Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
23. Fortællekampen
Den ny høvding fyldte tredive år og tog efter loven styre over landet. Lige fra sin fødsel havde han gået under navnet Djanis søn, og et andet navn, som hans moder gav ham, gik i glemme som et ord, der vel kan være brugeligt, men ikke vinder folkets hu. Derfor blev Hissârdjan eller Djanis søn det navn, hvorunder den ny høvding blev kaldt.Om den dag, da Hissârdjan tog høvdingeværdigheden, er kun lidt at berette. Han ledede ofringen til Mordrak og holdt derefter en tale til det forsamlede folk. Han begyndte med at nævne Jêkon den yngres velkendte ord: Intet levende væsen på jorden har en så vanskelig stilling som mennesket: hans legeme er svagere end mange dyrs, hans forstand er større, men med sin svaghed og forstand er han forfærdeligere end noget dyr, når han slipper sin vildskab løs. Der er intet dyr, som mennesket ikke kunde lære af: trofasthed af hunden, flid af bien, ædelmodighed af løven og besindighed af elefanten; dog er der ikke en af disse egenskaber, mennesket ikke har, kun er de blandede med fejl, der kan opveje dem alle. Mennesket har løftet sit hoved højere mod himlen end noget dyr, men i den højde, hvor mennesket bær sit hoved, findes både meget godt og meget ondt i stærk og farlig blanding. Mennesket har løftet sine hænder fra jorden sammen med sit hoved, han udretter flere store ting end dyret, ligesom han gør større fortræd. Hvad er tyrens horn og slangens gifttand mod et menneskes onde hånd? Hvert dyr har fået sit som gave fra naturens hånd: kløgt eller mod, frygt eller lumskhed, det er altsammen en gave, ligesom det er en tvang. Mennesket har fået alt fra det bedste til det værste, men dertil endnu en gave: det farlige, fri valg. Hvor lang tid behøver mennesket til at lære at vælge det bedste.
Da Hissârdjan havde fremført disse ord, føjede han beskedent til, at han fandt dem vel hårde, men at menneskene på Jêkon den yngres tid vel også var mere vilde og grusomme end nu. Det viste altså, at menneskene kunde blive bedre, og det vilde han også selv arbejde for, idet han lovede at forfølge og straffe al ondskab, så at den fred, der endelig var kommet, yderligere kunde styrkes og blive ved at vare altid.
Talen vandt bifald, da den kom fra den elskede Djanis søn, men to Gule, der stod langt tilbage i forsamlingen, hviskede til hinanden bag hånden: Hissârdjan er en god mand, men han har ikke ordet, dog, er hans hånd lige så besindig som hans ord og helst lidt mere kraftig, da kan denne tid, der er god for os, endnu længe blive fortsat. Men hvad der her er talt må blive mellem os.
— Hissârdjan holdt ord; han straffede ugærninger strængt, så landets fred og orden blev ikke alvorligt brudt, og på den måde gik tyve år, hvor der ikke er noget at fortælle om høvdingen selv, derimod begyndte en bestemtere deling af folket i tre stammer nu at gå for sig. Det var de Gule, der satte det i gang. De havde før, især under Frænosvek, blandet sig stærkt med de Mørke, men nødtvungent og ugerne, så vel som med deres nære frænder, Sjæledyrkerne. Men nu da de havde Ferâtis talesamling, følte de sig mer end nogen sinde som et folk for sig; de holdt sig borte fra omgang med de Mørke og undgik forbindelser med deres frænder, hvis sjæletro de ikke delte. De blev boende ved havet og bredte sig syd på. De dyrkede Mordrak efter landets skik, men de elskede de gamle ord og kunde dem uden ad, og mellem de ældste af dem gik fra slægt til slægt de ord af Jêkon den gamle, hvor han udtaler sin tvivl om guderne, men ordene kom aldrig frem i en forsamling og måtte ikke kendes af kvinder og unge mænd. De Gule, som de blev ved at kalde sig, var fredelige og flittige folk; de elskede munterhed og agtede selvbeherskelse; de hadede trætter og vænnede sig af med at slå deres kvinder, som ansås for at være mere stolte end andre; de havde også større skønhed, da de ikke blev sat til så meget hårdt arbejde. De var meget attråede af mænd fra de to andre stammer, men dels var sådan en forbindelse ikke vel set blandt de Gule, dels syntes mangen en bejler ikke om, at den kvinde, han ønskede at erhverve sig, satte som betingelse, at han ikke måtte slå hende. Når hun tilmed fremsatte den fordring med et blik og en holdning, som om hun kunde få i sinde at slå igen, kan man forstå, at en bejler foretrak de mere veltugtede kvinder i sin egen stamme.
Mens de Gule bosatte sig nord på, langs med havet, gik deres frænder mod syd. De kaldte sig sydfolket. Skønt selvpiskere var blevet sjældnere blandt dem, havde de dog i almindelighed et ustyrligt sind; trætte og blodsudgydelse var ikke sjældent. De var store vindrikkere og elskere af musik, men tungsindighed var en almindelig sygdom. De slog deres kvinder, men havde dog svært ved at styre dem. De elskede vrede og hengav sig til den som til stærk vin, men besindighed foragtede de og regnede for svaghed, der er en mand uværdig.
