Drømmen om kvinden
Knud Hjortø: Drømmen om Kvinden (1889)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Henrik så mut på Helene og vidste ikke, hvad han skulde sige til hende. Forresten så han ikke lige på hende, men lidt til siden, sådan at han kunde skimte hendes blik, uden at han var nødt til at bære hele vægten af det. På den måde kunde han se, at hun smilede, det tiltrak ham, men det huede ham ikke. Han ønskede vist nok, at han ikke tilfældigt havde truffet hende her på en fremmed vej, men komme bort var heller ikke næmt. Så spurte han barsk med blikket et godt stykke forbi hendes øre: Kan du kaste med sten?
Nej, svarede Helene nærmere og ivrig, — det vil sige, det er vel ingen sag.
Hun gik med ham ned til søen, hvor der var sten nok. Han viste på et flydende stykke træ; hun kastede, stenen fløj et langt og latterligt stykke til siden for træet. Henrik lo for første gang, hånligt, men glad over muligheden for at hævde sig i hendes øjne. Så tog han selv en sten og viste, hvordan en dreng kaster, hun gjorde det efter tre gange og fik de groveste fejl rettet.
Kan du spille bold? spurte Helene og tog en bold op af sin forklædelomme. Det kunde Henrik ikke, kaste nok, men ikke spille. Helene lo. Hvor det lød morsomt, ikke hånligt, og hun lærte ham, hvordan man skal. Han gjorde efter, hun lo ad hans fejl og rettede dem. Han kom efter det og så misundelig på hende. Selvfølgelig kan ingen dreng ønske, han var en pige, men hvor er det meget lettere at være en pige end en dreng, hun får lettere sagt det, hun vil, hun kommer lettere til at le, hun kommer lettere afsted med alting.
Nej, men skal vi spille kroket? spurte Helene. Det kan vi vist bægge to.
De gik tilbage til hans hus, dær fandt de spillet stillet op, og så spillede de. De var ligemænd her, og det var morsomt. Nu kunde han se lige og fuldt på hende, hver gang en af dem sae noget. Hendes hår blev løst, mens hun bøjede sig og trillede gennem vanskelige buer, hun ordnede det med hånden eller med et kast af hodet. Hendes blå øjne var bestemte, når de sigtede mod en bue, men når hun var gået igennem den, trillede de som løse kugler i græs. Han kom efterhånden ud af al sin stramhed, blev løs i sindet og glad ligesom hun. Sådan gik der en time. Helenes blik blev pludselig alvorligt, uden at der var nogen kugle, der skulde gennem en bue. Hun sae midt i et spil med uvist udfald: Nå, nu skal jeg nok hjem. — Hun kastede køllen. Enten var hun ked af spillet, eller hun skulde virkelig hjem, det forklarede hun ikke. Hun tog bolden og spillede med den for dog at have noget i hænderne. Farvel, — sae hun skødesløst med et lille nik til siden, der var uden smil, og dermed gik hun.
Henrik gik henad vejen med tankerne fulde af to pigebilleder, et alvorligt og et smilende, men hinanden så lig som to søstre, der er faldet forskelligt ud, til det glade og til det alvorlige. Henrik så ikke, at han mødte en ældre mand, før denne stansede ham og sae: Nå, Henrik, så kommer du altså den første. Så ta'r vi fat, Henrik. Er det det, du går og er så glad for?
Ja, svarede Henrik og blev alvorlig.
Ja, ja, det er jo godt. Bar morskab bliver det jo nu ikke, men du har jo nok en fornemmelse af, hvad det vil sige at blive voksen. Når man er fjorten år så — Ja, der blir ikke så megen tid til den dær, føjede manden til med et nik til kroketkøllen, som Henrik endnu holdt i sin højre hånd.
Nej, sae Henrik og kom til at smile.
Ja, ja farvel, Henrik. Nu skal vi se. Men det går jo nok. På mandag altså, farvel.
