Den gule krønnike

---

Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

20. Profeten Frænosvek

   Glæden over at være befriet fra den blodige Hyskænas var stor og samlede en tid hele folket, men forskellig tro delte det igen, ti det ene parti så i Hyskænas’ død et nyt bevis på sjælenes magt, der gjorde dem mere sikre i deres tro, men også i højere grad fyldte dem med frygt, for hvor mange sjæle var så forstandige, at de slog netop den, der mest fortjente det? De fleste var blot onde uden al rimelig skælnen. Men lige så bestyrkede i deres opfattelse følte de såkaldte vantro sig; der var kun sket det, som den levende Jêkon havde forudsagt, og som den døde ikke havde nogen del i: ondskab havde dræbt sig selv. Men med den stærke tro hos det første parti fulgte også vrede mod de andre, der viste en uforsvarlig ligegyldighed både over for sjæle og guder. Mange så til deres økser og tænkte, at de bedst kunde udjævne trætten, men mindet om en drabsmand var frisk hos dem, og de betænkte sig på at slå til.
   Det blev Kasingo, der en dag samlede folkets sendemænd på tinge og talte til dem således: Brødre, ingen begivenhed har i mange år fyldt os med så stor glæde som Hyskænas’ død. Tanken derom løber gennem vort sind som en kilde med læskende vand, men ved siden af den løber en anden med rødt og giftigt vand, det er mindet om Hyskænas’ liv. Men hør nu, hvad vi kan lære af denne mand, dette uhyre, vil mange sige, dette menneske siger jeg med sorg og beskæmmelse. Når en stor ondskab bryder ud hos en mand, i hvem der er noget af en høvding, så er der mange, der går med ham. Nogle gør det af frygt, det er menneskeligt; andre af lyst til rov, det er også menneskeligt, men andre af en tredie grund, der fylder mig med uro som den farligste: den at det voldsomme udbrud af ondskab virker på dem som en kraft, der løser en anden kraft, der hidtil lå sovende i deres sjæl. Disse mænd er stærke, men ikke onde; de ser kun på kraften hos den, de følger, og spør ikke om ondt eller godt. Tilmed synes kraften altid større hos den mand, der gør mest fortræd. At udfolde kraft i ødelæggelse gir en rus, som mange mænd ikke kan stå imod. Hyskænas selv var en stærk mand i sine første dage; han sank hurtigt og hans følgesvende, der var bedre end han, sank også efterhånden. Mange af dem lever endnu iblandt os, men hvordan vilde det gå, dersom disse mænd fik magten? Da vilde hele folket som Hyskænas komme til at ligge på jorden, sparkende af krampe, og vi kunde ikke vende os bort som fra Hyskænas, men måtte nyde synet af os selv til det sidste rædsomme øjeblik. Men jeg tror ikke, nogen ønsker mere blod. Vi er gået igennem en rus af overvættes kraft og kan vel nu holde fred i nogen tid. Varig fred venter jeg mig ikke af menneskene, de skal engang imellem rase som ilden og orkanen. Dog er der enkelte blandt os, i hvem raseriets kilde ikke flyder, lad os beholde vor lille plads i fred, og bliv ikke vrede, fordi kraftens vilde rus ikke kommer over os. At dens brusende vand til sidst står stille, blir rødt og giftigt, det har I set eksempler nok på. Brødre, lad der da nu være fred iblandt os, jeg vil ikke umenneskeligt sige: altid, men dog så længe som fred er tålelig.
   En mand i forsamlingen råbte op til Kasingo: Men I Jêkonmænd foragter vor tro og spotter over de dødes sjæle, der dog denne gang har gjort jer en større gavn end os.
   Kasingo svarede: Brødre, ingen skal spotte den andens tro. I tror, at Jêkons sjæl har dræbt Hyskænas for hans ondskabs skyld; vi tror, at hans ondskab har dræbt ham. Forskellen synes mig ikke nær så vigtig som det, vi kan enes om, at ondskab dræber. Lad den forblive fremmed for os alle, og lad enhver beholde sin tro for sig selv og i fred. Lad os lægge øksen ned og i stedet for lægge hånden på den fredelige plov, så tør jeg love jer, der har en anden tro, at sjælene også efterhånden vil gi fred, som de gjorde i Snêrgasts dage, ikke jamre eller slå.
   Disse ord vakte bifald hos mange, dog var der nogle, der knurrede, da det blev foreslået at vælge Kasingo til høvding; de vilde ikke styres af en mand med en vrang tro. Men der fandtes ingen mand, der ret kunde tale deres sag, og Kasingo blev valgt.
   Om de ti år, Kasingo styrede landet, er kun lidt at fortælle; der skete ingen store eller mærkelige ting. Folket udvidede sig længere ind i landet, ryddede skov og dyrkede jord. Drab blev sjældnere, men jorden blev bedre dyrket, folket trivedes og var tilfreds. Kasingo bragte offer, som før ham Snêrgast, både til Mordrak og til Ea, men dyrkelse af sjæle erklærede han for enkeltmands sag. De blev i begyndelsen af hans tid dyrket ivrigt, men da Kasingos ord gik i opfyldelse, og de døde virkelig blev mere godsindede, i det højeste klagede, men næsten aldrig slog, så faldt mange af den grund fra og gik over til Jêkonmændenes parti. Misfornøjede var sjæledyrkerne dog stadig, og da nu ingen forulempede dem, plejede de deres misfornøjelse og deres tro på ånder og spøgelser, som de efterhånden rensede for al uren iblanding og erklærede for den eneste sande tro. De led ikke de altid velvillige og vist ganske lykkelig Jêkoniter, men de hadede af varmt hjærte, deres tidligere meningsfæller, der enten var faldet fra troen eller dog var blevet lunkne. Selv var de ilde lidt og følte det som en yderligere styrkelse af deres tro. De kaldte sig de Rene.
