WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den gule krønnike




Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


26. Beretningen om de tolv Stene

   Skippere og fiskere fortalte som før deres krøniker på samlingspladsen, og folk hørte gærne til. Der var saltvand i det vid, hvormed de gengav uhyre skændsmål med andre sømænd; der var bølgeskvulp i deres hændelsers op og ned; der stod stormvær af deres fortællinger om kampe med fremmede folk, torden af deres forvovne indhug og knivenes lynild. At høre på dem var at gå i en herlig have, plantet fuld af næver, der stod i et flor af knivstik og hjærtestød. Mest ivrige til at indfinde sig på skipperaftenerne var Østlændingene; de morede sig ikke støjende, men deres munde rørte sig, når ordet gik højt om øjne og tænder, der blev slået ind, om stød i mellemgulvet, der foldede en modstander sammen som en knækket kålstok. Østmændene gispede af medfølgen, og de satte fortællerne i glød ved deres stumme opmærksomhed, så at to tænder blev til otte, og antallet på modstandere ynglede til det dobbelte. De var gode tilhørere, der ikke så så nøje på tal, men tog det hele ind, beherskede og dog glubske efter mere. Skippernes egne folk grinte ustyrligt, men delte under deres latter altfor høje tal med tre og fire; de viste en for sømænd sårende vantro, og mere end een tvivler blev gjort til en knækket kålstok, for at hans overbevisning kunde blive bedre befæstet. Det var sandt, hvad den gamle Grenosêti bemærkede ved en sådan lejlighed, at den dag skipperne blev profeter, vilde det blive en farlig sag at ha sin egen tro. — Men så blev den for troen nidkære skipper sat ud og fik et forbud på sig for syv dage, og mange råbte på musik, men når den kom, gik de fleste af Østfolkene. Horn og harper, og hvad der var, begyndte at spille, helst det, de havde lært af Kiasyn, men det viste de sig halvvejs at ha glemt; de spillede noget andet, der var smukt, men himlen kom ikke frem for den musik. Undertiden blev den gamle Grenosêti opfordret til at tale, da det syntes, at Ræsuvan ikke vilde komme igen, men han rystede smilende på hodet: Jeg har ikke ordet i mig. Jeg føler vel glæden ved at kende de gamle ord, men ingen glæde ved at gå om og genta dem, og at udlægge dem for jer, som mange har for skik, det er jo som når vore kvinder lægger salt fisk i blød for at gøre den spiselig: saltet går af ordet, vand kommer i stedet for, kun store præketosser tror, at det udvandede ords fisk er blevet mere levende, fordi det unægtelig smager fersk. Lad fremsigemanden forrette sin bestilling, jeg vil høre på ham, men jeg flygter, når jeg ser udlæggeren.
   Intet ord i lange tider, kun udlægning af ordet! Udlæggerne gik under navnet Remi Sjenki, det vil sige: Fåremule, under hentydning til en gammel fortælling, der blev lært i de Gules skoler. De led ikke navnet, men slap dog ikke for det. Profeten Fåremule herskede over folkets forsamlinger, når det ikke var skipperne med deres nævehistorier, hvorom den gamle Grenosêti sae disse ord: Jeg elsker dem ikke, men jeg tror, sjælen tar mindre skade af næve end af udlægning, i hvis døde vande sjælen dør under stadig snak om sjæl.
