WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den gule krønnike




Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


21. Sjælene taler

   De Gule havde altså sat en ny endnu ufødt hersker til styret. De vidste, at der blandt dem ikke fandtes en mand med herskertanken og med ævne til at udfolde den i handling. De satte nu al deres lid til den høvding, der skulde fødes; han vilde blive søn af den skønneste og klogeste kvinde af deres egen slægt, og de håbede, at han vilde komme til at ligne sin moder og vandre langt borte fra sin faders veje. Men de frygtede den modstand, som deres valg vilde møde, og de klogeste af dem spredte sig mellem Frænosveks mørke mænd for at overbevise dem. De kom derud om aftenen, når mændene sad foran deres hytter med deres ledige tanker fulde af uformede planer om kamp. De Mørke viste sig efter forventning uvillige og vendte kun med overvindelse deres træge stumme ansigter mod de gule udsendinge.
   Mordrak er gud, sådan begyndte de udsendte mænd deres tale, han har kaldt sin profet Frænosvek hjem til sig.
   Så kunde den mest veltalende af de Mørke sige: I har myrdet Frænosvek.
   Mordrak er gud, svarede da den udsendte — han har al magten; han gir liv og tar det igen. Hvem kan ta et liv, som Mordrak ønsker at bevare? Og at det er Mordrak, der har hentet Frænosvek, sin profet, hjem til sig, det ser I bedst deraf, at han har benyttet en svag ubetydelig kvinde som sit redskab. Men havde vi, hundrede i tal, angrebet Frænosvek og slået ham ned, da kunde I måske med et svagt skin af ret sige: I har myrdet Frænosvek. Men hvad er en kvinde? Hun er ingenting, og dog er hun alt, når Mordrak gør hende til sit redskab. Ser I ikke det?
   De Mørke tav; de mumlede og skulede; de vendte det hvide og det sorte ud af deres øjne, men de svarede ikke. Måske var de overbevist.
   Frænosvek er død, blev den talende ved, — men han lever i den søn, der skal fødes. I har jer høvding igen; det er Mordraks vilje; Mordrak er gud.
   Da kunde man se de Mørke begynde at rokke frem og tilbage, ikke i ophidselse, men fordi overbevisningen virkelig tog til at gro i dem. Da tog sendemanden fat forfra: Mordrak er gud, han har taget Frænosvek, sin profet, hjem til sig, — og de Mørke hørte efter, uden uvilje; ordene rokkede dem ud af deres stivnen, og da de havde hørt det samme syv gange, begyndte nogle af dem at sige det efter. De havde vistnok forstået Mordraks vilje.
   Sådan blev de Mørke bearbejdet dag efter dag, og da der var gået en måned, stod der ved høvdingemoderens hus en vagt, halvt af Gule, halvt af Mørke; forsoningen var fuldstændig; og foruden de ny bånd blev der knyttet et til: da det jo ikke måtte ske, at Mordraksdyrkelsen gik i stå, hjalp de gule deres forbundsfæller med at finde en, der egnede sig til at lede tjenesten. Ingen gul mand vilde overta den, men de var villige til at overhøre dem blandt Frænosveks nærmeste, der måtte antages at kunne det hele uden ad. Manden blev fundet; han vidste omtrent det hele om ildens antændelse, slagtning og syning af indvolde; han kunde også stykker af Frænosveks taler uden ad; de Gule støttede ham med deres bedre hukommelse, lærte ham, hørte ham og gjorde ham til præst. Denne mand hed Sêndak. Han var stor og stærk og havde en vældig røst, der var hans eneste lighed med den store profet; han dyrkede ligheden med iver og skreg sig efterhånden op til at blive en stor mand.
