Zigeunerpigen

---

Lisa Mikaély (1931)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

I. Hvad der gemte sig i skoven

   En Dag sidst i April, da Solen lyste fra en Himmel, der var blå og uden Skyer, og Luften, der var, ren og stærk, bar med sig ud over Vejene Duft fra Skovbunden, hvor Anemonerne stod og smilte og nikkede i rødmende Hvidhed, og Skovmærkerne begyndte at lade ane lidt af al den Vellugt, de snart vilde sende ud fra deres fine, saftfyldte Blade, kom en ung Pige gående med fire Børn langs Skovbrynet.
   - Hvad er det her lugter sådan af? spurgte lille Aase og stak Næsen til Vejrs for rigtig at suge Duften i sig.
   - Det er sådan Skoven her lugter af.... alt det grønne, der nu myldrer frem.... mest er det Bukkar, man allerede kan mærke.
   - Og hvad er Bukkar?
   - Dem kender du godt; det er de små Stilke, man binder grønne Kranse af.
   - Nå.
   Det var Forklaringen, som Anna Sivertsen gav lille Aase Holmer på hendes Spørgsmål om Skovduft.
   Hvert År, senest den I. Maj, flyttede Kontorchef Oluf Holmer med Familie ind i »Skovhuset«, en stor, gammeldags Villa, der lå lige op til Skovbrynet. Og fra selve Ankomstdagen tiltrådte Anna Sivertsen, som var Datter af Sognefogden, sin Tjeneste hos Holmers som »ung Pige« i Huset indtil Dagen, da Familiens Hjemrejse fandt Sted, som Regel omkring Septembers Midte.
   Fru Gerda Holmer plejede ellers altid selv at gå Tur i Skoven med sine fire små Døtre, men fordi det var hendes Mands Fødselsdag den 4. Maj havde både hun og Kokkeenepigen, Johanne Ibsen, styrtende travlt med at få Huset - plus Festarrangementet - i Orden til Dagen.
   Inde i den forårslyse, luftige Skov travede da Anna Sivertsen af Sted med Aase og hendes tre ældre Søstre, den niårige Lisbeth, Birthe, der var elleve, og Grethe, der var tolv År.
   Luften var varm, som på Årets blide Sommerdage, og Vinden var bare kærtegnende Luftning, der netop Pustede lidt i de små Pigers pageklippede Hår, som hos dem alle fire var af næsten samme lysegule Farve.
   Fru Gerda Holmer, som på Grund af Travlheden helst vilde være fri for at have Børnene om sig, havde givet dem Frokosten med. Den kunde de nemlig så dejligt sidde og spise i Skovbrynet oppe ved Mølleskrænten.
   Desuden, havde de fået Lov til bagefter at følge med Anna Sivertsen på Besøg hos hendes gifte Broder Thomas, der var Smed, havde Hus med stor Have med både mange Blomster og mange Frugttræer, men det allermest interessante - en Ged med to små Kid.
   Birthe, Lisbeth og Grethe bar hver sin Frokostpakke, men i Kurven, som Anna Sivertsen bar, lå lille Aases Madpakke, Flasker med Kakao, Limonade samt Kiks, Bananer og Marmelade.
   Skrænten, som fra Skoven skrånede ned til Mølledammen, lignede et hængende Græstæppe, ivævet alle Forårets lysende Småblomster.
   Der var Tusindfryd og Smørblomst, den pralende Mælkebøtte, knejsende Guldstjerner, blide Anemoner, hist og her en forsinket Viol og mange, mange flere.
   Jævnt var Skræntens Fald mod den lille Mølledam, der lå og skinnede som en rigtig lille Sø, fordi den klare, forårsblå Himmel spejlede sig i den.
   Nogle Skridt nede ad Skrænten lejrede de sig. I Midten Anna Sivertsen med Kurven og de små Piger udenom. Som alle Børn elskede de at plukke Blomster, og allerivrigst var just den mindste, den fireårige Aase, som selvfølgelig havde allermindst Begreb om det.
   Fra Stedet, hvor hun sad, rakte hun sine stumpede Arme ud til alle Sider, så langt hun blot kunde nå, og rev med sine små buttede Fingre alle de fine Blomsterhoveder af deres Stængel, så fornøjet på sin Ugerning, kastede dem op i Luften og lod dem falde, hvor det kunde træffe sig.
   Et udsøgt Uheld vilde, at tre store, glinsende Smørblomster faldt i Bægeret med Kakao, som Anna Sivertsen netop havde rakt Birthe.
   - Lad være, Aase, med at kaste Blomster i min Kakao! skreg Birthe, fiskede Blomsterne op og klaskede dem tilbage på Aase, der gav sig til at vræle i vilden Sky.
