Den gule krønnike

---

Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

22. Ordet

   En mand stod på den gamle tempelplads og talte med en lille klynge om sig. Han havde ikke fråde om munden eller fægtende lemmer og var altså ikke nogen sjæleseer. Hans blå øjne var kloge og levende; de så med venlighed på tilhørerne, men vendte sig i hurtige opmærksomme glimt mod de mange andre mennesker, der færdedes rundt om. Men da de Gule havde bemærket den lille flok og set, hvem der stod midt i, begyndte de rask at samle sig for at høre, og en af dem råbte højt: O Ferâti, tal højere, så vi alle kan glædes ved dine ord.
   Da smilede Ferâti bedrøvet og svarede med løftet stemme: Brødre, hvis I kommer for at lære af mig, så vil I blive skuffede; jeg har ikke ordet; dets lys er slukket i mig som i jer; vi håber alle, at det en dag skal blive tændt igen, men dagen er endnu ikke kommet. Dog har jeg en ting at sige jer, hvis I vil høre på mig. — Ferâti så med opmærksomhed på tilhørernes voksende mængde og blev så ved: Den eneste sande tro er nu indført i landet til glæde og trøst for os alle. I den sidste tid har også sjælene begyndt at tale til mange iblandt os. Vi Gule forstår ikke disse åbenbaringer, om hvis store betydning vi ikke føler nogen tvivl; måske skal de engang udgøre et vigtigt tillæg til vor tro — — —
   Ferâti blev afbrudt af et samlet råb fra nogle mørke mænd blandt tilhørerne: Mordrak er gud; der er ingen anden.
   Ferâti gentog råbet med sænkede øjne og fortsatte: Mordrak tåler, at sjælene taler til os; de siger altså ikke noget, der mishager ham; ellers vilde han bringe dem til tavshed. Men når nu de mest dybsindige og lærerige af disse beretninger huskes og gentages i vore forsamlinger, uden at Mordrak vredes over det, så bør vi Gule samle og opbevare de gamle ord, som vore forfædre har efterladt os og som en tid har været nær ved at forsvinde i ringeagt og glemsel. De er milde og enfoldige og kan ikke forarge nogen. Brødre; i aftes efter at solen var gået ned, så jeg Djani lege med sin lille søn. Han havde grædt og kunde ikke sove, og hans moder tog ham op for ved leg at få ham glad igen. Drengen beklagede sig over det skind, hans hoved havde ligget på; Djani tog det og kastede det højt op, så det blev hængende i et træ, og hun sae: Se dit skind er blevet til en blomst. — Og virkelig så vi en stor blomst oppe i træet. Drengen havde grædt over sit legetøj, en sten, han havde taget med, da han skulde sove, men den havde revet hul på hans hais. Djani tog stenen og kastede den højt op i luften og sae: Se, din sten blev til en stjærne. — Og da drengen havde set blomsten og stjærnen, forlangte han skindet og stenen igen, og Djani sendte en ung mand op efter skindet; hun tog stenen op fra jorden, og barnet fik bægge dele igen og gik trøstet ind til sit leje og faldt straks i søvn. Se sådan er mange af vore gamle ord, uskyldige som en moders leg med sit barn, men de har den magt i sig, at de kan forvandle vore sorger til blomster og stjærner, og selv om de kommer tilbage til os igen som det, de var, så glemmer vi ikke, hvad de et øjeblik har været løftet til. Vi har jo nu frihed til at tale med sjælene om natten, — det var engang forbudt, men da var troen på Mordrak ikke befæstet; vi har lov til at piske vore legemer på sjælenes befaling, jeg agter højt dem, der gør det, deres selvtugt vil sikkert snart gøre dem til udmærkede mennesker, men nar sjæletale og pisk har sin ret, skulde ordet da ikke også ha sin? Det er dødt iblandt os, vi har i stedet for fået noget bedre: troen på Mordrak, men de gamle ord lever i manges hjerte; de gør intet menneske noget ondt, lad os da sørge for, at de ikke helt glemmes.