De Mørke udbredte sig øst på ind i vildmarken, som de opdyrkede med flid og krum ryg. De var enkeltvis fredelige, skønt umilde, men blev farlige, når de samledes i flok under førerskab af en mand, der kunde skrige højt og gøre fagter med arme og ben, ti at tale med ord havde ingen mand iblandt dem ævne til. De havde en tid blandet sig med de Gule på Frænosveks bud, og af dem lærte de bedre brug af jorden og opdræt af kvæg, men i øvrigt syntes den gule udsæd blandt dem ikke at efterlade sig spor. De holdt deres kvinder underdanige som ludende æsler og bankede dem unødigt, som det var vilde heste, der trængte til tæmning. De kaldtes efter deres lands beliggenhed østlændinge.
Men alle tre lande stødte op til pladsen foran templet, sådan at enhver uden at gå over fremmed land kunde overvære ofringerne, fremsætte sine begæringer og gøre klage over tilføjet uret samt ta del i de årlige fester. Om en sådan fest skal nu fortælles.
Der var blandt sydfolket en mand ved navn Tvêlkovatl. Han var søn af den Besorn, der døde på tempelpladsen under sin egen pisk, hvorvel mange mente, at det var hans raseri, der dræbte ham. Denne Tvêlkovatl var en høj og styg mand, frygtet og meget anset blandt sine egne. Det hed sig, at hans faler havde avlet ham, endnu mens mærkerne af pisk sad blodige på hans lænder, det skulde være årsagen til de blodrøde striber, der lå over sønnens ansigt. Tvêlkovatl havde forlængst lagt pisken bort, men han havde hele sin ungdom igennem næret sin sjæl med drømme, han var selv drømmer, men af en ny slags, hans sjæl vandrede ikke ude om natten mellem dyrene; men han så midt om dagen de skjulte ting, der ligger i mørke, og som selv solen ikke kan nå med sit lys. Sydfolket anså ham for en profet, større end Frænosvek og oplyst af Mordrak selv.
På tempelpladsen, hvor en stor mængde var forsamlet, havde digteren Dârkys fremsagt et nyt kvad og derpå, efter begæring af mange sit kendte kvad om buen, der i tidens løb var blevet meget folkekært. Da bifaldet var stilnet af, sae Tvêlkovatl, idet et spottende smil fik de røde flammer til at bevæge sig på hans ellers stive ansigt:
Nu nok af kælen sang om favn, Dârkys. Hvorfor skal vi dvæle så længe ved det, som den foragtelige krop fordrer af os. Er der en mands sjæl i dig, så lad os også se et lille glimt af den.
Dârkys svarede smilende, idet han med andre mindedes den tid, da Tvêlkovatl havde bejlet til Aja og faaet nej: Gå du foran, Tvêlkovatl, så skal jeg komme efter. — Han løftede sin harpe højt og råbte: Hør, o folk, hvad Tvêlkovatl har at sige. Vær stille og lyt til hans ord. Dong, dong, dong.
Da tog Tvêlkovatl ordet og talte sådan: Ser I månen, der står op, rund, styg og rød? Jeg ser mange af jer vende øjnene mod månen; jere øjne står fulde af blod. Ved I, hvor månen har været i dag, mens solen stod på himlen? Maanen har vandret gennem dødsriget. Den er gået fra død til død som en sjakal og har vendt dem med sin snude. Månen har mættet sig med gammelt blod, og nu træder den fra dødens land op på himlen. Kan I forstå, at himlen ikke ryster sit blå skind, til den har befriet sig for denne blodige sjakal? Himlen er skøn; hvordan er jorden? Synes I ikke i hvert fald, at månen vilde passe godt hernede blandt os? Så vilde vi se den krybe op over jordens kant, fuld og drukken, men den vilde, når den en gang blev rystet af, ikke mere være i stand til at stige op på himlen; den vilde blive nødt til at kravle hen ad jorden, indtil den ved jordens anden ende kunde la sig falde sulten ned i dødsriget igen. Vi vilde se den komme krybende gennem græsset, dukke op bag en stor sten, falde i et hul og møjsommeligt komme op igen. Månen vilde komme forbi døren til vor hytte og stirre os fulde af onde drømme; den vilde arbejde sig over en sovende mand i græsset og få ham til at vågne med et vræl; den vilde se sig om efter ham, mens han døde skrigende med blod om munden. Modige mænd vilde forsøge at dræbe månen, indtil andre, der tit nok havde set udfaldet, blev klogere. Sådan er månen, se frit på den; kommer den ikke om lidt krybende over marken? Mordrak ser den under sine fødder, når han går over himlen; han træder med uvilje til side for den, men han siger til himlen: Vær tålmodig og lad min måne vandre over dig endnu en tid. Jeg har skabt den til belæring for menneskene. Den skal gå gennem dødsriget, og den skal gå samme vej over himlen som jeg selv og lyse død over menneskene, for at de ikke skal glemme, hvad de er. Meget kunde månen fortælle om vore døde, hvis den kom ned til os, men det skal ikke ske, før på den dag, Mordrak har bestemt til enden på alle ting. Da skal vi se månen vælte sig over jordens rand, rød og fuld af skæbne, og den skal tale til os, men da skal vi alle dø, for viden om døden er døden selv.
Da Tvêlkovatl tav, hørtes der en tid ikke andet end suk og mumlen fra det forsamlede folk. Men Dârkys rejste sig, ene mand stående, med tomme hænder, for buen lå ved hans fødder, han sae: Vistnok har du talt sindrigt, Tvêlkovatl, men dit hjærte er sort, og du knuger folkets hjærter med mørke tanker. Hvorfor skal vi hente gru ned fra himlen og plante den midt imellem os, som om den ikke blomstrede frodigt nok i forvejen?