   Menneskene levede i forventning om ordet og stadig skuffet håb. De blev grebet af en ventesyge, der slog ind i tungsind eller sprængte dem i vildskab og trang til krig. Usømmelige ting skete. En profet Fåremule stod op og vilde trøste folket. Ordet var jo kommet, det var godt og gammelt og kun til dels udlagt; de skulde slå sig til tåls og ikke forlange ny ord. — Mange vilde da stene ham bort, men Østlændingene beskyttede ham og lod ham tale. Ingen beretning mælder om, hvor længe Fåremule talte eller om hvad. En anden Fåremule stod en aften frem og forkyndte med brændende øjne, at nu kom ordet; han talte forvirret som ud af en høj indgivelse. Han skreg, som om han var en virkelig profet, og mange troede på ham. Men da en af de Gule venligt havde bedt ham om at forklare sig på almindelig Remi Sjenki-vis, knækkede hans stemme i et hyl, hans glødende øjne slukkedes til grå aske. Hans ævne til bedrag strakte ikke længere, og han blev jaget bort fra pladsen uden beskyttelse fra nogen.
   Men skipperne fandt på nyt. Til deres fortællinger knyttede de rigtige forestillinger, der i handling skulde genta, hvad de havde fortalt; først slagsmål, siden kamp med havuhyrer og skibbrud. Det var mod loven, men folkets røst gjorde det til lov, og siden blev disse skipperlege en af forsamlingens faste indretninger. Det gav tummel og lystighed, og sandt var det, som en af de Gules lærere sae: Dersom sjælen bor på mellemgulvet, så er den nu i fare for at blive rystet ud af kroppen på mange mennesker, eller måske finder den virkelig behag i at danse en hel aften igennem på sit hoppende gulv. Dog, når jeg går ud om morgenen, ser jeg ingen så nedslåede som dem, der kommer fra den store latter aftenen i forvejen. Alligevel tror disse mennesker, at latterbrøl er lægedom for sjælens sygdom.
   Menneskene levede i forventning. Man så det, når en mand af Sydfolket stod op og talte om en ny gud. De burde dyrke Hermosanti, han var sikkert Mordraks søn. En anden foreslog Frænosvek. Mordraks største profet. Han kunde så være en gud af ringere art, mægle mellem de højere guder og menneskene. Uhyre tilslutning fik den mand, der foreslog dyrkelse af Mordraks datter. Der viste sig at være stor trang til en gudinde, og hun fik snart mange templer hos Sydfolket. Megen ny tro fik indpas, men den fremkaldte kun stigende trang til mere tro og ingen tilfredshed. Højlydt bulder var der i landet, mest hos Sydfolket, men lykke fandtes ingen steder.
   På den tid udtalte den ældste lærer ved skolen i tempelbyen, Minôtes hed han, denne tanke: Når ordet tier, forkommer menneskene. De blir måske nok alligevel både mere kloge og dygtige, men med deres sjæl går det tilbage. Vistnok kan menneskene med tiden og ved udvikling drive det ret vidt i den indbildning, at det med deres sjæl er en ligegyldig ting, men det synes mig, at der her endnu er et langt stykke igen. Jeg er ikke engang sikker på vore østlige naboer. Men mærk jer dette, unge mennesker: ordet tier, og vi er ikke lykkelige. Har menneskene da ikke guderne? Jo. Nu vel, mange af dem er vel falske, men lad os anta, at Mordrak er den eneste sande Gud, og der er mange, der tror på ham. Han opholder deres verden, han elsker dem, der elsker ham. Er dette ikke den fuldkomne tilværelse? Er disse mennesker ikke heldigere stillede end vi? De er undertiden mere tilfredse, dog ikke altid, for også de har tit deres tvivl. Er deres sjæls trang højere end vor? Ja, de tror de engang skal bo hos deres gud i himlen, men har denne tro hævet deres sjæl i den daglige tilværelse? Gå selv ud og se ad. Mordrak kan alt og gør alt andet overflødigt. Og, mine unge venner, alligevel, når ordet tier, forkommer menneskene.