   Men i Kasingos tiende regeringsår kom en skipper hjem fra en rejse langs kysten og fortalte, at et stort folk var på vandring mod landet; en del havde han set fra kysten, men store støvskyer inden for viste ham, at der var mange flere, han ikke kunde se.
   Denne efterretning vakte røre i landet. De Rene erklærede, at nu kom straffen over folket for dets vantro og lunkenhed, men ingen havde tid til at høre på dem; Kasingo påbød almindelig væbning og øvelse i våbenbrug, og syv dage efter sås en stor hær komme frem i synsranden; støv og høje skrig var det første den tilkendegav sig med. Udbyggerne flygtede fra deres jorder og samlede sig med det forrige folk indenfor de rester af muren, der var igen. Kasingo ordnede sin hær, og inden dagen var til ende, stod fjenderne et pileskud fra muren. De fremmede krigere syntes stærke og vilde, dog plyndrede de ikke eller myrdede blandt de tilbageblevne, men de istemte et højt skrig, der efterhånden blev forståeligt; det lød: Mordrak er gud, Mordrak er gud.
   Da Kasingo havde set en kort tid på den fremrykkende hær sae han: Disse krigere styres åbenbart af en klog og mægtig høvding, siden de ikke raser, sådan som man kunde vente; jeg vil gå frem og tale til ham.
   Kasingo gik frem fulgt af tyve bevæbnede mænd, og straks skilte der sig ud fra de fremmedes hær en mand ligeledes med bevæbnede mænd om sig. Kasingo mødte føreren midtvejs; han var langt ude over sin ungdom, men en kæmpe at se til; hans blik var flammende som hos en profet, men tillige koldt og bydende; Kasingo så, at han stod over for en høvding. Han spurgte: Hvem er du, og i hvilket ærende kommer du til mit land?
   Den anden svarede: Jeg er Frænosvek, hvem dit folk har drevet ud af mit eget land. Som en hjælpelos tigerkilling måtte jeg flygte herfra, men som en udvoksen tiger kommer jeg tilbage, ti Mordrak min gud er med mig. På Mordraks bud vender jeg tilbage, og ve over et folk, der ikke vil bøje sig for Mordrak.
   Kasingo svarede sagtmodig: Mordrak kender jeg; dog ser jeg ham ikke ganske tydeligt i dit følge; dine mænds økser skjuler hans skikkelse for mig. Byd derfor dine mænd at lægge økserne bort, at jeg bedre kan se jer gud. Hvis du derefter har nyt at fortælle os om vor fælles gud Mordrak, da vil vi gærne høre på dig. Ingen gud, der er god er uvelkommen i mit land.
   Da skreg Frænosvek, hans blå øjne lyste som en nylig udhamret økse: Hvad kommer du til mig med lumsk og venlig tale. Tror du, at dine listige ord kan forplumre Mordraks klare vilje, som jeg kommer for at bringe til udførelse? Hvad taler du om en gud, der er god? Der er ingen gud uden Mordrak; ham tilhører al magt, og han vil knuse alle, der sætter sig op imod ham; som en storm vil han feje jer bort; som en stor ild vil han fortære jer. Fald ned og tilbed Mordrak, hvis I ikke vil dø.
   Kasingo gav et tegn, og hans hær begyndte at rykke frem; så sae han: Din mund siger Mordrak, men dine øjne siger drab. Kommer I med en gud, vil vi ta imod jer; kommer I med økser, vil vi stå jer imod, men truer I på en gang med gud og økse, da hører vi af de to ting kun den sidste, og vil ta den mulighed, som øksen byder os.
   Da frådede Frænosvek om sin mund og vendte sig mod sine mænd, men inden han fik givet befaling til angreb, råbte Kasingo: Betænk dig, Frænosvek! Kommer du som en ny tyran, der bruger Mordraks navn til at ryste vort mod, og sejrer du ved drab, da vil du i folkets øjne aldrig blive andet end en tyran; du vil dø hadet, og din gud vil aldrig blive elsket.
   Frænosvek svarede med vild foragt: Du taler om Mordrak, som om han var en ung mand, hvis attrå er at blive elsket. Mordrak er ild; hans vrede er en skovbrand, der strækker sig milevidt; den stanser ikke ved det første træ og føler sig mættet. I skal fortæres af Mordraks ild.
   Efter disse ord gav han tegnet, og kampen begyndte. Men de to førere blev i samme øjeblik dækket af så mange af deres mænd, at de ikke kunde komme til at skifte hug. Kasingo opmuntrede sine mænd og gjorde dem opmærksomme på, at selv om fjenderne hver især var stærkere, så var deres våben svagere. Kampen var hård og blodig, men sejren uvis, og da den havde varet en stund, syntes Frænosveks mænd mindre villige. Kasingo lod da blæse til stansning, og lidt efter stod de to hære som før med en strimmel land imellem, men nu blodig og fuld af døde.