Og fra østlændingene kom råbet: Lad ingen adspørge månen; Mordrak er gud.
Men fra den anden side lød stemmer, der sae: Dârkys, fortæl også du om månen. Tvêlkovatls ord skinner på vore hjærter som hans egen gustne måne. Vær du som en sol for os.
Dârkys tog smilende sin bue og greb i den:
Dong, dong, dong. En kvinde er månen; nymånen er en ung jomfru. Hun står op midt om natten; hendes ansigt er meget blegt, og hendes kind er hul, som rimeligt hos en jomfru, der venter på sin bejler. Hun står på himlen og stirrer mod syd, hun stirrer mod vest, men den, hun venter, kommer østfra. Han kommer frem på himlen, men han ser hende ikke, hans eget lys gør hende usynlig for ham, og hun vender også ryggen mod ham og flygter for ham. En tåbelig ung jomfru er den elskovsfulde måne, hvis ansigt er blegt af længsel. Hvorfor vender hun sig ikke om og går sin bejler i møde og siger: Kære, må jeg komme til dig? Månen er ganske forvirret af sin store ungdom og sin store elskov; hun vil, og hun vil ikke, hun er et ja og et nej, slynget sammen i en knude, hun kan ikke løse knuden. Hun går ene til sit leje; hendes nat og dag er ikke hans, og de kan aldrig mødes. Hun flygter for ham med bortvendt ansigt, og hun går bag efter ham seende den anden vej, hun er ganske forstyrret og ved ikke af sig selv. En gang imellem vender hun sit ansigt mod os, men da er han borte, som hun søger, hun lyser over hele himlen efter ham, men finder ham ikke. Hvilken tosset jomfru er ikke månen, og hun blir aldrig klogere. Hun ser til den ene side og til den anden side, hvor han ikke er, hun spilder sin nattesøvn, og hun søger lejet om dagen. Hendes store kærlighed og hendes frygt for lejet samtidig har bragt hende fra forstanden. Derfor skifter hun uafladelig sind og ansigt, derfor er hun så ganske lunefuld både med sig selv og med sine tider. Hvis det var muligt, at jeg kunde få hende i tale, da vilde jeg sige til hende: Kære jomfru måne, gør dog en ende på dine luner, og se at bringe dit knortede sind i ro. Hvad kan det nytte, at du har dit leje i øst, når han på samme tid søger sit i vest? Hvorfor, hvad enten du flygter for ham eller du forfølger ham, ser du netop den modsatte vej? Det kan en ung jomfru gøre tre dage og med held, men den fjerde dag går bejleren fra hende; det ved enhver jomfru, derfor udstrækker hun ikke sine luner til den fjerde dag, men du holder aldrig op; kom ned til vore jomfruer, der er yngre end du, og lad dig undervise af dem. Og hvorfor skifter du stadig væsen, så din bejler har nød med at kende dig igen? Han kan ikke sige: Se sådan er månen, min elskede, — for han ved ikke, hvordan du er i morgen. Sandt nok, også vore unge jomfruer har deres skifte, hvormed de forvirrer mændene, og forvirring, der kommer fra en jomfru, er sød i tre dage; siden gør den sur, først ham, derefter hende. For sådan er kvinden: hun er en måne med skiftende ansigter og lunefulde veje; vi stirrer efter hende og ser, at hun går på himlen. Men hendes månetid er kun kort; så deler hun dag og nat med sin bejler; hans veje er hendes, så vidt det står til en kvinde, hun ser den vej, hvor han er, og ikke i øst og vest. Hun er det lille lys i hans hytte, og hun føder ham børn; hun sidder i hans dør, når han kommer hjem, smilende som en fuldmåne, men du sidder på himlen med dit gale forbillede, som om vore kvinder skulde lære af dig, mens det er dig, der trænger til at lære af dem. Derfor ler vore kvinder af dig og regner dig ikke; de er unge og kloge, og du kan blive ung endnu, hvis du vil være klog nok til at ta lære af dem. — Sådan vilde jeg tale, og det er alt, hvad jeg har at fortælle jer om den evig gamle jomfru måne. Dong, dong.
Da folkets munterhed havde lagt sig, smilede også Tvêlkovatl med et stort vræng om sin mund, og han sae: Siden folket har så megen lyst til at le, vel, så vil jeg også fortælle en munter historie, den skal handle om kvinden, dog ikke om hende på månen, men om kvinden på jorden. Den lyder sådan: Langt syd på, i sydfolkets land, levede en gang en mand ved navn Tjin, Dong, Dang, det vil sige den, der elsker vin, blomster og kvinder. Han var dog ikke så rig, som hans navn skulde la os formode, og han fik derfor ikke sine tre ønsker opfyldt i den grad, som hans hjærte begærede. Således fik han megen tid til eftertanke over alle de begæringer, der som en bred strøm vandrede gennem hans hjærte, og hvoraf nogle blev overfyldt og gik ind i hans erindring, skinnende som røde aftenskyer, mens andre uopfyldte blev hængende over ham som tungt ladte skyer, der gør sindet tungt og uroligt, og Tjin Dong Dang tænkte over det al sammen og samlede sig visdom. Ved dennes hjælp lykkedes det ham, da han allerede var langt ude over sin ungdom at besværge ånden Ming Ling, hvilket navn betyder: den, der færdes vidt omkring. Men det skete kun på den betingelse, at Tjin Dong Dang altid skulde skaffe ånden Ming Ling nok at bestille, og skulde den dag komme, da han ikke længere var i stand til at udtænke en sysselsættelse til ånden Ming Ling, da havde denne ret at flyve bort med ham til sit rige, om Ming Ling var høvding over alle onde ånder.