   Talen vakte stor glæde blandt de Gule, og mens de Rene efterhånden havde forladt forsamlingen for at være med i en storstilet massepiskning lidt derfra, vedtog de Gule sammen med de Mørke, der vistnok ikke forstod meget af det hele, den nødvendige lov. Ferâti blev valgt til at lede indsamlingen. Han var trods sin forsigtighed en ung mand og kendte selv kun få af de gamle ord, men de havde fyldt ham med stor glæde. Dog glædeligt syntes det hværv ikke at være, han havde påtaget sig. Han begyndte med de ældste, der havde kendt den sidste af ordets mænd, Kasingo, men næsten ingen af dem kunde længere stykker uforfalsket; de havde vel kunnet dem engang, men Frænosvek havde gjort alt for at udslette og fordreje dem. Ferâti fandt skønne ord, der med forbavsende sindrighed og endnu større tåbelighed var sammenflettet med trosstykker om Mordrak, men det var tit svært at se, hvor det ene holdt op og det andet begyndte. Ferâti tog det, der lød renest og simplest, lærte det uden ad og forsøgte den næste. Det var ikke altid, ordene var som en banan, der kun er fordærvet i den ene ende, så det friske kan skæres fra. Undertiden var ordene helt igennem drejet om til at gælde Mordrak, mens Ferâti nok kunde skønne, at de oprindelig havde ment noget helt andet; men den slags ord turde han ikke rense og ta med i sin samling for ikke at støde de troende. Ferâti så, at det var ikke altid ringe mænd, der havde indflettet gudtroens luftspind i den snor, der var lagt af menneskelig visdom; de havde tit vist ævne til at gi det luftige spind en forbavsende sejhed, og de havde udtænkt knuder derpå, der på en gang var ufattelige, og dog på en egen selvfølgelig måde gik ind i menneskelig opfattelse. Hvis nogen mand i Ferâtis lønkammer havde tilhvisket ham det spørsmål: Tror du på Mordrak? — da vilde han sikkert ha hvisket: Måske, — til svar! skønt han af oprindelse var Gul og tvivler. Sådan kan det gå tvivleren, når en stærk mand som Frænosvek længe nok har trommet på hans pandeskal; til sidst forstummer al anden lyd, og den overtrommede pandeskal siger af sig selv: bum, bum, og ved ikke af nogen anden lyd. Men Ferâtis undersøgelser forandrede hans sind; han havde altid været en tænksom mand, nu blev han sit lands første forsker, og han så klart, at hvad der er af ren menneskelig oprindelse har mere varme og grøde i sig, end hvad der påstår sig selv at være af guddommelig indgivelse, men bag denne indsigt rejste sig en tvivl: Er det sikkert, at det menneskelige alligevel har stærkere magt over mennesket end det overmenneskelige? Er det ikke menneskets natur at fly fra sin natur og gå oven ud af den for at komme til at stå på et sted, hvor han kun tror at ha fodfæste?
   Ferâti fandt på sin samlervej gamle visdomsord flettet ind i tåbelige remser eller uterlige mundhed, og efter at han een gang havde truffet det sidste tilfælde og uden at vise forargelse havde takket for bidraget, blev mange tilbageholdende villige til at gi ham flere. Her var det jo lettere at sigte det rene fra, men Ferâtis syn på menneskene blev betydelig mørkere ved at opdage, hvor dybt uterlige tanker sidder i dem, men han holdt ud i sit arbejde; han fik oprettet en skole, hvor disciplene skulde lære den gamle visdom; selv bitter og tvivlende gav han andre trøst og rejsning.