   - Fy Birthe, skam dig dog.... at grise hende sådan til! skændte Anna Sivertsen, mens hun tørrede Kakaopletterne af Aases Frakke, og de to større Piger også tog den lille Søsters Parti.
   - Det er Synd, Birthe.... Moder bliver vred!
   - Ja, Aase får Skænd for Frakken.
   - Hvorfor skulde hun også kaste Blomsterne i min Kakao, den lille dumme Unge.
   - Det var jo bare et Tilfælde.... Aase gjorde det ikke med Vilje.... gjorde du vel, lille Aase?... Nej .... trøstede den pæne Anna Sivertsen og tørrede skiftevis Aases Kinder og hendes Frakke.
   - Blomsterne var jo ikke Gift, så det var da ikke noget at blive så gal for, mente Lisbeth.
   - Vilde du måske have drukket Kakao med Smørblomster i?
   - Nej! Jeg vilde have pillet dem op og smidt dem på Græsset, og så havde den ikke været længere.
   - Pas dig selv og vær glad, det ikke var dig, der fik dem på Frakken, smældede Birthe igen.
   - Å, hvor er du næbbet, Birthe! hvæsede Grethe og puffede til Birthe, der omgående gjorde Gengæld.
   - Så, så, hold nu op med det Skænderi.... store Piger.... tag hellere Bægeret der og gå ned og hent noget Vand, så vi kan få vasket de Pletter ordentlig af.... der, Birthe.
   - Men Kakao går ikke af med Vand. Moder siger, man skal tage Mælk, det er det eneste, der hjælper, forklarede Grethe.
   - Men nu har vi ingen Mælk, og så tager vi Vand.
   Erklæringen var et afsluttende Basta, og Birthe tog Skrænten i små Trip og sidelæns Hop, fyldte Bægeret med Vand, kravlede op og rakte Anna Sivertsen det, skønt der kun var en Sjat tilbage efter Opstigningen.
   Anna Sivertsen brummede, trak Frakken af Aase, bredte den ud på Grønsværet, lod Birthe og Grethe stramme den ud og kilede så løs på Pletterne.
   Men den fredsommelige Lisbeth satte sig hos Aase, som var ved at indstille Gråden, men endnu havde Munden i stor Tudestilling.
   - Ikke græde, Aase.... her er en Banan.... se.... vi deler.... og der er en Kiks.... og Pletterne, de går nok af ... men du skal lade være at rive alle de små Blomster itu.
   - Jo, jeg har Lov til at plukke Blomster.... det har jeg.
   - Men det er ikke at plukke Blomster.... du river bare Hovedet af dem.... man skal tage alt det Stilk med, man kan få, og så skal man lægge dem i en Kurv eller i en Pose og ikke gå og kramme dem i Hånden, for det dør de af, og det er Synd, siger Moster Ella.
   - Det har Moster Ella ikke sagt til mig, protesterede Aase.
   - Jo, det har hun. Og hun har også sagt, at når man gør noget, der er ondt, så bliver man altid straffet for det, på en eller anden Måde.
   - Nej - sagde Aase, bedrøvelig og vantro.
   - Jo, sådan er det, Aase. Du kan jo bare se, hvis du ikke havde plukket Blomsterne itu og kastet dem rundt alle Vegne, så var de ikke faldet i Birthes Kakao, og hun var ikke blevet arrig og havde kastet dem på din Frakke. Og det kan godt være, at de Pletter aldrig går af, belærte Lisbeth sin lille Søster, hvis fireårige Hjerne fandt ud af, at det var Søster Birthe, der var den værste, for Smørblomsterne i Kakao'en gjorde ingenting, men Smørblomsterne på Frakken satte Pletter.
   - Å, Aase, hvor er du dog en lille, dum Unge, du forstår det slet ikke, erklærede Lisbeth opgivende, vendte sig om til Anna Sivertsen og kikkede med på de drilagtige Pletter, der trods energisk Behandling kun havde afgivet lidt af Farven, men tydeligt nok ikke hørte til Forsvindingsnumrene.
   - Næ, det kan ikke nytte at blive ved, jeg gnubber til sidst Tøjet itu, sagde Anna Sivertsen opgivende, holdt frakken i Vejret og rystede den og gav Aase den på igen.
   Der blev atter taget fat på den afbrudte Frokost, der hurtig aflivede Skærmydslen, lokkede Fredssmilet frem på de små Ansigter, ja endog strøg Plet-Bekymringen bort fra Anna Sivertsens rare Ansigt.
   Endelig var de færdige med at spise. Derimod var de ikke færdige med Frokosten. Fru Gerda havde nemlig været alt for rundhåndet, navnlig med Kakao'en, som hverken Grethe eller Lisbeth brød sig synderlig om, men også af Kiks og Marmelade var der levnet ikke så lidt.