Giv mig noget at bestille, var Ming Lings første ord.
Byg mig et hus ved floden, svarede Tjin Dong Dang, og han beskrev nærmere, hvordan han ønskede det.
Inden skyggen af en trætop havde vandret længden af en krigers lanse, kom ånden tilbage og sae: Huset er færdigt; giv mig noget at bestille.
Tjin Dong Dang svarede, idet han kastede et blik på huset: Det falder mig ind, at da mit hus kun er af træ, kan det blive ødelagt af ildsvåde. Byg mig et andet af hugne kampsten.
Solen var endnu ikke af himlen, da Ming Ling kom tilbage og mældte: Herre, dit stenhus er færdigt; giv mig noget at bestille.
Tjin Dong Dang svarede uden betænkning, der jo heller ikke var tilladt: Skaf mig landets skønneste kvinde, for at hun kan bo hos mig i mit stenhus.
Ånden fløj bort. Ved solopgang stod han igen hos Tjin Dong Dang med en kvinde så smuk, som han aldrig før havde set nogen. Hun hed Sing Ho Hej, hvilket er et navn med tredobbelt betydning: munterhed, tvivl og tvist.
Ming Ling satte altså kvinden ned ved siden af sin herre og sae: Her er den kvinde, du ønsker dig; giv mig noget at bestille.
Tjin Dong Dang svarede, uden at han turde gi sig tid til at se nærmere på kvinden: Byg hende et hus ved siden af mit, men af helt hvide sten uden plet eller åre.
Ånden forsvandt, og endnu mens Tjin Dong Dang var langsom på vej til sit hus med kvinden ved hånden, stod ånden hos ham og sae: Huset af hvide sten er færdigt; giv mig noget at bestille.
Da blev Tjin Dong Dang heftigt forskrækket, og han begyndte at se faren ved sin dårskab, da han havde skaffet sig magt over en så mægtig ånd. Men uden for hans lille hus ved floden stod et gammelt æsel, som han mangen gang havde belæsset med blomster, vindunke eller en smuk kvinde. Dette æsel var meget gammelt, og det skete undertiden, at han i eftertankens tid havde holdt æslets hale i sin hånd og forsøgt at udglatte de stride krøller, som dannede dusken på dens hale. Dog, så snart han slap dem, krøllede de sig igen stive og genstridige, og de blev for ham et sindbillede på mange svære ting, en vismand kan komme til at gruble over. Nu tog Tjin Dong Dang sin kniv, skar haledusken af og rakte den til Ming Ling:
Glat mig denne haledusk ud, så den blir blød og eftergivende som silke.
Ånden forsvandt med haledusken, og Tjin Dong Dang gik smilende til sit ny hus med kvinden ved sin hånd.
Tre år levede Tjin Dong Dang med kvinden Sing Ho Hej, og de tre betydninger af hendes navn kom efterhånden frem. Det første år var lykkeligt; i det andet år kom tvivlen, i det tredie tvisten, og Tjin Dong Dangs lykkelige tid var forbi.
Da de tre år var gået, kom Ming Ling tilbage med æselshalen, den var glat og eftergivende som silke. Han sae: Her er din æselshale, sådan som du ønskede den; giv mig noget at bestille. — Og ånden gjorde i det samme en bevægelse som for at gribe Tjin Dong Dang og flyve bort med ham.
Men Tjin Dong Dang svarede hurtigt og uden frygt: Tag denne kvinde, som du før tog æselshalen. Hendes sind er stridt som denne hale en gang var. Når jeg prøver at rette det, krøller det sig genstridigt tilbage til, hvad det var før. Når jeg vil lære hende en ny sandhed, krummer hun den i sit fordrejede sind til en usandhed. Tag hende med dig, og gør hendes sind mygt og eftergivende som silke.
Ming Ling tog kvinden og forsvandt med hende, og Tjin Dong Dang gik smilende tilbage til den hytte ved floden, hvor han engang havde boet. Resten af sit liv henlevede han som en fattig mand, der skaffede andre mennesker trøst og hjælp ved sin visdom, men sit store stenhus lod han stå hen til hvem, der kunde ønske at bo i det. Han havde fået nok af livets lyst, og han forandrede sit navn og kaldte sig Tjin Puh Ha, det vil sige: den, der har smagt stor lyst og fundet den besk. Han døde i en meget høj alderdom, elsket og savnet af alle, uden nogen sinde at høre mere til ånden Ming Ling.
Tvêlkovatl tav og så frem for sig med et spottende smil, som om han ikke rørtes af det bifald, der lød til ham fra hans eget folk. Også de Gule klappede og sendte smilende sideblik til deres kvinder.
