Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
27. Profeten Urusek
Blandt Sydfolket levede en mand, der hed Irokâni. Han var en stor købmand og havde rejst meget; han var også anset for at være en meget klog mand, skønt ingen vidste noget bestemt derom, for den, der kom til Irokâni for at søge et godt råd i handel, gik altid forgæves, og kom nogen til ham i anledning af en trætte, fik han snarere onde ord end gode råd, og selv om de onde ord ikke var mange, var de dog af den slags, der huskedes længe, for Irokâni var lige så barsk og uvenlig, som han var fåmælt, og efterhånden som hans sønner blev voksne, bosatte de sig så langt fra ham som muligt. Kun een var tilbage i hjemmet, den yngste, Urusek ved navn. Da Irokâni blev syg og mærkede, han skulde dø, kaldte han sin søn Urusek til sit leje og talte sådan til ham: Min søn, Urusek, jeg efterlader dig en dobbelt arvelod, for det første min rigdom, som du kender; med den kan du gøre, som du vil, dernæst mine tanker, som du ikke kender, og med dem må du gøre som jeg vil, for der er en sjælden kraft i dig, og du kan udrette det, som jeg aldrig har nået at bringe længere end til eftertanke; hos dig skal eftertankens blomst, der altid har stået halvt udfoldet i mig, åbne sig med handlingens frø, der kan spredes ud over jorden. Da jeg var ung, så jeg en mand mishandle en, der var svagere end han; jeg blev vred over hans ondskab og slog ham ihjæl med en stor sten, og da jeg bag efter vilde hjælpe den anden, var også han død. Det var første gang i mit liv, at jeg så et ondt menneske; husk på, at min moder var af de Gule, og hun var god; om min fader ved jeg næsten ingenting. Jeg var forfærdet ved at se, hvor stor et menneskes ondskab kan være, og da jeg senere måtte leve ti år på grænsen af Sydlandet blandt folk, der kom mig grinende i møde som en af deres, måtte jeg daglig se det, som jeg i min tåbelige ungdom havde tænkt, jeg kun skulde få at se een gang. Og dog var det ikke det værste; i min egen sjæl var der kommet en strid som mellem to, der hader hinanden, en der er god, og en, der er ond, og jeg syntes, at den onde havde overmagten. Hvordan skal jeg forstå det? Glem aldrig dette spørsmål, Urusek, for du skal jo løse, hvad der har været bundet for mig. Se, jeg havde jo udryddet et ondt menneske; jeg mener ikke, det bringer ubetinget glæde, da det altid er ondt at komme ud for, hvad ondt er, men hvorfor skulde det gøre mig ulykkelig? Imidlertid, sådan var det. Jeg har aldrig siden slået noget ondt menneske ned, skønt jeg har set mange, hvis ondskab var klar nok. Jeg vendte tilbage til mine egne; jeg blev en rig mand, og jeg fik sønner og døtre. Jeg blev gammel og syntes i folks øjne en klog mand, men det var ikke sådan. Hvad jeg engang mente, at jeg klart havde indset, lå nu hen i tåge. Hvad var godt og hvad var ondt? Og selv om det meste var ondt, hvori bestod da det godes sikre kendetegn? Folk kom til mig om råd, men hvad vilde de bruge et godt råd til? Jeg kunde ikke se det og gav ingen råd. Hvor er sikkerheden for, at der af godt kommer noget godt? Uklarheden, der havde lagt sig over mit blik, tog til. Den faldt også på mine egne sønner, undtagen på dig, Urusek; dig ser jeg klart, som du er. Denne trøst har jeg, men hvordan ser jeg mig selv? Folk vil sige: Irokâni var en klog mand, men ingen god mand. — Det er sandt. En enkelt vil måske mene: Irokâni var en ulykkelig mand; — også det er sandt. Jeg følte forfærdelse, da jeg først så menneskenes ondskab; jeg følte frygt på deres vegne; hvordan skal det gå dem. Dermed kom tvivl om det gode, og efterhånden bredte tvivlen sig til mig selv. Ellers er alting let at forstaa; den gode regn og den onde tørre; den venlige sol og den giftige måne; den lumske slange og det fromme får, men hvordan står mennesket midt i alt det? Alting findes i ham, men hvilket af det vil sejre til sidst? Hvordan er jeg selv? Jeg har ført et trøstesløst liv, jeg må en