeblik har glemt, hvem I er. Altså føjer jeg nu et nyt bud til loven, at I fra i dag holder op med jer tale om gudernes straf.
   Men Snêrgast bestemte, at gudsdyrkelsen skulde blive ved, og at Ea fra nu af skulde dyrkes ved siden af Mordrak, og han viste på hornenes hellige tegn over templet og sae, at ligesom der var to horn, var der to guder, og der skulde også være to altre. Han lod straks to altre bygge; han fandt stenhuggere og bygmænd, desuden endnu en mand med en ubrugelig højre hånd, men meget forstandig, til at lede arbejdet.
   Men Snêrgast smilede, da han havde sat mændene i gang; han tænkte ved sig selv: Ea er rejst sin vej; Mordrak lar ikke mere høre fra sig; så er den ene da lige så nær til offer som den anden, og folket vil glæde sig ved tanken om, at ingen af deres guder blir forsømt.
   Der var et andet parti blandt Jêkons disciple, der begyndte at tale til folket om sjælen. Dette ord, der længe havde været meget brugt, gav de en ny betydning, som vel ingen ret kunde forstå, men som gjorde dybt indtryk på mange. Sjælen syntes efter deres forklaring at være et usynligt menneske, der viste sig i åndedrættet, så længe livet varede, men ved døden vandrede ud gennem munden og derefter blev ved at leve endnu en tid, måske ikke længe, men der syntes efter visse læreres mening at være en mulighed for, at de efterlevende kunde holde liv i sjælene, sagtens ved offer, men ingen kunde sige det bestemt. Den gamle fortælling om, at de døde engang gik ned i underverdenen og sad i frysende flokke som skimlede mus, troede ingen mere på; de havde jo set, at menneskets legeme blir til ingenting i jorden ligesom dyrenes, men sjæl i den ny betydning gav meget at tænke på.
   En dag skete der noget, der mægtigt forøgede det vaklende tilhæng til sjæletroen. Der stod en mand, ved navn Bjêlusin, op og forklarede sjælens væsen for en lille flok, hvoraf de fleste var kvinder. Han var en uanselig mand, og hans ord var uden kraft, han gentog kun, hvad de andre af hans parti plejede at sige, og han gjorde det dårligt og stammende som en, der fortæller lærdom, der er ham selv fremmed og uforståelig. Nogle gik deres vej, andre spottede og sae: Fortæl os hellere, hvad vi ikke har hørt før. Bjêlusin gik aldeles i stå, han gispede og skælvede, han var et underligt syn. De, der havde vendt sig bort, måtte se på ham en gang til. Da fik Bjêlusin pludselig mælet igen; hans blege ansigt flammede, og han råbte højt: Nu skal jeg fortælle jer om sjælen: I nat, da jeg lå og sov sammen med min kvinde, stod min sjæl op fra lejet og gik ud; selv blev jeg liggende, sådan som mine to sønner har fortalt mig. Men min sjæl gik ud af hytten; den lignede mig selv, for jeg så den; men den var utydelig og tynd som et vindpust; den løb let som en hare, den fløj i luften som en fugl, den svømmede over en flod uden at blive våd, den vandrede upåklædt i den kolde nat uden at fryse. Min sjæl gik på jagt langt borte; den færdedes vejkendt i et land, jeg aldrig har set før; den jagede en bjørn, som jeg selv ikke vilde vove at angribe; bjørnen knugede min sjæl i favn og bed den med sine frygtelige tænder; min sjæl tog ingen skade, den nedlae bjørnen, vendte sig mod øst og så, dagen var ved at komme; den ønskede sig hjemme i hytten, og et øjeblik efter gik den ind ad døren og forenede sig med mig, der lå og sov. Sådan er sjælen, den er let og flygtig som vinden; den er usårlig; den går hver nat sine egne veje, men det er ikke altid, den ved sin hjemkomst fortæller os, hvad den har oplevet, men hvad vi ikke får at vide, det gemmer sjælen og husker. Den ved mere end vi, og når vi dør, vil vi få del i al vor sjæls visdom.
