Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
19. Øksetid
Snêrgast bød, at folkets udsendte skulde samles på tempelpladsen, for folket var nu blevet så stort, at ikke alle kunde møde. Men til de udsendte holdt Snêrgast følgende tale:Jeg er nu en gammel mand, og I har sikkert alle mærket, at jeg ikke længere hersker over jer med den kløgt og kraft, som jeg tidligere har ejet. Når der alligevel ikke hidtil har været nogen større tilbagegang at se, så skyldes det jer selv og mine love, som I har lært at rette jer efter. Men jeg trænger til at befries for en høvdings mangehånde besvær, og her ser I da den mand, der skal ta magten efter mig. Frænosvek, Bramantas’ søn. I kender alle hans klogskab og gode vilje, I har tillid til ham, ligesom jeg selv, for han har i de sidste år taget mere og mere af mit arbejde på sig. I ved lige så vel som jeg, at Frænosvek besidder kløgt og snildhed; I elsker ham. Jeg glæder mig som I selv over, at landet ejer en så herlig mand til at være min efterfølger. Jeg vender nu tilbage til det hus, hvor jeg engang boede, for igen at dyrke jorden, men inden jeg går, vil det glæde mit hjærte at høre mit folk tiljuble sin ny og værdige høvding.
Sådan talte Snêrgast; hans smil vidnede om den glæde, han følte, og han satte sig beskedent midt mellem folket, som det sømmer sig den menige mand.
Der fulgte en lang tavshed på Snêrgasts ord. Frænosvek trådte frem, som for at ta imod hyldest og tale, men alles øjne undveg ham, og han tav.
Endelig stod en gammel mand op og talte: O Snêrgast; tavsheden har talt og tydeligt sagt alles mening; tavshed er den hyldest, vi bringer Frænosvek. Hvorfor, Snêrgast, vil du forlade os? Vi har ikke mærket, at din kløgt eller kraft har taget af; vi elsker ikke Frænosvek og har ingen tillid til ham. Vi forstod dig ikke, før vi bag efter kom til at huske på, at du er en mester i kunstig tale. Men du har villet prøve vore hjærter, og her er vort svar: Snêrgast, og ingen anden, så længe han lever.
Ved disse ord udbrød høje hyldestråb; Snêrgast rejste sig smilende og sae: Frænosvek er sikkert ikke mindre forbavset, end jeg; dog, folkets vilje bør i dette tilfælde være lov.
Da råbte han, der havde talt før: Da vil vi selv vælge vor høvding, når du er død, og udelukke hvem vi ikke ønsker; du har selv givet loven.
Da Frænosvek hørte det bifald, der nu fulgte på, gik han sin vej, og en søn af Snêrgast, Hyskænas ved navn, råbte: Lad os sætte efter ham og slå ham ihjæl; ellers blir han en anden Hæsuas.
Men Snêrgast svarede: Lad ham gå i fred. Måske vilde det være klogt at dræbe ham, men i de sidste år er jeg kommet til at tro på det ord af Jêkon, der siger: Mildhed synes nu de fleste enfoldig, men er dog tit den højeste klogskab.
Snêrgast gav derefter tilladelse til, at der blev holdt en fest, som det hørte sig til ved valg af en høvding, og resten af dagen gik muntert med kød og vin, musik og dans.
Men en af dem, der sad på gammelmandspladsen uden for festens midte, talte således, idet han rakte hodet hen mod sin sidemand: Kære nabo, den mand Frænosvek gik bort i vrede. Hvad ondt tror du vel, der kan komme af det? —
Sandelig, nabo, svarede den anden med sin tandløse mund fuld af bævrende flæsk, — jeg ved det ikke, og synes du ikke, at vi i den korte tid, vi har igen, skulde fæste vort sind ved det, der er glædeligt, hellere end ved det modsatte?
— Ingenlunde, nabo, svarede den første, idet han betænksomt drak en lille slurk af den tilrakte vin, — eftersom vi er de ældste, er vi også de klogeste, men det klogeste er netop at forudse det onde, der kan ske.