   Ti år gik hen, og Ferâti mente, han var færdig med sit værk, men så skete der noget mærkeligt. Han gik en dag til Djani for også at spørge hende ud; hun vidste dog ikke så meget, som han havde ventet, men hun foreslog ham at ta landets gamle koner med i undersøgelsen. Ferâti gjorde det, med tvivl og modvilje, for hvem regner vel gamle koners snak; den er en kværn, der løber med mad og tøj og børn og mand, og børn og tøj og mand og mad, med sladder og børn, med tøj og sladder, med sladder og mad; det er en kværnsang uden ende og begyndelse. Men fra den første gamle kone, Ferâti spurte ud, begyndte en ny tid. Hun diskede straks op med taler så lange som kællingesnævver mellem to hytter; herlige fyndord raslede af hende som modne nødder i en efterårsstorm. Havde hun ikke de snese af gange som lille tøs hørt, hvad hendes fader talte med andre mænd om, eller som ung kone hørt på manden, mens hun endnu selv var så ubefæstet, at hun ikke turde ta ordet fra ham og snakke selv. Det gjorde hun jo rigtignok senere, men da sad alt det andet fast, og når hun var i nød for noget at fortælle sine små børn, eller når de ikke vilde sove om aftenen, så havde hun alle de gamle ord. Skulde hun ikke kunne huske dem, når hun havde gentaget dem saa mange gange, både som moder og som bedstemoder? Og ingenting var her forvansket med tilblanding af trosartikler; for hvem tog sig af kvindens tro? Den var jo givet, eftersom den måtte være den samme som mandens, så når bare han havde den rette tro, faldt det ikke selv den skrappeste omvender ind at foreta sig noget med hans kvinde.
   De var jo ikke altid søde til at begynde med, de gamle koner; de var tit gnavne og skulde først jamre et godt stykke tid om værk og hoste og dårlig mave, men når Ferâti fik dem ind på de gamle ting, så blev de snaksomme og glade og ligesom unge igen. Ferâti kom til at elske disse gamle mennesker med den trofaste hukommelse, som de selv havde glæde af at lukke op for. Det var ikke altid, de forstod ret meget af det, men det uforståede stod lige så fast som det andet i deres herlige gamle hoder. De rystede lommerne ud for Ferâti og gav ham deres venindeskab i købet. Ferâti blev selv elsket af de gamle koner, og han undgik ikke spot, men han bar den med let hjærte; hans tro på menneskene fik de fem år, den sidste undersøgelse varede, en ny rejsning.
   De gamle ord, der siden altid gik under betegnelsen: Talesamlingen efter Ferêti, udøvede betydelig virkning på den lyse del af folket. Den gule skole uddannede efterhånden dygtige fremsigere, og i den første tid hørte folket dem hver dag, men altid længe efter gudstjenesten, undertiden i hviletimerne om middagen, men især om aftenen når legemet var mæt af arbejde, mens sindet, der havde måttet undvære hele dagen, krævede at få sin trang stillet. De Gule, der havde mistet meget af deres kraft ved drab og trostvang, kom til kræfter igen, og mange, der havde bekendt troen på Mordrak, sluttede sig til; de havde i deres sind, ligesom en mark, der ikke kan gøre modstand, een eneste vækst i en uhyre mængde gentagelser, så at der ikke var plads til andet, og de mente i deres ubevidsthed, at de heller ikke egnede sig til andet, men ved atter og atter at høre stykker af talesamlingen, kom de selv til at tænke, og uden at nogen anede det, rykkede de med forsigtig hånd i en af troens vækster, og den gik let op, næsten uden rod i muldet, men når den ene urt ikke havde slået bedre rod, måtte det samme være tilfælde med de andre, der så lige sådan ud, og det viste sig at være rigtigt; snart groede da den gule tanke med mange forskellige slags blomster i den rensede jordbund.
