Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
25. Ræsuvan, den gale Profet
Da Hissârdjan var død, tog de tre folk, efter råd fra den gamle Lênnabor, hver sin høvding. For, sae han, — når hvert folk har sin høvding og sin tro, vil to anledninger til ufred være fjernede, og det kan behøves, for ildesind og mistænksomhed er kommet i ny grøde ved det, der sidst er sket, og vi må tro, at fornuft og menneskevenlighed er en bedre lægedom derimod end vold. Glipper også dette middel, må vi sige: Vi er kun mennesker, vi har forsøgt den bedste lægedom, der er os givet. Den, der vil gøre sig selv til overmenneske, blir kun som en stormvind og en ildsvåde. For jorden er ingenting så tjenligt som en varm sol og mild regn, og for menneskets hjærte gælder det samme. Lad os dele os og blive tre broderfolk.De stolte sydfolk hørte dette råd med et foragteligt smil, dog rettede de sig efter det. De takkede spottende for godt råd og smuk tale og gik støjende hjem for at vælge høvding.
De mørke, alvorlige østlændinge, der ved blodblanding og naboskab havde lært en vis eftertanke, indså vel det sandsynlige i, at de Gule åbenlyst vilde falde fra troen på Mordrak, men gløden var gået af deres hjærte, de var nu nået dertil, at de med rolig kulde kunde se ned på de vantro, fra hvem de vidste ingen smitte nogen sinde vilde nå til dem. De gik tavse hjem fra rådet og tog sig en høvding blandt deres egne.
Men broderskab blev det ikke til. Sydfolket hånede de Gule i al omtale, og deres digtere, som der efterhånden opstod mange af, fyldte offenlige forsamlinger med fortællinger om landsmænds mod og kraft modsat gul slaphed. Østlændingene viste de Gule en stum, men eftertrykkelig foragt, og de gule tænkere gjorde små ordsprog om de to andre folk, der gik fra mund til mund og ikke lod sig holde tilbage ved grænsen. Det morede uforstandige unge at genta sentenser, der gjorde nabofolkene til latter, og de bidske små ord lod sig ikke stanse af nogen hård straf, tværtimod; straffen gjorde sandheden endnu mere indlysende. De gule fik rigelig hævn for, hvad de selv måtte tåle. Mange af dem misbillige dog dette, men forgæves, og de måtte indrømme at man i al denne ufordragelighed så høsten efter den sæd, Hissârdjan i sine sidste år havde sået.
Templet blev nu mest brugt af Østlændingene, men omkring det opstod der i tidens løb en by med blandet befolkning: dristige skippere af Sydfolket, gule lærde, der gav sig af med undervisning af ungdommen, og desuden haandværkere. Dertil kom så en stor mængde østlændiske købmænd, der købte varer af skipperne og igen handlede med dem; de havde lært at benytte guldstykker i deres handel, og de var i det hele rige folk; de var tavse og vanskelige at rokke, når de havde sat en pris; med deres sammenknebne øjne havde de det mest hårfine syn på, hvad der kunde skaffe fordel. De var ikke vel lidt, men ellers til megen nytte; der kunde lånes guldstykker hos dem, når man havde skibe eller et godt stykke jord. De foragtede på deres side de tåbelige sydskippere, der solgte billigt og drak de fleste af pengene op i tempelbyens kroer, men endnu mere så de ned på de gule vismænd, der underviste ungdommen og ingenting bestilte og oftest gik med hullede kapper. Heller ikke skipperne regnede dem for så meget som en død sild, og det vilde være ganske morsomt at smide torskeindmad i hodet på dem, dersom ikke deres forbandede tunge hævnede sig bag efter.
Bag templet og byen, helt inde på de Gules område, lå nu forsamlingspladsen, hvor enhver havde adgang, når han ikke var bevæbnet eller beruset, og her var det, at Ræsuvan, der længe havde gået under tilnavnet den gale, en aften holdt sin store tale til det forsamlede folk.
Ingen kendte Ræsuvan, da han første gang trådte frem på forsamlingspladsen. Han måtte vel komme fra en grænseegn og havde sagtens ikke dyrket megen omgang med andre mennesker. Han fandt folk fra alle tre lande og begyndte at tale til dem om fred og fordragelighed. Han sae: Ingen af jer er mine venner, men heller ingen af jer er mine fjender. Hvem er jeg? Jeg er et menneske. Hvem er I? Intet andet end en flok ondskabsfulde dyr. Men hvis I vil høre på mig — — —
Da tog en mand af Sydfolket en sten op og råbte: Fordi du er ikke nogens ven, vil vi alle være dine fjender, og derfor skal denne sten ramme dig.
Stenen ramte Ræsuvan; han tog den stiltiende op og stak den til sig.