— Da mener jeg, kære nabo, at man hellere skal bruge sin alderdom til at være glad og mindes det søde, man har oplevet, end det sure, man har udsigt til, ti ligesom denne vin er sødere end et umodent æble, sådan har alderdommen sin sødme forud for den grønne ungdom. Dog, nabo, det er bedre at drikke end at snakke. —
Du taler som en gammel tåbe, hvad sødme er der vel i lændegigt, besværlig mave og tandløse gummer? Og hvad mindets sødme angår, som du så naragtigt snakker om, da har jeg haft tre koner, og vil du ikke indrømme, at det at skændes med tre kvinder, er tre gange så slemt som kun at skændes med een?
Jo nabo, du regner ganske rigtigt, men ser du: kvinden er en sød vin; dog, hældes hun i en sur kande, blir hun selv sur; at jeg med kanden mener manden, begriber du vist ganske let. Jeg har også haft tre koner, og de var alle tre aldeles søde at eje. Hvorfor, nabo, det behøver jeg ikke at forklare for dig, der lige har hentydet til din kløgt?
— Jeg forstår dig nok nabo, jeg har i mit lange liv gjort den erfaring, at jo større nar en mand er, des mer elsket er han af kvinder.
— Ja, ja, nabo, hellere en sød nar, end en sur vismand. Men ser du den gamle kvinde, der sidder lidt fra os og smiler så lyksalig. Lad os tale til hende for at høre om årsagen til hendes lyksalighed: Hej, gamle mutter, hvad er det, du sidder og smiler så lyksaligt over?
— Jo, nabo, jeg drømte i nat, at min sjæl gik langt ud i den store skov, og der mødte den en ung karl, og jeg blev favnet af ham, som om jeg var ung endnu og ikke otte og halvfjerds.
— Kære naboerske, dine ord glæder mig, du er af mine folk. Hvor det er skade, at jeg ikke kendte dit sindelag for fyrretyve år siden; du skulde ha været min fjærde kone.
Der gik endnu ti år under Snêrgasts høvdingskab. Da han mærkede, at han skulde dø, samlede han nogle af de udvalgte mænd og talte med dem om den ny høvding. De erklærede, at de vilde vælge en af hans sønner, og Snêrgast pålae dem, at de måtte ikke vælge Hyskænas. — Jeg frygter, sae han, — at han vil bringe ulykke over landet, hvis han blir høvding.
Men med Hyskænas’ oprindelse hang det sådan sammen. På en jagt langt borte i udmarken var Snêrgast ved aftenstid kommet til en ensom hytte, hvor der boede en mand, han selv havde forvist, sammen med sin eneste datter. Snêrgast traf hende uden for hytten, hun var ung, og han talte venligt til hende, men hun svarede med at slå ham i ansigtet. Snêrgast blev forundret, men gengældte smilende hendes slag med et så kraftigt, at hun blev slået til jorden. Derefter tog han hendes hånd og foreslog fred og bad om noget at spise. Pigen blev noget mere ydmyg, og Snêrgast forstod af hendes tale, at hun aldrig havde kendt andre mænd end sin fader, der altid havde slået hende, indtil hun nu endelig var den stærkeste og kunde true ham til fred. Snêrgast talte med faderen, der var meget gammel, gav ham foræringer og blev i hytten den nat. Da han tog bort, gav han fader og datter tilladelse til at komme tilbage, og til hende sae han, at hvis hun fødte ham en søn, skulde hun komme og bo hos ham. Dette skete også ni måneder efter, men pigen var stadig meget vild og vanskelig, og da sønnen Hyskænas voksede op, viste det sig, at han havde samme sind som sin moder. Han gik tidligt til tvekamp og dræbte altid; han var stærk og modig og en stor jæger. Han var fåmælt og uvenlig, modsat Snêrgast, han havde sin faders smil, men mere spottende, aldrig mildnet af muntre ord.
Men i de dage, da døden lae tåge om Snêrgasts ånd, forberedte Hyskænas sig til at ta magten. Han samlede sine tilhængere og skaffede sig ny ved løfter, og midt under festen for den døde høvding angreb han med sine folk Snêrgasts andre sønner og huggede dem ned foruden adskillige af hans venner, mens de var glade af vin og ikke anede ondt. Ved trusler og ved økser gjorde han sig til folkets høvding, og han fejrede sit høvdingskab, ikke ved fest og jubel, men ved en stor dræbning, der varede flere dage, indtil al fare for modstand var slået ned.