   Men ikke alle ord kom frem; ingen fremsigemand lod folket høre Jêkons tvivlende tale om guderne, og lige sådan sørgede Ferâti for, at spotteord om sjæletroen blev undertrykt; alligevel var forbitrelsen stor blandt de Rene; de havde forstand nok til at ane den gudfrihed, som den gule lære lig en halvt udfoldet blomst endnu delvis lukkede sig over som den frugt, den skulde bringe til modning. De Rene ønskede igen at sætte en udryddelseskrig i gang, men de var selv svækkede af indre plager og af dårlig samvittighed, fordi mange af dem var begyndt at falde tilbage i sjæledyrkelsen, som de drev i dybe jordhuler eller om natten, når den var mørk nok. Endelig gik det ikke an at lægge sig ud med de Mørke, der billigede ordet, sagtens fordi de ikke forstod det. Havde der iblandt dem været en Frænosvek, der kunde bringe død over ordets tilhængere, da havde sagen været simpel nok, men hvor var manden, og hvad kunde de Rene vente af den ny høvding, der allerede fra sit syvende år måtte høre på fremsigemændene, og nu som voksen ung mand syntes at finde behag i det. De Mørke havde en egenskab, der gjorde venskab med dem til en såre vigtig ting; de formerede sig så overvældende. De kvindede sig, og de mandede sig i god tid, til dels med de lyse folk og deres tal blev efterhånden til et flertal.
   En aften, da folk havde lejret sig i græsset efter dagens besvær, stod fremsigemanden op, som sædvanligt var, for at påkalde opmærksomhed. Han var en meget duelig mand og havde fundet på at ledsage sine ord med slag på en svær, enstrenget harpe, han holdt i hånden. Han begyndte med tre stærke slag, dong, dong, dong, og indledede, som det var sædvanligt, sin fremsigelse med følgende ord: Brødre, vil I høre på ordet og gi det plads i jere hjærter, thi uden det er ordet som en fugl, der har forvildet sig ind i en øde egn; den synger, glad over solen og luften, og fordi den for en tid har glemt jorden, der er den uvenlig, men længe inden dagen er forbi, må fuglen dø. Sådan har ordet en kort flugt, når det ikke har anden grund under sig end øde hjærter. Lad derfor jert sind være ordets tilflugt; lad ordet få næring af en lang husken. Dong, dong.
   Fremsigemanden foredrog derpå forskellige gamle ord og endte med Jêkon den ældres taler til spillemanden Hallavâli, som ved den lejlighed fik deres første fremsigelse. De blev ledsagede af særlig kunstfærdige harpeslag, idet fremsigemanden greb om strængen med venstre hånd, mens han slog den an med højre; derved blev klangen mere dæmpet, men samtidig gav strængen flere forskellige toner fra sig. Den velkendte stræng, der hidtil kun havde sagt dong, dong, fik fler tunger at tale med, hæse ganske vist, men de åbnede et uransageligt dyb under sig, en brønd af toner, som der var svimmelhed ved at se ned i.
   Folk jublede, og en ung mand, der hed Dârkys, sprang op og råbte til fremsigemanden, ligesom på alles vegne, at det vilde de høre engang til. Da det var sket, styrtede den unge Dârkys ud af forsamlingen og løb bort til udskoven; i tre dage forsømte han sit arbejde og den unge kvinde, han havde taget; men den tredie dag om aftenen kom han tilbage med en ny harpe i hånden og en ny sang i sit hjærte. Da aftenens fremsigemand var færdig, rejste Dârkys sig og bad om lov til at sige frem af sit eget, og han fik i et øjeblik flere ja, end en almindelig mand har brug for i hele sin levetid.
   Den harpe, Dârkys ledsagede sine ord med, var en ganske flad bue, så at strængen flere steder kunde trykkes ind til buestangen; derved fik også den harpe flere toner, men de var allesammen klare og rene og vrimlede med ufattelig lethed frem under hans hænder. Dârkys gjorde et langt forspil, og for at stemme folk velvillige mod sin sang, begyndte han med et kvad om den folkekære helt Bramântas og hans kvinde Mysa.
   Da kvadet var forbi, var der vel enkelte, der knurrede over det usømmelige i, at en mand sådan blev nævnt sammen med sin kvinde, men de blev overdøvede af manges jubel, og med godt mod tog Dârkys da fat på et kvad, der havde henblik på ham selv.

Jeg vil synge nu om buer;
mit navn er Dârkys den unge.