Men en af de Gule sae: Stenkast på dette sted er imod loven, men du har sat dig selv uden for loven, idet den skjulte mening med dine ord jo må være den, at du er mere end et menneske. Se på os, vi er mennesker. Vi er kun mennesker og intet mere. Men du har begyndt som en nar. Hvordan vil du ende? Min erfaring siger mig, at en nar er uforanderlig. Som han lever, sådan dør han, den samme nar.
Ræsuvan svarede ikke på denne tiltale, men gik hen til en busk, plukkede en nød af og stak den til sig. Men da dette ene spottende ord var sagt, blev der kastet flere sten; Ræsuvan samlede dem alle op. Men under stenkastene talte han med blødende ansigt om ondskab og om fred. Snart blev han dog drevet bort.
Men fra den dag gik Ræsuvan omkring i de tre lande og talte til folket. Han opsporede uret, der var tilføjet, vold og spottende ord; han gik til ophavsmanden og foreholdt ham det: Dette har du gjort mod din næste, — og han vendte sig til mængden og talte videre derom. Men efter den første aften i forsamlingen havde han altid en stor kurv på ryggen. I den samlede han de sten, der blev kastet på ham, rådne fisk og skarn; han tog det nøje med altsammen, og hans kurv fyldtes hurtigt. Men han havde den endnu mere besynderlige vane at plukke en nød af og komme i kurven hver gang han blev ramt af et spottende ord fra de Gule. Efter syv dages forløb var hans kurv fuld, men næste dag så folk ham komme med kurven tom på sin ryg. Indholdet havde han vel tømt af i sin hytte, og der gik mange spottende fortællinger om al den rigdom, han samlede. Det var denne færd, der skaffede ham tilnavnet den gale. Mens hans skarnkurv talte for sig, syntes selve hans ord at være uden kraft. Han sae altid det samme: Vær mennesker, og ikke dyr. Hold fred; elsk hverandre. — De Gule spottede ham og sae: Hans ord er en banan, der har hængt for længe og fået kulde. Rører man ved den, falder den til jorden som brunt dynd.
De eneste, der vilde høre på Ræsuvan, var kvinderne. De samlede sig gærne i skarer, når han talte, men afbøde spot og kast kunde de ikke. Sådan gik tre år.
En aften da meget folk var samlet på den store plads, så de et mærkeligt optog. Forrest gik den gale profet, med en uhyre kurv på ryggen, efter ham kom en hel række kvinder, hver med en kurv. Der var gamle, bøjede koner og helt unge piger. De kom tungt afsted, og det var tydeligt at se, at enhver havde belæsset sig til sin yderste ævne. Stor latter og råben mødte optoget, men da Ræsuvan læssede sin kurv af midt på pladsen, blev han tiltalt med vrede ord, og enkelte søgte efter sten. Men Ræsuvan sae: Her er nok at kaste med, og der kommer mere; nu skal enten jeg dræbes og begraves under min egen dynge, eller I skal høre på mig. — Kvinderne kom frem en for en og læssede deres kurve af, så det blev en dynge så stor som et hus, og da den sidste kurv var tom, og den sidste af kvinderne havde sat sig ned hos sin tomme kurv, stillede Ræsuvan sig ved enden af dyngen og talte sådan:
Se, i tre år har jeg gået iblandt jer; jeg har udsået fordragelighed, og min indhøst har været sten; jeg har villet så fred, og afgrøden er blevet skarn. Se hvad en mand har udrettet imellem jer: dær ligger tre års arbejde. Hvorfor er jeg ikke blevet ved i ti år? Fordi pladsen da ikke vilde være stor nok. Stå op og tag min skat i øjesyn; se hvor rig en mand I har gjort mig til. Gå hen og fyld jere lommer med min rigdom; I har selv del i den. Jeg har villet tale jer til hjærte; I har svaret mig med det, der bor i jere hjærter. Hvorfor har I ikke slået mig ihjæl? Var I bange for den arv, jeg vilde efterlade jer? Slå nu og del imellem jer. Gå hen og bøj jere hoder over jer arv; lad dens duft stige op i jere næsebor. Det er jert svar til mig, det er jert offer til Mordrak. Han har allerede set det i sin himmel, han spør: Hvad er det for et offer, mit folk bringer mig i dag? Skal jeg træde frem for ham og bede ham modta det? Brødre, vort broderskab ligger midt imellem os; gå rundt om det og mål længden og bredden af det. Stig op på det, og skøn hvor højt det er. Og dog er det kun lidt. Blir I ved, som I har begyndt, vil jer ondskab og ufordragelighed vokse til et bjærg, der opfylder jorden. Den dynge er i længden og bredden og højden et billede på jer selv. Men nu vender jeg mig til jer, I vise, gule mænd, blandt hvem det er skik at kalde hver mand en broder. Se, hen