Men Dârkys rejste sig og slog på sin bue: Dong, dong. Jeg gik ud af min hytte, det var sidst på natten. Månen stod på himlen smal og fin som en ung jomfru. Det var en anden jomfru, jeg søgte, men hun var ikke til at se; jeg vilde finde hendes spor i græsset. Jeg kunde ikke skælne det på stien, hvor jeg gik, og dog fortalte mange ting, at hun havde gået, hvor jeg gik; en sort snegl var lagt fra stien op i græsset, hvor den ikke selv kunde være krøbet hen; hun havde flyttet den. En gren, der var sunket ned over stien, havde hun bøjet ind i en tveje, hvor den kunde sidde og gro videre; mig vilde den i mit raske løb ha slået i ansigtet, og jeg vilde ha vredet den af; sneglen vilde jeg blindt ha trådt ihjæl. Jeg tydede hendes tegn som venlige bud til mig, og jeg skyndte mig fremad. Om lidt vilde jeg indhente hende. Hun havde klædt sig i gråt skind og vilde ikke være til at se i halvmørket, men hendes fødder vilde være som to lys, jeg kunde kende hende på. Hendes lyse ankler, der skifter rask i skørtets læg, er som to par ens rim i et kvad. Hendes fodsåler, der hele tiden sænkes mod græsset og hæver sig, er som et kvad, der lægges med lethed og lykkes over al forventning. Hele hendes gang er et kvad; det har ingen ende, og hvem kan nu sige begyndelsen på det? Ingen kan lægge et kvad så dejligt som hendes gang, hver linje deri ligner den anden; og ingen mand blir træt af at følge det. Se, vers vandrede med parrede ens rim gennem mit hoved, lette som hendes gang, lyse som hendes ankler, og jeg sae til mig selv: Stakkels, fattige Dârkys, du søger en elsket ung jomfru, og du finder kun begyndelsen til et kvad om hende i dit hoved. Jeg måtte vende om uden at nå hende; jeg satte mig i min hytte, bedrøvet og lykkelig og gjorde mit kvad færdigt.
Jeg gik ud igen, da solen var oppe; Der stod et skråt lys ind over verden, og hver ting havde sit rigelige mål af skygge; min sjæl var fuld af lange skygger fra nattens venten og skuffelse. En af skyggerne var mit kvad, men jeg bandede det og sae: Du skal bleges og glemmes, — men det svarede mig igen med de ord: Husk mig. Du blir engang gammel; da går du ikke mere på en sti efter en ung jomfru; dine glæder blir færre og kortere. Glem ikke dit kvad. Måske kan der endnu være liv i det, når du selv er få skridt fra døden. — Jeg gik syngende ad min sti, men hende, jeg søgte, kunde jeg ikke komme nær. Hun kom med en stor drift af småt kvæg og kræ foran sig. I hånden havde hun en grøn kæp med en lille bladdusk. Hun styrede sin flok med kæppen og med muntre tilråb. Mig så hun ikke; det gik vel ikke an, at hun tog øjnene fra alt sit småkvæg, for hvor let kunde ikke et af dem løbe af til siden og måske blive borte? Så vilde hendes fader skænde. Nej, hun så ikke på mig; men jeg ved ikke, om jeg var i en krog af hendes øjne, for kvindens øjne er meget rørlige. Jeg stod til siden for hendes vej, for ikke at skræmme hendes flok. Hun talte meget venligt til dem, da hun var nærmest ved mig og længe endnu; havde hun gennem øjenkrogen målt afstanden til mig, og tænkte hun også på mig, mens alle hendes ord syntes at gælde hendes drift af småt kræ? Jeg så kun lidt af hendes ansigt, mest hendes højre hånd, der med sin grønne kæp hang udstrakt over flokken. Hånd og kæp vandrede over dem i luften, hid og did og passede dem alle. Hun blev borte for mig; grøn dusk og broget flok af dyr forsvandt, højt løftet hånd og lavt krybende småkræ kom ud af mit syn. Men jeg så for mig hendes hånd; Ajas to hænder er hendes lille sjæl. Hendes øjne smiler, hendes mund ler, men hendes hænder udtaler alle hendes tanker. De udretter alt hendes tænksomme og flittige arbejde, de viser som to synlige tvillingsjæle alt, hvad hun har at tænke på dagen igennem. De går dagen lang hen over tusende ting, rolige, men aldrig i hvile. De løfter sig midt i arbejdet, tomme, men fortæller med det samme, at hendes sind er fuldt af glæde; de springer til værs i forundring og pludselig uro. De ligger vel også en dag på mine skuldre; de er hendes sjæls to udsendinge; deres mange små rejser udgør een lang dagsrejse. Jeg kan ikke med sikkerhed tyde blinket i hendes øjne, smilet om hendes mund, men ud fra hendes hænder går en lang fortælling, et rimløst kvad. Manden sidder om aftenen uden for sin hytte med hænderne stumme på sine lår, men Ajas kan ikke tie, så længe det er dag, først om natten ligger de og sover med hende, halvt lukkede; sjælen er gået fra dem. Hvor er den? Den er ikke langt borte. Går den på tåbelige natterejser som en drømmende mands vildsjæl? Nej, for ingen ser dem knytte sig eller fægte i søvne; de er færdige til at vågne ved den første solstråle. Jeg gik tilbage til min hytte og prøvede på at lægge et kvad om Ajas hænder. Fik jeg mon liv i det? Er mit kvad halvt så levende som Ajas hænder?
Solen var nede, jeg gik ud for at søge efter Aja, hun kom mig selv i møde. Hendes gang var et fuldt færdigt kvad; hendes hænder var slutningen på en lang fortælling. Hun havde blomster i den ene hånd, det var hendes hænders sidste vers. Hendes hænder spillede for mig. Når hun greb i luften, kom der musik fra den. Når den sidste solstråle faldt på hendes hånd, da blev strålen til en harpestræng. Jeg så hendes kvad; dets indhold var Ajas arme om min hals og hende selv i min favn. Men jeg blev stum, og jeg lae min harpe for hendes fødder. Der er gået mange år siden solen spændte en gylden harpestræng mellem sig selv og Ajas hånd. Den er aldrig bristet, og den vil blive udspændt i aften som dengang, når jeg går til min hytte med Ajas arm på min skulder.