   Da gik Kasingo for anden gang til møde med Frænosvek og talte sådan: Du er en stor høvding og en tapper mand. Du vilde ha fortjent den sejr, du ikke vandt, dersom du ikke havde vist, at din hu står til blod. Du vilde også ha vundet sejr, dersom din gud havde været lige så duelig smed som vore egne smedde.
   Med de ord hævede han sin økse og slog så voldsomt til den, Frænosvek havde i hånden, at den sprang, Kasingo tog uden ord øksen op og viste Frænosvek med forklarende finger dårlig smedning. Men på begge sider opstod stor undren over, at han ikke dræbte Frænosvek. Dog Frænosvek selv stod ubøjet og uden frygt.
   Kasingo tog igen ordet: Dele mit land med dig, vil jeg ikke, for det vil bringe forstyrrelse, hvor før var orden; men vil du med dine mænd nedsætte dig her uden for som venlig nabo, da vil vi holde fred med jer.
   Frænosvek svarede: Mordrak slutter ikke med fred, men fortsætter sin krig, indtil den er vundet. Dog forstår jeg i øjeblikket ikke min guds mening, og jeg nødes til at ta imod dit tilbud.
   Kasingo sae smilende: Da du selv altså synes uden vilje, og din forstand heller ikke forekommer mig særdeles klar, vil jeg minde dig om, hvad du sikkert kan fatte; at jærngruben ligger i mit land. Om vore smeddes duelighed ved du allerede besked.
   Kasingo lod nu de fremmede vise den grænse, de ikke måtte overskride, de hentede deres børn og kvinder, der var længere bag ude og begyndte at indrette sig. De dyrkede korn og kunde også andet, som de vel havde lært af Frænosvek, men de var i det hele fattige og meget nøjsomme.
   Kasingo tog en dag Frænosvek og nogle af hans mænd med sig; han viste ham havets bred og sae: Ser du disse mange små sten, der ligger på bredden. Bølgerne skyller dem et stykke op og trækker dem siden lidt tilbage igen, men de kommer aldrig ret langt. De er våde og blanke at se til; de tørrer i solen og bliver matte; de forandres stadig lidt, skønt der ikke sker meget med dem. Ser du, de er runde og glatte? De er uden kanter og kan trille mellem hverandre uden at gøre fortræd. Stenene det er menneskene; deres liv er som stenenes, men en hård hånd kan slå dem i stykker og gøre dem skarpe og hårde mod hverandre.
   Ser du denne hvedeager? Stråene er svage; de vokser op mod solen, deres frugt tynger dem ikke meget; de bær den med en lille krumning af strået; deres liv, når det er kommet til modenhed, har givet dem deres byrde, men afpasset byrden efter strået. Men her er en haglbyge gået hen over en del af ageren. Stråene er knækkede, eller dog bøjede, deres livs byrde kan de ikke mere bære oppe. Hvem var herre for haglbygen? Vilde han ageren noget godt? Den hvede, der ikke kom under haglene, priser livet, ikke haglbygen. Vi kender ikke haglenes tider og veje, men lad ikke os mennesker, der selv er som hvedestråene, kalde på haglbygen.
   Ser du den hare, der for et øjeblik siden sprang frit omkring, legede og åd af markens urter? Nu sidder den i gabet på en ræv, der uanet kom over den. Sådan er menneskets skæbne: pludselig sidder han blodig mellem tænderne på et vildt dyr, men ser han nærmere til, opdager han, at det vilde dyr er en broder.
   Frænosvek svarede vredt: Jeg ledes ved din vamle og tåbelig tale. Mordrak hader disse runde, velvillige mennesker, der ruller hjælpeløst hid og did. Mordrak ved alt og er herre over alt, hvad der sker. Ingen hånd kan knække et hvedestrå, uden Mordraks hånd fører den.
   Da sae Kasingo: Da jeg kunde ha hugget dig ned med min økse, var det altså Mordrak, der holdt min hånd. Nu vel, det er godt for dig, at jeg ikke er så opfyldt af Mordraks vilje som du, for da havde jeg sikkert forstået den sådan, at jeg burde slå dig ihjæl. Dette ikke udførte drab er stadig genstand for min tvivl, men jeg er ingen blodmand, og det er min tro, at du kan holdes ufarlig.

   Frænosveks folk fældede træer og byggede sig huse, men foran dem og nær ved landets grænse lod Frænosvek bygge et tempel, og når Kasingo ofrede ved sit tempel, så han Frænosvek samle sine troende om det andet. Der stod ikke megen røg af hans offer, des stærkere lød ordene derfra, og profetens mægtige røst rungede ind over den gamle tempelplads; ordene kunde ikke skælnes, men tonen var så vældig, at mange vendte sig fra deres eget offer for at lytte til klangen af den ny stemme der ovre fra.
   Men ingen var så ivrige efter at høre om den ny lære som de Rene, blandt hvem mange havde deres jord liggende nær ved grænsen. Da de nogle dage i afstand havde hørt Frænosveks forkyndelse, gik de hen til ham og sae: Giv os et bevis på Mordraks magt.