Hyskænas var en elsker af drab, som landet endnu aldrig havde set mage til. Han fremmede strid med omhu, for at folket kunde holdes splidagtigt og svagt, men da der på den måde var gået tre år, og han så, at megen jord kom til at ligge udyrket, måtte han i stilhed sande sin faders ord, at landet behøvede mænd. Han gav da sin grusomhed en anden form, sådan at den kostede landet færre mænd og samtidig skaffede ham selv den tilfredsstillelse, hans sind havde trang til. Han rettede sin forfølgelse mod drømmere og sjæledyrkere, lod dem gribe og langsomt pine til døde en for en, men endnu vildere forfulgte han tilhængere af Jêkons lære, der i de senere år var blevet mere talrige. Han var en hader af mildhed, og de, der vovede at prise den, måtte på deres krop gøre prøve på dens modsætning; han udtænkte og ledede selv deres pinsler, men havde den skuffelse, at mange af Jêkonslærens martyrer nægtede at forlyste hans sind med jammer og bøn om skånsel; tværtimod var der flere af de pinte, der med bloddryppende legeme erklærede Hyskænas for mere ulykkelig end de selv og beviste ham med kraft og veltalenhed, at den onde er den mest ulykkelige af alle mennesker, at hans ondskab ikke bær de ventede frugter på dem, den piner, men en dag vil vende sig mod ham selv. Og da først en af de ældste Jêkondisciple havde givet dette eksempel, blev det taget op af andre, der måtte følge efter.
Den mest bekendte af disse martyrer var Jêkon den yngre, der blev spiddet fast til et træ på tempelpladsen. Det var kommet Hyskænas for øre, at Jêkon den yngre var meget elsket af folket og aldrig havde haft en trætte med nogen mand, og det var nok til, at Hyskænas besluttede at fange og dræbe ham. Mens han hang på træet, og hans blod dryppede ned på jorden, talte han disse ord, der blev hørt af mange og siden aldrig glemt: O Hyskænas, du ser verden ond, fordi du selv er ond; jeg tror verden er god, skønt det for øjeblikket kunde se anderledes ud. Men ondskab, Hyskænas, kan ikke vedblive at leve, fordi den ikke har andet at nære sig af end sig selv, og af dens skød kommer idel ufrugtbarhed. Jo flere veltænkende mennesker du dræber, des mere synes din ondskab at trives, men jo nærmere er den ved at tilintetgøre sig selv. For dig ser det ud, som om din ondskab har trivsel og breder sig over hele landet, men den er kun en pest, der en tid synes at vinde overhånd. Kunde vi tro, at pest er bestemt til at herske, måtte vi hellere alle, også de sunde iblandt os, lægge os til at dø, men pest tilintetgør sig selv tilsidst, og godhed skal vokse på den plads, som ondskab har hærget så længe, at dens rødder visner i sit eget fordærvede muld. Jeg ser den tid komme, da ondskabs frø falder ufrugtbare til jorden, og den tid fremmer du, Hyskænas, mens du tror at fremme, hvad der er dit eget. Se mit blod drypper ned på jorden; det vil bære større frugt end din ondskab og dine mænds økser.
Den bifaldsmumlen, der fulgte på Jêkon den yngres ord, bragte Hyskænas’ raseri til at skumme over; han styrtede frem med sin økse og huggede løs på den talende, til han ikke rørte sig mere, og mange blandt de omstående sae højt: Jêkon havde ret; se på Hyskænas, selvfortæreren.
Hyskænas havde sin livvagt hos sig; han stirrede om sig med blodskudte øjne, og det så ud til, at der nu skulde komme en stor dræbning, men i stedet for vendte Hyskænas sig til siden, pegede og råbte stirrende: Dræb dem, lad dem ikke komme nærmere.
Men det var en tom plads, Hyskænas pegede på; der sås intet sted noget, der kunde dræbes. Da der var gået en stund, begyndte også andre at råbe om ulve, slanger eller andre vilde dyr. Det måtte da vel være dyreånder, Hyskænas havde set, og som nogle af drømmerne havde set efter ham, men der blev ikke enighed om, hvilke det havde været. Men både for de troende, der havde set et jærtegn, og for Jêkonmændene, der anså Hyskænas for at være blevet gal, lå der i det forefaldne en bekræftelse af Jêkon den yngres ord.