   En aften kom en mand frem i forsamlingen med højre hånd løftet som tegn på, at han vilde tale. Ved det blotte syn af ham opstod der bevægelse og stor mumlen, og enkelte råbte: Har du ordet, som vi venter skal komme igen? Og hvad er dit navn?
   Han svarede smilende. Kald mig Menarkis.
   En gammel mand af Sydfolket, der var blind, men havde ladet sig den fremmedes udseende beskrive, sae: Hvis du har ordet, da tal det, så det kan forløse vore ulykkelige sjæle. Mens vi lever, er sjælen fanget i en bolig, den ikke elsker, men vi ved ikke, hvilket værre hus den skal flytte ind i engang; heller ikke, hvordan den skal blive udfriet derfra.
   Menarkis svarede: Jeg vil tale til jer, men glem ikke, at himlens lys deler magten halvt med mørket; ingen lysets sejr kan tænkes at fortrænge mørket. Den samme lov er sjælen truet af, skønt ikke ganske undergivet. Ved kamp kan mennesket håbe at bringe det dertil, at lyset blir det overvejende; for den, der ikke kæmper, blir det modsatte følgen. Den samme kamp består mellem trøst og håbløshed; en hel trøst har jeg aldrig set et menneske eje, i øjeblikket synes derimod eneherredømmet at være givet til håbløsheden; dog er det kun et skin. Men jeg vil nu fortælle jer om de tolv sten. I ved fra de gamles beretning, at tolv mænd slæbte bort med Aja, Dârkys’ hustru. Ingen bevæbnet magt var der, som kunde hindre det, og hvad forslog Ajas bønfalden? Tolv mørke sjæle førte de tolv mænd, og har der skinnet et lys i nogen af dem, så har det været som solens ved aftenstid; ingen bøn får solen til at vende om og bringe det svigtende dagslys tilbage. Aja måtte dø, de tolv mænd døde også engang. På en øde bjærgslette ligger tolv sten; de er furede og gaber med store rævner, som om de lige var sprængt ud af fjældet; tolv forfærdelige ansigter med mange vilde åbninger, øjenhuller, blinde at se til, men stirrende; opspilede næsebor, der synes at snøfte efter den kolde tågede blæst; munde, der står åbne, stumme, forstenede i et råb. De tolv mænds sjæle er bundet til de tolv sten. Tror I, solen skinner på dem? Ben nægter dem sit lys; heller ikke himlen over dem lyser, den er grå som tågen omkring dem. Hvordan går det til? Der står et tårn af gråt mørke over de tolv sten; det nåer til himlen. Vinden, som blæser gennem det, blir iskold og grå af tåge. Flyver en fugl ind i det, så falder den død ned på bunden af det mørke tårn. Hvis de tolv med deres stenøjne kan se op til himlen, så viser der sig for dem et uhyre rundt hul, gråt, dødt at se til, og hvem kender toppen af det tårn, der synes at række ind i himlen? Hvortil et så uhyre tårn over tolv fordømte sjæle? Jo, alle onde menneskers sjæle bor der i. De flagrer om som grå fugle, usynlige i det grå mørke, men de kommer ikke ud af deres fængsel; væggene af mørke holder dem igen som en fast mur. Tårnet strækker sig også ned gennem jorden; det står fast gennem hele verden som en akse af straf og lidelse. Ser I tårnets kolde akse? Den, der er ond eller selvkær, men dog har tider, da han gyser i sin egen sjæls kulde, han nærmer sig tårnet, han ser det, men den, der er værre endnu og ikke føler det selv, hans sjæl bor der allerede.
   En dag kom en spillemand vandrende hen mod tårnet; han stillede sig lige over for det, løftede sit horn og blæste tre lange, kaldende toner for at vække sjælene, der var bundet ved de tolv sten. De vågnede ved hornets toner og begyndte at mumle:

Mumm mumm
mulm og kulde
sjumm sjumm
knuger sjælene.

Frumm frumm
fremmede toner
rumm rumm
i rummet runger.

Umm umm
iset tåge
summ summ
synes tættere.

Summ summ
smærtens tårn
kumm kumm
hult genlyder.

Lumm lumm
lindring aldrig?
fumm fumm
fjærn dig spillemand!
   Da satte spillemanden sig på en stor sten over for tårnet og blæste, de samme toner, der før havde lydt på forsamlingspladsen derhjemme. Han blæste for de tolv sjæle deres muntre barndom, deres tungsindige vilde ungdom og deres manddom, alt, hvad der engang havde glædet dem, genkaldte han for dem i musik, men der kom fra hans horn ingen tone, der kunde genkalde mindet om vrede eller fortræd. Men kun om vrede og fortræd svarede de tolv sjæle, idet de skreg:

Skæk og skak.
hornet skurrer;
gæk og gak
gamle toner.

Dæk og dak
fordømtes hjærter
Hæk og hak
minder hader.

Bræk og brak
bryd ham, knus ham
kræk og krak
krop og hornet.

Sjæk og sjak
Sjæle i tårnet
vræk og vrak
vrede kender kun.

Stæk og stak
styrt fra stenen
spæk og spak,
hadet spillemand.
   Spillemanden stirrede ind i tårnets mørke og syntes at se den yderste af de tolv sten gøre et hop mod klippevæggen, der skilte den fra skrænten uden for. Et helt fjældskred gik ned, men sjæles ondskab har ingen magt over de levende; spillemanden rejste sig uskadt og gik bedrøvet sin vej. Mens han endnu ikke var langt borte, hørte han stemmerne lyde fra de tolv sten, hoverende over at ha dræbt ham, som de troede:

Hoje hyja huu
hastigt, dræbende fald
roja ryja ruu.
ramte den ubudne.

Froje fryja fruu
fremmed mod sten knust
roja ryja ruu
rejser sig ikke mer.

Oja yja uu
ond er endeløs ve;
soja syja suu
sød smager dog hævn.
   Brødre, spillemandens beretning om, hvad han havde hørt, vakte forfærdelse blandt alle; for hvem ved, om det gode eller det onde har overtaget i hans sjæl? Ingen kender den fremtid, der ligger hinsides døden; den er lige så tvivlsom, som livet selv er vanskeligt og i sig selv mer end nok fuldt af tvivl. Menneskets afmagt er sikker, men hvor lang er gudernes vrede, og hvor langt strækker sig deres magt og deres vilje til at udøve den straf, deres vrede kræver? Men som mændene var slået af skræk, og enhver opfyldt af tanken om sin egen uvisse skæbne, var kvinderne grebet af medynk og kunde ikke tænke på andet end de tolv ulykkelige sjæle.
   Det var en kvinde, der anden gang gik vejen til lidelsens tårn; hun var gammel og moder til mange sønner. Hun havde blandt sine egne oplevet meget, der havde fyldt hende med glæde og forfærdelse; hun havde set flere af sine sønner dø med uvis skæbne, og dog var hendes hjærte endnu stort nok, til at det kunde være fuldt af medlidenhed med de tolv. Hun stod over for tårnet, hvor hun saa de tolv sten, gabende som altid med deres vilde rævner; hun løftede sin stemme og talte til dem:

I lidelsens skyggetårn,
tågesvøbt ser jeg
tolv stene stå
på stivnet isgrund.

Mand farer vild
meen volder tit megen
. Hævnglade guder
over ham hober straf.

Mænd af tolv mødre,
en moders hjærte bløder.
Kommer fra himlen kun straf,
på jorden er kærlighed.

Mens guder nidkært
over nag våger,
forsonende stemme
fra moderhjærtet stiger,

Har guder al magten,
og øver helst strænghed,
vid at mægtigere
er menneskers mildhed.

Skal synd og straf
endeløst slynges sammen?
hårdhed til større
hårdhed hærdes?

Straf skal fortære
sin egen stræben,
guders vrede blæses
af stærkere blidhed bort.

Brødens mørke her
aldrig endeløst breder sig,
men den høje himmel
af guders hævn er fyldt.

Langt så strækker sig
guders straf;
måler sig dog ikke
med moders mildhed.

På synd i det dybe
svarer straf fra det høje;
i midten står mæglende
menneskets kærlighed.

Dobbelt verdensmørke
af død skal rammes;
ett lys skal ligge
over al jordens led.

Gudernes magt
frygter vel mennesker.
Livet dog ledes
af højere lov.

Ned falder stenknuden,
knuser mangt levende;
spaltes dog selv
af spæde græsstrå.