Da Dârkys var færdig, jublede mange over ham, men Djani, Hissârdjans moder sad bøjet over, og ingen forstod betydningen af den trækning, der var på hendes mund, men da Dârkys mødte hendes blik, gik han nær til hende og sae: O Djani, vor høvdings moder, hvad synes du om min fortælling?
Djani tøvede. Hun mindedes Kasîngos kærlighed og Frænosveks forfærdelige favntag; en dejlig have og en hæslig tomt efter et bål. Dârkys’ fortælling kaldte hendes tanker tilbage til haven, men de kunde ikke komme over den sorte tomt. Hun kæmpede med sig selv, nær ved at gi efter for sin smærte, men så betænkte hun sig og svarede smilende: Dârkys, hvad du har givet os er uden tvivl smukt; dog, jeg er en gammel kvinde, og min mening er uden betydning. Jeg glæder mig ved at se glade ansigter blandt de unge.
Dârkys rejste sig for at ta Aja ved hånden og gå, men Tvêlkovatl stansede ham med disse ord: Bliv endnu et øjeblik og hør, hvad jeg har at sige. Det har vel ikke så stor hast med at komme afsted med din kvinde. — Jeg har givet mit legeme hen til kvinden og til vinen. Hvad glæde har jeg haft deraf? Ingen, Hvad lærdom har jeg hentet? Medynk for dem, der bilder sig ind, at de har fundet glæde ved det. Tåber er de fleste mennesker; størst blandt dem er de, der tror på glæde. Jeg har søgt min glæde i bedrift. Bedriftens tid er ganske vist længere, end det foragtelige øjeblik, der kan tilbringes i en kvindes favn, men dog altfor kort. Dersom bedriften gir død, synes den at være fuldkommenhed, men også det er gøgl. Efter de få øjeblikke, vi lever, kommer den lange og langsomme død, en kamp mod usynlige fjender. Tre hundrede og fem og tres er tallet på menneskets fjender. Den ene kniber dig i din bug, den anden griber med kold hånd om dit hjærte, den tredie puster en død blæst ind i dit øre. Dag for dag rykker en hel hær frem og angriber dig, og fra det næste, nye år rykker en ny hær frem og angriber dig med våben, der er både tungere og skarpere. Selv står du som en ynkelig afvæbnet kriger; du vender dig håbløst fra den ene side til den anden; fjenden finder altid det sted, hvor han skal slå til. Den sidste af dem nedlægger dig med et spark. Det er fortællingen om dit legeme, der først plager dig med rasende begæringer og siden plages selv tidobbelt. Da vendte jeg mig fra det usle legeme og satte min hu til sjælen. Ved I, hvor sjælen går hen, når den har forladt legemet? Jeg ved det; Mordrak har undt mig den viden. Jeg lå på mit leje og sov; da kaldte en stemme på min sjæl; den viklede sig let ud af mit legemes træge hylster og gik ud. Ved døren til min hytte stod sjæleføreren Hôrnest. Han spurte: Hvad er dit ønske, du sjæl af Tvêlkovatl?
Min sjæl svarede: Jeg er Tvêlkovatl selv. Hvad der ligger derinde, er kun en dynge jord på jorden; om kort tid vil det være jord i jorden. Jeg er Tvêlkovatl, et menneske. Vis mig et andet menneske som mig selv.
Hôrnest svarede: Du er hovmodig, Tvêlkovatl; du har megen ydmyghed at lære, kom med mig.
Sjæleføreren Hôrnest tog mig ved min tynde hånd og førte mig. Da vi havde gået et stykke, stansede min ledsager en slange, der gled i græsset, og sae til den: Du bolig for Kôsruds sjæl; stans et øjeblik og tal med os.
Slangen stansede og sae: Hvad ønsker I at vide af mig?
Da tog jeg ordet i min uforstand og sae: O slange, jeg ønsker at tale med Kôsrud, hvis sjæl bor i dig.
Men slangen lo og svarede: Du tossede sjæl, hvem du så er, hvordan vil du tale med Kôsrud, der er uden mæle? Vil du spørge, så tal med mig.
Jeg spurte i min forvirring: Hvordan er Kôsruds sjæl kommet til at bo i dig, og hvad kan du lære ham?
Slangen svarede: Da Kôsrud døde, befalede Mordrak mig: Nærm dig Kôsrud og tag imod hans sjæl; lad den bo i dig så lang tid, jeg bestemmer, men husk, at du er en slange og skal blive ved med at være en slange. — Sådan talte Mordrak. Hvad Kôsrud lærer af mig? Er jeg måske Mordrak? Jeg er kun en slange. Ydmyghed lærer Kôsrud måske; han var en hovmodig mand, mens han levede. List kan han lære af mig, skønt han havde sin lille menneskelist, mens han levede. Lammende skræk og pludseligt overfald kan jeg undervise Kôsrud i, men hvordan kan jeg vide, om han også næmmer det?
Jeg spurte fuld af angst: Kan du sige mig, om Kôsruds sjæl er lykkelig ved at ha ophold i dig?