dag dø på samme måde som den onde dør. Det er, hvad jeg ved om mig selv. Og ikke nok med det: jeg dør i skræk over det værste, jeg kender: mennesket. Men du, Urusek, skal nærme dig menneskene uden frygt og med et klart blik; du skal sondre dem, du skal lære dem selv at sondre. De gode må ikke dø ud; de onde må ikke mishandle dem, de må ikke engang smitte dem med deres farlige berøring. Skil menneskene med fast hånd; lad de gode lære de onde at kende, så de kan vogte sig for dem og ikke selv forgå med dem.Efter at Irokâni havde talt disse ord, døde han. Men den unge Urusek så al den rigdom, der lå igen til ham, og han turde ikke tilegne sig noget deraf, da ingen kan se på rigdom endnu mindre end på et menneske, om det er godt eller ondt, som bor deri. Han rejste bort til et ensomt sted og blev eneboer i sin store ungdom. Han talte sjældent med mennesker; hans faders ord var den enetale, der dag og nat lød i hans sjæl. Men hvor var den kraft, hans fader havde tillagt ham?
En nat havde Urusek et syn. Han så en dejlig have fuld af blomster, der lige var sprunget ud, hvide, blå og røde, alle med rene uskyldige farver, og solen skinnede på dem og skænkede forøget glans til renheden. Urusek tænkte: Denne dejlige have kan ikke være verden; blomsterne er ikke menneskene. Men hvis det alligevel var menneskene! Måske er dette syn en lære, der kommer fra Gud. — Men som Urusek tænkte sådan, kom der forandring over havens blomster; de hvide blev grå som støv; de blå begyndte at se ud som ansigtet på en, der er hængt, og de røde fik en farve som gammelt blod. Farveskiftet gik som en blæst over havens blomster. Urusek stirrede på det forandrede syn, og han opdagede med besvær, halvt skjult, enkelte blomster, der skinnede som før. Men de falmede blomster faldt af, og pludselig stod de med modne frø i stedet, yppigt strittende med fulde kapsler. Der kom et vindstød, kapslernes frø spredtes vidt omkring. Regnen kom og gjorde sin pligt, solen lige bag efter. Så stod haven som før med dejlige blomster og det reneste hvidt, blåt eller rødt, og farveskiftet gentog sig. Men langsommere modnedes frøet hos de få rene blomster, og det spredtes heller ikke langt hen. Urusek tænkte, idet han så på dem: De andre blomster vil overgro hele haven, dersom der ikke er en hånd til at luge dem bort.
Da talte en stemme til ham og sae: Urusek, du har set menneskene og det ondes frodighed, og dog skal du ikke slippe troen på det gode. Se: tislen står midt i kornet, den udsender tusende frø, og selv om de ikke alle slår rod, er der dog tisler mere end nok; alligevel er deres lod vanskelig ved de mange gode hænder, der kommer imod dem. Livet derimod, som du har set et billede af, har ikke sådan en lugehånd over sig. Gud har skabt det og givet det fri. Livet vil helst gro til med tisler, livet er ondt, selv om ikke alle onde frø blir til ny planter. Ingen kan gå i rette med gud; han har skabt livet. Han har sat mennesket, hvor vejene krydser, og med frit valg. Du ser, hvad de fleste vælger. Gud ser det; hans vrede er forfærdelig, men han viser den ikke, før til allersidst. Men når menneskenes mål af ondskab er fuldt til randen, så er guds vredes mål også fuldt. Så skal den hånd, der luger, komme frem, og hvordan menneskenes lod da vil blive, se her:
Et nyt syn viste sig for Uruseks øjne: Et tårn af mørke, der tabte sig i himlen. Det havde en så uhyre bredde, at det fyldte det meste af jorden. Urusek skælnede mennesker derinde, som flyttede sig langsomt i kulden og mørket, ligesom folk, der lider og skifter stilling hele tiden, uden håb om at finde lindring. Men solen, der ikke kunde trænge ind i tårnet med sine stråler, skinnede på den lille smalle yderkant af verden, der lå neden for dets fod. Dær så Urusek en lille flok mennesker, der gik glade og smilende mellem hverandre. De fik nok af lys og varme, og tårnet bag deres ryg ænsede de så lidt, så man måtte tro, at de slet ikke så det.