****
Henrik havde fridag. Lige med et blev hans hænder fri for alt deres arbejde, og hans hoved blev frit for enhver tanke om arbejde, han gik ud, men ikke som ellers i et ærinde. Han gik og stirrede frem for sig, og det var, som hans blik fik en indre kraft, der skilte udsigten foran ham i to, den åbnede sig, som et tæppe, der skilles i midten, og bagved lå en anden udsigt, gammelkendt, men for en tid glemt. Det var som at se ind i en drøm.
Henrik mødte tre små piger, han stansede dem og spurte: Har I ikke set Helene? Hun er en lille pige ligesom I med to lange fletninger og en bold i hånden. Den var rød og blå og grøn.
Nej, svarede de tre, — hende har vi ikke set, men vi har set en anden Helene, hun var næsten voksen. Hun havde en blomst i håret, men ikke fletninger. Hun havde ikke en bold i hænderne, men en krans, hun var ved at binde. Men så er det vel ikke din Helene, vi har mødt.
Henrik takkede de tre småpiger og gav sig til at løbe. Han kunde nok indhente Helene, inden det blev mørkt, solen var lige ved at gå ned, og snart så han hende også stå ved et træ og ordne sit hår. Kransen havde hun hængt på en gren af træet. Henrik tænkte: Jeg vil løbe hen og gribe Helene om håndleddet, og denne gang skal hun ikke sådan pludselig gå fra mig, bare med et lille nik til siden. — I det samme så han, at Helene var blevet næsten voksen. Han blev meget betaget og vidste ikke, hvad han skulde gøre. Hun så det, og rødmede for hans blik, men i hendes smil var der ligesom en advarsel. Henrik tænkte, at en ung pige vel har nær til spot, også når hun rødmer. Han vidste ikke, hvordan hun ønskede, han skulde være overfor hende, derfor gik han langsomt videre, midt af vejen. Da han kom ud for hende, var hun færdig med sit hår, og de gik videre sammen, med den halve vej imellem sig. Sådan gik de. De vekslede kun nogle få ord. Helene så engang imellem fuldt på ham, begge Helenes øjne, det var Helene selv, de var nærværende ligesom den gang før, men mest så hun frem for sig, og så syntes hun mere fjern, men ikke mindre dejlig.
Jeg vil sige til hende, tænkte Henrik, at hun skal ikke være bange for mig, jeg skal lade hele vejen være imellem os. — Men når han så på det svage smil om hendes lukkede mund, tænkte han videre: Hvis jeg siger det, vil hun le og spørge, hvad hun skulde være bange for. — Og Henrik tænkte videre: Hvordan kunde jeg få den tanke at gribe Helene om håndleddet? Men jeg vil spørge hende, om hun ikke er glad ved at gå med mig, den tid vi kan være sammen. Men så vil hun måske smile og spørge, om jeg tror, hun ikke er optaget af andet end at være glad for at være sammen med mig. Helene tåler måske ikke, at jeg rører ved hendes tanker, lige så lidt som ved hendes håndled.
Solnedgangen stod brændende på himlen. Ved siden af vejen strakte sig en stor oversvømmelse, der strålede rødt, som var den et skår af himlen, der var faldet ned på jorden. Det var stille, men lyde kom til dem langt borte fra. Vogne kørte som et bøsseskud over en kort bro, køer brølede under synsranden, og store fugle sendte deres skrigende farvel til dagen op mod himlen. Himlen blegedes fra rødt til gult, landet under den blev sort. Langt ude mod vest sås randen af en stor by med huse og tårne, det lignede en gammel sav, der er ulige slidt.
Henrik og Helene talte om det, de så og hørte, om de fjerneste ting, de kunde finde, og imens gik Henrik helt over til hende. Hendes ansigt var nu næsten usynligt i halvmørket, kun øjnene lyste som aftenpragtstjerner i skumringen. Han blev bevæget over at være så nær ved hende, hendes blik var så mildt, og han sae: Tak, fordi du ventede på mig.
Han strakte hånden ud mod hende og kom til at røre ved hendes krans, og i det samme faldt den, enten fordi hun havde villet give ham den, eller han af vanvare havde revet den fra hende. Han så ned efter kransen, men fandt den ikke, og da han så op, var Helene også borte. Han kaldte dæmpet på hende, men fik ikke svar. Så vendte han om og gik til sit sted. Hans fridag var forbi, og det var sent. Han skyndte sig for at være hjemme, inden det blev helt nat.