Hyskænas havde ikke ved sin forfølgelse af drømmerne udrettet, hvad han havde ønsket. Ånderne viste sig nu tiere end før, de kom op af jorden og ned fra himlen i endnu større mængde. Og ånderne havde forandret natur, siden de var blevet mange; de var ikke fredelige som før, men anfaldt folk og lod dem ligge på jorden i fråde og krampe. Værst var de afdødes ånder; skønt de ikke var bevæbnede, kunde de slå en mand til jorden ved at berøre hans skulder; de behøvede blot at pege, hvor hjærtet sad, så blev det straks sygt; de lae en finger på en mands bryst, og blodet sprang ham ud af munden. Mest frygtet var ånder, der krøb ind gennem munden på dem, de mødte, og blev boende i dem. Den, der husede sådan en ånd, blev ganske vild og rasende; Hyskænas lod dem dræbe, men der blev kun flere af dem. Da ånderne havde begyndt at ta magten, skete det, at en ulykkelig mand, der mødte en af dem, spurte hvorfor de plagede menneskene så meget. Den første, der gjorde det, fortalte senere, at han havde ikke fået svar, men det varede ikke længe, før andre var mere heldige. Jo, ånderne havde svaret dem, men det var bedre, om de ikke havde gjort det, for deres ord var endnu værre end deres handlinger. De døde led ilde og misundte de levende; de var vredagtige og trættekære, og deres største fornøjelse syntes at være den at hævne sig på de levende, fordi de ikke selv levede. Men når en af de ulykkelige døde havde slået en stakkels levende til jorden, blev han så selv mere lykkelig for det? Nej, de døde klagede sig altid, både før de gjorde fortræd og bag efter. — I æder og drikker, råbte de, — I tænder ild, og I klær jer i varmt skind; I ler ad os døde og gotter jer over livet, som I har forud for os, men vent til I blir, som vi, da skal jer ild blive til kold aske; jere skind skal ligge over jere lemmer som kold dug; jert brød skal blive som stenen ved stranden; livet skal tages fra jer, og I skal ikke mere hovne af overmod.
Sådan talte de døde til de levende; sådan misundte de dem det stakkels liv, der var fuldt af plage og usikkerhed, men hvad trøst var der så længere i den tanke, at en så lidet ønskelig ting som livet endte i døden, når døden ikke gav den fred, som menneskene sukkede efter hele livet igennem?
Hvem skulde folket se hen til i deres nød? Ingen profeter talte mere, og Hyskænas hylede efter blod; han føjede frygt til trøstesløshed, og de, der ikke havde samkvem med de døde, Jêkonlærens få og forfulgte tilhængere, kunde ikke være til trøst; de regnedes kun for vantro, og deres lære for gold og ufattelig.
Men da skete der noget mærkeligt, der hos drømmerne vakte håb om bedre tider: Hyskænas sluttede sig til deres parti og tog deres profeter til sine rådgivere. Siden han ved lys dag havde set et syn, som han ikke vilde tale om, kom der andre syner til ham om natten. De mænd, han havde ladet dræbe, kom i rækker frem for ham og fyldte hans nætter med bebrejdelser og jammer. Hyskænas stod længe imod de døde og forsøgte at fri sit betyngede hjærte ved drab og vin, men en nat viste Jêkon den yngre sig for ham; hans tale var som de andres klagende, men tillige fuld af trusler; tre nætter i træk viste han sig for Hyskænas, men Hyskænas stod imod indtil den tredie nat, da han fik et slag på halsen og vågnede med munden fuld af blod. Da overgav han sig for jærtegnet og kaldte drømmeprofeter til for at få hjælp, og han fortalte dem, hvad der var sket.
Den yngre Jêkons ord var da nu gået i opfyldelse: Hyskænas’ ondskab havde ramt ham selv og gjort ham til en fredløs mand med rystende hænder og flakkende øjne. Han syntes at være en from mand, idet han genoptog den forsømte dyrkelse af guderne; han fandt også på at formilde de døde ved at ofre til dem, men det viste sig snart, at hans ondskab var som før; kun søgte han nu sine ofre blandt de vantro Jêkonmænd.