   Nu tog de Gule også del i gudstjenesten, men de stod yderst i ringen, af ydmyghed, mente de Mørke, men grunden var ringeagt. De Gule smilede til hverandre, når Sêndak sprættede op og skreg, men de talte ikke til hverandre om årsagen til deres smil; tiden var ikke til åben tale, men til klog bøjning under tidens tryk. De Mørke kunde ikke blive pålidelige forbundsfæller, så vist som dumhed aldrig er til at stole på, og desuden havde de Gule en endnu mere farlig fjende i de Rene. De var engang Ivrige sjæledyrkere, men de var efterhånden blevet drevet ind under Mordraktroen af Frænosveks sværd, der havde hængt over dem, blodigt af drab i sin spids og blankt af rædsel lige til hæftet. De Rene kaldte de sig endnu, men de hadede de Gule med et had, der var bygget på et dybt kendskab til deres stræben efter at befri sig fra enhver gud, og de Gule vidste, at her kunde ord ikke nytte, så stor en profet havde de ikke imellem sig; det måtte blive til kamp. De Rene forberedte sig til opgøret; de Gule gjorde det samme, men nødigt. Men da skete der noget, der fik de Rene til at lægge øksen ned.
   En morgen, inden solen endnu var over synsranden, kom en af de Renes førere, en mand ved navn Kâstal, en ivrig Mordrakdyrker og en stor øksehelt i den rette tro, ud af sin hytte, skrigende som en kvinde i barnsnød og med blodige øjne. Hans skrig lød så forfærdeligt, at mange kvinder besvarede det halvt i søvne, og mændene vågnede og løb ud for at se, hvad der var på færde. De slog en mandsring om Kâstal, men med stor vidde, passende for en, der muligvis har mistet sin forstand. Men da de så, at han ikke var gal og farlig, kom de nærmere, talte venligt til ham og sae: Hold op med dine forfærdelige skrig, Kâstal, og sig os hvad der er hændt dig. Måske vi kan hjælpe dig. Vi er dine gode venner og naboer; lad os dele din ulykke, selv om den virkelig er så stor, som vi må tro efter dine klageråb.
   Da satte Kâstal sig på jorden og græd som et barn, og de andre mænd satte sig hos ham og talte venligt til ham. Kvinderne, der havde skreget i søvne, kom også til, og da de så en mand græde, fik de straks vand i øjnene, snøftede og græd; de skød mændene til side og satte sig nærmest ved Kâstal, der var en helt, stærk og ung, de klappede ham med varsomme hænder uden hensyn til deres mænd, der godt kunde tænkes at ta dem sådanne kærtegn ilde op. De kom godlidende med kød og vin, som de holdt til hans mund; hans tårer dryppede på kødet og løb ned i vinen, men han viste det fra sig. En kvinde lae en arm om hans skulder og tørrede med den anden hånd hans tårer af; han fandt sig i det. Endelig kunde han begynde at tale.
   Venner og naboer, sae Kâstal — i nat, mens jeg lå og sov, gik min sjæl på vandring. Den kom langt uden for landet og nåede ind på en vildmark, hvor der voksede højt, godt græs. På dette sted blev min sjæl stående og så med sit tågede blik en mængde hestemøg, formodentlig af vildheste, som havde græsset dær om dagen. I møget vrimlede der med store, sorte skarnbasser, blanke af fed olje. Straks efter kom en skikkelse gennem det høje græs, og det viste sig at være en ung løve. Min sjæl blev vistnok bange ved synet af det glubende dyr, dog blev den stående på sit sted, måske lammet af frygt. Hestemøget var midt mellem sjælen og løven, og den så løven gå frem til det og med poten forsigtigt og betænksomt skrabe skarnbasserne ind på græsset for så at æde dem op, uden at den behøvede at få noget skarn i munden. Da min sjæl havde set et øjeblik på det, forsvandt al dens frygt, og den brast i høj latter og talte sådan til den unge løve: O løve, hvordan går det til, at et vildt dyr som du står her og piller skarnbasser ud af hestemøg for at æde dem? Jeg vilde dog mene, at de heste, som har lagt deres skarn her, var et mere sømmeligt vildt end det ækle kryb, som du i mag og uden fare og tilsyneladende med god appetit tar til dig af?
   Da løven hørte disse ord af min sjæl, forskrækkedes den hæftigt, og efter at have stirret nogle øjeblikke i den retning, stemmen kom fra, sae den: Hvem er du, der står her og belurer mig og blotter min skam?
   Da kom det over min sjæl, at den pustede sig op i storhed og bulnede af hovmod; den svarede: Jeg er sjælen af Kâstal, en stor høvding og en støtte for den rene tro.