****
Henrik gik hen ad vejen, fri og færdig. Han tænkte på sin læretid, der nu var overstået, og på sin fremtid, en god ting at ha bag sig og en endnu bedre ting at ha for sig. Han var udlært og udvoksen. Af livet kendte han allerede meget. Hvad der var igen, vilde næppe berede ham nogen overraskelse, som han ikke sagtens kunde stå for.
Det var forår. Henrik kom forbi en mark, hvor en mand gik og pløjede. Ved nærmere syn viste det sig, at manden var gammel, han lå tungt ind over ploven, den bar mere ham, end han styrede den. Den gamle stansede ved en drejning og mødte den unges blik, begge forstod hvad den anden tænkte, og den gamle sae med beskeden værdighed: Jeg har engang været en bedre plovmand, end jeg nu er.
Det har du sikkert, sae Henrik kyndigt, og da han følte arbejdslysten rykke i sine stærke arme, spurte han: Skal jeg ta et par furer for dig, så kan du hvile så længe.
Manden svarede ja, og Henrik tog fat. Han trak en ramme om marken, en sort ramme om den grå mark, og pløjede derefter det indrammede op. Hestene gik bedre, når han havde hånden på ploven, som ventelig var, og ved en drejning stansede den gamle ham og foreslog, hvis han ikke havde noget bedre, at ta forårsarbejdet for ham, han nævnte med det samme lønnen, og de blev enige. Ved madtid førte den gamle Henrik med hjem, hvor en datter tog imod dem, forundret over den fremmede, men med mad mere end nok til begge. Datteren var ung og frisk. På et træ hvor faderen var et vissent, halvt løsnet blad, var datteren den halvåbne knop. Henrik så med velbehag på hendes skikkelse og på hendes hænders gang over bordet mellem tingene, og på hendes blik. Som en god plovmand har et fast blik, der holder den lige fure fast, sådan har den gode husmoder sit faste blik, der ser alting, hun støder, vælter og spilder ikke.
Da forårsarbejderne var omme, sae den gamle til Henrik: Her ligger en gård til dig, med kone til, hvis dit sind er til det. Under dine og hendes hænder kan det igen blive en god gård. Men tænk dig om. En fornuftig mand ser på en pige som på en fest, der vil være ham til glæde, og som på en god hest, der vil være ham til nytte.
Henrik tænkte over sagen med fornuft og varme, og ved sommerens slutning var han mand på gården og mand til en frisk og dygtig, ung kone.
Livet byder ingen overraskelser, det er så fornuftigt indrettet, at den ene oplevelse jævnt fører over til den anden, der er ingen steder noget spring, der er ingen fald, andet end hvad man selv laver sig; en fornuftig karl står altid på sine ben. Han véd, hvad han har, og forudser, hvad han får; det hele er så simpelt, som at plovens fure følger på leens skår.
Henrik gik ud ad vejen en sommeraften for at se på andre bønders bedrift, og der var ingen overraskelse i noget af det, hver mark talte med tydelige ord om sin mand, duelig eller dårlig. Udenfor en gård stod en ung kone med sit lille barn, ligesom rimeligvis hans kone stod udenfor deres gård. Henrik blev gående hen ad vejen, han tænkte ikke mere. Når alting i grunden er selvfølgeligt, holder tanken op. Aftenen tog til at falde på. Korn, der stod, og korn, der lå, så ens ud, grøn havre og gul hvede lige sådan, kun himlen holdt sig mærkeligt lys med svage stjerner mellem tynde skystriber. Himlen er gammelkendt som jorden, ja, men selv om også alting på himlen er selvfølgeligt og uden overraskelse, så er det blevet sådan efter en anden ordning end på jorden, ingen mand har her haft sin hånd i noget af det, og er en mand engang for alvor kommet til at se på himlen, kan hans øjne blive hængende dær med en undren, der er både lang og dyb. Han er inde i en anden verden, der på een gang er virkelighed og drøm.