Mange buer Dârkys kender,
skinnende og strængbespændte.
Først blandt buer ser jeg månen;
ny og blank som sølv den stråler;
stræng har månebuen tresnoet,
sølvgrå nat og drømmen broget,
tredje snor, som ind sig slynger,
elskov hedder, stærk og yndig.
Større er dog kystens bue,
strængen havet er, der bruser,
hør, den stærkeste af harper
evigt spil mod landet kaster.
Greb i havets stræng tar stormen,
muntert klimp og mægtig torden,
glatte stenes sagte rullen,
brådsøer, der om skibe buldrer.

Ha, nu løfter sangen Dârkys højt fra jorden,
og hans hoved blir i himmelhvælvet borte;
Dârkys digterbuen er den lange;
og som stræng på buen klinger kvadet.
O ild og løftelse, o hellig brand!
Højt Dârkys bæres bort fra jordens dal.
Fra mindets bue, hørt af sene slægter,
skal Dârkyskvadet klinge stærkt og prægtigt.

   Buen faldt ud af Dârkys hænder, som om han ikke mere formåede at holde den fast; han stod og stirrede opad, ubevægelig og ude af sig selv som en, der ser sin sjæl flyve bort. Tilhørerne, der havde været betaget af sangen, sad målløse og stirrede på dette syn, men der var dog snart en del, især blandt de Rene, der kom til besindelse igen; de gav sig til at tale ganske højt, og de sae spottende: Mon den gode Dârkys har mistet sin forstand? Det var bedre for ham at gå hjem til sit leje, end at stå her og te sig som en gal.
   Men Dârkys havde allerede fattet sig; han tog sin harpe op igen, uberørt af de spottende ord, som han næppe havde hørt, og fortsatte sit kvad:

Bue ved jeg, stum og større,
blå, mod jordens runding støttet.
Himlens kyst mod jorden skyller
ned med lys og skyers bølger.
Øst- og vestsol som en tvestræng
er på denne bue udspændt.
Uden tone solstræng dirrer
og ved aften lydløst brister;
men om nat vel tusind fingre
ses i himlens bue gribe;
skøn, uhørt musik fremvælder
under nattens stjærnehænder.
Klangen høres kun af guder,
jorden ligger døv derunder.
Bue har jeg, skøn og mindre;
sødt jeg ofte på den klimpred;
Aja, jeg min bue nævner,
grebet tit af Dârkys hænder
Selv, af Dârkys hånd ugrebet
lyder denne bues strænge;
når jeg fjærnt på jagten færdes,
spiller for mig Ajas længsel.
Men om aftnen i min hytte
sødere den tone lyder
dobbeltstrænget fra os bægge;
Ajas latter, Dârkys glæde.
Mindste bue dog af alle
af min Ajas læber dannes,
frisk og sød som sol i øster
sød og varm som sol i vester;
og som hvide skyers striber
strænges den når Aja smiler.
Stum og mindre smilets himmel
af usagte løfter tindrer.
Stjærner to derover stråler,
mer de dog end tusend taler.
Se hvor mange buer Dârkys
ejer, alle skønne stærke.
Kyst og måne, himlens runding,
Aja med sit smil om munden.
Dong, dong, digterbuen taler,
ende hermed er på kvadet.

