Zigeunerpigen

---

Lisa Mikaély (1931)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

II. Fest i »Skovhuset«

   At Fødselsdagsbarnet, Kontorchef Oluf Holmer, havde været artig hele Året, kunde der slet ikke være Tvivl om, for Solen skinnede, Luften var lun, Skoven var grøn, og Stemningen i »Skovhuset« var over al Måde festlig lige fra Morgenstunden.
   »Skovhuset« var som sagt en gammeldags, men stor og hyggelig Villa, og Haven, som kun ved et Stengærde var skilt fra Skoven, var også stor og gammeldags. Den havde aldrende Frugttræer, ærværdige Løvtræer, Sirener og Roser, Jasmin og Kaprifolium, Duft og Farver på alle Sommerens Tider, og den havde det bedste af alt, hvad en Have kan eje, en stor og dejlig, fløjlsgrøn Plæne med en mægtig Blodbøg i Midten.
   Allerede Klokken ni om Morgenen tog Dagens Festlighed sin Begyndelse. Første Nummer på Programmet var Optoget med Familiens Hund, »Jeppe Gravmand« forspændt en rødmalet Legetrillebør fyldt med Fødselsdagsbarnets Gaver, dækket af Blomster.
   Efter at »Jeppe Gravmand«, ført af Grethe og Lisbeth, havde travet en Gang rundt om Plænen, standsede den med Børen foran Trinene til Verandaen, hvor det store Festbarn trådte frem og tog imod Dagens første Hyldest, en Sang, forfattet af Moster Ella, som gik på den kendte Melodi: Som i Ungdommens Vår, og som blev sunget i Kor af de fire små Piger.
   Det vil sige, Aase magtede ikke Begyndelsen, hun faldt først ind på Omkvædet:

»Det var på Frederiksberg, der var i Maj,
at der til Huse kom med stor Ståhej
en dejlig Dreng, der skreg i vilden Sky.
Det var på Frederiksberg, det var i Maj.«

   Men til Gengæld satte hun i med en Styrke, så hun fuldkomment overdøvede sine Søstres Stemmer, og sidste Linie af Omkvædet til andet Vers forandrede hun egenmægtigt til det mere familiære:

»Det var på Frederiksberg, og det var Far!«

   Derpå fulgte Blomsternes og Gavernes Overrækkelse.
   Og det store Fødselsdagsbarn var - syntes det - lige henrykt for alle Gaverne, de store som de små, måske endda allergladest for sine Småpigers nydelige, ingenlunde upraktiske og desuden selvudførte små Arbejder.
   På et Cigaretetui af ægte Maroquin - Fornyelsen havde længe været tiltrængt - havde Grethe med Guldtråd syet O. H. i flot Monogram.
   Også Birthes Gave var en Fornyelse, en Havepose, det vil sige en Pose, der kunde huse alle Faderens mindre Gartnerredskaber, Handsker, Bast, Søm, Klude o.s.v. Posen var lavet af storblomstret, farvestrålende Cretonne med et mægtigt O. H. af højrødt Stof og påsynet med sort Perlegarn.
   Lisbeth havde af Pap, Gobelinstof og Gammelguldborter lavet en nydelig Mappe til Avisudklip, for disse Udklip havde nemlig en beklagelig Tilbøjelighed til altid at blive bort for hendes Fader.
   Selv lille Aases Gave var i al sin Enkelhed ingenlunde mindre sindrig og nyttig end hendes Søstres, tværtimod. Af Silkepapir i alle mulige Farver og deres Afskygninger havde hun, selvfølgelig med sin Moders Hjælp, lavet over hundrede Fidibusser, som var trukket på et Sejlgarn, bundet sammen som en stor Kvast og derpå gjort fast til Hånden på en lille Abe-Mascot, som i den anden Hånd fik stukket et Kort med Påskrift:

»Når Faders Øjne ud på Aft'nen trættes,
Aase be'r, at de på Kvasten rettes.«

   En klog, gammel Øjenlæge havde nemlig anbefalet Oluf Holmer, hvis Øjne let blev overanstrengt, nu og da kun nogle få Minutter at holde op med Arbejdet og imens fæste Blikket på en sådan broget Kvast. Det vilde straks føles som en Hvile og have en god Virkning på Øjnene.
   Derpå fulgte en flot udført Vendemølle-Opvisning hele Plænen tre Gange rundt i hurtigt Tempo. Birthe førte an, Grethe, Lisbeth og Aase fulgte efter, så godt de evnede. Men lille Aases Evne med Hensyn til Hastighed rakte nu kun til en kneben halvanden Omgang Plænen rundt, så da Birthe og lidt bagefter Grethe og Lisbeth med elegant Artistkompliment sluttede, måtte Aase i Løb tage Plænen på tværs for at være med i Rækken.
   Med Afsyngelsen af Sangens tredie Vers, hvis Omkvæd var ændret til:

»Det er ved Sørup Hegn, det er i Maj,
»Skovhuset«s Dannebrog er hejst til Fest;
for det er Oluf Holmers Fødselsdag,
han bli'r just fyrre År den fjerde Maj!«

var første Del af Dagens Program forbi.
   Næste Del var fin Frokost med Gæster. Det traf sig nemlig så heldigt, at Dagen var en Søndag, så hverken det store Fødselsdagsbarn eller de tre Småpiger skulde af Sted til København.
   Der kom ikke færre end otte Gæster til Frokost. Ikke alene fordi Solen tindrede fra en blå og skyfri Himmel, men også fordi Vinden var lun og sagtmodig, blev Bordet dækket i det gamle Hassellysthus, der om Sommeren var så tæt, at det kunde lukke både Sol og Varme ude, og som takket være April, der havde været mild og god, allerede nu skyggede tilstrækkeligt for Solen.
   De otte Gæster, der alle kom med Formiddagstoger fra København, var Oluf Holmers Broder med Hustru og fjortenårige Datter, hans Søster, Fru Benedikte Ottesen, der var Enke, Fru Gerdas Forældre, Arkitekt Krag og Frue, hendes Søster Ella samt Oluf Holmers gode Ven, Kaptajn Regnar Nørregård.
   Ved Bordet havde man fornuftigvis arrangeret det således, at Børnene ikke sad samlet, men at de hver for sig var puttet ind mellem de voksne, hvilket absolut garanterede mest Ro.
   Begyndelsen forløb også nok så nydelig. Maden var fortræffelig og Børnenes Opførsel mønsterværdig. Man var nået til de uundgåelige stegte Kyllinger med Tilbehør. Stemningen var brillant, Samtalen levende og stærkt interesseret, især for de fire Herres Vedkommende, da Aase pludselig slog bremsende ud med sin lille Hånd og råbte over til sin Fader:
   - Fader.... Fader, der....
   - Hys! hviskede Moster Ella. - Små Piger tier stille, når de voksne taler.
   Aases Fader havde ganske overhørt sin lille Datters bremsende Tilråb. Samtalen blev mere og mere livlig, og Aases Øjne hængte som i Hypnose ved Faderens Tallerken.
   Pludselig råbte hun endnu voldsommere, og Hånden løftedes endnu mere talende:
   - Fader!.... Men Fader dog....
   - Hys!!
   Men hverken dette Moster Ellas stærkt hvæsende »Hys!« eller Fru Gerdas dæmpede, men strengt manende: »Aase! Glemmer du, hvad du har lovet Moder?.... At være sød og stille?«, nåede Fader Olufs korte, men umådelig udtryksfulde:
   »Aase!«
   Denne Gang havde han nemlig hørt hendes vigtige Udråb; og dette Faderens »Aase!« lukkede absolut hendes lille Mund i, men Øjnene om muligt endnu mere op; disse så spiddende fast, på hans Tallerken og Samtalen og Munterheden var stadig stigende.
   Men pludselig klemte Aase Øjnene sammen, rystede sig i et lille Gys, gjorde en æklende Grimasse, sagde »,Uf!«, men så sagte, at ingen hørte det, og dukkede Ansigtet over Tallerkenen med det småtskårne Hønsekød.
   Almindelig munter Latter over en god Historie havde nogle Øjeblikke afledt Opmærksomheden fra Aase; men da Latteren var stilnet, lagde man Mærke til den nu forbavsende stille Aase, og hendes Fader, som sad næsten lige over for hende, sagde opmuntrende:
   - Og hvad var det så, Aase absolut vilde sige til Fader?
   - Ikke noget.
   - Jo vist.... ellers vilde du jo ikke have forstyrret Fader i Samtalen.... hvad var det så?
   - Nu er det lige meget.... for nu er det for sent, faldt Svaret fast, men lavmælt.
   - Snak, lille Aase, lokkede Moster Ella - når det for lidt siden var så vigtigt, ar du slet ikke kunde tie stille med det, så kan det da ikke nu pludseligt være for sent.
   - Jo. For nu har Fader spist den.
   - Fader spist!.... Hvad har Fader spist?
