Den gule krønnike
Knud Hjortø (1923)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
29. Ved Floden Ogrodanje
Ude over havet var solen lige kommet op; den kastede sine stråler et langt stykke ind ad floden Ogrodânjes munding, men hvor løbet drejede, lå vandet hen i skygge og her, ved et sted der var ganske lavt, sad en lille dreng og øste vand op med en stor muslingeskal. Ellers var der ingen mennesker at se, men fra husene nær ved kom mange morgenlyde fra køer og hunde, kvinder og børn, foruden hanernes ufortrødne galen, der allerede havde varet mange timer. En gammel mand kom ud fra et hus og gav sig til at gå rask som en, der har et ærende, men snart gik han istå, rådvild, som om ærendet ikke var til at finde. Han så ivrigt til alle sider, men opgav også det igen og vendte sine øjne mod det hus, han var kommet ud af, overvejende om han ikke skulde gå derind igen, men så fik han øje på drengen nede ved floden; han fandt ligesom et ærende, gik ned til ham og spurte, hvad han havde for.Drengen begyndte villigt at forklare sin leg: Jeg fylder vand i en grøft, jeg gravede i går; den skal blive til en flod. Der henne er et hul, kan du nok se, det skal blive fuldt af vand, så er det en sø. Den sø skal der små fisk i. Der skal også gro vandgræs, som de kan leve af. De skal være tamme, og jeg skal fange dem med en orm på en snor. Så skal de svømme lidt i denne her muslingeskal, så jeg rigtig kan se på dem, og så sætter jeg dem ud igen og tar nogen andre. Til sidst kender de mig og slås om min orm, men gedderne jager jeg ud, hvis de kommer.
Den gamle mand sae: Jeg må hellere hjælpe dig. Din rende er for eksempel ikke dyb nok. Jeg henter en spade og graver den dybere. Lidt efter legede den gamle og barnet sammen; floden blev færdig; søen lå der, og de vadede sammen ud i floden for at fange fisk i en lille kurv.
Hvad skal søen kaldes? spurte den gamle.
Den skal kaldes min sø, sae barnet.
Nå ja. Den skal være en sø for fred og venskab, for der skal ingen gedder være i den.
Mens de snakkede, kom en ung pige ned mod floden til et sid sted, hvor der voksede blomster. Den gamle råbte til hende: Skal du hen og finde noget at pynte dig med til festen, Sênta?
Hun holdt den ene blomst efter den anden op til sit gule hår og svarede smilende: Er du faldet i leg, Hesîttas?
Ja, vi to bygger et fredeligt sted, der består af en sø, hvori kun lever fredelige fisk, med et land om, hvor der kun skal færdes fromme frøer og lykkelige græshopper. En af græshopperne skal hedde Siôfat, en dejlig ung mand, der spiller godt og aldrig bider, og jeg skal finde en kæreste til ham; hende vil jeg gi navnet Sênta.
Den unge pige rødmede og svarede med rynket pande: Synes du, at spot kan være tilladt på en dag som denne?
Hesîttas svarede: Jeg ærer Renkôsi, men lydighed mod blidhedens bud kan overdrives. Men få nu den rynke væk af din pande, for om lidt møder du Siôfat. Men glem ikke, at spotten også skal ha sin tid.
Men jeg hader spot, svarede Sênta.
Da kom der i den gamle Hesîttas øjne et blink, der ikke hørte hans alder til: Hvad siger du, barn? For halvtredssindstyve år siden kendte jeg mange unge kvinder, og jeg kendte dem godt, til min egen fortræd. Aldrig har jeg mødt så mange spottende smil og blik som hos dem. Omkring deres munds og øjnes blomster groede spotten, der selv var en dejlig blomst, berusende i sin bitre duft. Spotten faldt leende på mit hjærte, og jeg kom selv langsomt efter den kunst at le, den samme kunst altså, men hos en mand faldt den med tiden jo noget anderledes ud. Men tro mig, Sênta, spot er opfunden af unge kvinder; de lar den ikke gå i glemme.
Sênta smilede, idet hun gik. og den gamle vendte sig mod sin leg, men da så han en skare unge mænd samle sig, og han gik, ikke savnet, fra barnets lille sø.
De unge mænd afførte sig det meste af deres klæder og begyndte at øve sig i spring, løb og brydning. Flere folk kom for at se til, især da de unge hentede deres våben frem, hvorved legen fik et mere alvorligt præg. Hesîttas gik fra den ene til den anden af formændene for legene og gjorde sine bemærkninger, der blev hørt med opmærksomhed. En ung mand med et smalt og klogt ansigt stod uden for rækkerne og blæste af og til i et langt horn, for at der kunde komme den nødvendige samling over øvelserne.