Henrik mødte tre unge kvinder, han stansede dem og spurte: Har I ikke set Helene? Hun havde en blomst i i håret og en blomsterkrans i den højre hånd. Hun var ganske ung, ikke helt voksen, og hun var meget alvorlig.
De tre svarede: Nej, hende har vi ikke mødt. Vi har nok set en Helene, men hun var helt voksen, hun smilede, og hun havde en guldring på den højre hånds ringfinger, men ingen blomsterkrans, som du siger. Men så må den Helene, vi har mødt, vel ikke være din Helene.
Henrik takkede de tre unge kvinder og gav sig til at løbe. Det varede ikke længe, før han så en skikkelse, der stod et stykke borte og ventede med ansigtet imod ham. Det slog ham med det samme, at sådan kunde kun een i alverden stå og vente på ham. Det var Helene. I samme øjeblik hun så, han kendte hende, stod der et stort smil på hendes ansigt. Det var, som om selve den lysende aftenhimmel havde gjort hendes ansigt til en del af sig selv. Lys var der over hendes hele skikkelse, dæmpet, inderligt og dybt. Henrik løb til. Han vilde være ved hende i eet sæt, gribe hende i sine arme og rive hende ind til sig. Han løb i lange spring, og jorden tog ikke som ellers hårdt imod, den syntes selv at være blevet lettere. I næste øjeblik stod han hos hende, det voldsomme løb havde taget smilet af hans ansigt, men hun stod og ventede ham uforandret smilende, og Henrik blev stående foran hende, og dær blev han. Hun var ikke bange for ham, heller ikke ophidset som han. Hun forudså vel ikke, hvad han havde tænkt at gøre, så gjorde han det heller ikke. Hun rakte ham en hånd, han tog den og så en bred guldring på den. Straks efter begyndte hun langsomt at gå.
Å, Helene, sae Henrik, — jeg trængte sådan til at se dig igen.
Hun smilede, ikke spottende, hun var over den alder, da den unge kvinde dækker sit smil med spot, for at det ingenting skal røbe. Hendes blik afdækkede tanker, der hidtil var skjult for ham selv, og han blev ved:
Det er sandt nok, at jeg ikke har tænkt meget på dig i flere år. Jeg har jo haft så meget andet at tænke på, men i det øjeblik du var i mine tanker, så var der heller ikke andet end dig. — Han så på hende, gav hende hendes smil igen: Jeg siger ikke mere, end hvad sandt er. Det vilde jeg jo heller ikke have noget ud af overfor dig.
Nej, ingenting, svarede Helene.
Henrik spurte: Er du lykkelig, Helene?
Det svarede hun kun på med sit smil, og så sae hun: Du er lykkelig.
Ja. Jeg er tilfreds, sae Henrik. Jeg har fået alt, hvad jeg havde ventet og mere til. Hvis det er lykken, Helene. Men hvis nu lykken er noget helt andet. Se, nu har jeg mødt dig, bliv hos mig, Helene.
Henrik, du taler som en tåbelig, lille dreng. Du har stillet dit regnestykke op og fået det rigtigt. Nu griber du tavlen, hvor der står rigtigt på, og vil til at viske det hele ud og skrive et andet stykke op, som du ikke engang har en sikker opskrift til og ikke véd, om du kan regne. — Men se, hvor himlen nu bliver rød. Det er, fordi skyerne skilles ad.
Helene, giv mig stykket, jeg skal nok få det rigtigt.
Helene svarede: Lad os blot blive gående lidt sammen. Vi har det rart sådan. Vi er lykkelige, vi to. Er det ikke nok?
Hvordan, Helene, vi to? Hver især, eller med hinanden?
Hun svarede kun med et smil.
De talte ikke mere, men de gik tæt ved siden af hinanden som to, der hører sammen. Der var noget inderligt over den nærhed og i varmen fra hendes legeme. For så vidt var Helene som andre kvinder. Men hun var alligevel ikke som andre. Imidlertid blev det mørkt. Helene vendte sit lyse ansigt mod ham, endnu synligt i mørket, det lyseste af alt, hvad der var til. — Her skilles vi, sae hun. Han blev stående, han hørte et øjeblik hendes skridt, og så var Helene borte.