Stemmen sae til Urusek: Dette er enden på alting. Når enden er kommet, kan forandring ikke mere ske. Hvad du ser her skal altid vare. Ligesom alting engang udsprang af guds vilje, men derefter blev givet fri til egen bestemmelse, sådan skal alting til sidst komme ind under guds vilje, sådan at egenviljens frugter nu skal høstes af den modstræbende høstkarl. Men du ser, at der dog er enkelte, der er glade ved deres høst. Gå ud og fortæl menneskene, hvad du her har set. Sig dem, at straf er det, som ethvert menneske ifølge sin natur må vente. Men den, der tror, kan ved selve sin tro skabe sig et håb om at høre til dem, der skal bo i lyset. Bliv aldrig træt af at fortælle menneskene, hvor stort det mørke er, du har set, og hvor mange dær bor, men glem heller ikke at skildre glæden hos de få, der kom til at bo i lyset.
Da Urusek havde hørt og set dette, følte han sig gennemtrængt af en kraft, han aldrig før havde kendt. Han forlod sit enebo og drog ud til menneskene for at undervise dem i, hvad han havde lært.
Hvad Urusek lærte, kan ikke fortælles her, men aldrig havde nogen profet med sådan klarhed og kraft skilt menneskene i to flokke. Han advarede mod de onde, men mindede også om Hissârdjan, der troede, at han ved drab kunde udrydde det onde af verden. Han lærte, at de onde skal kendes, men ikke udryddes; de skal være til, som natten ved siden af dagen: Vi kender ikke livets ufattelige dobbelthed, men som den er, skal den blive ved at være, det er den godes sag at vare sig selv; den onde kan han i det højeste advare. Han må frygte ham, men han skal ikke hade ham. Livet er dag, og livet er nat, og det kan ikke ændres af mennesker, men en gang sker der forandring. Natten blir på sit sted, og dær står den bunden med dem, der hører den til, og den skal altid være nat, ligesom dagen på sit sted er uforandret dag.
Urusek lærte, at Mordrak er gud; han er hård og stræng og uden tilgivelse for den, der er ond, men Ea er Mordraks blide sjæl, og sådan går det til, at Mordrak-Ea hersker over lys og mørke blandet sammen, så vel som over lys og mørke, når det engang blir skilt hver på sit sted.
I ti år gik Urusek omkring og lærte. Der var ingen vaklen i hans forkyndelse, han havde ord, der syntes at slå enhver tvivl ned. Han vandt Sydfolket for sin lære; de havde vel en hårdhed i deres sind, der gjorde dem egnede til at ta imod en så hård tro. De tog også ved troen på Mordrak-Ea, og dertil føjede de senere en tredie, hvordan og hvorfor, det er uden betydning for denne krønnike. Også Østlændingene antog i hovedsagen Uruseks lære; navnlig følte de sig tiltalt af den bestemte sondring mellem gode og onde, men af guder vilde de stadig ikke vide af andre end Mordrak.
De Gule delte sig under Uruseks lære, ti der herskede splittelse blandt dem, og mange var trætte af at tvivle og fandt hvile i en bestemt tro. Resten skilte sig ud fra de troende og holdt fast ved Ferâtis gamle talesamling, og hvad der senere var kommet til, ved troen på sjælen og dens kraft, hvad enten den var overvejende god eller ond.