Da det hele var forbi og endt med et bad i floden, gik Hesîttas hen til den unge mand med hornet og sae: Vilde du ikke hellere være blandt de andre unge mænd, Siôfat, og bruge din prop til mandig idræt i stedet for at stå og spilde dine lungers kraft på at blæse i et horn?
Siôfat svarede smilende: Synes du, Hesîttas, at luften i mine lunger er så ganske spildt, når den sådan forvandles til smukke toner?
Det er een ting Siôfat, og mandig idræt er en anden.
Han svarede venligt: Da finder du altså min tone umandig? Jeg blæser den ellers på den strænge måde, som jeg ved, du holder af.
Hesîttas trådte et skridt nærmere, så opmærksomt på den unge mands højre kind og sae: Jeg synes, at jeg endnu kan se et mærke på din kind.
Siôfat svarede venligt: Jeg mødte Sênta, da jeg gik herhen.
Ja så. Sênta væmmes ikke ved at kysse en kind, hvor en anden mands slag er faldet uhævnet.
Siôfat svarede alvorligt: Du taler om hævn, Hesîttas, på Renkôsis dag. Tilgiv for resten, at jeg sætter dig i rette.
Hesîttas tav et øjeblik, så spurte han: Hvor er din fjende blevet af?
Jeg har ingen.
Er han da din ven?
Jeg har tilbudt ham mit venskab, svarede Siôfat, for jeg skimtede gennem hans ophidselse en sjæl, jeg kunde holde af. Hvis han blir herre over sit vilde sind, vil han en dag komme og opsøge mig.
Da Siôfat havde givet dette svar, tilføjede han: Undskyld, Hesîttas, at jeg ikke har tid, til at vente på dit svar; — han løftede sit horn og blæste tre lange toner ud over byen, og straks efter begyndte folk at vrimle frem af husene og gå ned mod floden Ogrodânje, hvis løb de fulgte ind i landet. I spidsen gik landets høvding, den gamle Vêsutaini, med tolvmandsrådet efter og så det øvrige folk i den orden, tilfældet eller enkeltmands lyst bestemte det. Toget vandrede flere timer; ved middagstid nåede det en stor, bredt afrundet høj tæt ved floden, med udsigt ind i nabolandet. Herfra sås andre tog fra de fjærnere egne af landet, til vogns eller ridende; det var afsendinge fra alle landets byer, og menneskemængden samlede sig på toppen af bakken og ned ad dens jævne sider.
Høvdingen Vêsutaini trådte hen til en lille granitsøjle på toppen af højen, lae hånden om dens runding og talte sådan til det forsamlede folk: Lange tider er forløbet, siden Renkôsi døde på dette sted, men vort syn på ham er det samme, som da han levede. Store dele af vort folk er i årenes løb gået ud af vort samfund og har gjort Renkôsi til mere end et menneske; det gule folk er blevet mindre derved, men vi ærer og elsker Renkôsi som den største af vore profeter. Dog glemmer vi ikke, at der er et, der er større end noget menneske, og det er ordet. Renkôsi har selv sagt det: Jeg ved, at det ord, der bor i mig, er større end jeg selv. Jeg kalder på det, idet jeg vender mig imod det, skønt jeg ikke selv ved hvorhen, og jeg beder ordet om et øjeblik at vise sig i al sin kraft; jeg taler med ydmyghed, for jeg er kun et menneske, men når jeg trygler ordet om at tale, så tier det. Undertiden, når jeg tier og glemmer ordet, da hvisker det til mig. Sådan er ordet: det taler ikke tit i det menneske, hvor det har taget ophold. Dog lever ordet altid og styrer verden, men menneskene vil ikke tro på ordet; de vil nøjes med guder, der er snaksomme nok. — Det skete, når Renkôsi talte til os, at en eller anden i sin beundring knælede for ham, men da sae han altid: Rejs dig; jeg er kun et menneske. Skulde jeg knæle for nogen, hvilket jeg aldrig har gjort, så måtte det være for det ord, der har bolig i mig, og hvis magt undertiden overvælder mig. Men hvordan kan jeg knæle, da jeg ikke tror, at ordet ser mig eller gør sine gaver større for min knælen. Hvis jeg var ordet selv, så kunde du gærne knæle, men hvad tilfredsstillelse tror du, at ordet, verdens sjæl, vilde føle ved synet af et lille menneske, der knæler. — Vêsutaini tav et øjeblik, strakte så hånden ud og sae: Ovre på den anden side af grænsen samles folk også på Renkôsis dødsdag; jeg ved, at ordene hos dem falder anderledes end her. Jeg kan tænke på det uden nag, så meget mere som Renkôsis lære gjorde deres hårde tro mildere. Men nu vil vi høre de ord, som Renkôsi vekslede med præsten Hadbrand, og som senere kom til at volde hans død.