   Men den unge løve blev mod forventning fri for al frygt, den vadede tværs over hestemøget, mellem de kravlende skarnbasser, og kom ganske nær; den slog en brølende latter op og sae: Så er du altså kun et menneske; jeg troede, du var en af mine lige og var nær ved at flygte af frygt og skam. Men da du er et væsen, jeg foragter, så vil jeg sønderrive dig for din frækhed, og jeg vil gøre det langsomt og med eftertanke. Først vil jeg bryde dine ben, der har ført dig ud på din luregang; derefter vil jeg flænge din krop på langs, så at al dit hovmod på en gang skal blæse ud af dig, og til sidst vil jeg rive din grinende mund op til bægge dine øren, så den aldrig mere skal blive et leje for dit spottende smil. Så vil jeg slænge dig på hestemøget, og skarnbasserne skal æde dig og det sammen.
   Med disse ord slog løven en klo i min sjæls ene ben, men i det samme hørtes en hvislen i græsset, og løven faldt ned som ramt af en dødbringende pil, og den hviskede bønfaldende nede fra jorden: Forråd mig ikke; jeg skal føre dig i god behold tilbage til din hytte.
   Min sjæl blev stående oprejst og stirrede frem for sig; da så den en slange komme bugtende sig ud af græsset; den gled frem til hestemøget, slog med sit hoved skarnbasserne ud i græsset og slugte dem, en for en.
   Da min sjæl et øjeblik havde betragtet dette underlige syn, brød den ud i latter og sae: O slange; du, som er så klog og modig og har din stærke gift; hvordan går det til, at du tar til takke med sådan en skarnkost? Du, som fortryller markens fugle med dit forfærdelige og kloge blik, finder du det sømmeligt at bruge dit skønne hoved til at vælte dette stinkende kravl ud af hestemøg for at æde det med et velbehag, som om det var lærkeunger?
   Slangen rettede sig op og spurte med en skælvende hvislen: Hvem er du, som er gået ud for at overrumple mig i min skændsel?
   Min sjæl svarede belært fra før: Jeg er sjælen af den vilde tyr Rânu; jeg er kommet her hen efter græs, men jeg finder kun skarn og dyr, der æder skarn.
   Slangen løb over bunken af råddent og levende og stirrede på mig med sit hornblik: Jeg kender dig ikke; så vidt jeg kan se, ligner du ikke sjælen af den store tyr Rânu, men dine ord er kloge og stærke, som man kunde vente af dette herlige dyr. Men jeg beder dig, fortæl ikke til nogen hvad du har set af slangen Sisanêsu. Engang var jeg berømt for gift og kløgt; mange dyr frygter mig endnu, for de ved ikke, at Sisanêsu ikke mere er, hvad han har været. Jeg må liste mig her hen om natten for at stille min sult, mens mørket skjuler min skam.
   I det samme rejste løven sig af græsset og sae: Har du mistet din gift, Sisanêsu? Og her har du holdt mig i trældoms frygt og tvunget mig bort fra en løves vej. Men nu er din magt forbi, og jeg kan vende tilbage til den jagt, der sømmer sig for en løve.
   Da rejste slangen sig af græsset og hvislede en lang latter ind i ansigtet på den unge løve, og min sjæl så løven blinke og gå et skridt tilbage, mens det havde været at vente, at den havde løftet sin klo og knust slangens hoved.
   Har du glemt Rimbûnga vor fælles herre? Han har givet dig i min magt, og min træl må du blive, så længe han ønsker det. Slå kun mit hoved i stykker med din pote; du får en anden herre over dig, og se så, om han blir dig mere kær. Rimbûnga har svoret, at enhver, der er stolt, skal æde skarn; enhver, der har gift og kløgt, skal æde skarn. Slå kun til, du løve uden navn, og se dig så om efter vindingen; den vil stå lige bag ved dig i samme øjeblik.
   Da sænkede den unge løve sit hoved, der burde ha været stolt løftet, og min sjæl spurte ængstelig: Hvem er da dette mægtige dyr, Rimbûnga, der overgår løven i styrke og slangen i snildhed?
   Men ingen af de to svarede, og min sjæl råbte højt i sin angst: Jeg vil ikke længere være ude i denne onde nat; jeg vil ikke se og høre mere; jeg vil hjem til mit leje, hjem til min sunde søvn i mit stærke legeme, der nu ligger tomt og venter på mig.