   Der havde samlet sig en stor flok om Bjêlusin; de råbte: Fortæl det igen, fortæl det igen. — Og han fortalte det samme to gange, tre gange og føjede hver gang mere til, og da han var færdig, råbte mængden: Mordrak har talt gennem sin discipel. Mordrak har talt.
   Inden aften havde alle hørt fortællingen om den drømmende sjæl, også Snêrgast selv; han jublede ikke, men sae smilende til Bjêlusin: I morgen skal du vise os det sted, hvor din sjæl fældede bjørnen, for at vi kan bringe den hjem, og alt folket kan få stadfæstelse for troen på den nattevandrende sjæl.
   Da var det, som Mordraks ånd forlod sjælens forkynder, men en anden af partiet stod frem og sae: Alt, hvad vi har hørt, er utvivlsomt sandhed, men du glemmer, kløgtige Snêrgast, at det var bjørnens sjæl, kampen stod med, ti hvorfor skulde bjørnen ikke ha en sjæl lige så vel som vi, da den fødes, lever og dør som vi?
   Overfor det bifald, der nu fulgte, kunde Snêrgast ikke komme til orde; han gik tavs sin vej, grundende over, hvad der vel kunde komme ud af dette, og hvorvidt han skulde udgi en lov mod drømmeprofeter og sjælelærere. Dog slog han det foreløbig hen; han havde selv i drømme udført større bedrifter end at dræbe en bjørn, og han havde ikke følt sig stolt af det dagen efter, end mindre tænkt på at rose sig af det til andre. Han vilde ikke tro, at en drømmeprofet kunde være til nogen skade.
   Imidlertid fortsatte han sit værk: at dyrke landet op og lære folket at arbejde. Han satte straf for at la anvist jord ligge udyrket, men navnet på den, der opfandt noget nyt til at gøre arbejdet lettere og bedre, blev af Snêrgast nævnt i forsamlingen; han blev rost og kaldt høvdingens ven.
   Snêrgast bød, at der skulde bygges skibe, og mænd fare ud på havet for at se fremmede lande og måske bringe ny ting med hjem, der kunde være landet til gavn. Skippere kom da også tilbage med fremmede dyr og frugter, men en gang medbragte de et nyt gult metal, der var smæltet ud af det sand, hvor de havde haft bål. Dette ny metal var meget blankt og smukt, det viste sig at være uangribeligt af rust, og blev snart meget anvendt til pynt foruden i handel. Stedet, hvor det var fundet, blev ikke glemt, og siden sejlede flere skippere ud for at smælte endnu mere ud af sandet.
   Imidlertid satte sjæletroen sig mere og mere fast hos folket, og landet vimlede af drømmefortællere og udlæggere. Der kom, til forundring for Snêrgast, en tid, da drømme blev folket kærere end guld og ædle stene. Kvinder gav deres smykker for at få tydet en drøm, der viste, at de havde en sjæl, og mange mænd efterlignede dem. Drømmetyderne kunde blive rige mænd, dersom de selv ønskede det, og Bjêlusin, hvem Mordraks ånd en kort tid havde taget ophold i, blev snart rig på stene og guld, skønt han hurtig havde genvundet den uanselighed, der var hans egenlige natur. Dog, det, han en kort tid havde været, holdt sig længere i folkets opfattelse end i virkeligheden, og han blev en søgt drømmemester.
   Trangen til at drømme blev så stor, at folk lae sig til at sove om dagen, hvad der var noget helt nyt, og da søvn ikke altid vilde komme, blev det nødvendigt at drikke vin for at opnå søvn og dermed drøm. Det sidste kom heller ikke altid, og skønt det udtrykkeligt blev forklaret, at sjælen havde haft sin drømmevandring, men blot ikke fortalt det bag efter, så var det ingen trøst; hvad skulde der gøres for at få sjælen til at fortælle?