Derefter kom to mænd frem og satte sig over for hinanden; den ene forestillede Renkôsi, den anden præsten Hadbrand, og i deres fremsigelse lød nu igen den gamle velkendte samtale.
Hadbrand: Den første anklage, jeg har at føre imod dig, Renkôsi, er den, at du fornægter Gud.
Renkôsi: Jeg ved intet om Gud, og jeg kan ikke fornægte, hvad jeg ikke ved. Jeg har ikke udforsket verden med min tanke, lige så lidt som du selv. Sjælen, der er en søn af ordet, viser undertiden en kraft, der kan både overvælde og forfærde. Ligesom en vækst, vi alle kender, pludselig en dag kan skyde til værs over sin naturlige højde, sådan kan sjælen vokse mennesket over hodet, så han ikke kender den igen som sin egen sjæl, fordi han glemmer, den har sit udspring fra en kraft, der er uden grænse. Det sket i øjeblikke af stor nød eller usædvanlig livsfylde, at sjælen rejser sig og med sin hånd synes at gribe i selve den kraft, der styrer verden. Og jeg, der ikke kender nogen gud, men heller ikke nægter hans tilværelse, jeg vilde være villig til at kalde sjælens rejsning en åbenbaring og kraften, den hæver sig imod, for en gud, men her kender og frygter jeg mennesket, og har ingen god tro til ham. Lær mennesket at tro på Gud. Han bor i himlen, for at han derfra kan løfte menneskets sjæl. Troen er et tov, der forbinder mennesket og hans gud. De trækker hver i sin ende, mennesket er den stærkeste. I dag sidder Gud i himlen, i morgen er han trukket ned fra sin stol, dagen efter sidder han på jorden. Fra en stor himmelgud blir han en lille menneskegud, skabt i forgårs af et stort menneske, skabt om i dag af et lille. Mennesket kommer frem for sin gud, bærende på sine begæringer; han kalder dem store og høje, de er små og lave. Han tror, at hans egne små lyster deles af hans gud, og når han kommer højest, ryger han sin gud under næsen med sin rette tro og med sit had til dem, der har en anden. Han gør daglig sin gud mindre, mens han tror, det er ham selv, der vokser, til sidst er der ikke andet igen end en lille trægud malet rød eller grå efter menneskets egen farve. En dag kommer så en mand, der er større end det indskrumpede gudebilledes dyrker, han sætter Gud tilbage til himlen, og spillet begynder forfra. Men hvis der er en gud, så er hans ævne til at gøre sine dyrkere til gode mennesker, så ringe, at vi må tro, at formålet i hans tilværelse er noget helt andet. Vel, så vender vi os fra denne formodede gud, indtil han en dag viser os, ikke ved syner eller ord, men ved tydelige gærninger, at han kun har det gode til hensigt, så at troen på ham er os mere tjenlig end den tro, vi nu har.
Hadbrand: Den anden anklage mod dig er, at du fornægter Guds klare og utvivlsomme åbenbaring.
Renkôsi: Det er sandt. — Mange ord har lydt til os gennem tiderne, milde og skønne; andre, hvor det gode og det onde har været uløseligt blandet sammen. Det er især om disse sidste, mennesker påstår, at de kommer fra Gud. Hvorfor skulde jeg tro, at jeg netop her hører Guds klare og utvivlsomme åbenbaring, da det er sikkert, at det onde altid kan komme fra mennesker, så vi har ingen grund til at tro, at der her skulde stå en Gud bag ved. Hvorfor så ikke hellere bag de milde? Men om dem mener I, som vi, at de kommer fra mennesker. De er en åbenbaring af ordets kraft, der er større end menneskene.
Hadbrand: Den tredie anklage er, at du anser troen på Gud for fordærvelig.
Renkôsi: Dette er ikke rigtigt. Når et menneskes tanke hæver sig over ham selv, tror han undertiden, han har haft en åbenbaring fra Gud. Blir han mildere derved og bedre mod sine medmennesker, da er troen et gode, men altfor tit sker det, at den tro, der har hævet en sjæl over det jævne menneskelige, trækkes ned på jorden, taber sit liv og sin varme, blir kold og hård, og sådan en tro er utålsom. Den udretter ikke noget godt. Kunde menneskets sjæl blive i højden, hvor han tror at fornemme Gud, da kunde vi ønske, at alle havde sådan en tro. Dog vilde vi ikke elske denne Gud, men vi vilde elske dem, hos hvem vi så frugten af den formodede guds mildhed.