   Dog kunde min sjæl ikke flytte en fod, skønt nattevinden blæste dens hoved og overkrop frem og tilbage, som et tyndt rør, og slangen sae hånligt: Så står altså også den vilde tyr Rânu under Rimbûngas herredømme. Du skal ikke mere prale af dit navn, men skamfuldt skjule det ligesom min træl, løven.
   I det samme hørtes en afskyelig kvækken i græsset; dyrene faldt ned og skjulte sig, men min sjæl lod sit tynde hoved blæse for over af den tågede vind, og den så en stor tudse komme kravlende frem mod de travle skarnbasser i hestemøget. Det var en æddertudse så stor som en gås, hvidlig på bugen, men rød oven på som størknet blod, og med horn på hoved og ryg. Den væltede frem til skarnet, satte sig mageligt til rette og åd de ædende.
   Men min sjæl, der før havde set æddertudser, omend knap så store, følte sin ængstelse svinde og sae leende: En urimelig ting har jeg set i nat: det stolte mod, der bøjer sig til jorden for at samle skarnbasser op; en besynderlig ting har jeg oplevet: snildheden, der søger sin mættelse i hestes skarn, og hvis denne urimelige og besynderlige nat var blevet ved at være sig selv lig, da skulde jeg vist ha været vidne til, at en tudse fælder en vild okse og æder dens hjærte, men nu står jeg og betragter et meget selvfølgeligt syn, der kun ved modsætning til det foregående synes latterligt. Jeg takker dig, o tudse, fordi du bragte fornuft ind i den forvirrede nat; jeg kan nu roligt gå hjem til mit leje og sige til mig selv, at alt det jeg først så, kun var en drøm.
   Næppe havde min sjæl udtalt disse uforsigtige ord, før den rødhvide horntudse hoppede over alt skarnet i tre tunge klask; den rejste sig på sin svampede bug og stirrede på min sjæl; dens øjne var gift, dens bug lignede døden.
   Hvem er du, skreg den, — der vover at forstyrre Rimbûnga i hans måltid.
   Da svarede min sjæl i sin nød: Jeg er sjælen til høvdingefrøen Rîbrak, kender du mig ikke?
   Da lo tudsen, så det dampede giftigt af dens gab: Er du sjælen af Rîbrak, og du bær dit hoved i en højde, der er tre gange min? — Med de ord spyttede den mig i mit højre øje og føjede til: Hvis du ikke straks siger mig, hvem du er, blinder jeg også dit venstre øje.
   O mægtige Rimbûnga, svarede min sjæl skælvende, — jeg er kun et menneske, Kâstal er navnet på det tomme legeme, der nu ligger i min hytte og sover.
   Da lo tudsen og svarede: Siden du kun er et menneske, vil jeg ikke tilføje dig nogen fortræd. Du kan frit gå hjem, men først vil jeg straffe de to, der har ædt af min mad; de kan nøjes med skarn.
   Med disse ord spyttede Rimbûnga på løven og slangen. Den ene fik et skabet sted på sin lænd; på den anden så min sjæl en hæslig ligfarvet plet midt i det sortspættede. Min sjæl tænkte: Hvis jeg ikke havde været Kâstals skælvende sjæl men Kâstal selv, da skulde mit spyd besvare Rimbûngas spyt.
   Men Rimbûnga læste vel min sjæls tanke; han så på den med et grin, der dryppede af spyt, og han talte disse ord: Sjæl af Kâstal, hvorfor har du ventet så længe med at besøge mig? Og nu da du endelig har fundet vejen til mit rige, hvorfor står du og ser på mig med onde tanker? Du er et menneske, siger du. Vel, så kender du mig. Jeg har flere gange besøgt menneskene; min sjæl går på vandring som du, men den kommer ikke frygtsom og fuld af ydmyge ord som du, men bydende og altid vel modtaget. Jeg har mange venner blandt menneskene; de er ikke som løven og slangen, hvem jeg med magt har gjort til mine tjenere. De kommer godvilligt til mig; du er jo også kommet af dig selv. Gå så hjem, sjæl af Kâstal. fortæl alt, hvad du her har set og hørt. Hils mine venner; sig dem, at tudsen Rimbûnga venter. Før har mine fjender blandt jer drevet mig bort igen, men sig at Rimbûnga venter på den tid, da han skal herske over menneskene, som han elsker.