   Værst havde de mennesker det, der aldrig drømte, for det kunde jo tyde paa, da de ingen sjæl havde. For at få lange søvne og større mulighed for drøm, blev disse ulykkelige mennesker store vindrikkere; de forsømte deres arbejde og blev straffet, uden at det hjalp. Og de var ingenlunde de eneste, hvem drømmesygen gjorde uvirksomme. Snêrgast så uvæsenet brede sig; hans store kløgt indgav ham vel et råd, men hans endnu større tvivl sae ham, at det måske var uden virkning. Han kaldte en dag forsamlingen sammen og holdt følgende tale:
   Der er iblandt os en del ulykkelige mennesker, der ikke har nogen sjæl; de er tillige unyttige, da de ikke vil arbejde. Hvis disse mennesker pludselig skulde dø, vilde det ikke være noget tab for vort land og jo heller ikke for sjælens land. I det hele vil vi altså gøre dette land en tjeneste og sjælens land ingen fortræd ved at la dem dø. Jeg fastsætter altså som lov: Alle mennesker, der mangler sjæl, skal dræbes. At de mangler den har vi dels deres eget ord for, dels stærk vindrik. Dog gir jeg dem en frist på tre dage til om muligt at finde deres sjæl. De som derefter fremviser de to sikre tegn på, at de stadig ingen sjæl har, skal straks dræbes.
   Den lov vakte røre blandt folket, men Snêrgast havde sin tro livvagt, som han omhyggeligt havde renset for drømmere og drømmepartiet måtte bøje sig for den ny lov.
   Snêrgast blev ikke helt skuffet. Da der var gået tre dage, blev det nødvendigt at henrette en halv snes mennesker, men langt flere havde dog fundet deres sjæl og vist det ved flittigt arbejde og mådeholden vindrik.
   Straks efter lod Snêrgast drømmemesteren Bjêlusin lænke og anklage for at ha voldt uro og misfornøjelse; han var til største skade for folket og havde langt mere fortjent at dø end de stakler, han selv havde vildledt. Men denne strænghed førte til den første borgerkrig under Snêrgasts styre. Drømmepartiet dannede en så stor hær, at Snêrgasts tilhængere blev bange og upålidelige, men han vidste at berolige dem. Han sae: Hvis det var deres sjæle, I skulde slås med, så havde I grund til at være bange, for en enkelt af dem kan udføre flere bedrifter end I alle tilsammen. Men har I ikke lagt mærke til, at deres tapre sjæle på en underlig måde har taget kraften af deres kroppe, de er ganske uduelige til jagt og agerdyrkning. Når de nu synes så overmodige, så er det igen deres sjæle, der er skyld i det; dem stoler de på og glemmer, at de i alt fald for øjeblikket sidder i en krop, som nok skal vise sig ikke at være usårlig.
   Snêrgast fik ret. Modstanderne blev slået uden vanskelighed, og da sejren var vundet, viste Snêrgast mildhed som sædvanligt, men han benyttede rigtignok lejligheden til at få alle drømmeprofeterne slået ihjæl..
   Der stod en ung mand med barsk blik og sammenbidt mund og så på, at drømmemestrene blev dræbt; han hed Frænosvek; han var den søn, Mysa havde født efter Bramântas død. Da han havde set det hele til ende, trådte han hen til Snêrgast og spurte med ærbødige ord, men med uforandret barskhed i sine øjne, om han kunde blive optaget i hundredmandsvagten. Snêrgast så alvorligt på ham og svarede, at han ikke vilde nægte folkets kommende høvding at opfylde hans bøn. Samme dag forelae Snêrgast på tingforsamlingen det spørsmål, hvor gammel en mand skulde være, inden han kunde indta stillingen som folkets høvding, og ved den følgende afstemning blev alderen fem og tyve år slået fast. Snêrgast spurte Frænosvek, hvordan folkets afgørelse huede ham, og han svarede: godt, men med et koldt ansigt, der syntes at modsige hans svar. Han var den gang kun atten år.