Hadbrand: Den fjærde anklage mod dig er, at du ikke skælner mellem ondt og godt, at du ikke tror på evig straf og evig løn.
Renkôsi: At en menneske har kunnet få en sådan tro, viser kun, at han har gjort det onde i sig selv til Gud. — Men da Renkôsi havde sagt disse ord slog han sig selv på munden og sae. Tilgiv, at jeg brugte ordet det onde, hvis magt jeg ikke kan anerkende, men jeg er kun et menneske, og dit blik på mig forledte mig. Se, at sige: Mennesket er overvejende ondt, det er menneskeligt. At sige: Mennesket fortjener evig straf, det er forfærdeligt, men måske endnu menneskeligt, men at tillægge Gud tanken om evig straf, det er hentet op fra den dybeste afgrund i menneskets sjæl, men for den, der et øjeblik har set ned i denne afgrund, må der vel findes en undskyldning, fordi han i sin forfærdede svimmelhed har kaldt denne tanke for guddommelig åbenbaring.
Hadbrand: Den femte anklage mod dig er, at din lære om ordet ikke gir menneskene den trøst, de har fornøden.
Renkôsi: Jer lære er trøstesløs, da den lover de fleste evig straf, hvad der er en rædsel for hjærtet og for tanken afsind. Vor lære siger: sjælen lever evigt. Hvordan, det ved vi ikke, og her kan det siges, at vor lære til en vis grad mangler trøst. Jeg vilde endda prise din lære, dersom de få sande troende var, jeg vil ikke sige bedre end andre, men gjorde sig umage for at være deres medmennesker til trøst, men det gælder ikke blandt jer: jo mere troende, des mere mild. Sådan er jer tro: den gir mennesket den samme umenneskelige hårdhed, som I tillægger jer Gud. Nej, af de få troende er igen kun forsvindende få, hvad jeg kalder mennesker.
Hadbrand: Den sjette anklage mod dig er, at du har forvansket den rene sande lære om Gud, til det falske menneskeværk om ordet som sjælens ophav.
Renkôsi: Ordet er ikke af mennesker, det har altid været. Ligesom vort legeme er dannet af jorden, sådan er vor sjæl udsprunget af ordet, og her, Hadbrand, har du en tanke, der belyser din lære om sjælens evige tilintetgørelse. Her er grund til at sige evig, for så stor er den kraft, der er lagt i sjælen, at den ikke kan tilintetgøres i nogen for mennesker tænkelig tid. Men da tilintetgørelse strider mod sjælens væsen, så er denne lære i sig selv en umulighed. Ingen af naturens kræfter kan spærres inde i en tilintetgørelsens gryde, mindst af alle sjælen, der kommer fra ordet, som er den største af alle kræfter.
Falsk kan vor lære ikke være, ti ordets kraft er indlysende for enhver, der ikke lukker sit øre for det.
Hadbrand: Den syvende anklage mod dig er, at du lærer, at ordet styrer verden, mens vi ved, verden styres af Gud.
Renkôsi: Jeg siger, at ordet styrer verden. Det er et udtryk, min ufuldkomne tanke benytter; hvor meget ved jeg om det? Husk på, hvad de gamle har sagt: Når man lytter længe nok til Gud, så hører man ham til sidst tale; alt hvad han siger, er forskelligt, og det er altsammen sandt. Men vi kan ikke ved nogen lang lytten aftvinge ordet dets hemmeligheder. Jeg kunde kalde ordet Gud og forkynde det sådan, men hvad havde jeg vundet ved det? Ganske vist, mange mennesker er børn og vil gærne se en gammel mand med hvidt hår og skæg, men vi er voksne. Jeg ser, der er en styrelse i naturen, mindst tydeligt ser jeg den blandt menneskene, undertiden slet ikke. I ser overalt Guds styrelse, så kan det gå så slet, det vil. Intet vanvid blandt mennesker kan være så stort, at I ikke tror, at det styres af en alvis Gud. Jeg ser, at ordet kun tildels har magt over menneskene; deres sjæle, som dog stammer fra det, synes forvildede, rasende og tit uden al fornuft og styrelse. Ordet kan, selv når det har liv i et menneske, ikke styre dette anderledes end usikkert og famlende, og her har du da en begrænsning af min påstand om, at ordet styrer verden. Det har lettere ved at herske over den lunefulde måne på himlen end det endnu mere lunefulde menneske på jorden. Sådan er da vort liv, det er ikke bedre, hvem skal hjælpe os? Det kan kun vi selv, når vi gir godhed bolig i os. Gode må vi selv blive, så blir vor verden god at leve i. Det er en enfoldig tanke, som et barn kan finde på. Og hernede ved jorden ender vor lære da til sidst; den gror som simple urter ved vore fødder, det er ikke noget luftsyn svimlende højt oppe i skyerne, men en lille grøn og smal vej, der fører os fremad gennem livet over døden til sjælens evige liv.