   Det var forståeligt, at Anna Sivertsen ikke just var lysten efter, på hele Turen til og fra Broder Thomas, at slæbe af Sted med Kurven, der ikke var blevet meget lettere, end da de gik hjemmefra, og hun fik da den praktiske Idé, at gemme den et eller andet Sted i Skovbrynet, indtil de på Hjemvejen kom der forbi og kunde tage den med.
   Hun stod derfor og så sig omkring for at, finde et passende Sted....
   På Jorden under nogle Bregner, som Grethe foreslog, gik det ikke an; der kunne komme Dyr og grise det hele til.... Hænge Kurven på en Gren?.... Nej, det duede heller ikke; rigtignok kom ikke mange Folk den Vej, men alligevel der kunde komme den, der opdagede Kurven, og lod sig friste til at tage den med sig.
   - Men der er jo Navn på Hanken, indvendte Lisbeth.
   - Å, Lisbeth er fænomenal! Som det skulde afholde en Tyv fra at stjæle den, hånlo Birthe, stak Armene i Vejret og snurrede rundt.
   Idet hun pludselig standsede, pegede hun på en Gren, hvis Bladknopper allerede var halvt udsprungne, men som syntes alt for højt oppe.
   - Se, deroppe.... den Gren er god til det Brug. Så højt kikker de »indfødte« ikke.
   - De »indfødte,« vrissede Anna Sivertsen, - det behøver såmænd ikke at være de »indfødte«, som du siger, der rapser. Det kan man meget snarere vente sig af Københavnerne når de oversvømmer Skovene, for der er al Slags imellem.... men for Resten sidder den Gren jo så højt til Vejrs, at ingen af os kan nå derop.
   - Ikke det?.... Som en Mis skal jeg være der!
   Og næppe var Ordene talt, før Birthe, der var slank som en Ål og behændig som en Kat, sprang løs på Træet og som den bedste Dreng klatrede og svang sig op til Grenen. Kurven fik hun anbragt på den Måde, at Anna Sivertsen med stor Anstrengelse rakte den op og anbragte den på Birthes nedstrakte Fod, hvorfra den så blev løftet og stukket ind på Grenen, mens Birthes Søstre og Anna Sivertsen spændt beundrende så til.
   - Vær nu forsigtig, Birthe, når du skal ned, formanede Anna Sivertsen, ganske overflødigt for Resten.
   Nogle raske Sving, et vældigt Spring, og Birthe stod på Jorden, vinkede op til Kurven og råbte:
   - Farvel, gamle, og på Gensyn!
   ---
   Da Anna Sivertsen med de fire Pigebørn var kommet et godt Stykke ind i Skoven, blev der pludselig Røre i nogle Buske, der stod ikke ret langt fra Træet, hvor Kurven hang. Det visne Løv raslede, Grenene bøjede sig, og frem listede et lille brunt Væsen.
   Store, sorte Øjne spejdede til alle Sider, og da intet levende, hverken Menneske eller Dyr, var at øjne, løb den lille Skikkelse flyvende let hen til Træet, hvor Kurven hang.
   Både hurtigere, lettere og frem for alt mere graciøst, end Birthe havde præsteret det, entrede Pigebarnet op til Grenen og Kurven.
   På en Gren lidt højere oppe end Kurven satte hun sig godt til Rette, tog Kurven, undersøgte Indholdet og gik glædestrålende i Lag med den levnede Frokost.
   Det tog ikke mange Minutter at få gjort rent Bord på Resterne. Særlig Smørrebrødet med Ost og Salat og Kakao'en fik de sorte Øjne til at stråle og den røde Mund til at smile.
   En Stund hvilede den lille tryg og rolig i sin glade Mæthed, men alligevel gled de sorte Øjne stadig spejdende ned over Skovens Stier og ind mellem Underskovens Krat.
   To Mænd kom tradskende på Stien, der førte tæt forbi Træet, hvor hun sad. Tung og hård var Gangen, tvær og lavmælt faldt Talen, Hovederne ludede og Blikkene så bare lige ud; de ænsede hverken Dyr eller Blomster, langt mindre Fuglene i Træernes Grene, i det hele taget næppe ret meget, som var uden for deres egen Næse, så dem var der ingen Fare for at blive opdaget af. Derimod gjaldt det at være borte, når Pigen med Børnene kom tilbage, og Kurven skulde hentes ned.
   Hallo! Sikken Opdagelse! Kurven tømt for alt spiseligt og for Termoflasken, som er nyttig til at have Kildevand på, og Bægeret godt til at drikke det af.