   Min sjæl kunde ikke holde ud at se Rimbûngas smil; den vendte sine tågede øjne andet sted hen i den skimlede nat, og den hørte tudsen tale til den navnløse løve: Følg denne sjæl hjem, og indskærp ham nøje, hvad jeg har sagt.
   Løven fulgte min sjæl gennem vildmarken og gentog, hvad Rimbûnga havde sagt, indtil min sjæl var vis på, at den ikke kunde glemme det. Da vi så havde gået et langt stykke i tavshed, vendte min sjæl sig til sin ledsager og spurte:
   O løve, hvorfor kalder du dig den navnløse:
   Løven svarede: Forstår du ikke, det er bedst for mig, at jeg er navnløs? Så vil efter min død min skam ikke være knyttet til noget navn, hvorved den jo vilde blive husket længere. Men skulde du komme under Rimbûngas herredømme, vilde du også ønske, at du var uden navn.
   Vi var kommet til min hytte. Min sjæl gik ind i mit legeme, der lå sovende på lejet, og kort efter vågnede jeg.
   Da Kâstal havde endt sin fortælling, opstod rundt om stor forfærdelse og eftertanke, men ingen vidste noget at sige. Endelig tog Kâstal selv ordet og sae: Kære venner og naboer, hvad er meningen med alt dette? Hvad er der sket med meneskets ulykkelige sjæl siden Bjêlusins dage, da den var stærk og modig, og da den våbenløs var i stand til at nedlægge en bjørn? Og hvad betyder Rimbûngas ord om de venner, han har iblandt os? og skal vi tro, at Rimbûnga en dag kommer og tar herredømme over os?
   Ingen svarede på Kâstals spørsmål, men der samlede sig endnu flere om ham; også mange af de Gule kom til, og han gentog sin beretning og sit spørsmål. Da sae en af de ældste blandt de Gule: Hvor er nu den vise Jêkon, den kloge Snêrgast og den ædle Kasingo? Hvor er deres ånd? Lad den mand træde frem, der endnu har den i sig. Ser I: der kommer ingen. Alle, der havde ånden, er dræbt, alle, der havde magt over ordet. Ingen kan besvare Kâstals spørsmål. Vi må vente, til vi igen har en profet iblandt os. Jeg ser stor bedrøvelse mellem jer, størst mellem dem, der har været med til på Frænosveks bud at dræbe. Er det de dræbte, der går ude om natten i dyreskikkelse, eller er det ikke snarere de døde drabsmænd? Men lad ingen huse onde tanker; så vil sjælene måske tabe deres magt.
   Djani var kommet til og havde hørt denne tale. Hun stod lænet mod et træ, tung af den høvding, hun bar i sig. Hun så alvorligt på de tavse nedtrykte mænd.
   O Djani, sae han, der havde talt, — smil til os, glem ikke at dyrke din mildheds rose, så den kan blomstre med dig og endnu længe glæde os. Giv os en høvding, der har mildhed og kløgt og igen kan bringe liv i det nu forstummede ord.
   Djani, sae en af de Rene, — skænk os en høvding, der kan forsone sjælene; vi vil lyde ham uden knurren.
   Men de Mørke af Djanis livvagt skreg i et samlet råb: Mordrak er Gud! Giv os en høvding, der holder fast ved troen på Mordrak.
   Kâstal blev af sine venner ført tilbage til sin hytte. De troede, han skulde dø, men han døde ikke. Det syntes, at tudsen Rimbûnga holdt ord; der skete ikke andet med ham, end tab af syn på det højre øje. Han havde heller ikke siden flere drømme at fortælle, hvorvel han tit skreg om natten, men han kom ikke til at se Rimbûnga igen; dog varede det ikke længe, før andre kom og berettede om et forfærdeligt møde med Rimbûnga, og hvad de fortalte fandt vel tiltro, men ingens fortælling var som Kâstals, og de blev snart glemt igen.