over hele dyngen ligger spredt jeres visdoms hårde nødder; jeg har ikke åbnet en eneste af dem, jeg tror ikke, kærnen i dem er sød; jeg gir jer dem uknækkede tilbage. Jer visdom er blevet hård og kold; hvad nytter det så, at I glæder jer ved at ha givet den en smuk runding? Den er ikke næring for en sjæl, men en forhærdelse af sjælen. Prøv at tælle jer visdoms frugter, både dem, I har drysset over mig, og dem I har kastet efter jere brødre. Hvis alle disse jere ord blev stablet op på sten og skarn, da vilde de række til himlen som et tårn, mod hvilket tårnet af skarn og sten er for ingenting at regne. I siger, at I hader drab, men med flid og forstand dræber I sjæl. Sjælen er som den navnløse løve i den gamle fortælling; den er i foragt og lever i frygt; den kan ikke mætte sig ved sin naturlige næring, men må æde skarn. Den lever i stadig frygt for den hvislende slange Sisanêsu. Slangen er jer, I Gule, med jer hvislende forstand, men med en død sjæl. I lever selv i frygt for den store tudse Rimbûnga, der fræk og overmodig vælter sig frem og truer med sit giftige spyt. Hvorfor kan slangen ikke stikke tudsen, og tudsen spy ædder på slangen, så de bægge to kan dø? Da vilde sjælen blive befriet for sin frygt og rejse sig i sin stolthed. For sjælen er født god; den er ikke af naturen ond eller ulykkelig. I har gjort den til bægge dele. Der var en tid, fortæller de gamle, da menneskene vel var onde som nu, men bedrøvede, idet de følte den plage, de led under. Nu er de værre end nogen sinde, men de er glade. Aldrig har jeg set så glade mennesker som dem, der kastede sten på mig; ingen sinde en sådan tilfredshed som den, hvormed en kløgtig mand kunde sige et ondt, stikkende ord. Den, der uden begreb gik iblandt jer, måtte sige: Disse mennesker er lykkelige. Der er ingen tvivl om, at de har indset, hvad der er menneskets bestemmelse, og at de er på vej til at opfylde den. Vel, måske har denne mand uden begreb også ret. Jeg gir ham ret. I har opfyldt jer bestemmelse, og I er for så vidt nået til enden på alle menneskelige ting. Dog siger jeg jer: enden blir ikke netop så herlig, som I tænker jer. Se her, hvad der bor i jer. Tror I, at det smukke og glade ydre kan bestå, når det ser sådan ud inden til?
Ræsuvan tav. Ingen tog efter sten til at kaste, det skulde da være de helt unge, hvis hånd sidder løs, mens hoved og hjærte er lukket; men de vilde skippere og fiskere af Sydfolket græd, så sildeskællene under deres øjne kom i drift og dryppede i store tårer ned ad næsen på dem, og da de unge så dette i og for sig tåbelige eksempel snøftede de med, selskabeligt og hæftigt som i deres endnu yngre år for moderlige klaps i enden. De Gule bøjede hodet, beskæmmede og eftertænksomme, og da talen var forbi, rejste efter en stunds forløb den gamle Stêrkovesti sig og talte: O Ræsuvan, du har rystet os, du har knuget vore sjæle; du har talt så sandt; men er du den profet, vi venter, så lad trøst følge på straffetale. Vi er kun mennesker: „kun" er den sandeste begrænsning, der kan føjes til ordet menneske. Et dyr er et dyr, stærkt eller svagt, nyttigt eller skadeligt, ikke ondt og ikke godt. Det er fuldkomment, som det er: et dyr. Men vi mennesker står så højt over dyrene, at vi også har kunnet udvikle vor ufuldkommenhed. Havde vi en tid glemt det, så ser vi det nu igen. Vi indser vort „kun" med beskedenhed. Et dyr er som den udskudte pil: det følger sin drift, hvad enten den fører det frem til dristigt angreb eller tilbage i ængstelig flugt; det følger den drift, der skyder det afsted kun en tid og falder så til jorden. Men vi mennesker har mange modsatte drifter og mange retninger for vort liv, vi lever i frygt for, hvor drifterne vil føre os hen, vi er altid i tvivl, og vi har kun vor lille forstand og vort usikre hjærte at forlade os på. Oplys vor forstand; lær os den rette vej for vort hjærtes drift. Du har pisket os med nælder efter fortjeneste. Undervis os med kærlighed om den vej, vi skal følge.
Profeten Ræsuvan stod længe tavs; så sae han endelig: Om tre dage kommer jeg igen og taler til jer.
Dermed gik han. Lang tid forløb, og Ræsuvan kom ikke igen. En dag da Stêrkovesti gik ved havet på grænsen af de Gules land, så han en mand komme i pjaltede klæder og med sænket hoved. Stêrkovesti gik hen til ham og sae: Er du en ulykkelig broder, så tal til mig; måske kan jeg hjælpe dig.