   Men der var god Tid, til Pigen og Børnene kom tilbage. De skulde ikke hjemad før ud på Eftermiddagen, havde de jo sagt, og Solen stod og strålede lige ned over Skoven, ikke et Træ kastede Skygge endnu. Der var heldigvis længe til det blev Aften og rigtig Nat.
   Tæt ind til Træets Stamme trykkede Barnet sig, og musestille holdt den spinkle Skikkelse sig. Men Tankerne, som svirrede i den lilles Hjerne, fik Udrykket i det brune Ansigt til ustandseligt at veksle. Den mindste Lyd, der hørtes, gjorde hende stiv af spændt Lytten.
   I alle Fuglereder lå pippende Yngel, der sulten og urolig skreg efter Føden, som Fader og Moder skiftevis var ude at finde mellem Træernes dunspæde Løv, hvor der endnu ikke var Sommerens mangfoldige Insektsretter at vælge iblandt, eller de var nede på Jorden, hvor Delikatesserne af Småorme og Biller var nemmere at finde.
   I et Hul højt oppe i Træets Stamme havde vilde Duer bygget Rede, og deres ru og mørkttonende Kurren, der pludseligt rullede ud i den stille Luft, fik hende til at fare sammen og derpå til at knytte den ene lille Hånd og true vredt frem for sig.
   Men Timerne gled, Træerne kastede Skygge mod Øst, og Pigebarnet, der forstod at læse Tiden af Solens Stilling og Vinden af Skyernes Flugt, mente, det var bedst at forsvinde fra Kurven nu, hvis hun ikke vilde risikere, at Pigen og Børnene kom tilbage og opdagede Tyven.
   - Med Termoflasken knuget i venstre Arm svang hun sig ved Hjælp af højre Hånd fra Gren til Gren, lod derpå Flasken falde ned på Jorden og fulgte selv efter i et Par kattesmidige Spring.
   Nogle Øjeblikke stod hun og spejdede til alle sider, lagde sig derpå med Øret ned til Jorden for at lytte, om nogen var på vej gennem Skoven, hørte dog intet og flygtede ilsomt og sky, som et Rålam, dybt ind i det groende Krat.
   ---
   Mere end to Timer forløb, før Anna Sivertsen og Børnene kom tilbage for at tage Kurven med hjem.
   - Nå ja, Birthe, så må du til det igen og se at få taget Kurven ned. Den hænger jo ellers nok så pænt der oppe, sagde Anna Sivertsen fornøjet over det tilsyneladende heldige Resultat af sin gode Idé.
   - Ja, for der er naturligvis ingen, der har fået Øje på den, fik den fornuftige Grethe næppe sagt, før Birthe hoverende slyngede ud:
   - Takket være min gymnastiske Færdighed!.... en, to, tre!
   I et Sæt begyndte hun Opstigningen, og snart var hun så højt, at hun kunde få fat i Kurven....
   - Næ!! Maden er væk.... og Kakao'en!.... Og Termoflasken er borte!.... Næ!!!
   Birthes Udråb var voldsomt og skingrende, så Fuglene forskrækkede fløj op.
   - Å, Snak da!.... Det må jo være faldet ud, sagde Anna Sivertsen i hjælpeløs Forbavselse.
   - Faldet ud!
   Fem Par Øjne nidstirrede Skovbunden rundt omkring Træet.... Ikke så meget som en Skorpe endsige Termoflasken var at se.
   - Selvfølgelig er det hugget, hvæsede Birthe bidsk, stak Kurven på Armen og væltede nedad.
   Også Kurven blev nidstirret, som var den Synderen, og den stilfærdige Lisbeth sagde:
   - Havde vi bare ingenting levnet, så var det ikke sket.
   - Pyt med den Smule Mad og Drikkelse, for....
   - Men Moder siger ikke »Pyt« med Termoflasken, indvendte Grethe.
   - Ja, det er værst med den, indrømmede Anna Sivertsen betænkelig. - Havde vi dog bare taget Kurven med os.... men hvem kunde dog også tænke sig det.
   - Og havde så bare den Tyveknægt taget Kurven også, så havde jeg sparet at klatre op efter den, muggede Birthe.
   - Ja, og så havde du ikke haft den Ærgrelse, at der er andre, der er lige så dygtige til at klatre som du, sagde Grethe drilsk, - for så havde du bare påstået, at Kurven var blæst ned.
   - Pas dig selv, Grethe, og dine egne Ærgrelser. Du har ikke så få i Gymnastiktimerne, smeldede Birthe ud.
   - Så, så, ikke noget Skænderi, formanede Anna Sivertsen, - det er galt nok med Termoflasken.
   Små og muggende Svar fløj fra den ene til den anden, og Aase forhøjede Fortrædeligheden ved pludselig halvgrædende at klage:
   - Jeg er så tørstig, og nu vilde jeg så gerne have noget Kakao.