   De Gule holdt sig gærne borte fra disse fortællere; de smilede bag hånden og tænkte: Det er bedragere, lad os ikke høre på dem. — Men de betroede ikke deres tanke til nogen, for ingen mand kendte tiden og vidste, hvordan næste dag vilde te sig. Vel havde de Gule sejret i valg af høvding, skønt de var få, og sejren syntes stor, men den var som en rund sten på en skråning; et lille skub kan rulle den til stort fald. Desuden var mange af de Gule svage selv i deres tvivl om Mordrak og sjælene; de stærke var slået ned, ligesom de strå knækkes først i en storm, der har de tungeste aks. Men det skete en morgen, at også de Gule samlede sig om en mand, der kom ud af sin hytte, nøgen til bæltet og med blodige striber på bryst og ryg. Han hed Bêsorn og var en stor dyrker af Mordrak; sjælene, der engang havde været hans guder, havde Frænosvek lært ham at forbande; han var en god hånd i Frænosveks tjeneste og havde udryddet megen vantro. De Gule, der nu så ham komme med blødende piskespor som en træl, tog hånden fra ansigtet og bad ham alvorlig om at fortælle.
   Bêsorn fortalte da følgende: Jeg lå og sov i min hytte. Mit legeme var træt, men min sjæl var urolig. En tre dage gammel måne skinnede ind i hytten, og med min sjæls øje så jeg en skikkelse ved månens hule side som en skytte ved sin bue, men buen nåede skikkelsen fra hoved til fod. Skikkelsen vandrede; den havde sin højre hånd i månens hulhed, dens nederste ende slæbte på jorden; buen var tung, og måneskytten kom kun langsomt afsted. Længe gik han på den måde, ret imod døren til min hytte, og til sidst fyldte han døråbningen med sig selv og sin bue. Han trådte hen til mit leje, greb min sjæls hånd og sae: Følg mig.
   Hvem er du? spurte min sjæl, — og hvad er din jagt, du skytte med den mærkeligste bue, nogen mand endnu har haft i sin hånd.
   Han svarede: Jeg er Skîrmet; du er selv en stor jæger; jeg vil lære dig en ny jagt.
   Min sjæl gled ud af sit legeme med et suk, ikke fordi den følte mistillid til skytten Skîrmet, for hans stemme lød alvorlig, og der var god klang i selve navnet, men vandring om natten kan være en sjæl ukær, navnlig når den i sin ungdom har været forfulgt af så mange onde ånder som min.
   Efter en kort vandring vendte måneskytten sig mod min sjæl og stillede med alvor følgende spørsmål: Nu vel, min ven, hvorledes finder du menneskenes lod?
   Hvordan kunde min sjæl ved dette værdige og dybsindige spørsmål tro andet, end at dens ledsager var en sjælden vismand, måske en udsending fra Mordrak selv? Den gav med et dybt suk dette svar: O ædle Skîrmet, menneskenes lod er som et tæppe, flettet af fine skind og bløde strænge af slyngplanten Ajat, men en ukyndig hånd har haft sin del i flætningen; rådne strimler af skind er kommet imellem, og skøre strænge; store huller, der gir kulde for legemet og hæslighed for synet, blir senere følgen deraf. Dog Mordrak er stor; han vil bøde på de mangler, han selv har tilladt.
   Min ledsager svarede: Jeg har glemt min bue ved døren til din hytte. Gå tilbage og hent den.
   Min sjæl gjorde som befalet; den fandt ved døren en krum ting, der lyste gult, men der var ingen stræng på. Dog tog min sjæl tingen og bragte den, men føjede med det samme til: Din bue har ingen stræng.
   Så behold den selv.
   Min sjæl tog tingen i sin hånd og undersøgte den nærmere; det var en krum stang af rent guld. Min sjæl takkede og lae den over sin skulder.
   Da blev min sjæl hæftigt opskræmt af en gjaldende latter fra guldets giver, og ledsageren, der hidtil havde været utydelig, trådte frem i klart lys fra halvmånen; det var en gul abe med lange kæber, der åbnede sig som en lådden skål, kogende af grin.
   Min sjæl brast ud i et klageråb og sae: Er du en af de onde ånder fra min ungdom, der nu har fundet mig igen? Har Mordrak ikke som en vældig jæger jaget alle ånder og nedlagt dem og forbandet mindet om dem? Lad mig være i fred.