   Frænosvek svarede: Hvad kommer I til mig og forlanger et bevis, I, der selv har stået ved siden af og set det? Jeg var i min bitreste fjendes magt. Mordrak havde nægtet mig sejr, han tillod, at min økse blev splintret af en mand, der hadede og frygtede mig. Og dog løftede min dødsfjende ikke sin økse for at dræbe mig. Behøver I andet bevis på Mordrak min guds almagt. Han forvirrede min fjendes tanke, så han ikke kunde følge den attrå, hans hjærte indgav ham. Mordrak lammede min fjendes mod, der er som løvens; Mordrak lod hans hånd falde død ned; han reddede mig ud af dødens gab, da jeg selv anså mig for død. Sådan beskytter Mordrak dem, der tror på ham, og en dag vil han gi min fjende i min vold, og da vil Mordrak ikke skåne den mand, der også er hans egen fjende.
   Da de Rene havde hørt disse ord, blev de grebet af frygt, og de sae: Sandelig, Mordrak er gud, og de kom hver dag i stadig større tal for at høre på Frænosvek; dog holdt de sig endnu inden for deres eget lands grænse, og tog ikke åbenlys del i Frænosveks gudsdyrkelse. Men da Frænosvek så dem stå der ved grænsestenene ludende for over, for at ingen af hans ord skulde gå tabt, da rettede han en del af sin tale til dem, befalede dem at gå over grænsen, samle sig ved templet og tilbede Mordrak; den straf, der engang vilde komme over deres folk, skulde ikke ramme dem. Han hånede deres lære og forbandede den Jêkon, som andre i deres land kaldte en profet. — Jêkon, sae Frænosvek, — dyrkede fra først af Ea, der er en afgud, hvis navn skal være forbandet. Men senere kom der tvivl i Jêkons sind, han så, at Ea var en afgud, men kom aldrig længere end til tvivl, og han lærte folket at tvivle. Hermosanti, min stamfader, forkyndte Mordraks sande lære, og Jêkon vendte sig halvt mod Mordrak, men blev stående ved sin egen tvivl, også dette kun halvt. Jêkon var gul, og hans tvivl flyder endnu som en skidden gul strøm i dette folks hjærte, en flod af dynd, men Mordrak skal udtørre den i sin ild og sprede dens støv til alle sider, så ingen nogen sinde skal samle det op igen og sige: Se, det er Jêkons tanke! Der er en anden Jêkon, som jeg har hørt tale om; jeg kender ham ikke, men jeg ved, hvordan han var; Mordrak har sagt mig det. Denne Jêkon var en vissen gren af det grublerens træ, som den gamle Jêkon sad under, og som visnede under hans tvivl lige som han selv. Og hele dette gule folk er vissent; det skal fældes og brændes, men endnu en kort tid er der frelse for dem, der vil ta ved troen på Mordrak.
   De ord af Frænosvek fremkaldte larmende jubel fra hans mørke mænd, men de andre blev stående som før, bøjede og ludende.
   En dag sendte de Rene nogle mænd over til Frænosvek for at spørge, hvad han mente om sjælene, og de fremstillede for ham, hvad de selv troede.
   Profeten svarede fnysende, at han ikke vilde høre deres snak om onde ånder. Han befalede dem at skynde sig bort, han vilde ikke ha åndedyrkere i sin nærhed.
   Mændene blev forskrækkede over den tiltale, men gik alligevel ikke. De forklarede, at de troede ikke på ånder, men de ærede deres afdøde og vilde gærne vide, om der var nogen synd i at dyrke dem.
   Frænosvek svarede: Har jeg ikke sagt jer, at I skal ingen dyrke uden Mordrak. Alt andet, i det øjeblik det dyrkes, er ikke bedre end en djævel.
   Men de udsendte gjorde endnu flere forestillinger og kom endelig frem med deres egenlige hensigt: De blev forfulgte for deres tro; de var hadede af deres landsmænd og elskede dem ikke til gengæld. Nu kom de til Frænosvek, villige til at anta hans tro; dog vilde de ikke opgi retten til at ære deres afdøde. De tilføjede, at de var mange i tal, men de andre var få og spredt på forskellige steder i landet.
   Frænosvek holdt det hæftige svar tilbage, som han allerede havde på munden; han var høvding, og han overvejede betydningen af at så stor en del af hans fjender gik over på hans side. Han sae: Det forbydes ingen at ære de døde, men offer og bøn er ikke tilladt. Heller ikke må I tillægge sjælene magt; den har kun een, vor gud Mordrak. — Men den tale tilfredsstillede ikke de Rene; de gik tvivlrådige bort, og det forbund, de havde tænkt sig, kom ikke i stand. Dog gik en del af deres parti så vel som andre af landets folk, over til Mordraklæren. Færrest tilhængere fik Mordrak blandt Jêkonmændene; de antog Frænosveks øgenavn og kaldte sig de Gule.
   Krasîngo så sit folk formindskes; han talte mere ivrigt end før, oplyste og beroligede, men ved siden deraf forøgede han smeddenes tal. Frænosvek hørte derovre fra deres hamren, og hans taler lød voldsommere end før, og de, der kunde høre ham, fortalte, at han opflammede sine folk til kamp for Mordrak. Kasîngo havde hele tiden været ved godt mod, men han blev bedrøvet, da hans rådgivere en dag sae til ham, at han måtte angribe Frænosvek for ikke selv at blive slået, for også derovre begyndte de nu at hente jærn langvejs fra og smedde våben. Kasîngo lovede også at begynde kampen, når de ny økser var færdige, og han øvede sine mænd, så Frænosvek kunde se det fra sit land.