Dârkys lod buen synke og stod et øjeblik tavs og smilende, som om han glædede sig ved det bifald, der lød imod ham, men han hørte det ikke til ende; han gik lige med et ud af kresen, og der kom Aja ham i møde; hun slog armene om hans hals, og til mændenes forundring tog han hende i sin favn og kyssede hende i stedet for at støde hende fra sig. Det regnedes ikke for sømmeligt, at en mand i påsyn af andre viste, at en kvindes kærtegn var ham til behag; der var også mange, der fandt, at prisen til kvinden var en plet i Dârkys’ kvad, som ellers var smukt; en mand kunde dog ikke sådan i en forsamling stå op og røbe, at han nogen sinde følte længsel efter en kvinde eller havde glæde af at se hende smile; det var umandigt, og desuden: kvinderne ler og griner jo altid, helst, når de ser en mand, så hvad? Men fraset denne alvorlige fejl var det er godt og smukt kvad, Dârkys havde gjort, og måske kunde det håbes, at ordet, der så længe havde været dødt, nu var født på ny. Sindene var beredt til at høre Dârky’s næste kvad. Enkelte var dog stemt for at gi Dârkys påbud om at udelade pris til kvinden i sit næste kvad, men en af de forstandigste svarede dertil: Jêkon den gamle vilde aldrig sige til en mand, der ejede ordet: Sådan skal du sige det, og sådan ikke; dette skal du sige, og det skal du udelade. Nej, han vilde sige: Tal ordet, som dit hjærte indgir dig; eftertiden vil la det dø eller gro, som det er den mest tjenligt.
   Den tale gav kvinderne deres hjærteligste tilslutning, i al stilhed; de syntes, kvadet var dejligt, især det, der handlede om kvinden, og kvadet havde allerede slået sig ned i trofaste kvindehoder og kom tilbage, fremmumlet i stumper herfra og derfra, til det blev samlet.
   Sådan gik aftenen med samtale og fornyet fremsigelse af kvadet fra kvinderne, og hvad der første gang havde været stødende, forekom ved anden høring mere udholdeligt, og mangen ung mand vendte øjnene hen mod sin kvinde og mødte hendes smil. I grunden var det vel ikke så forkert; Dârkys havde blot sagt højt om kvinden, hvad mangen mand tænkte, mens han var i den første hede, og det underlige lå vist kun deri, at nogen kunde stå frem og med alles øjne på sig nævne kvindens navn ved siden af sit eget. Når Dârkys ikke undså sig, som enhver anden vilde gøre, så måtte det vistnok forklares på den måde, at en digter er forskellig fra andre mennesker. Men ingen kunde jo ønske at ligne sådan en, selv om de i hjærtet gav ham deres bifald.
   Dârkys var forlængst i sin hytte med Aja; han hørte ikke drøftelserne og heller ikke de vrantne indvendinger, som de Renes parti kom frem med. Dârkys var lykkelig og snart i dyb søvn, men blandt de ældste mænd og kvinder fra gamlehytterne på sydsiden af skoven, gik snakken så livligt som noget sted.
   Hm, hm, sae en eftertænksom gul olding til sin naboerske, — jeg gad vide, hvis det nu efter denne Dârkys blev skik i landet, at mænd roste deres kvinder for smil og skønhed, og hvorfor ikke for favntag, jeg gad vide, siger jeg, hvordan nogen kvinder vi så vil få? Jeg husker nok, hvordan min egen gamle forlangte, jeg skulde rose det kød, hun havde stegt til mig, og det varme brød. Det gjorde jeg også sommetider, ikke for tit jo, men jeg mener bare: hvis nu den gamle, nå det skulde naturligvis være, mens hun var ung, hvis nu hun var kommet til mig med sådan noget som: kan du se, hvor køn jeg er, og har du lagt mærke til mit smil i dag, og hvad synes du om min favn? Du har ikke sagt et eneste rosende ord om alt det hele dagen? Og så videre, jeg siger bare: kan vi så være for vore kvinder, når det blir skik blandt bare nogle enkelte mænd, at rose kvinderne for den slags ting?
   Ja, kære nabo, jeg synes Dârkys er en dejlig mand, og jeg kan godt lide, han taler så kønt om sin kvinde. Jeg har selv været køn engang, jo jeg har; det vidste jeg såmænd ikke af, men det var en veninde, der sae det til mig. Tror du manden nogen sinde skulde lukke sin mund op og sige, jeg var køn? Men tror du ikke, jeg vilde ha været meget mere glad, hvis han havde sagt det? Og skulde det ikke ha noget at sige for mændene, om vi er glade eller arrige, som de altid kan huske at sige, at vi er?