   Men han svarede med såre forstandig klang i sin stemme: Du er en syg, stakkels sjæl, og det kogler fra månen. Har du glemt, at månen på Eas bud er lastet med onde syner, der kommer, som en straf over menneskene? Jeg har skudt månens pil på dig, sådan er det mig pålagt. Se, du bær jo dens billede over din nakke.
   Min sjæl tav og vendte blikket mod sin byrde og så, hvor besynderlig gusten dens rødgule glans var, men guld var det, og min sjæl kunde ikke kaste det bort.
   For anden gang kom det samme spørsmål: Sig mig, stakkels sjæl, hvad du synes om menneskenes kår?
   Ilde synes jeg stakkels sjæl om menneskenes kår, endskønt livet er overstrøet med lykkelige øjeblikke, men de ligger spredt som store sten i en vidtstrakt sump; kun med møje og til sidst på trætte og brudte ben springer vi fra den ene sten til den anden. Så sker det, at vi gør et stort spring efter en lykkelig stund, vi når den ikke og blir i sumpen.
   Måneskytten, der ikke mere syntes en abe, svarede med en stemme fuld af venlig trøst: Jeg har ikke fået min bue igen; gå tilbage til din hytte og hent mig den.
   Min sjæl vendte tilbage og så allerede på lang afstand noget, der lignede en bue af gult træ, der lyste i halvmørket. Men da den kom nærmere, var det en kvinde; hun var ganske nøgen, hun stod foroverbøjet ligesom spejdende og ventede. Min sjæl tog kvinden, hvis det var en kvinde, og skyndte sig afsted. Hun var let og bøjelig i min sjæls arm.
   O Skîrmet, sae min sjæl, — din bue, hvis det er en bue, er uden stræng.
   Så behold den selv.
   Ved disse ord blev tingen en utvivlsom kvinde; jeg tog hende som min egen. Min sjæl sae til sig selv: I denne nat, der er fuld af gøgl og skiften som ting, der belyses af en tåget halvmåne, er denne kvindes kærlighed som hytteildens rolige lue; hendes favn er velkendt og dog ny, som brændeknuderne, der gribes af flammen og forvandles til en del af bålet. Hun skal hedde min Lyst og Glæde og være den første blandt mine kvinder.
   Min sjæl blev vakt af nattens første glade tanker ved et forfærdeligt grin fra den, der kaldte sig Skîrmet. Sådan var det grin, som intet menneske endnu har hørt, at enhver tvivl om Skîrmet måtte forsvinde; han viste sig da også igen som en abe, mere hæslig end dem man ser om dagen. Men aben blev ved at gaa, og dens overmagt tvang min sjæl til at gå med, indtil den blev stanset ved dette tilråb: Du glemte dit guld og din kvinde. Lad det ikke ligge på jorden til en anden.
   Min sjæl gik tilbage; den fandt i græsset en stor, gul og rådden banan; ved siden af lå et gult vissent kadaver, min sjæl gav sig ikke tid til at undersøge, hvilket dyr det lignede, men skyndte sig frem til Skirmet.
   Han sae: Stakkels sjæl, du føler dig skuffet. Du ved ikke af, at denne nat er en stor del af dit liv, næsten lige så meget, som der er igen. Forstod du det, vilde du undre dig mindre over din rådne banan og kvinden, som du ikke kan kende igen.
   Min sjæl skælvede ved at høre aben Skîrmets latter, og dog lød den mere menneskelig end før, og så stærk var den nats kogleri, at min sjæl troede at høre en gammel vismand da Skîrmet for tredie gang gentog sit spørsmål:
   Nå, stakkels, skuffede sjæl; nu da du snart skal dø, sig mig da ganske oprigtigt din mening om det liv, du stadig skuffet, og dog lige hengivent har klynget dig så inderligt til.
    Min sjæl svarede: O Skîrmet! livet er et haglvær af skuffelser. Skønt de første hagl rammer os i solskin, blir skyen tykkere, jo længere vi kommer frem under den. Dog, lykkelig er den, der tror på Mordrak.