Da lo slangen og svarede: Jeg kan ikke udspørge Kôsruds sjæl, men da Mordrak for mange år siden bød mig at huse den, var der intet i hans ansigt, der tydede paa, at han ønskede, Kôsruds sjæl skulde blive lykkelig ved sit ny herberge.
Efter dette svar lod vi slangen løbe videre i græsset, men Hôrnest vendte sig imod mig og spurte: Er du tilfreds nu, du Tvêlkovatl?
Jeg svarede skælvende: Kan det være muligt, at sjælens kår er endnu strængere end dem, vi mennesker kender. Men vis mig en sjæl til.
Hôrnest førte mig da et langt stykke videre, og i en stinkende jordhule fandt vi en sjakal, der vilde flygte, da den så os, men Hôrnest vinkede ad den og sae: Vi vil dig ikke noget ondt; bliv og tal med os. Du vært for sjælen af Kêrsin.
Jeg vendte mig mod sjakalen, der stod med ludende hoved og slikkede sig om sin ildelugtende flab, og spurte: Hvordan en mand var Kêrsin, som Mordrak har befalet dig at huse sjælen af?
Sjakalen svarede: Kêrsin var en god mand, han har givet mig mange ådsler af mennesker. Han dræbte dem på afsides steder og dækkede dem med løv, så jeg let kunde finde dem. Han var forsigtig, som jeg selv; han var min ven, og når jeg sniger mig afsted i halvmørket, tænker jeg med stolthed på, at jeg går med hans sjæl i mig.
Jeg spurte: Tror du, Kêrsins sjæl er lykkelig ved sin bolig i dig?
Da smilede sjakalen med sine gule dryppende tænder og svarede: Meget ynkelig var den piben Kêrsins sjæl gav fra sig, da den foer i mig, men Mordrak er en stræng herre, der må lystres. Jeg tror, det var en straf; dog forstår jeg ikke, hvad Kêrsin skulde straffes for.
Jeg spurte: Men sig mig, er du ikke blevet mere modig af at huse en mands sjæl?
Sjakalen svarede: Mit mod, sådan som det er, har Mordrak givet mig, og han har ikke siden føjet mere til. Men Kêrsins sjæl er undertiden urolig i mig og volder mig besvær. Dog, jeg tilgir ham gærne, han var min ven. Og jeg er kun en lille sjakal med kort forstand, jeg forstår ikke, hvad Kêrsins sjæl mumler og sukker bag ved mit hjærte.
Efter det svar lod vi sjakalen gemme sig i sin hule, og sjæleføreren Hôrnest sae til mig: Er du tilfreds nu, du Tvêlkovatl?
Jeg svarede: Mordraks vrede mod menneskene over deres slethed er forfærdelig: den er som en uværssky på himlen, men hvor lang er denne uværssky, hvis begyndelse hænger over os? Hvem kender himlens grænser, for vi har på lange rejser set, at himlen strækker sig tusende gange længere, end vi havde troet. Men hvilken nok så lang rejse under livets sky vil lære os enden på Mordraks vrede? Sjælenes vandring gennem dyrene er en straf fra Mordrak; vor viden derom er en anden straf. Kan den lange dyrevandring gøre sjælene bedre, og kan vor viden derom forbedre os? O Hôrnest, livets kår er strænge, er de ikke strængere, end at et menneske kan bære dem, når dette sidste vilkår føjes til? Hvorfor er livet blevet til, og hvorfor er ikke døden dets sidste ende? Men vis mig en tredie sjæl, for at jeg kan se, om ikke også elendigheden har sin grænse.
Da førte Hôrnest mig et langt stykke ud på en skovslette. Der blev jeg en tyr vaer, og da den så os, gik den frem med sænkede horn for at rive os op, men Hôrnest slog op med sin blege hånd og sae: Du bolig for den vise Hîstek, du kan ingen fortræd gøre os, men stans og tal med os.
Jeg gjorde tyren mine sædvanlige spørsmål, og efter at den havde svaret på dem, sae den: Tal med sjælen af Hîstek; den klager sig undertiden for mig, men jeg forstår ikke dens hvisken.
Da spurte jeg: O sjæl af Hîstek, du som ved saa meget, ved du ikke, hvorfor du skal bo i en tyrs legeme?
Hîstek svarede med utydelig hviskende stemme: Jeg var en viis mand, mens jeg levede, jeg tænkte på mange ting, men vistnok var det sådan, at jeg ikke tænkte på andre end mig selv. Jeg så andres ulykke, jeg tænkte meget over den og blev visere, men ikke bedre; mine tanker vandrede blandt megen, ulykke, men jeg løftede ikke min hånd for at lindre den. Nu lider jeg straffen; alle mine tanker regner Mordrak mig ikke til gode. Jeg har boet i en krokodille, i en ravn og nu bor jeg i denne tyr. Der synes ikke at være nogen ende på straffen eller nogen grænse for, hvad en menneskesjæl kan tåle af lidelse?
Jeg vilde spørge om mere, men tyren udstødte et højt brøl og råbte leende: Ti stille du usle rummel i min mave. Du var engang et menneske, du krøb i græsset som en slange, du var frygtsom; din lumskhed var dine horn, men jeg var bange for din sjæl, som jeg troede at se i dine listige øjne og hurtige hænder, der udsendte ting der var farlige for selv en tyr. Men nu ser jeg, at din sjæl er endnu ringere end dit legeme. Ti derfor stille, du sjæl af et menneske; intet dyr begriber, hvorfor du er til; din klagen og mumlen viser mig, at du ikke engang fatter det selv.