Blandt disse kunde utrygheden ikke blive større, end den allerede var, men det vakte uhyre harme iblandt dem, da det kom ud, hvad Hyskænas havde fortalt om Jêkon den yngre, hvis ånd skulde ha teet sig så uværdigt med jammer, skænden og til sidst slag. En nat, da alle andre sov, samlede hans venner sig på et afsides sted, og deres bedste mand, den unge Kasîngo, tog ordet og talte sådan: Brødre, det er nu åbenbart, at hvad Hyskænas har fortalt om vor elskede lærer, enten er løgn eller en naturlig frugt af hans onde samvittighed. Hvis jeg ikke havde set hans øjne og blodet om hans mund, vilde jeg ha troet, det hele var en ondskabsfuld løgn, sådan som mange af jer har sagt. Men det er sandt, at dommen er over Hyskænas, selv om rædslen har ladet ham se, hvad der ikke var. Hvad er her for os at gøre? Vor lære siger fred og atter fred, men det er nu kommet dertil, at vi må værge vor fred med øksen. Vi må bryde lærens bud, der ikke har forudset en så stor ondskab som den, der nu er imod os. For hvordan vil det gå folket, hvis vi lar vor lære udryddes af drømmere og blodmænd. Det er vor pligt at gribe til øksen og sætte den imod uretten, der truer os.
Denne tale vakte meget bifald, men også nogen modsigelse; mange foreslog åbenlys kamp for læren, og at slå voldsherskeren ihjæl, men andre holdt på fred, så længe det var muligt.
En anden nat, da Jêkonmændene var forsamlede, kom Hyskænas selv til dem, fulgt af sin bevæbnede vagt. De andre løftede deres økser og beredte sig til kamp, men Hyskænas forklarede dem, at han kom med fred. Han kunde ikke få ro for den myrdede Jêkon, der nu kom hver nat, viste sine dræbte venner, truede og til sidst slog, så blodet sprang. Hans egen drømmemester kunde ikke hjælpe ham, og nu kom han til Jêkons venner for at de skulde tale med hans sjæl og bede om fred for Hyskænas.
Da råbte mange af mændene: Vi taler ikke med døde; heller ikke vil vi forhandle med Hyskænas, så længe han er omgivet af bevæbnede mænd, men da traadte Kasingo frem, han var snild i ord, og det blev senere sagt om ham, at han var en søn af Snêrgast. Kasingo talte således.
Det er rigtigt Hyskænas, hvad disse mænd siger, at du må sende dine mænd bort, før vi kan underhandle med dig, men skulde det mod forventning ske, at de døde ønskede at meddele os noget, da vil vi opmærksomt høre på dem.
Da sendte Hyskænas sine mænd bort og sae med indsmigrende lader: Jêkons mænd; jeg betror mit liv i jere hænder, for jeg ved I elsker fred og ikke misbruger den tillid, der vises jer.
Kasingo besvarede Hyskænas’ ord med et smil og sae: Det er sandt, at vi elsker fred, og kommer du med fred til os, så elsker vi også dig for så vidt. Vanskeligere synes det at få Jêkon til at elske dig. Du vil sige, at der fra ham kun er kommet gengæld; jeg vil hellere sige opfyldelse, for aldrig er nogen profets ord blevet opfyldt, sådan som vi ser det på dig. Du lider af en slem sygdom, du ikke i tide har forsøgt at helbrede. Vi kalder den ondskab; du kalder den sikkert noget andet, men at det er en sygdom, indser du nu også selv. Den har gjort dig svag og skælvende, du er ganske i dens vold som i din værste fjendes. Måske er det den, der har påtaget sig Jêkons skikkelse og slået dig. Genkender du ikke i slagene på din krop de slag, du har ladet tilføje andre? Sådan er din sygdom, den rammer først andre, og du glæder dig over dens kraft; så vender den sig mod dig selv, og du forfærdes over, hvor stærk den er. Men du mener altså, at det er Jêkon selv, der har slået dig. Så vil jeg nu spørge Jêkon, om du har fået gengæld nok. Jêkon hvis du vil, så vis dig for Hyskænas og sig ham, om han nu har fred, eller hvor længe, gengæld endnu skal vare.
Mændene hørte med undren disse ord af Kasingo, der ikke var drømmer, men straks efter forstod de ham, for Hyskænas’ øjne og skummende mund fortalte dem, at han så en skikkelse, som han antog for Jêkon, hvis gøglebillede Kasingo altså havde kaldt frem. Hyskænas begyndte at skrige forfærdeligt og gribe efter sine våben, så de tænkte på at binde ham, så styrtede han kraftløs om på jorden som ramt af et slag, og han blev liggende i krampe.
Mændene så på ham et øjeblik, så vendte de sig som fra et syn, det ikke sømmede sig for mennesker at se på. De gik bort, og om aftenen fandt de Hyskænas på samme sted, død og uden noget sår.