   Ja, naboerske, det kan gærne være, du har ret. At en arrig kvinde er en plage, det ved vi mænd jo nok, og kunde man lige fra begyndelsen få hende mere glad ved at sige pæne ting til hende, jo det er ikke umuligt, det vilde ha sin betydning; jeg har aldrig tænkt over det før, det kan såmænd godt være, når jeg får tænkt det mere grundigt igennem, at jeg vil synes, du har ret. Hm, hm, i så tilfælde skulde man jo ha tænkt over det noget før, men jeg hører for resten ikke til dem, der påstår, der er ingen glæde ved efterklogskab. Men hvad synes du ellers om de gode ord fra gamle dage, som vi har hørt i aften?
   Det må du ikke spørge mig om, nabo, det går over min forstand; jeg forstod ikke andet end det med smil og kys og skønhed.
   Nej, jeg kan jo nok forstå, naboerske, at det eneste, der er kommet ind i din hjærne, som du på kvinders vis bær i venstre side, er det om smil og favn og skønhed. Men deraf ser man, tilføjede han, idet han eftertænksomt strøg ned ad sin lange, gamle næse og endte ved dråben på spidsen, — at bålet er aldrig så udbrændt, det dufter dog altid af den fordums ild. — Han vendte sig derpå til en flok mørke mænd, der sad ved hans venstre side: Hvad mener I, venner, om de ord, vi i aften har hørt? Var det ikke smukt, hvad Jêkon den yngre sae om sjælen: Tre skønne verdener ser jeg: blomsternes og græssets for neden, solens verden foroven, og mellem dem luftens verden, hvor fuglene flyver; den nedre verden står stille som en tavs og broget drøm; solen står over drømmens verden som et lyst og tænksomt øje, der både ser og gir farve til hvad det ser. Midtvejs mellem de to stille verdener bevæger sig blæsten og fuglene som selve livet, der hæftigt bevæger sig hid og did mellem tanken og drømmen. Men hvor er i dag min sjæl henne i denne treverden? Fløj den ikke i går som en fugl gennem livets verden, munter som fuglene, usynlig og stærk som blæsten? Men hvor er min sjæl henne i dag? Den har ikke taget plads ved siden af det tænksomme blik, der fra oven ser, hvordan verden går; den er faldet ned, men den har ikke sat sig i græsset mellem de drømmende blomster. Ak nej, min sjæl drømmer ikke i dag; den er død. Den er ikke en blomst, men en grå jordknold; solen skinner på den, men det hjælper ikke; min sjæl kan ikke blive til en blomst, den kan ikke få vinger og flyve som en fugl; den er død. Og dog lever jeg selv i dag som i går; kun i mit hjærte føler jeg tyngden af min døde sjæl, der før var så let og så stærk, at den syntes at bære også mig i sin flugt. Et dybt mismod nedtrykker mig; jeg synes at være sund, og dog er der ikke et sted på mit legeme, der ikke er sygt. Hvornår vil min sjæl igen hæve sig og gøre mig rask? — Hvad mener I, spurte den gamle, da han var færdig med sin fremsigelse — om disse ord af Jêkon den yngre?
   Det varede lidt, inden der kom svar; så sae den mest forstandige iblandt de mørke: Vi synes, at han er grumme kedsommelig, men vi forstår ham for resten ikke.