Sønner af tolv mødre,
en moder kysser jer.
Lad i dødens tårn
håbet få tilflugt.
   Derefter trådte moderen ind i tårnet, hvis mørke veg til side, så ingen skade kunde tilføjes hende; hun gik, beskyttet af sit eget lys, hen til de tolv sten og kyssede enhver af dem. Det var ikke vrede, der denne gang gav svar, men suk og stille klage; og da moderen uden for tårnet vendte sig og så tilbage, forekom det hende, at der var sket en forandring med de tolv sten; der var ikke mere noget skrækindjagende ved deres rævner og huller.
   Da Menarkis tav, faldt der en lang stilhed over forsamlingen, indtil den gamle Jârnoslet rejste sig og spurte: Menarkis, har du ikke mere at fortælle?
   Menarkis bøjede sit hoved og svarede: Der er kommet skæl for mine øjne, jeg synes at se, men jeg ved ikke, hvad jeg ser.
   Fortæl os, Menarkis, hvad du tror at se.
   Han svarede langsomt og stirrende som ud af en drøm: Jeg ser tårnet, det går som en akse gennem verden; det står i midten af alt, hvad der er skabt. Dets fod er i afgrunden. Henter det derfra sit mørke som en brønd sit vand? Jorden er lagt på mørket; vi vandrer på det, det står som grundvand halvt op i vor sjæl; en ikke dyb boring, så er vi ved det. Tårnet går gennem vor verden, hvor lykke ikke findes, men længsel derefter og savn. Tårnet går gennem gudernes himmel. De ser det og siger: Se, dette tårn kommer nede fra menneskene, det er deres ondskabs tårn. — Guderne raser over tårnet og vil rive det ned, og da de ikke kan, fylder de det med straf over menneskene; de fastsætter, at straffen skal være uden grænse som tårnet selv. Det er forgæves, hvad guderne gør; selv deres egen vrede er de ikke i stand til at mætte. Strækker tårnet sig ikke ud over gudernes himmel, ind i en stærkere, måske blidere skæbne, der hersker også over dem? Mildnes ikke et sted tårnets døde kulde for de sjæle, som det huser? De fordømte sjæle stiger op gennem tårnets rør. Kommer de til gudernes himmel, siger disse til sjælene: I har selv bygget tårnet, selv skal I blive i jert eget hus. Vi har ingen del deri. — Menneskene forstår ikke guderne, for heller ikke de har nogen del i mørkets tårn. De finder det vel igen i deres egen sjæl, men de ved ikke, hvor det er kommet fra, alle fralægger sig skyld, mennesker og guder, og mørket blir større. — Mørkets tårn er den ene gren på sjælens verdenstræ; den anden er lys. Et menneske fødes; han nærer sig af det som hans øjne viser ham, og som hans hænder kan nå. Hans sjæl plukker samtidig af træets to grene; hvor pålidelige er sjælens øjne, hvor sikre dens hænder? Den plukker af bægge grene, og en dag står mennesket foran døden. Han vender sig om, ser tilbage og siger: Jeg har plukket i blinde, men det har været af den onde gren; frugten er ond. Eller han siger: Jeg så mig vel for; jeg skælnede og valgte så klogt jeg kunde; alligevel er frugten, der nu er blevet moden i mig, ikke god. Nu vil guderne straffe mig, de har fået den letteste del. Med tusende besvær og ikke nær så mange glæder er jeg gået gennem livet. Med en tvivl, der er mange gange større, ser jeg tilbage. Men guderne kan smile; det er ikke deres sag at skænke mig et klarere øje, en mere sikker hånd; besvær og tvivl er de også fri for, de har en anden slags tilværelse end jeg. De skal blot måle straffen og sjældnere belønningen. De har let spil med et ulykkeligt menneske, der troede, han var klavret op på den friske gren, og nu opdager, det er den mørke og rådne, han er faldet ned fra. — — Jeg ser verdens tvivlsomme dobbelttræ. Mennesket står ene over for det; guderne kan ikke hjælpe. Hvorfra har de taget ret til at straffe for det, som de enten ikke vil eller kan ændre? Brødre, ønsk for mig at denne tanke må slukkes i min sjæl; dens lys er stærkere, end at jeg kan tåle det.