   Kasîngos kone hed Djâni; hun var meget smuk og endnu ung; hun havde et mere muntert sind, end almindeligt var hos gifte kvinder, men tillige var hun stolt og hæftig. Kasîngo boede i høvdingens hal ikke langt fra templet, men før han blev høvding, havde han haft jord nær ved grænsen. Jorden havde han så afstået; kun havde han for Djânis skyld beholdt et lille stykke, hvor hun havde en del blomstrende buske, som hun selv plejede og ikke gærne vilde ha flyttet. Djâni gik jævnlig ud for at se til sine blomster, og sådan hændte det, at hun kom til at høre Frænosveks forkyndelse, og hendes bevægelige sind, der gærne tog mod alt nyt og sælsomt, blev grebet af den ny lære, og hun kom nu daglig i sin have, mere for at høre Frænosvek end for blomsternes skyld. Dette så en af Frænosveks mænd, han kom til Djâni med en lille busk, som hans kvinder havde haft med fra deres land, og gav hende den med mange smigrende ord, at den sikkert under hendes hænder vilde blive endnu skønnere, end før var set. Djâni takkede for gaven, straks glad over den ny vækst, der endnu ikke havde blomst; hun plejede den med omhu; en dag stod den i knop, snart efter sprang den ud. Efter samråd med Frænosvek kom den samme mand til Djâni, roste hendes omhu, der havde bragt så skøn en blomst til udfoldelse, og så sae: Kære, sig dog til Kasîngo, at han skal komme og se din blomst. Hvad glæde har en kvinde af en smuk ting, når ikke hun kan dele den med sin mand?
   Dette var straks indlysende for Djâni; hun gik hjem til sin mand og sae: Kære, kom dog til min have og se en blomst, der lige er sprunget ud. Hvad glæde har jeg af dens skønhed, når du ikke vil komme og se den.
   Disse ord glædede Kasîngo; han var selv en elsker af blomster, og han lovede at gå med Djâni næste dag. Det blev aften, inden han fik lejlighed; blomsten stod smuk og rank i al sin friskhed, med den første aftendug på sine blade. Kasîngo betragtede blomsten og sae smilende: O Djâni, dersom menneskene kunde styres ved ord, der er milde og skønne som denne blomst, hvis deres hjerte altid kunde være fuldt af kærligheds vellugt, som denne blomst er fuld af duft, så vilde menneskene falde i forundring over livets skønhed, og de vilde spørge sig selv: Hvorfor har vi engang været så kære efter trætte og strid, når der op af alt det kun vokser nælder og stinkende giftplanter?
   Som han havde talt de ord, brød en flok mænd frem, der havde ligget skjult bag hegnet; de trampede i deres fremstormen blomsten ned og huggede ind på Kasingo med deres økser. Kasîngo forsvarede sig, men blev overmandet og blødende og bundet ført frem for Frænosvek. Djâni løb skrigende efter, og med Kasîngos økse forsøgte hun at komme ind på livet af profeten, men hun blev holdt fast af hans mænd. Til Kasîngo råbte hun, at hun havde ikke vist om bagholdet, og at hun vilde hævne hans død. Frænosvek så ikke på hende, men mændene af bagholdet bød han, at de skulde føre hende bort; hun tilfaldt en af dem; de måtte selv enes om hvem. Så vendte han sig mod Kasîngo og talte sådan: Så er det altså sket, hvad jeg har ventet, at Mordrak har givet dig i min vold. Hvis han vil, kan han redde dig; han kan gøre den økse til et magtesløst græsblad, der skal hugge dig ned, men hvorfor skulde han ville det? Du er hans fjende; du har voldt, at nogle af hans troende er faldet, også mit liv har du truet. Se dette folk! Jeg har bragt dem til at tro på Mordrak, så der findes ingen vantro iblandt dem. Dit folk er stivsindet og fordærvet af afguder, men nu har Mordrak givet mig det, og det skal bringes til at anta den eneste sande tro. Men til dig siger jeg: Tilbed Mordrak, inden du dør, så vil han tilgi dig og la dig leve efter døden.
   Kasîngo svarede: Lumsk og ond må din gud være, hvis det kan tænkes, at der også uden for menneskene findes så megen slethed; at den findes i menneskene, det er du et bevis for. Du er stærkere end jeg, Frænosvek; du er et mægtigt bjærg dannet af sten, jeg er kun en jordhøj sammenlignet med dig. Med dine forfærdelige kæber knuser du troens sten til skærver og gir dem til dem, der troer på dig. Gør jeg dig uret? Vokser der også grønt græs på din sjæls bjærgside? Men der er en skjult trussel om fald, der lurer på alt, hvad der vokser på stejle steder. Hvad der er brat og uden viist mådehold og jævnende eftertanke, skal styrte ned; faldet skal med sin egen ubevidste kraft bringe fornuft i det, der trodser naturens lov. Den sejr, du venter, vil du sikkert vinde, og du vil nå at bygge et bjærg, men længe vil det ikke blive stående efter dig. Efter din egen hårdheds stejle rejsning vil du bygge din lære op, men blidere sind skal komme efter og lidt efter lidt, smilende og med en blomst i hånden, rive det ned, der var altfor umenneskeligt stejlt. Da skal folkets hjærter løftes til toppen af et andet bjærg, ikke mindre højt end dit, kun med blidere og mere menneskelig skråning. Du selv skal stå i sagnet længe husket og lidet elsket.