Hadbrand: Den ottende anklage mod dig er, at ved din falske lære gør du menneskene slappe, uden syndsbevidsthed.
Renkôsi: Der er mellem os som mellem mennesker i almindelighed to opfattelser, der kæmper med hinanden; en hårdere og en mildere. Da menneskene har en drift til at bøje sig for det, der synes stærkere end de selv, vinder den hårde opfattelse straks de fleste tilhængere. Menneskene har gennem tiderne bøjet sig under en Guds hårdhed, men jo mildere de er blevet, desto mildere også deres Gud; dog er det altid sådan, at de, der har den hårdeste tro, råber højest på, at deres tro er den rette. Ligesom det ikke er en vanskelig sag at finde beviser for, at mennesket er overvejende slet og foragteligt, sådan er det let at få menneskene til at tro på en lære, der overvejende er strænghed og fordømmelse. Men sjælen vil ikke i længden tåle, at den skal leve i skyggen af mørkets tårn; der vil lyde et råb: Dette sted i læren er umenneskeligt, — og når råbet har lydt længe nok, vil der komme en profet, der har myndighed til at sige: Dette sted er ikke af Gud; vi sletter det. — Du og dine folk, Hadbrand, siger: Mennesket er overvejende slet; det er ikke blevet bedre i den tid, det har levet på jorden. Vi tror heller ikke, at forkyndelsen af den sande tro gør menneskene bedre, men nogle enkelte blir dog skilt ud og frelst. De, der ikke vil tro, blir værre, men skylden er deres egen. — I siger hoverende: Mennesket er i dag så slet som for tusende år siden, og om tusende år vil det ikke være bedre, — men jeg siger: Den dom er falsk. Godhed vil engang sejre, efterhånden som troens utålsomhed viger pladsen i menneskets hjærte for den forståelse, at godhed er vigtigere end noget andet. Det er en bues natur at være krum og spændt; den gir af sin kraft til strængen. Mennesket er af naturen en fri gren på livets træ: det har frivilligt spændt sig under en stræng, det kalder Gud og givet ham af sin egen kraft, men denne krumspænding er ikke menneskets sidste bestemmelse. Dog ved vi vel, at når strængen en dag springer, blir mennesket slapt og uden hold, ti også det at være fri skal læres. Se blandt dit eget folk, Hadbrand, på de store frafald og forvildelser; de kommer netop, hvor troens stramme stræng brister. Dær har du eksempler på slaphed; vi kender ikke noget lignende i vort folk.
Hadbrand: Den niende anklage mod dig er, at du ved din opfattelse af sjælens udødelighed berøver menneskene den trøst at kende hinanden igen i det andet liv.
Renkôsi: Jeg ser blandt mængden min kære disipel, den lille støvlemager Øseps; skal jeg tro, at hans venstre brækkede tommelfinger er udødelig, så at jeg i det andet liv kan kende ham igen på den? I fortæller om udødelighed, som om det var et æventyr for børn, hvor selv det mest utænkelige gøres forståeligt, sådan at det andet liv blot er dette liv om igen, men I vil helst slå barnet ihjæl, hvis det ikke tror hvert punkt i jert æventyr. — Når vi betragter nattehimlen, ser vi mælkevejens bue bøje sig ned mod jorden som et sindbillede på verdens sjæl, det vi kalder ordet. Sådan en høj bue hen gennem himlen er ordet, der har bøjet sig til jorden og taget ophold i menneskene. Kunde vi se ordet, da vilde det være som stjærnernes bro, der synes at holde himlen oppe og at spænde om jorden. Se hvor ren og uforstyrret denne bue er. Hvor meget anderledes ser det ikke ud, når vi derfra vender blikket mod ordets lange tog gennem menneskenes verden. Her synes alting forvirring, her er ikke uforstyrrelig ro, ikke mælkevejens rene farve. Alle farver findes, også rene, men alle usikre og skiftende. Solen skinner på det lange mennesketog, den afslører mange rædsler, og hvem ved, hvad natten skjuler? Hvor meget højere er ikke sindbilledet, der lyser ned oven fra? Jeg kunde spørge dig, Hadbrand: Hvorfor har Gud skabt