Et par timer senere skimtede Henrik sine egne jorder igen, og lidt efter gik han tankefuld ned ad indkørslen til sin gård.
****
Når det hænder en som erfaren og ikke længere ung mand, at man et øjeblik stanser midt i sit arbejde, og kaster et prøvende blik over, hvad man har stræbt efter, og hvad man har opnået, så må man sige, at skuffelser indtager en overraskende stor plads, og livet er sandt at sige ikke det halve værd af, hvad man havde ventet af det. Men så fornuftigt er livet alligevel indrettet, at man har sit arbejde netop for at man skal glemme, hvad livet i virkeligheden er. Derfor er det også godt, at den slags øjeblikke, hvor man står stille og tænker sig om, netop er så sjældne. De kan være gode til det brug, at man får ordnet sine indbildninger og lagt dem fra sig som det ingenting, de er.
Henrik gik i urolige og bitre tanker ud af sin gård. Han tænkte på sit politiske arbejde, på rigsdagen og på sit ægteskab. Det sidste var snart gammelt, men det viste en mærkelig evne til at forny sig i stadig uforudsete vanskeligheder. Henrik stirrede hovedrystende ind i et filter, som det var umuligt at rede fra hinanden, ikke for en, mindre for to, men som han gik, forsvandt det for ham; han så igennem det ind i en anden verden, der var som den lyse aftenhimmel foran ham, og en gammel ting kom ham i hu. Lidt efter mødte han tre kvinder, snarere gamle end unge, og han spurte dem: Har I ikke set Helene? Hun er endnu ung, og hun ser så glad ud.
Nej, svarede de tre, — hende har vi ikke set, men vi har mødt en Helene, hun var aldeles ikke ung, men lige så gammel som vi, og glad så hun heller ikke ud, men så har det vel ikke været din Helene.
Henrik takkede de tre; han gav sig til at løbe, og snart efter så han i den halvlyse aften en kvinde stå ved vejen og vente. Hun var ikke ung længere, hun var heller ikke så smuk som før, men hun var Helene; hun var det under, der havde fået ham til at se gennem livets urede ind i en simpel, klar verden; hun var den, han søgte og trængte til. Hun ventede på ham uden det smil, der før havde sat ham i henrykkelse, men også uden det var hun Helene. Han vilde gå hen til hende og sige: Det er dig, jeg stadig tænker på, når jeg glemmer al den tomhed, der ellers optager mig; det er dig, jeg savner, når jeg gir mig tid til at blive mig et savn bevidst. Helene, vi har fundet hinanden, nu vil vi ikke mere skilles. Helenes så vel hans tanker, inden han fik dem sagt, og hun smilede, ikke bedrøvet, men heller ikke muntert som før. Måske havde hun levet sit liv tilsvarende som han sit, men så var det en grund mere til ikke at slippe hinanden. Henrik vilde gribe hendes blottede arm og sige hende alt dette, og han følte, hvilken henrykkelse der vilde være i dette at holde om armen på en elsket kvinde. Men da han stod overfor Helene, rørte han hende ikke. Han så på hendes ansigt, at hun var ikke en kvinde, han kunde gribe og rive til sig, og han kom til at sige noget helt andet end det, han havde tænkt. Han sae: Hver gang det er sket, at jeg er kommen til at tænke over det liv, jeg lever, så har jeg bagefter måttet forbande mine egne tanker, for de har ikke bragt mig andet end bitterhed og uro. Når jeg har søgt bort fra alt det, der fylder mig, hvis man kan sige sådan om det tomme, så har det været for at finde hvile og fred i tanken om dig, men når jeg nu igen står overfor dig, Helene, så ser jeg ikke, at jeg finder nogen af delene, kun en ny skuffelse, der er endnu mere bitter end de andre.
Da smilede Helene og svarede: Det, du dær siger, Henrik, kan du jo ikke mene. Tænk dig om.
Han svarede: Tilgiv mig, Helene, jeg har talt som en nar. Men alligevel, hvad der ikke er talt af en nar, er dette: hvis vi to nu blev hos hinanden, så vilde det, som i vor tilværelse er faldet skævt ud, lad mig sige i min tilværelse, det vilde blive rettet op og stå lige for altid. Men hver gang jeg har villet sige det, er du forsvundet for mig, og gør det sagtens også nu, da jeg endelig har fået sagt det.