   Det var Kasîngos sidste ord; på et vink af Frænosvek blev han dræbt, og hans lig gravet ned på stedet, ikke langt fra templet, som et offer til Mordrak.
   Endnu samme aften gjorde Frænosvek angreb på det høvdingløse folk og vandt sejr efter en blodig kamp, der varede det meste af natten. Næste morgen lod Frænosvek det gamle tempels hellige horn rive ned, og templet blev brændt. Hvor det havde stået, blev et andet opført, og den sædvanlige samlingsplads blev også siden benyttet.
   Så snart Frænosvek var blevet høvding, tog han fat på forfølgelse mod alle dem, der ikke vilde anta Mordraklæren. Særlig rasede han mod de Gule, af hvem enkelte tog ved troen; de andre blev dræbt, og snart syntes den gule lære udryddet af landet. Glemmes kunde den dog ikke; mange ivrige Mordrakdyrkere kunde endnu huske uden ad, hvad de så tit havde hørt, og fortalte det igen, men med spot og foragt som eksempel på en afskyelig vantro. Kun på den måde blev der endnu holdt et slags liv i den gule lære, sådan så det i det mindste ud, og da Frænosvek mente, at hans værk var bragt til ende, lod han forfølgelserne holde op. Dog beholdt han altid åbent øre for angivere, som især de Renes nu undertrykte parti var rigt på.
   Når Frænosvek, efter at han havde hersket i tre år, så ud over sit land, da var han som et bjærg, der skuer ned på en dal: alting var jævnt; beskedne bakker og lave tuer løftede sig forsigtigt op af det flade land, og ingen dristede sig til at ville måle sig med det overragende bjærg. Frænosvek løftede folkets sjæl ved sin vældige forkyndelse, men han så med mistro på enhver, der hævede sig som til mandjævning ved siden af ham, og han slog hårdt ned på det, han mistroede, men efter tre års forløb syntes alting ham såre godt. Frænosvek så ikke tingene, som de var, men som hans eget øje farvede dem. Var hans øje rødt af vildskab, så han blod, men når hans sind var i ro, og hans øje var rent og blåt, så han himlen alle vegne. Han betragtede menneskene gennem troens øje, de havde samme tro og var alle ens. Vistnok blev der jævnligt opdaget tilfælde af vantro, men hans vrede gik hen derover som et bjærgskred, og hvor kunde det da være anderledes, end at vantro formindskedes dag for dag; målet, han styrede imod, stod fast; på tre år syntes det nået.
   Men der var en forskel på det ny og det gamle folk, som et snildere blik end Frænosveks vilde ha set. Hos det første syntes ensheden fuldkommen. Disse mænd med de mørke ansigter og det slukte blik, der flammede op i kamp eller under deres profets ord, så op til ham som en gud, Mordraks søn. Hos landets egne børn var tænksomhed og tvivl den grund, som alting i deres sjæl groede på; de frygtede Frænosvek og bøjede sig, men under frygten voksede alt, hvad de selv tænkte, og som de ikke meddelte til nogen, for venskab fandtes ikke mere, og tillid blandt mennesker havde Frænosvek udryddet; han havde lært dem ringeagt for mennesker som usle og svage; tillid fortjente kun een, Mordrak, kraften var hans alene. Så var da heller ikke livet godt; det skulde leves, fordi Mordrak havde bestemt det sådan, men noget værd i sig selv havde livet ikke. Til gengæld skænkede Frænosvek sit folk troen på udødeligheden, og den blev siden aldrig opgivet.