menneskene, når han dog kunde forudse, at de fleste måtte ende i den evige tilintetgørelse? Og du har sikkert et svar rede. Lige sådan kunde du spørge mig: Hvorfor er ordet steget ned til ufuldkommenhed og har taget bolig i den? Jeg ved det ikke, men om også ordet i mange mennesker blir ganske ukendeligt, om det blir misbrugt og vredet om til ondt, det skal ordet ikke hævne i al evighed. Sikkert er dets kraft så vældig, at det engang skal rejse sig igen i og med det menneske, i hvem det synes at dø, snarere end at leve. Men om alt dette ved vi ingenting, og når det sker, at nogen iblandt os blir så overvældet af ordets kraft, at det forrykker ham op over hvad menneskeligt er, så han begynder at forklare de første og sidste ting, da møder vi ham med et smil og siger: Kære, så snaksomt er ordet ikke, sådan ødsler det ikke med sine hemmeligheder. Det er en digters tale, vi hører af dig, ikke andet. — Langt og broget er ordets tog gennem menneskelivet; vi ser ikke, hvor det begyndte. På hvilket sted berørte ordets bue vel vor verden? Til et barn vil jeg svare: Dær hvor stjærnernes bue står på jorden. Og på et lignende sted finder vi togets ende. Spørsmålet om, hvad der ligger bag ved, gøres vistnok af ethvert barn, men vi vokser efterhånden op til den selvbeherskelse, at vi kan sige: Jeg ved det ikke. Ved to mennesker er et menneske blevet til, og denne største kraft, vort legemlige liv kender, virker i os fra undfangelsen til døden, men taler den vel om sig selv og forklarer den, hvad den er? Sådan virker ordets kraft, uden selv at tale; vi kan granske over den og påvise et og andet, selv oplader den ikke sin mund om sig selv eller om sin sidste hensigt med os.
Hadbrand: Den tiende anklage mod dig er, at du er et ugudeligt og ondt menneske, der fordærver andre mennesker med dine ord.
Renkôsi rejste sig uden at svare, men fra mængden lød et samlet råb: Ingen af os ved noget ondt, som Renkôsi har sagt eller gjort.
Da denne samtale var til ende, kom en fremsigemand og fortalte den gamle beretning om Renkôsis død, hvordan han med nogle få disciple var kommet nær til grænsen af Sydlandet, hvordan han dær blev grebet af præsten Hadbrands mænd, stillet for rådet, dømt som gudsfornægter og henrettet. Hans sidste ord til de forfærdede disciple lød sådan: I skal ikke hade mine fjender, som mange vil kalde dem, eller forsøge at hævne mig; husk på, hvad jeg mange gange har sagt jer: I skal ikke løfte hånden mod det ondes blændværk, I gir derved kun fornyet liv til det, der alligevel engang må dø. Lad den, der synes ond, rase i sig selv, og lad ingen røre ved ham og besmitte sig; han har vel sin tid, men han vil til sidst formålsløst styrte sammen. I skal heller ikke sørge over mig. Har der været glæde ved, at jeg har været iblandt jer, så lad den ikke formindskes ved nogen sorg over, at jeg er død. Det er glæde, jeg har lært jer; glem aldrig det. Jeg har søgt at gøre det gode, nu vil jeg dø sådan, at min død medfører så lidt ondt som muligt, dertil skal I hjælpe mig. De, der nu hoverer, vil stivne, når de hos jer ikke ser andet end det gule folks smil. Deres glæde over min død vil være et bål, som ingen bringer næring til. Hos jer brænder en anden ild, lad den aldrig gå ud.
Da fremsigemanden havde endt sin fortælling, kom dagens begivenhed, at udpege den ny høvding, der skulde ta styret, når den gamle Vêsutaini døde. Valget faldt som ventet på den unge Siôfat, men et stort parti, ført af Hesîttas, stemte på en anden, en mand med et mere barsk ansigt, end almindeligt blandt de gule folk, han hed Tengasôki og var kendt for sin dygtighed i våbenbrug. Da valget nu imidlertid var afgjort, stod Vêsutaini op og stillede det spørsmål til Hesîttas, hvad hans parti nu vilde gøre, da de efter loven havde ret til at skille sig ud og danne deres eget samfund.