Helene så på ham med et underligt smil; hun sae: Lad os sætte os her og se på himlen. Det er ikke tit, den er så smuk som iaften.
De satte sig. Solen var lige gået ned. Lige over nedgangen stod to røde skysøjler, forneden mellem dem lå en lille flad, glødende sky. Fra siden kom en lignende sky langsomt sejlende, den lae sig på søjlerne, og det hele blev derved til et hus. Et svagt lysende væv af blommede skyer var mursten, og den glødende sky forneden sås nu som en trappesten op til huset. Det blev langsomt færdigt, og nu stod det der.
Henrik mærkede noget på sin hånd og så ned på den. Helene sad med en lille blomsterkvist og fulgte med den afbrækkede ende furerne i hans hånd. Hun fulgte rynkerne på hans knoer og de hårde folder om tommelfingeren. Hun vendte hånden om på kant og gik den igennem indvendig. Mandens hånd sad Helene her og gjorde op, hånden på en mand, der havde arbejdet sig frem. Hånden for venskab og hensynsløshed, et værktøj for trofaste og for underfundige håndslag, hånden, der har haft sit greb om alt, både rent og urent, hånden, mandens sjæl for godt og ondt, hånden, der ikke kan lyve sig fra sit værk som de i mange kunster opøvede øjne eller det dobbelttydige smil, hånden, der som intet andet på mandens krop er egnet til at sættes over ham på hans gravsten som sindbillede på, hvad han har udrettet, til ros eller til dom. Helene sad med en lille grøn kvist og ridsede den lange fortælling op om Henriks hånd.
Hvad er det du gør, spurte han og forsøgte at fange hendes blik.
Hun svarede med et uskyldigt smil: Jeg leger bare med din hånd.
Henrik så op på himlen. Huset var nu i forfald. Taget var ved at glide af til højre, og trappestenen havde flyttet sig og var ikke mere brugelig som trappe. Den ene husbjælke var blevet skæv, og den anden var blevet for lang og ragede op mod himlen, som om det kunde være den, der havde skudt taget af. Som hus var det hele et latterligt syn, men det var stadig smukt, når det ikke skulde forestille et hus på jorden.
Helene rejste sig, hun havde stadig den grønne kvist i hånden. Hun nikkede til farvel og drejede om ad en sidevej. Straks efter var hun borte. Mørket tog til at falde på, og Henrik gik langsomt tilbage til sin gård.
****
Man bliver med årene gammel. Først mærker man det ikke, senere kommer man tilfældigt til at lægge mærke til det forbavsende høje tal, man selv går med. Man bliver et øjeblik lidt urolig, men man vil ikke tro på det. Så går der igen en del år mellem vantro og bevidst ikkeviden om sin egen alder, og hvad sker der så en dag? Sådan noget som, at man på ganske kort tid blir virkelig gammel, så at man selv må tro på det. Skuffelser og modgang bliver tydelige og talende, desuden siger ens egen krop: Du blir gammel.
Men alderdommen har det gode ved sig, at den bringer en mange ting tilbage, som man troede var tabt, eller som man anså for uden værdi eller helt glemt. De bliver med et nærværende, de taler til en, og man taler igen til dem, hjerteligt og muntert. Den gamle går og snakker med sig selv, siger folk, han har det morsomt, siger de. Det er med sine minder, han taler.
Jeg kan ikke forstå, tænkte Henrik, den meget gamle, når han gik sine ledige ture, ene med sine minder og sin stok, — jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg altid skal tænke på at kaste med sten og spille bold, i stedet for, hvordan min søn driver gården. Og dertil er nu sidst kommet forestillingen om at spille kroket. Jeg har ikke spillet kroket, lad mig se, de sidste tresindstyve år.
Henrik mødte tre gamle koner, han standsede dem og spurte: Har i ikke set Helene? Hun var lidt til års, men ikke just gammel, hun havde en lille grøn blomsterkvist i hånden.