   I Frænosveks øje var verdens orden indsat som i et lille billede, og dette billede mødte ham igen forstørret alle steder fra. Hvad der var anderledes, behøvede blot at ryddes bort, så var verdens sande orden genoprettet, og syntes det endda ikke ganske sådan, da var det kun et falsk blændværk, som Mordrak endnu tålte en kort tid. Men under Frænosveks blændende verdensbillede lå en anden forfærdelig verden, som han ikke så. Natten var mere end nogensinde fyldt af vandrende sjæle; om det var dyr eller menneskers, gjorde snart ingen forskel; det var uhyrer; jammer og fortræd bragte de med sig, og hvad kunde det gavne nogen, at Frænosvek kaldte dem djævle? Det var kun et nyt navn, og de blev kun værre, efter at de havde navn. Folk lå på deres leje og våndede sig, mens deres sjæle gik ud i de øde marker og traf sammen med de dødes sjæle, i skrækkelige dyrs skikkelse. Det var som om de døde opfyldte hele landet og knap overlod de levende plads; de trak i horder gennem verdens tre egne, som fugle i luften, som stimer i havet og galopperede hen over jorden som tætte flokke af vilde dyr. Hvad kunde det nytte de levende, at de om nætterne holdt sig i deres hytter? De døde kaldte uden for og drev de sovende sjæle frem fra lejets mest sikre skjul og tvang dem til at færdes ude; forlig med sjælene var ikke til at få; Frænosvek forbød offer, der kunde ha forsonet dem; hans hånd lå som en lav, sort sky tæt nede over hele folket, rede til at slå ned med lyn på enhver, der rejste sig for at fremme sin egen vilje. Mordrak var gud, og magten hans, men hvorfor brugte han ikke sin magt til at ave de ildesindede sjæle, der indtog landet hver nat. Sov da Mordrak om natten, eller vilde han ved sjælenes hjælp straffe menneskene, fordi de ikke havde tilstrækkelig stærk tro? Angst og tvivl fyldte folket; kun Mordraks egne mørke mænd syntes ikke berørt deraf, de sov vistnok godt om natten med deres sjæl velbeholden i deres legeme; de bøjede sig stumt over deres arbejde om dagen og uden at gøre sig tanker om noget andet. De var flittige og lydige disse mørke mænd, men de var uglade at være sammen med og havde ingenting at fortælle; det var nævemennesker med bøjet ryg og fattigt sind; de følte ingen lyst til at søge omgang med de andre, der af naturen var muntre, og som elskede ordet. Men de havde lært vin at kende; de drak sig berusede om aftenen, når de havde slidt stumt i alle solens timer; de fik mæle i rusen og fyldte luften med skrig uden mening, men til Mordraks ære. Dog Frænosvek forbød dem rus, og der fandtes ikke en mand iblandt dem, der kunde stå op og forklare profeten, at uden vinen kunde deres jubel til Mordraks ære ikke få den rette høje tone; de adlød, så vidt det var muligt, og de sad ædru om aftenen foran deres hytter, valgte sig med øjnene et sted på jorden eller i luften, som deres stirren fyldte med tomhed, og sådan blev de siddende umælende indtil lejets tid. Men det skete undertiden, at de unge fra de to folk fandt behag i hinanden, og sådan begyndte der efterhånden at fremkomme en blanding, der gav de lyse anledning til at overveje, om de ny børn ikke fra den mørke side vilde arve fred og forlig med sjælene.
   Kvinden Djâni havde hele tiden hørt til Frænosveks tilhørere. Da han for fem og tyve år siden begyndte at præke blandt de Mørke, havde hans første tilhængere været kvinder; de havde banet vejen for ham, og han havde derved lært, hvad kvinden her kunde betyde. Han så da med tilfredshed, hvor opmærksomt Djâni lyttede til hans ord, og en dag spurte han hende: Djâni, hvor er din mand?
   Hun svarede: Jeg har ingen. Jeg har tilhørt en høvding, og jeg vil ikke ta mod nogen anden mand.
   Frænosvek blev vred over dette svar, der rejste sig så dristigt imod ham; han truede hende, men hun sae: Her står jeg; du kan ta mit liv, men jeg har ikke noget andet ønske end at høre på dig.
   Så lod Frænosvek hende være i fred. Men en anden dag sae han: Djâni, du truede engang med at hævne Kasingos død.
   Hun sae: Det var før jeg rigtigt kendte din lære; du ser jo, jeg står her og glæder mig ved din tale; hvordan kan jeg så tænke på hævn?
   Der gik igen en tid; så sae Frænosvek: Djâni, dit ansigt er mørkt og alvorligt; du går med mørke tanker.
   Hun svarede: Profet, dit ansigt er også mørkt og alvorligt; jeg ved, du lider ikke smil, du væmmes ved latter.
   Djâni, sae Frænosvek, — jeg vil se dig le og smile; ellers tror jeg, du sørger over Kasingo og går med planer om hævn.
   Fra den dag forandrede Djâni sit væsen; hun blev munter og talende som før, og folk, der så det, sae: Se Djâni, hun har glemt Kasîngo, der elskede hende så højt; hun har taget ved troen på Mordrak, og den har gjort hende endnu mere glad, end hun var før. Vi har den samme tro som Djâni, men den får ikke os til at smile.
   En dag sae Frænosvek: Djâni, hvor er din have og dine blomster, som du plejede med så megen omhu?
   Hun svarede: Du foragter blomster; jeg har ladet dem visne, og jeg går ikke mere hen og vander min have.
   Han sae: Plej dine blomster som før, og smyk dig med dem; ellers tror jeg, du bær nag til mig for Kasîngos død.
   Djâni adlød, og folk sae: Se Djâni, hun går med blomster i håret. Hun er et smil og en blomst; gid hun vilde tale til os og gi os sådan en smilende tro på den forfærdelige gud Mordrak.
   Djâni kom selv frem for profeten og sae til ham: Jeg førte fræk tale imod dig, da jeg nægtede at ta en anden mand. Sig mig, hvem du har bestemt mig for.
   Han svarede: Din tale var fræk, men jeg har tilgivet dig, Jeg skal også finde en mand til dig, når tid er.
   Der gik tre år. Djâni var landets smil; hun var den eneste kvinde, der turde smykke sig med blomster. Hun føjede dertil guld og ædelstene, uden at det forargede den strænge Frænosvek. Hun havde glemt alting: Kasîngo og de to små sønner, som også var blevet dræbt. Mange forstod hende ikke, men de roste hende for hendes tro, og alle elskede hende. Frænosvek så på hende med velbehag, men gjorde ikke sit ansigt mildere for en kvindes skyld; han betænkte sig i tre år. Han havde længe været uden kvinde, og han havde ikke en søn til at ta magten efter hans død.