   Skîrmet svarede: Men det er sandt, hvad du glemte at føje til, skønt du tænkte det: Denne tro er en svær og strid lykke, det er hagl i modvind, og jeg vilde ønske, der var en lettere overkommelig tro.
   Min sjæl sukkede og gav ikke noget svar.
   Skirmet sae alvorlig: Jeg har prøvet dig i gøgl og set dit sindelag. Nu skal du lære alvor at kende. Gå hen til din hytte og hent min bue. Og tag ikke mere fejl af mig; jeg er aben Skîrmet.
   Min Sjæl hørte latter bag ved, mens den løb. Den fandt ved hytten en ting, der lignede en bue, og forunderligt nok var der en stræng på.
   Aben Skîrmet fik tingen i sin hånd og svang den i luften; da var det en lang pisk med skaft af gult træ.
   I usle mennesker, skreg aben Skîrmet med latter, — som tror, at I kan overvinde vor magt med en forbandelse og gøre os glemt. Vi skal gøre os husket. Pisk skal komme over jer, pisk for alt det, I attrår med stive øjne og griber efter med krogede fingerkløer; intet skal I beholde, kun pisken skal blive hos jer som den sidste frugt, og den skal I ikke blive narret for, pisk over matte lænder, pisk over kroget ryg, pisk over tåbeligt hoved, pisk til fald og pisk til død.
   Min sjæl svarede, skælvende under piskens slag: O Skîrmet, hvem er I, der plager os sådan? Er I vore døde, der selv lider ondt, og kan vi hjælpe jer? Skal vi ofre til jer og måske på den måde forsone jer? Sig mig det; hvad skal vi usle mennesker gøre for at lindre vort livs hårde vilkår?
   Men Skîrmet svarede ikke med andet end slag. Til sidst gav han pisken i min hånd og lod mig gå hjem til min hytte. Her er pisken, og her er jeg selv.
   Mængden stirrede på Bêsorn med forfærdelse. De Gule bøjede deres hoder og tænkte over, hvad de havde hørt. De kendte Bêsorn; han var en af sit partis mægtigste mænd, fuld af stærk tro og stor hårdhed. Han var også en rig mand og kær efter kvinder. Men nu var Bêsorn ydmyget og knækket. Og hvad enten det, han havde set, virkelig var til, eller det var et foster af hans eget sind, lige hundsk var det i bægge tilfælde, at en sådan oplevelse skulde hænde et menneske, og at han skulde besmitte andre øren ved sin bekendelse deraf. Sandelig, den foragt, som også her var vist mennesket, var ikke ufortjent, og på hvem lå skammen for, at den var bleven fortjent?
   Men de Gule talte ikke. Ingen iblandt dem kunde gi svar. Derfor gik de straks bort og så ikke, hvad siden hændte, men de fik at vide, at Bêsorn døde inden aften; men det værste hørte de først næste dag, at blandt de Rene brød en ny forfærdelig plage løs, piskeplagen. De begyndte fra nu af at piske sig selv og hverandre; det var fra først kun en enkelt, så smittede det dem, der så på det, og efterhånden bredte galskaben sig til hele store flokke. Der var ingen høvding med myndighed til at stanse uvæsenet, og hvad formåede Djani med sit smil og sine blomster, og med sin nyfødte søn, som hun tog på armen og gik ud med, for at de rasende mennesker skulde se deres lille smilende høvding og lære mildhed af ham. Mænd, så vel som kvinder i stort tal piskede sig til døde og samtidig tog synerne til i mængde og vildhed. Der blev for grådige øren berettet uterlige ting, som ikke kan stå på denne krønnikes blade; heller ikke ønskede mange tilhørere at fortælle dem igen, men de fik dog siden et langt liv som skumle huskerester i mange menneskers hjærte.
   Men alt dette svækkede kraften hos de Rene, den forberedte kamp kom ikke, og sådan gik det til, at de Gule beholdt magten, skønt de var langt det mindste parti i landet. De var ikke smittet af piskeplagen, ligesom den heller aldrig fik rigtig magt blandt de Mørke, og ved deres hjælp fik de Gule sat den lov igennem, at der ingen selvpisker måtte findes i den lille høvdings hundredmandsvagt, for at han ikke selv, når han voksede til, skulde blive smittet.


Kapitel 22 >