Nej, svarede de tre, — hende har vi ikke set. Vi har mødt en Helene, men hun var meget gammel, ligesom vi selv, hun havde en stok i hånden, for hun gik dårligt, og ikke en blomsterkvist, men så er det vel ikke din Helene.
Henrik takkede de tre venligt med mange gammelmandsord, og så gik han videre. Løbe kunde han ikke, og da det var uvist, hvem af dem, der kom langsomst afsted, så var det heller ikke godt at vide, om han nogensinde indhentede Helene. Han stavrede videre og tænkte på, om Helene kom afsted på lignende måde et stykke forude. Lidt efter skimtede han gennem det faldende halvmørke en gammel kvinde, der stod ved et træ og ventede på ham.
Helene var hvid og gammel, som han selv, men hun smilede, da hun så, han kendte hende; Henrik smilede igen til det gamle ansigt, og når han vendte blikket lidt til siden, da stod der en lille pige med krokketkølle og fletninger, og det ene billede forstyrrede ikke det andet.
Henrik og Helene gik et kort stykke med hinanden, så satte de sig med ansigtet vendt mod solnedgangen, de fortalte ikke hinanden, at de så gamle ud, men de gav sig til at tale om deres barndom, den eneste korte gang, de var sammen, og mens de huskede sig til alt, hvad der hændte i det øjeblik, forekom det dem, at det havde varet ikke et øjeblik, men år. Mange ting, der var sket før og efter, blev borte i skæret fra den ene time. Sådan sad de og snakkede, gamle og trætte, på vej til at dø, men levende i minderne.
Henrik sae grundende, idet han formede sine tanker med besvær:
Det er mærkeligt, Helene, hvor sjældent jeg har set dig, hvor lidt jeg har tænkt på dig, og hvor meget du har betydet. En enkelt gang nu og da med mellemrum af år har jeg fået tid til at kalde på dig, og så kom du straks, du lod mig ikke vente, alligevel ventede jeg hver gang længe, inden jeg kaldte på dig igen. Når du gik, syntes jeg altid, du kun havde været hos mig et øjeblik, men måske husker jeg fejl. Hvordan kan det ha været nogle få minuter, naar jeg nu føler det, som om det var hele år. Den største del af mit liv har tilhørt dig, Helene, det bedste af min ungdom og manddom, og næsten min hele barndom. Hvordan har det været for dig? At livet har faret hårdt med dig som med mig selv, det ser jeg, det er ikke blot alderdommen, du har haft din uvenlige skæbne som jeg min; men i de øjeblikke, du traf mig, Helene, de lykkelige tider, vi var sammen, var de ikke fuldkomne? Vi er gamle, Helene, alligevel er det ikke meget længe siden, jeg sad her omtrent på samme sted og holdt din hånd.
Jeg er meget gammel, Helene, jeg skal snart dø. Det er underligt at tænke på, at du ikke blev min legekammerat hele barndommen igennem, at du ikke blev min kæreste og min kone, at vi ikke blev gående sammen og blev gamle med hinanden. Jeg mener, sådan tænkte jeg, da jeg var ung og utålmodig og utilfreds, som man er, når man er ung. Jeg er ikke ung nu, jeg er heller ikke utilfreds, jeg har fået alt, hvad jeg kunde ønske, jeg har egentlig også fået dig; men gå ikke fra mig endnu, Helene, vent et lille øjeblik. Der var mere, jeg vilde sige, men jeg kan ikke huske det, jeg er så gammel; det var måske bare det, at jeg vilde holde din hånd og se på dig, dine øjne og dit smil. — Men nu synes jeg alligevel, du går. — Nej, jeg holder jo din hånd endnu, men dit ansigt bliver borte for mig. Er du alligevel gået, eller er det bare mørket? Det er jo sent, og solen er af himlen. Ja, det er mørkt, og jeg kan ikke se dig mere. Farvel, Helene, jeg bliver siddende lidt endnu, jeg er så træt.
Skyerne mod vest gled til side, skæret fra solnedgangen faldt med sit halvklare, rødlige lys på en gammel mand, der sad tilbagelænet mod et vejtræ, med halvåbne øjne, der ingenting så.