Men efterhånden som den ny lære vandt indgang, måtte man lægge mærke til et lille samfund inden for de troende, som i almindelighed gik under betegnelsen: De Fromme. Det var strænge og alvorlige mænd og kvinder, der afholdt sig fra vin og dans, som aldrig lyttede til musik eller de verdslige fortællinger, der kunde komme frem på torvene ved aftenstid, og som opdrog deres sønner og døtre med strænghed og alvor, holdt dem borte fra andre unge, til de blev gift, for at ingen letfærdighed skulde opstå. I stedet for letfærdig morskab fik de unge deres sjæl næret med den ny lære, som de måtte fremsige lange stykker af om aftenen, når andre unge var ude for at få del i torvest lystighed. De Fromme nød almindelig agtelse, blandt de andre troende, og endskønt ingen vel kunde vide, om han var født til godt eller ondt, så kunde der jo ikke være tvivl om, at den, der hørte til de Fromme, også måtte være god og et lysets barn, for hvordan skulde han ellers kunne være så from.
Blandt de Fromme havde Urusek sine bedste tilhængere; de hjalp ham med at udbrede læren, og han elskede dem frem for alle andre. Men da der var gået ti år, tog Urusek afsked med sine tilhængere. Han sae blandt andet: Jeg hører ikke længere Gud tale til mig; dermed vil han sige mig, at min gærning er endt, jeg overlader den i mine venners hænder og vender tilbage til mit liv som eneboer.
Urusek levede mange år i sin ensomhed, hans venner og medhjælpere kom og talte med ham. Når han da spurte: Hvordan går det med troen og med de godes sag, svarede de: Med troen går det godt; vi sørger for at holde den ren, men uden en vis strænghed kan det ikke ske. De onde har endnu stor magt, men med guds hjælp håber vi at kunne sejre over dem. — Urusek spurte da ikke om mere, men gav sig til at tale om naturen, og om dyrene; her havde han nu sine daglige venner, som han kunde tale til; de voldte ham kun glæde og viste for så vidt, at de forstod ham. Til afsked plejede han blot at sige: Vis godhed, så vil I sejre til sidst.
En gang kom en ven til ham, en mand med kolde øjne og hårde rynker i panden og vilde vide besked om et vist spørsmål angående forholdet mellem Mordrak og Ea, hvorom der var strid mellem de troende. Urusek løftede sin højre hånd; en due kom ned og satte sig på den. Urusek sae: Se, når jeg gir min due føde, så slår den sagte med vingerne som tegn på glæde. Når jeg taler til den, ser den venligt på mig og nejer med sit hoved, som for at vise, at den forstår. Men vil jeg klappe den, blir den urolig, og griber jeg om dens ryg med fast hånd, flyver den bort. Duen, hvis ydre er skønhed, og hvis sjæl synes lutter godhed, flygter fra mig, når jeg vil gribe den. Sådan er sjælen; den kan ikke gribes eller fattes, den tar imod enhver venlighed men den forlanger at være det fri, flygtige væsen, den er. Når det er sådan med menneskets sjæl, må det samme da ikke i endnu højere grad være tilfældet med Guds sjæl. Altså skal I ikke bekymre jer derom, men vende al jer sjæls godhed mod Gud, og intet andet end godhed. Ellers forlader Gud jer og flygter bort til sin himmel.
Den anden svarede ikke på det, men spurte med åndsfraværende øjne, hvordan Uresek havde det med heden om dagen og kulden om natten, og om han endnu var fri for gigt. Da han havde fået tilfredsstillende svar på det, rejste han sig og gik. Han kom ikke igen. Også de andre venners besøg blev nu sjældne, og Urusek levede endnu adskillige år næsten alene; kun en tilfældig, træt vandrer stansede undertiden ved hans hytte og fik natteleje hos ham og venlige ord.
En dag henimod aften kom en mand til Uruseks hytte, han var gammel og støvet af at gå, men syntes ikke træt, han gik med lange, kraftige skridt og talte med frisk stemme, som om det var morgen. Han tog ikke mod mad eller sæde, men han sae blot: Du er kendt i denne egn; vil du gå et stykke med mig østerpå?
Urusek svarede venligt: Jeg vil gærne følge dig gennem skoven ind til det beboede land, men hvad hedder du, og hvad hed din fader, der nu sikkert er død? Måske har jeg kendt ham.