   Frænosvek havde jord og passede den godt, men vågede også med nidkærhed over, at ingen mand forsømte sin lod, og hvor han fandt grund til klage, berettede han det til Snêrgast, og skete det, at svaret viste en vis eftergivenhed, trængte han hårdt på, at straffen straks skulde følge på forseelsen. Han gik klædt i uprydet fåreskind og var en hader af al slags overdåd; han foreslog strænge love imod det, og Snêrgast gjorde for hans skyld, hvad han ikke vilde ha gjort af egen tilskyndelse. Frænosvek gjorde sig uelsket af folket. I stridigheder om sjælen og guderne tog han ingen del og meddelte ikke til nogen, hvad han selv troede.
   Landet udvidedes mægtigt under Snêrgasts styre; folket formerede sig stærkt og spredte sig langt ud over sine første grænser. Det var en god tid, og mænd, der huskede de gamle blodige fejder, gav Snêrgast tilnavnet den lykkelige. Han tog imod det med et smil og sae, at lykkelig var det tilnavn, folket kunde gi sig selv, men han vilde bære det på hele folkets vegne.
   Alligevel blev drømme ved at blomstre, skønt der blev talt mindre om dem. Folk havde syner om natten, og efterhånden viste de sig også om dagen. Mænd, som arbejdede på deres marker, så store, lyse mennesker komme ned fra himlen og gøre tegn, som om de vilde tale, men de forsvandt, når der blev gjort spørsmål til dem. Jægere kom hjem og berettede om store dyr, de havde mødt, med to hoder og flere ben, end selv et stort dyr har brug for. Skippere så slanger rejse ryggen under bølgernes kamme, først på længde med en træstamme, siden så lange, at det måtte antages, de spændte over det halve af jorden. De slog undertiden skibene om og slugte de mænd, der faldt i vandet, ganske hele, og inden de var døde. En skibbruden mand, der hed Dyskres, drev ind på en planke. Han mente, han havde været slugt af sådan en slange og fortalte det nølende og ligesom tvivlende til et par kammerater; de troede ham straks og styrkede ham i hans vaklende tro. De spurte ham ud om hans oplevelser i slangens bug; han begyndte virkelig at huske et og andet; hans troende tilhørere hjalp ham med hans beretning og klarede for ham, hvad der ikke havde været helt klart for ham selv. Siden gik fortællingen, men kun hvisket, hele landet igennem om Dyskres, der havde ligget tre dage i søslangens bug og derefter var blevet spyet op på stranden. Der var ingen tvivl om, at Dyskres stod under store dyreånders beskyttelse, og at han var bestemt til noget mere end almindelig sømand; det mente han også selv, men han dyede sig for at træde frem og højlydt hævde sin betydning, da han frygtede for Snêrgast. Derimod hørte den strænge Frænosvek beretningen, men hvad han tænkte, kunde ikke ses på ham.
   Også jorden selv husede fabelagtige dyr. De skød op som muldvarpe og skræmmede kvinderne fra deres arbejde, så de kom hylende ind til templet, hvor de satte sig under høj anråbelse til Mordrak og Ea. De blev ikke angivet af Frænosvek som værdige til straf, men Snêrgast lod et par stykker hænge, om det så ikke kunde hjælpe på de andre. I alt fald tog mændene det mere fornuftigt og forklarede deres kvinder, at disse dyreånder var ganske fredelige, da man jo aldrig havde hørt om noget ondt fra deres side.