   Gaflerne hvilede, og Spændingen stirrede ud af alle Øjnene.
   - Den ækle Orm, der gik på Faders Salat! slyngede Aase frygtløst ud og så sig triumferende rundt i Selskabet.
   Efter en kort Pause, i hvilken måske nok en og anden, særlig Faderen, havde »Ækel-Fornemmelse«, var Aases Mormoder så umådelig tankeløs at komme med følgende Bemærkning:
   - Ja, selvfølgelig er det rigtigt, at Børn vænnes til at være beskedne og til ikke at blande sig i de voksnes Samtale, men det viser sig jo altså, at der virkelig er Tilfælde, hvor det vilde være nok så heldigt at give Barnet Lov til at tale ud.
   - Men bedste Mormoder, da det vil være meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt, på Forhånd at afgøre, om en sådan Udtalelse er ønskelig eller ej, så tror jeg alligevel, at det er sundere, at Princippet »Når voksne taler, så tier Børn« bliver overholdt, mente Oluf Holmer.
   Princip og Princip. Men ligesom der ikke er Regler uden Undtagelser, kan der heller ikke være Principper uden Afvigelser, og De må indrømme, min kære Oluf, at De vilde have foretrukket det lille Brud på Disciplinen frem for Bevidstheden om at have delikateret Dem med en levende Orm.
   - Men, kære Moder, dette Tilfælde er nu også en absolut Undtagelse, indskød Fru Gerda mæglende.
   - Men Mormoder fremturede i sin usigelige Ufornuft:
   - Nå, ja. Salaten har sagtens ikke været skyllet tilstrækkeligt med Saltvand, for i så Fald skulde Ormene jo nok være forsvundet. I hvert Tilfælde var der jo tydeligt nok, at det var noget af Vigtighed, Barnet vilde have sagt, for som det lille Ansigt var ivrigt og spændt i Udtrykket, afsluttede endelig den ukloge Mormoder med et kælende Hjertesmil til det elskede Barnebarn, der betaget havde slugt hvert af sin Mormoders Ord. Ikke desto mindre fik Mormoder næppe talt ud, før lille Aase kom med det logiske Spørgsmål:
   - Men hvorfor gav Mormoder mig så ikke Lov til at sige det?
   - Fordi Mormoder ikke kan give Lov til noget, som Fader og Moder ikke vil tillade, svarede Fru Gerda så absolut afsluttende, at kun den sejrfornemmende Aase vovede et ret stilfærdigt:
   - Nå. Og Mormoder er dog meget ældre end Fader og Moder.
   Dermed var man ude over det usædvanlige Orme-Tilfælde. Den øvrige Salat blev spist med skærpet Påpasselighed, og det lille afbrydende Mellemspil blev hurtig glemt.
   Klokken fem om Eftermiddagen tog Gæsterne bort, med Undtagelse af Fru Gerdas Moder og Søster, som skulde blive hos Børnene og overnatte i »Skovhuset«; thi både Oluf Holmer og Fru Gerda tog til Byen sammen med Gæsterne.
   Oluf Holmers Moder, der var Enke og en ualmindelig sød og klog gammel Dame, havde nemlig de sidste fire År været så lidende af Leddegigt, at hun ikke formåede ved egen Hjælp at rejse sig fra sin Stol.
   Hendes Børn gjorde, som naturligt var, alt, hvad der stod i deres Magt for at lindre hendes tunge Skæbne, og det var derfor blevet Sædvane, at Børnenes Fødselsdage altid fejredes med at være Gæster til Middag hos hende. Og ingen af hendes Børn kunde tænke sig - hvis da ikke Sygdom hindrede dem - at svigte denne kære Pligt, som skaffede den elskede Moder hendes største Lykkedage.
   Som Regel plejede Oluf Holmer og Fru Gerda at komme hjem igen til »Skovhuset« om Aftenen ved Titiden. Børnene fik da Lov at være oppe og modtage deres Forældre i den illuminerede Veranda, og der få Hilsenerne og Godterne, som den kære Farmoder altid sendte hjem til dem med Fader og Moder.