Under stor tavshed gik Hesîttas frem til den lille granitsøjle og gav følgende svar: Brødre, I ved, hvad jeg har at indvende mod Siôfat. Jeg har selv engang fået et slag af en fremmed mand. Jeg forsøgte at tale ham til rette, og da det var uden held, sae jeg: Kære, undskyld at jeg underviser dig med hånden, da min mund ikke kan gøre det. — Jeg slog ham under kæben, så han faldt, og jeg talte på ny fredeligt til ham. Vel, jeg fik ikke en ven i denne mand, lige så lidt som Siôfat i sit tilfælde, men ingen anden har slået mig siden. Jeg frygter den altfor store mildhed, og jeg så hellere, at hele vort folk gjorde sig i stand til, om nødvendigt, at slå en fjendtlig magt under kæben, hellere end fromt at ta imod alting. Dog vil jeg gærne endnu engang høre, hvad Siôfat har at sige om den sag. Han er jo stærk i mildhed frem for nogen af vort folk.
Siôfat rejste sig og svarede: Som tiderne nu er med krig og udsigt til krig, tror jeg det er muligt, at det lille gule folk kan blive undertvunget af en mægtig nabo, og skulde det ske, og vort folk blive splittet over hele jorden, for på den måde at blive svækket, så kan vi ikke forgå, for vi har to ting frem for andre: en finere og stærkere hjærne og et sind, der ikke tar sig selv til rette, dertil, håber jeg, et mindre mål af griskhed. Et sådant folk går ikke under, og vor lære kan ikke udslettes. Der kan ikke gøres os noget virkeligt ondt; på den måde forstår jeg Renkôsis ord: Det onde er ikke til, det er kun et blændværk. — Intet nok så mægtigt folk kan besejre et folk, hvis valgsprog er: giv efter og hold ud.
Da det stærke bifald var stilnet af, talte Hesîttas videre: Du taler godt, Siôfat, og de fleste er med dig. Jeg forudser da, at den smule våbenøvelse, vort parti driver, engang helt vil forsvinde, men selv om det skulde ske, at det gule folk vil la det krigerske våben falde ud af hånden, så har vi endnu et våben, som det vil være farligt at gi slip på. Se jer om mellem de andre folk: snart fører de krig, og snart holder de fred. Hverken det ene eller det andet kalder ordet til live blandt dem. For tiden ligger de fleste hen i udmattelse, og troen synes stærkere end før. Dog er menneskene ikke som før; de rører sig ikke videre for troens skyld. De kniber hverandre med fromme fingre under bordet, men i det hele taget er selvkærhed mere herskende hos dem end tro. Hverken det ene eller det andet kalder ordet til live blandt dem. Et blik over verden viser os flere fægtende næver end tænkende hjærner. Tro dog ikke, at de ikke har opdaget ordet; men ordet er i foragt hos dem. Alligevel, prøv at gå ud og sige: Hvorfor foragter I ordet? Og de vil svare jer: Hvad taler du om foragt for ordet? Det lyder over hele landet, vi hører det hver dag. — Ja, sådan er det; folk behøver ikke at gå så langt som til den gule tanke; de finder trøst og rejsning et andet sted. Profeten Fåremule er overalt på færde; han trøster folket. Hans lille mule er jorden så nær; folk kan ligge ned og forstå ham. Fåremule finder ikke på noget, men fortæller folk, hvad de selv har tænkt. Om krig siger han: Man må jo indrømme — — men så på den anden side— —. Om den hårde tro har han den mening, at ganske vist — — men — —. Om al menneskelig nød og selvkærhed har han et godt lille ord, der går ud på, at det kan vel ikke nægtes — — men så, set fra et andet synspunkt — —. Fåremule retter ikke på noget; han viser, at det kunde ligge værre end det gør. Hans ord falder som vejstøv på det, der ligger. Så kan enhver rigtig se, det har ligget længe, og lad det så ligge. Han kommer oven på alle ulykkerne; han ordner lidt ved ruinerne; så ligger de. Han findes vel også i fredelige tider, men under ulykkerne er det ligesom han vokser. Dog vokser han ikke; det er menneskeruinerne, der er kommet til at ligge lavere; derfor syner han mere. Fåremule gør os Gule overflødige, for han er menneskevenlig som vi. Kun mod ordet er han ikke venlig; det vilde, hvis det blev hørt, berøve ham magten over menneskene. Men den fare har han forstået at ophæve med al den kløgt, der er i hans lille mule. Derfor, hor Fåremule har bragt vækkelse, dær falder folk i søvn, hvis vi kommer med vort ord. Så lang tid er der gået, siden Renkôsis død, og så meget har menneskene forandret sig, at en meget stor del af dem ser med ligegyldighed på, at vi er uden Gud, mens ordet er genstand for deres foragt. Nu kommer jeg da