   Snêrgast tog det hele med venlig munterhed; han havde bygget sig en stor hal, og dær lod han sig foredrage et udvalg af de mærkeligste fortællinger i overværelse af så mange, som havde lyst til at høre med. Også Dyskres med søslangen kom for, og når da Snêrgast havde moret sig hjærteligt over sådanne beretninger, kunde han selv ta til orde og tale som følger: Siden den onde, men guddommelige Kresno førte løgnen ind i landet, har den i mange år ligget hen som en udyrket ager, og det glæder mig, at løgn nu endelig har fået så fortræffelige dyrkere, som vi her har eksempler på. Løgn er en skøn og morsom kunst, den har forlystet mit hjærte, som nok kan trænges til for en mand, der har mange alvorlige ting at tænke på. Løgn er en lystig ting, som jeg ikke vil gi lov imod, dens dyrkere kan gå frit omkring, men de skal passe deres arbejde, da jo ingen kan leve af at lyve. Dog mærk jer dette: ligesom der falder straf på den mand, hvem vin gør rasende, sådan vil jeg sætte straf for den, som på grund af en vel fortalt løgn falder hen i hyl og kramper og derved kan blive skadelig for landets vel. I stedet for at le over løgn bliver han grebet af en farlig sygdom, og han skal slås ihjæl som en gal hund; det samme skal ske med den, som ikke ser folk an, men fortæller dem løgne, som gør dem syge. Det gælder især kvinderne, der vel smiler og ler meget, men som trods deres åbenbare kærlighed til løgn ikke kan tåle den, men blir ophidsede af den, i stedet for muntre.
   Umådelig latter fulgte på Snergasts ord, men nederst ved døren stod den unge Frænosvek, han lo ikke.
   Snêrgast mærkede med ærgrelse, at de forunderlige beretninger tog til, men han overholdt den sidste lov, og folk, der blev fundet i krampe eller vildelse, blev dræbt på stedet; det blev ikke undersøgt, orn de havde det fra sig selv eller fra andre.
   Der var endnu nogle enkelte tilbage, der forkyndte Jêkons rene lære; de havde selv enkelte disciple, men aldrig mange tilhængere. Snêrgast, der før havde vist dem en vis ligegyldighed, tog sig nu af dem, fordi de var flittige og ikke led af drømmesyge, og lod dem ofte ta ordet i hallen, når mange mænd var forsamlede. Den mest veltalende gav Snêrgast fri for alt arbejde; han måtte gå omkring og tale til folk, der havde stunder at høre. Høvdingens åbenbare gunst skaffede dog ikke denne mand så mange tilhængere, som det kunde ha været ventet. Blandt hans tilhørere sås undertiden Frænosvek; hans ansigt udtrykte aldrig bifald, men sin mening skjulte han.
   Et år skete der det, at nogle skippere, ved at sejle langs med kysten, kom til et land, hvor der boede andre mennesker. Snêrgast kaldte skipperne for sig og lod dem vide, at de vilde blive hængt, hvis deres beretninger stred mod hinanden eller indeholdt drømmedyr og ånder; hans sind stod her ikke til løgne og latter, men til belæring. Det viste sig da af sømændenes fortælling, at der syv dages sørejse borte boede en stamme af meget stærke og vilde mænd, men da de ikke havde andet våben end store stenkøller, var de lette at overvinde og siden komme i samkvem med. De levede af jagt og dyrkede ikke jorden; de kendte ikke til brød, men fortærede alle slags dyr fra kronhjort til mus, snegle og orme. Men de kunde blive et stort krigerfolk, dersom de havde bedre våben.
   Snêrgast nikkede, da beretningen var færdig og tav. Han overvejede ved sig selv den tanke, om han skulde la hente hundrede af disse stærke mænd og gi dem flere kvinder, tre hver, for at styrke dette folk, der syntes ham at svækkes af drømme og ånder. Dog opgav han igen sin tanke, eftersom den tid nærmede sig, da Frænosvek fyldte fem og tyve år.


Kapitel 19 >