Med disse ord vendte tyren sig fra os og gik bort med sine stolte horn højt løftede.
Hôrnest så på mig med skyggegrå øjne og spurte: Er du tilfreds nu, du Tvêlkovatl?
Jeg svarede: Findes der ikke en eneste sjæl, der kan gå lige fra døden til sjælenes bestemmelsessted? Eller er alle mennesker slette?
Da begyndte Hôrnest at gå med mig, en lang vandring, der varede det meste af natten, men da det tog til at gry ad dag, så jeg i det høje græs en lille sjæl, der langsomt kom imod os. Da den så os, vilde den vige til side, ikke af frygt, men af ydmyghed, syntes det, men sjæleføreren Hôrnest råbte til den: Du sjæl af Mênu, stans og tal med os.
Sjælen stansede, den stod bøjet for over som silkegræs i svag blæst, og da vi kom nær nok til at tale sammen i mag, spurte jeg: O Mênu, hvad godt har du gjort, der frier dig for den skrækkelige dyrevandring?
Sjælen af Mênu svarede: Intet, herre. Jeg har vistnok med al min svage vilje skyet det onde. Af godt har jeg ingenting udrettet.
Da smilede Hôrnest og svarede på hans vegne: Mênu har skyet vin, han har aldrig favnet en kvinde; han har givet, hvad han havde, til de fattige og ikke tænkt ondt om nogen.
Jeg tog ordet og sae: Gid jeg var som du, Mênu. Du er lykkelig.
Mênu gentog spørgende mine ord: Er jeg lykkelig?
Jeg spurte igen: Hvor går du hen Mênu?
Han hviskede som til sig selv: Hvor går jeg hen?
Da blev jeg ganske forfærdet over, at vished ikke gives selv for den, der aldrig har gjort ondt. Hvorfor er mennesket sat i denne skrækkelige dobbelthed af liv og død. Livet er utryghed, og døden er uvished. Gives der foruden liv og død et tredie? Men hvad skulde det være andet end et intet, og hvad trøst kan det være for os, hvis det er til? Hvor længe skal vi vente på svar?
Jeg vendte mig mod sjæleføreren Hôrnest og bad ud af min sjæls nød: Tag Mênu ved hånden og før ham til sit sted, men lad det undes mig at se, hvor du går hen med ham.
Sjælen af Mênu så ligesom jeg bedende på Hôrnest, men han tav, og uden svar måtte min sjæl gå tilbage til mit legeme, der lå tomt i min hytte og ventede.
Da Tvêlkovatl havde endt sin lange fortælling, lød der ingen bifald mod ham, kun mumlen, og der var mange, der græd og vred deres hænder. Enkelte kaldte på Dârkys for at der kunde komme trøst fra ham. Dârkys rejste sig da også, men sent og ugærne. Han var bleg og havde ikke sin harpe i hånden; han talte med svagere stemme end før: Hvad kan jeg sige? Jeg elsker mit legeme, selv orn det volder mig en enkelt plage. Solen skinner på det, blæsten stryger om det; kærligheden bor i det. Er det ikke tre skønne ting? Jeg elsker min sjæl; jeg tror, den er skønnere end legemet; jeg tror ikke, sorg og smærte bor i sjælen så lidt som slette tanker. Jeg tror den er uden ondskab og skal leve længere end mit legeme.
Mange øjne var rettede på Dârkys; de var venlige, men uden jubel. Han tav pludselig og satte sig. Men Djani, høvdingens moder, vinkede ad den gamle Lênnabor, en af de forstandigste blandt de Gule, og da han kom nær nok, spurte hun: Lênnabor, hvad skal vi tro om Tvêlkovatls fortælling?
Lênnabor så til høvdingen Hîssardjan, men han stirrede frem for sig med rynket pande som en, der ikke vil spørges, og Lênnabor svarede: O Djani, hvad Tvêlkovatl har sagt, er mørkt og bittert; det kan nedslå manges sind og derved gøre skade. Og dog er ordets kraft deri, og du ved, Djani, at vi Gule elsker ordet, selv om det er ondt, når blot det har kraft, for vi tror, at det stærke ord har et langt liv ligesom sjælen selv, og om det end ligesom ilden, kan volde fortræd i det øjeblik, det bryder frem, så vil selve menneskesjælen, som er den, der skal ta imod ordet, i tiden rense det skadelige fra og bevare den evige kraft, der er i ethvert stærkt ord. —
Djani takkede med mildhed Lênnabor for hans tale, men Hissârdjans pande var uforandret rynket og hans ansigt mørkt.
Men da Lênnabor gik tilbage mod sin plads, blev han stanset af Dârkys, der med ophidsede ord tiltalte ham sådan: Lênnabor, du er altfor lemfældig. Hvorfor vil du altid møjsommelig lede efter den yderste lille sandhed i alting? Det kan være, du har ret, men Tvêlkovatls ord vil få tilhængere og gøre fortræd, og mange vil sige: Tvêlkovatl har ret: den gamle forstandige Lênnabor har sagt det. Nej, Lênnabor, du skulde ha svaret Djani: Tvêlkovatls ord er onde og kan altså ikke være andet end løgn. — Så kunde der ha været håb om at afbøde lidt af den fortræd, Tvêlkovatl i aften har gjort.
Dârkys var borte, inden Lênnabor kunde svare. Mængden spredtes langsomt og mumlende.