til sagen og tilgiv, at jeg er gammel og noget snaksom: Tror I ikke, at profeten Fåremule kan finde vej ind i vort land? Dersom venlighed skal være vort eneste våben, så har vi en dag profeten Fåremule midt iblandt os. Han tager fat forneden, begynder lavt og kommer aldrig højere. Hans ånd er en højdespringer, hvis kunst det er at springe lavere end alle andre. Han vil skrive vore bøger, han vil spille for os, han vil forkynde os sit ord; han vil få sine tilhængere, og han vil trække os ned, så langt han kan, hvis ikke vi griber til våben imod ham. Venlighed kan ikke gøre ham uskadelig, han er selv venlig og synes ikke at nære sig af andet. Men tænkt på de krønniker, I lærte, da I gik i skole. De indeholder i alt fald een sandhed: at hos de Gule er spot et ældgammelt våben. Den er datter af den endnu ældre tvivl, der bor hos de fleste af os. Men la spot ikke dø, lige fra dens hvasseste torn til det tvivlende smil. Med den vil vi møde Fåremule, når han kommer, den kan han ikke tåle; den er ham fremmed; havde han den, var han jo ikke Fåremule. Jeg siger ikke, at spot er nogen meget høj form for ordet, men den er dog langt højere end Fåremule, hvis bagdel vi kan frygte at se aftrykt i de muldvarpeskud, der en dag skal tjene ham til talerstol. Jeg ved, der er nogle, der skumler over mig og mine disciple; men vi vil blive iblandt jer og sørge for, at spottens og sindrighedens ældgamle salt aldrig mister sin kraft. Brødre, blandt de farer, der truer os har jeg nu gjort opmærksom på en, der er stor nok; Fåremules sejr vil betyde ordets død.
På dette sted i sin tale blev Hesîttas afbrudt af en stor munterhed fra det forsamlede folk; også Siôfat lod ved et smil forstå, at folkets glæde ikke var ham fremmed. Men da det havde varet en stund, vinkede Hesîttas med hånden og sluttede sin tale med følgende ord; Kampen for troen har menneskene nogenlunde, omend nødigt, opgivet, og deres naturlige egennytte fremtræder nu mere nøgen, ikke prydet af troens klædebon. Om menneskene derved er blevet bedre, kan være tvivl underkastet; jeg mener dog, at en sund egennytte tyder på et vist fremskridt i fornuft, men for tiden er menneskenes egennytte syg og forrykt af alle de ulykker, den selv har voldt. Menneskene kan ikke se, hvor det er fornuftigt at sætte grænsen for deres gridskhed og op af menneskesjælens dyb ser jeg et andet uhyre dukke frem, anderledes forfærdeligt at se til end den tilsyneladende så elskelige Fåremule. Da vi som drenge læste den gamle historie om tudsen Rimbûnga, med billeder til, tænkte vi ikke, at vi skulde få den virkelige Rimbûnga at se, værre end han er tegnet af i vor læsebog. Men den klogeste af alle skabninger, mennesket, der i forrykthed overgår ethvert dyr, har nu kaldt Rimbûnga til live. Han løfter sit gyselige hoved op i dagslyset, så alle kan se ham. Mange er forfærdede, men mange slutter sig til ham, for i den almindelige rådløshed vil Rimbûnga dog noget: ødelægge, og så stor er menneskenes fortvivlelse og foragt for sig selv, at de tænker: Lad hellere det hele gå til grunde. Sådan tænker Rimbûngas folk, hvad der igen bekræfter det gamle ord: mennesket er sig selv værst. Men også det kan kun gælde en tid, og jeg tror derfor ikke, at et styre af denne høvding over skarn kan blive langvarigt. Våben mener jeg ikke kan nytte noget her, vi har kun det forsvar, som allerede Jêkon den gamle brugte. Jeg har da ikke talt om Rimbûnga for at nedslå jer munterhed, men for at mane til beskedenhed, at ingen skal hovmode sig og tro, at Rimbûnga ikke kan komme til at løfte sit hoved også blandt os. Blir vi hovmodige, har vi allerede gjort det første skridt mod faldet. Som Renkôsi en gang har sagt: Der er tre farer, der lurer på mennesket: krig, penge, tro; alle tre ting vil gærne puste ham op over hans naturlige størrelse. Men hvad kan det gavne et menneske, om han et øjeblik vokser op over sig selv, når faldet venter bag ved. På hovmod følger tit selvforagt. Selv om den er from, er den ikke skønnere, end når den er fræk. Men midtvejs står det stade, hvor det er så svært for mennesket at få fodfæste, den ydmyge erkendelse, der dog ikke er uden stolthed: Jeg er kun et menneske.
— Eftermiddagen gik hen med samtale, musik og munterhed, mens solen, der var begyndt at synke mod vest stod som et sindbillede over det forsamlede gule folk: klar og varm, mild, som den er, der har magt over sig selv.