Den fremmede svarede: Jeg hedder Hvermand, og min fader havde det samme navn.
Urusek rejste sig, tog sin kæp og sae smilende: Vel, min kære Hvermand, jeg hører på dit navn, at din fader er mig lige så ubekendt som du selv.
Hvermand svarede lige sådan med et smil: Det undrer mig, kære Urusek, for slægten er meget udbredt, og de fleste kender en eller to af dem, der hører til den.
Urusek gik foran med sænket hoved, som om han grublede, men da han begyndte at tale, var det om fuglene, der nu var ved at gå til ro.
Hvermand hørte opmærksomt til og fortalte, hvad han vidste om fugle. Sådan kom de igennem skoven. Men da de kom til ende med den, og huse nu viste sig på det åbne land, vilde Urusek vende om, men Hvermand bad ham gå med et lille stykke til; han var endnu ikke på kendt sted. Så gik de videre og opdagede lidt borte en stor forsamling af mennesker. En enkelt mand stod højere end de andre og syntes at tale til dem. Urusek spurte, hvad dette vel kunde være.
Hvermand svarede: Det er en af dine disciple, der udlægger troen. Men lad os gå videre. Han siger jo kun, hvad du i forvejen kender.
Hvorfor skulde jeg ikke høre på ham, spurte Urusek.
Hvermand gjorde en bevægelse med hånden, der skulde betyde, at han ikke vilde forstyrre de fromme ved tale, og nu kunde de tydeligt se manden, der udlae troen. Det var en stærk høj mand med et hæsligt, alvorligt ansigt, hans skaldede hoved var en spidsbundet lerpotte; stive rynker i panden; øjnene to kolde, blå sten. Idet de to kom forbi ham, hørte de kun disse ord: Gud kan ikke fordrage menneskene, men trods det vil han af ren nåde tilgi dem, der tror — — —
Urusek syntes, han kendte manden igen, men han gik videre med sænket hoved og tunge fødder. Bag efter kom Hvermand med sit store, gamle hoved løftet og dygtige skridt.
Hvad synes du, Urusek? spurte han, da de var forbi.
Urusek svarede: Er det sådan, de nu forkynder min lære?
Hvermand sae: I min slægt, der som sagt ikke er lille, mener vi, at dette er en forbandet lære. Dog vinder den frem. De, der tror, siger, de er glade. Dog ser man det ikke på dem, heller ikke indser man, hvad de kan være glade for.
Urusek stod stille med ansigtet mod sin ledsager: Sådan har jeg aldrig talt. Også Hvermand stansede sin kraftige gang: Du har vel glemt det. Men prøv at gå hen og modsige ham, du lige har hørt. Det vil gå dig som et barn, der vælter en gryde med kogende fedt over sig. Du vil blive skoldet til døde, Urusek. Men kom nu med mig. Her er jeg kendt, og jeg skal vise dig noget, der ikke ligner det, du lige har set.
De gik videre og kom forbi en stor have, hvor mange mennesker var samlede; det lød, som om de sang, men det var ikke sang, det var høje skrål og råb, hvoraf kun enkelte ord var til at høre; de drejede sig om vin og kvinder.
Hvad er dog det for mennesker? spurte Urusek forfærdet.
Hvermand svarede: Det er de Frommes sønner.
Urusek skyndte sig forbi og lidt efter kom de til en grøn bakkeskråning, hvor en del mennesker var samlede; de fleste var kvinder. Kvinderne dansede og løftede skørterne for at vise deres ben; foroven var de stærkt blottede, så deres bryster kunde ses. De drak vin, som om de var mænd, og de tog fat i de unge mænd og vilde ikke slippe, selv om de fik slag for kærtegn. De råbte også ad de to fremmede mænd, der var kraftige at se til, skønt dog over den her fornødne alder.
Urusek skyndte sig uden for råbevidde, hvilket ikke var et kort stykke, og spurte endnu mere forfærdet end før: Hvem var dog disse kvinder?
Hvermand svarede: Det var de Frommes døtre.