   Frænosvek kaldte Djâni for sig: Djâni, du skal igen tilhøre en høvding. Se på mig, skulde du ikke fortjene den tillid, jeg viser dig?
   Djâni mødte smilende det blik, som alle andre frygtede: Har du fundet nogen falskhed hos mig i disse tre år?
   Frænosvek syntes, han så igennem hende: et svagt kar fyldt med tro og dog med plads til overs for smil og blomster, et væsen, der er nødvendigt og dog på en måde uden betydning, et gennemsigtigt kar, omkranset med ynde; manden, der ejer det, fylder det efter sit behag. Hævn og had rummede det engang; Frænosvek havde i stedet for fyldt det med lydighed og tro.
   Djâni stod foran Frænosvek, et svagt siv, et yndigt blomstersiv, bøjelig, uden egen vilje, uden anden mening end den, en mand vilde lægge i hende.
   En aften tog profeten Djâni med ind i sin høvdingbolig. Tidligt om morgenen blev folk vækkede, ved at Djâni kom løbende ud med vildt jubelskrig og med en blodig kniv i hånden.
   Jeg har dræbt Frænosvek, råbte Djâni, og bevæbnede mænd strømmede til, både mørke og lyse; de første vilde ha slået Djâni ihjæl, men de andre slog kres om hende og sae: Rør hende ikke; Djâni er vor; se I til jer profet.
   Frænosvek lå døende og skrigende på sit leje. For sidste gang så han verden rød af blod. Han råbte på drab, men uden for hørte han jubel. Da vendte han sin sjæl mod Mordrak og forbandede den verden, han skulde forlade; han anbefalede sig i sin guds vold og bad ham straffe en verden, der ikke var nåde værd. Så tav hans tunge, mens hans blod blev ved at løbe, og gennem det slør, der lae sig over hans øjne, så han verden grå og forfærdelig. Han fik kraft til en forudsigelse af undergang, der blev hørt og husket. Kort efter døde Frænosvek. Hans sjæl gik bort med sine forbandelsers mørke, men fulgt på vej af lyse glædesråb.
   Frænosveks mørke mænd stod lammede af forfærdelse, rede med deres økser som ventende på en befaling, men der fandtes ingen høvding iblandt dem, og befaling blev ikke givet. De så med stumme munde parate økser vente på den anden side. Da tog de deres profets lig med sig, begravede det og vendte tilbage til deres marker.
   Blandt de lyse varede jubelen ikke længe. Hvem skulde føre dem, da deres bedste mænd var dræbte? og hvem kunde de ha tillid til, da alle hjærter var lukket til under Frænosveks hånd, og ingen kendte sin bedste vens tanker. Hvem skulde de tro på? Var den forfærdelige Mordrak den eneste gud, eller kunde en mildere tro tænkes at være den rette?
   Hvem skulde i så tilfælde forkynde den, efter at den var blevet så grundigt udryddet? Hvem kendte nu længere den gule lære, som Frænosvek havde forbandet endnu mere, end det han kaldte for djævletroen?
   Mændene vendte sig mod Djâni, der stod målløs, uden smil eller blomst. Hun havde gået iblandt dem som den sidste forkynder af den glemte lære, skønt med Mordraks navn på sine læber, og så havde hendes smil været forstillelse, hendes blomst en strålende, men listig løgn.
   O Djâni, sae en af mændene, — det smil, hvormed du fik Frænosvek i din magt, var det blot forstillelse? Var det ikke også vendt mod os som en trøst, som en hjælper til at holde ud? Var det ikke et svar på vor kærlighed til dig?
   Djâni svarede: Jeg har hævnet mig. Det var hævn mit hjærte higede efter.
   En anden af mændene tog ordet: O Djâni, kommer dit smil ikke tilbage? Vil du ikke dyrke det i dit ansigts dejlige have, så vi kan komme og hente smilets blomst hos dig? Det er for længe siden visnet for alle os andre?
   Hun svarede: Mit smil var et blændværk, som profeten skulde tro på. Jeg holdt det i live over min kraft; nu er det dødt som jeg selv.
   Ingen kunde i nogen tid finde svar, så sae en gammel mand: Sig ikke Djâni, at det, vi elskede hos dig, var et blændværk. Det var vor eneste glæde, og hvad vilde livet være, om vi ikke turde tro på de få ting ved det, der bringer os glæde. Livet har Frænosvek gjort til en forbandelse, ved økse og ord; lad ham ikke få ret.
   Djâni græd og svarede: Hvorfor spør du mig? Jeg skal snart dø.
   Men mændene råbte: Du skal ikke dø, Djâni. Du skal føde en søn, der skal være vor høvding; og du skal undervise ham. Du delte vor elskede Kasingos tanker; du er den eneste, der endnu kender, hvad vi andre har glemt eller spottet over. Vi er ikke værdige til at tale om det, vi har hånet for Mordraks tempel.
   Djâni råbte vildt: Jeg skal føde en ulv, der vil sønderrive jer.
   Men en af Mændene svarede: Djâni, du tænker som kvinde kun på din egen smærte. Tænk på folket, der nu vender sig til dig om hjælp. Du skal føde en søn. Du skal gi ham dit smil og din lære, og under din søn skal folket rejse sig igen.
   Da gav Djâni efter. Hun boede siden i hallen og havde livvagt om sig som sømmeligt for en høvdingemoder.