   Menarkis tav pludselig og sank sammen på jorden med et ansigt, der flammede. Hans hoved gled for over, og hans arme faldt ned langs hans krop, som de overbrændte grene i et halvt fortæret bål. Menarkis lå på jorden som en rygende askehob. Kvinderne ilede til med frisk vand og frugter. De løftede hans hoved op, talte venligt til ham og læskede ham.
   Da Menarkis kunde sidde op, støttet af to kvinder, tog den gamle Jârnuslet ordet og bad ham blive imellem dem og ikke igen gå bort til ensomheden. Han sae desuden: Vel bør intet menneske blindt tro et andet, selv når han taler af en højere indgivelse, men alligevel, den mand, i hvem ordet har magt, han løfter vore sjæle, og denne magt bekender vi os til, hvorvel ikke alt, hvad der ligger i et mægtigt ord, kan være ubetinget sandhed.
   Da råbte en ung mand ved navn Kêrosan, han var af Sydfolket: O du gamle Jârnoslet, du ser ikke selv, hvordan alting ligger i forvirring, og hvor selve dine sidste ord øger forvirringen. Vi hører stadig om sjæl, men hvad vi skal tro, er der ingen, der ved. Tåbelighed og forvirring er det eneste, jeg ser komme ud af det altsammen.
   Jârnoslet svarede venligt: O Kêrosan. Sjælens land er et vanskeligt land at udforske. Vi glæder os, når ordet åbenbarer sin magt gennem sjælen. Vi forfærdes over det onde, der kommer fra sjælen, men vi lærer altid noget deraf. Løftelse kræver vor sjæl, også viden om sig selv. Jeg kunde tale til dig om sjælen langt ud på natten; i min tale vilde der komme megen tvivl til orde, måske ikke een sandhed. Men det er ikke dette, du ønsker, o Kêrosan, men en bestemt tro; du kalder det vel endda en sandhed. Vel, dersom ordets magt var i min sjæl, så kunde jeg måske skænke dig en tro. Jeg vilde da, tænker jeg mig, vise dig en stjærne og sige: Se Kêrosan, ved denne stjærne bor din gud, nu skal jeg fortælle dig om hans magt, thi han har al magten; jeg skal nøje oplyse dig om hans mening og hensigt med dit liv, om din sjæl, og hvor den går hen engang. Hvis jeg ejede ordets trosmagt, så vilde jeg bringe dig til at tro mig; jeg vilde ha givet dig en gud. Se, i min sjæl, o Kêrosan, var altså ordets magt, men hvordan vilde det gå med din sjæl? Nå ja, du vilde nøjagtig vide, hvor den går hen, og hvordan dens liv blir efter dit legemes død; men hvordan vilde den se ud i øjeblikket? Du vilde stirre på din stjærne: Dær bor min gud; jeg tror det, jeg ved det. Du vilde stirre så længe på stjærnen, at du så din gud; du vilde lytte, indtil du mente, nej indtil du hørte ham. Din sjæl vilde du stirre ud af dig, stivnet vilde den være i dit stive øje. Men den vilde ikke tale i dig; heller ikke vilde den høre ordet, om en anden talte det til dig. Den vilde sidde i dig og mumle: Dær ser jeg min gud; dær hører jeg min gud tale; den vilde høre sin egen mumlen og mene, den kom fra gud. Men den vilde være døv for alt andet. Vilde du være glad for sådan en sjæl, Kêrosan? Nå ja, du havde din trosvished for, hvordan den skal leve efter døden. Betænk dig alligevel, Kêrosan. Måske stivner ikke enhver, der har den tro, du søger, dog, faren er overhængende.
   Den unge Kêrosan kunde ikke finde noget at svare ham; han løb ud af forsamlingen og blev senere set gå om på markerne højt råbende. Han var ramt af et vanvid, hvori han talte ord, der synes forvirrede, hvorvel mange vides at ha taget sig dem til hjærte. Da dette vanvid havde varet tre år, døde Kêrosan.
   Men Menarkis tog jord i de Gules land. Han var efter den her omtalte aften olding at se til, meget tavs og bøjet. Han trådte aldrig mere frem i forsamlingen, men talte ellers venligt til alle, der søgte ham og gjorde sig meget elsket. Dog kom ordet aldrig mere fra hans mund. Mange mente med den gamle Jârnoslet, at ordets kraft havde fortæret ham, som det også vides at være sket med andre profeter, hvoraf dog mange ikke har undset sig ved at strø deres egne avner, hvor de før har udsåt ordets sæd, så det kan antages, at tab af ordets gave medfører et vist tab af selverkendelse.


Kapitel 27 >