Manden stansede og så op, Stêrkovesti genkendte ham med møje; det var profeten Ræsuvan.
Stêrkovesti sae: Flygter du nu af landet. Ræsuvan, i stedet for at hjælpe os?
Ræsuvan svarede: Mit hverv er endt; jeg må gå.
Men hvorfor, Ræsuvan, er din kappe pjaltet og dit ansigt hærget af sorg? Før var det fuldt af sjælens kraft. Dine øjne skinnede som sole med en svidende ild. Er dit lys nu slukket?
Ræsuvan betænkte sig på svaret: Alt mit lys er slukket; jeg har fastet i dagevis, men det ord, jeg ventede på, kom ikke. Er det ikke Mordrak, der har sendt mig? Hvorfor ydmyger han mig så ved at ta sit ord fra mig? Har han ikke udset mig som sit redskab? Hvorfor kaster han mig fra sig som en ubrugelig ting, mens jeg tror at ha hele min kraft uudtømt i mig? Jeg forstår ikke Mordrak, men jeg ved, at nu må jeg dø. Dog, efter mig skal komme en anden.
Stêrkovesti gik grublende tilbage til sine venner; han samlede de forstandigste om sig og fortalte dem, hvad han havde set og hørt. Dertil føjede han disse ord: Vi Gule har altid elsket ordet; vi har følt dets kraft, inden vi endnu anede dets væsen. De mennesker, der har talt ordet vel, har vi anset for større end andre, selv om deres tale var mørk og hård; vi har fundet kraften deri og skilt den ud. Men vi har også lært at forstå, at mennesket er et, ordet et andet. Ordet tar bolig i et menneske og løfter ham højere end andre. Det kommer, når det vil; det forlader ham, når dets tid er gået, men det lar sig ikke gribe. Tusende rækker efter det; ikke een når det, hvis ordet ikke selv vil. Det er oven over os alle; det er skabt før os, og det styrer verden. Solen løfter den spirende byg, den skal op over jorden. Solen hæver træets krone højere for hvert år imod himlen. Ordet, der kommer til os ved et menneske, løfter vore sjæle til den højde, som er deres natur; højest løfter ordet det menneske, som det bor i, op over ethvert strå eller træ, men han skal ikke hovmode sig, fordi ordet løfter ham i dag; måske lar det ham falde ned i morgen, og er han hovmodig, da blir hans fald stort. Hvorfor, spør det hovmodige menneske, — har ordet forladt mig? — Et tåbeligt spørsmål? Er han ordets herre? Dets ydmyge tjener skal han være, det er bedst for ham selv. Men se: der er en tåbelighed, der er større end denne; det er at kalde ordet gud, og gi det plads i himlen. Hvad kan denne tro nytte et tåbeligt menneske. Tror han sig svigtet af den såkaldte gud, der synes at hæve ham til himlen, så opnår han kun at blive styrtet så meget dybere i sit fald. Ræsuvan er styrtet i et indbildt, men hårdt fald, fordi han kaldte ordet for Mordrak, fordi han ikke kendte ordets væsen og ikke vilde være dets beskedne tjener. Brødre, at ordet styrer verden, vil mange kalde en mørk tale, for det gør jo guderne. Vel, vi har set mange guder, men lad være, at Mordrak er den eneste sande; hvad skal vi tænke om ham? Han er en herlig gud, hvad magt angår. Mindre herligt ser det ud med hans visdom, og hvad angår hans godhed, vel, ond er han måske ikke, men uberegnelig; han er som løven, der højmodigt går forbi et barn, men så, af en uforklarlig grund, sønderriver det næste den møder. Mordrak gør alt for det bedste; han er som et ildsprudende bjærg, der kærligt skåner landsbyen Somâlek, mens den ødelægger med mennesker dyr og alt, landsbyen Endok, der ligger ved siden af. Menneskene finder deres trøst i, at vulkanen selv ved, hvorfor den gør dette. Sådan er Mordrak. Men ordet gør ingen ondt, under dets stråler gror vor sjæl, hvis den ikke er en død jordklump. Ordet vil ikke hævne eller ødelægge; det er uden nogen guddommelig nidkærhed, ja det finder sig med sagtmodighed i, at det blir gjort til Mordrak, sådan at han låner af dets kraft, hvad der ikke tilkommer ham. Men vi tror ikke på nogen Mordrak, vi kender ham ikke. Ordet kender vi, det åbenbarer sig utvetydigt for alle, der vil høre.
Men, sluttede Stêrkovesti sin tale, — hvad jeg her har sagt, skal ikke ud til alt folket; tiden er ikke til det endnu. Heller ikke skal I fortælle alle om Ræsuvans tvivl og fald. Det kunde bringe nogle til tvivl om ordet, mens andre vilde råbe op med forherligelse af Mordrak.