   Men en anden gammel gul mand, der havde hørt det hele, rejste sig, lae hånden på den førstes skulder og sae: Kære broder! gule ord forekommer mørke mænd lige så tåbelige, som mørke ord vilde forekomme os gule; jeg troede ikke, jeg behøvede at belære en gammel kender af ordet om en så ligefrem sandhed. — Derefter vendte han sig mod de mørke og talte smilende til dem på følgende måde: I har ret, mine venner. Jêkon den yngre er kedelig, men nu skal I høre et ord fra en af jere egne vismænd, ham som har det svære navn Remi Sjenki, men som i vort sprog kaldes Fåremule; jeg har ligesom en anden Ferati opsporet en tale af ham hos en af jere gamle koner, og her er den: Der tales nu så meget om måne og stjærner og tankens høje himmelspræt, som ingen er i stand til at følge, og som kun gør folk svimle. Der føres nu mere snak om sjælens flugt, som ingen har set, end om de beskedne små ting, som vi alle daglig sysselsætter os med. De folk, fra hvem al den storhed udgår, mener åbenbart, at de er på et højere stade end andre mennesker, ligesom fuglen tilsyneladende er højere end det træ, den flyver hen over, men når fuglen falder ned, hvad er så højest? Træet blir jo stående alligevel. Disse menneskefugle overser ganske de andre menneskers bramfri og ydmyge færd og regner den for ingenting. Men findes den sande tilfredshed ikke hos disse beskedne, tavse mennesker, der trofast holder ved de små ting, og se en gang på dem: de nåer vel ikke så højt som de andre synes at gøre; deres ryg er ydmygt bøjet over deres arbejde, der synes at ligge så lavt, men er det ikke hos dem, at det fine og ædle hjærtelag findes? De har altid held til at opnå netop det, de stræber efter, og ser man ikke frugten af deres stræben strøet ud på den gyldne middelvej, som deres liv altid har bevæget sig hen ad? Min ros, — sådan siger den store Fåremule, — skal gælde de små, der sætter sig et beskedent mål, og som inden aften føler lykken over at være ved målet. Men jeg vil ikke rose dem, der sætter sig et fjærnt mål, hvis sted de ikke engang selv kender; jeg forstår dem ikke, men jeg føler, at jeg har heller ikke brug for at forstå dem.
   Taleren så på de mørke ansigter, der var vendt imod ham: Nå, hvad synes I så om jer vismand Fåremule?
   Godt, godt, svarede de i kor, og de mere opvakte føjede til: En herlig og ædel ånd. Har du ikke flere ord af ham?
   Jo, min ven; de kan skaffes; men jeg ser på jere ansigter, at I trænger ikke til mere løftelse for i aften. Fåremule var også i sine krav om løftelse en beskeden mand, og hans eksempel vil I efterfølge.
   Derefter vendte han sig til sin kammerat på den anden side, og denne sae smilende til ham:
   Broder, jeg ser, at jeg i dig har truffet en sindrig og kløgtig mand. Det er skade, du er så gammel; du kunde ellers ha opnået at blive en stor profet blandt dette folk.
   Det er sandt, broder, men jeg er ikke ærgærrig.
   Også det må jeg beklage. Jeg skulde ikke ha forsømt nogen lejlighed til at høre dine skønne og opbyggelige taler. Jeg har altid været en beundrer af ædel dobbelthed i ord.
   De to gamle vekslede et smil og kastede et blik på de mørke, der allerede var faldet tilbage til deres sædvanlige dødhed.
   For resten, vedblev den sindrige olding, — vil dette folk, når det engang får mæle, ud af sig selv frembringe en profet som den, jeg har givet dig et lille billede af.
   Den anden gamle lo, gjorde en stor håndbevægelse og sae: Fåremule skal herefter altid være det navn, hvormed vort folk kalder det mørke folks profeter. Ja, sådan skal det være; jeg vil fortælle dine ord til mine søstersønner; de vil glæde sig over din sindrige tale og bevare den.
   Jeg takker dig, kære broder, for den tvetydige berømmelse, du dermed skænker mig.
   Ja broder, jeg tror, du må hellere sige tretydige. Hvis disse dine ord blir bevarede, så vil eftertiden sige om dig: Hvilket gammelt vrøvl var faderen til disse ord. Den vil sige: Hvilken ædel og beskeden ånd var han, og endelig: Hvilken sindrig mand må han ikke ha været, der kunde skabe ord med to ansigter.
   De to gamle rejste sig leende fra græsset, der nu begyndte at blive gennemvådt af dug, og gik med hinanden broderligt under armen tilbage til det gamlehus, hvor de hørte hjemme.