Zigeunerpigen

---

Lisa Mikaély (1931)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

III. Professorhunden

   Mens Holmers var i Byen hos Farmoder, havde Moster Ella travlt med at forberede Illuminationen af Haven.
   Både Grethe, Birthe og Lisbeth hjalp hende af bedste Evne og for Resten også Aase, som dog måtte give op midt i det hele, fordi hun faldt i Søvn og Blev lagt ind på Sofaen.
   - Det er næsten meningsløst at lave Illumination, når Vejret er så skønt som i Aften, sagde Moster Ella, standsede lidt med at sætte Lys i de brogede Lygter og så ud over Esromsøens krusede Flade, hvis duegrå Farve tog rødligt Skær fra Vesthimlens Solfaldspragt.
   - Vist er her kønt, det er her, indrømmede Birthe kraftigt og uimodsigeligt som altid, når hun udtalte sig - men her er spille mig også osende kedeligt.
   - Kedeligt! Nej, Birthe, en så dejlig Natur kan aldrig være kedelig, rettede Moster Ella og sendte helt forelskede Blikke over til Holtet og til Nøddebo, hvor Kirkeklokken just begyndte at ringe Solen ned.
   - Hør!.... er det nu ikke henrivende?....
   - Jo, det liver op, sagde Birthe og svingede rundt med en Lygte, så Lyset styrtede ud.
   - Birthe er det underligste Pigebarn på Jorden, hun har ikke Spor af Forstand på Skønhed. Og jeg vil nu slet ikke tale om Poesi, for det har hun ikke Fnug af Begreb, om forsikrede den tolvårige Grethe overlegent.
   - Jeg har lige så meget Begreb om det, som du har, svarede Birthe bidsk igen - men der er bare den Forskel på os to, at du spiller den, så snart du er sammen med de poesibefængte, sådan som Moder og Moster Ella, men det gør jeg bare ikke.
   - Den Slags udtalelser klæder ikke en lille Pige. Poesibefængt er et dårligt Udtryk. Ordet befængt bruges kun om det, der har Sammenhæng med noget farligt, noget modbydeligt, belærte Moster Ella sin raptungede Søsterdatter.
   - Jamen Moster! Faders Salat i dag var altså befængt med Orm, og du, allerdejligste Moster Ella, og du, englehvide Søster Grethe, i er befængt med Poesi. Jeg forstår! Jeg forstår! Og jeg er glad, at jeg ikke er belemret med Poesi, for det er ikke sjovt at slæbe rundt med den, erklærede Birthe, samlede en Bunke Lygter og stillede dem på Bænken under Hvidtjørnen, hvor de skulde anbringes.
   - Dine Begreber om Poesi, lille Birthe, er vist noget svævende; men med Tiden klarer de sig nok.
   - Jeg ved bare, at alt det der bliver sagt om, at det er så yndigt poetisk, det er mosekedeligt.
   - Mosekedeligt! Hvor har du det Ord fra? spurgte Moster Ella og lo en lille bifaldende Latter.
   - Det sagde »Zinck-Kanten« forleden Dag om Frøken Pihl, og hun er spille mig heller ikke sjov. Annelise Worm har selv hørt, at Fru Poulsen har sagt til Hilde Berys Moder, at det er en Fejltagelse, at hun ikke er blevet en Tårepil.
   - For det første, hvem er Zinck-Kanten?
   - Det er Kandidat Zinck, som vi har i Regning.
   - Nå! For Resten er det da både hurtigere og nemmere at sige Hr. Zinck eller cand. Zinck, men I om det.... Men så Frøken Pihl, som I finder mosekedelig. Hvem ved, om hun ikke er alt andet end kedelig, når hun er sammen med andre Mennesker. Måske finder hun det så håbløst kedeligt at have med jer at gøre, så hun slet ikke kan skjule det.
   - Så kan hun jo lade være at undervise os.
   - Nej. For når hun nu engang har uddannet sig til Lærerinde, så må hun selvfølgelig også finde sig i at undervise.
   - Men det er nu ikke morsomt for os.
   - Men sikkert endnu mindre morsomt for hende. Jeg kan godt tænke mig, at I ikke er særdeles elskelige at have med at gøre, når I først har fået den Idé, at hun er mosekedelig.
   - Jamen, Moster, hun er nu sur. Og hun ser altid så sindsbetynget ud, indskød den fornuftige Grethe.
   - Meget muligt. Men I kan jo slet ikke vide, om hun ikke har meget alvorlige Ting at tænke på. Eller måske føler hun sig aldrig rigtig stærk og rask, og det skal jo nok tage på Humøret.
   - Ja, det kan man jo ikke vide, sagde Grethe tænksomt - men at hun aldrig kan se lidt fornøjet ud....
   - Men jeg er vis på, at det heller aldrig falder jer ind at se lidt venlige ud, at smile til hende, når hun kommer ind i Klassen.
   - Nej, Moster, hun er ubestikkelig.
   - Snak, Birthe. Det er kun meget få Mennesker, der er uimodtagelige for Venlighed....
   - Så hører hun nok til Undtagelserne.
   - I skulde alligevel prøve på det. Timerne vilde gå meget lettere for jer, og så vilde I oven i Købet have den dejlige Fornemmelse, at I havde været søde imod og gjort godt for et andet Menneske, måske for et stakkels bedrøvet Menneske.... og den Følelse er en virkelig Hjerte-Godte.
   - Meget muligt, søde Moster. Men Pilen bryder sig vist ikke en Vind om vore Hjerte-Godter, og der er da ikke noget så fladt, som at stå og smile til sådan et tragisk Hoved.
   Spørgsmålets videre Drøftelse blev afbrudt af Kokkeenepigen, Johanne Ibsen, der kom frem i Verandaen og på Thebordet satte en stor Bakke med Aftensmaden bestående af Snitter belagt med Rester af Frokostens lækre Retter samt små knasende, hjemmebagte Tvebakker, The og Syltetøj.
   - Skal vi ikke vække Aase? spurgte Lisbeth.
   Å, den lille Unge, lad hende bare sove, til Fader og Moder kommer hjem, svarede Birthe afgørende og smækkede sig ned i en Stol.
   - Ja, lad hende sove. Men så sætter vi et Par Snitter til Side til hende, til hun vågner, sagde Moster Ella, lagde Snitter og små Tvebakker på en Tallerken og dækkede den til.
   Da Johanne Ibsen også havde bragt Theen og igen vilde gå ud i Køkkenet, sagde Moster Ella, at hun skulde sætte sig og spise sammen med dem, og det gjorde hun selvfølgelig, for Johanne Ibsen var en glad Naturens Elsker, og her fra Verandaen havde hun anderledes Udsyn til Søen og Markerne end ude i Køkkenet eller oppe på Værelset, som lå tæt ind på Skoven, kun skilt fra den af Stenten.
   Pludselig, som det gik bedst med Maden og Snakken, råbte Birthe, der sad med Ansigtet mod Skoven:
   - Ih, hvad var det.... der løb et Dyr inde i Skoven!
   - Et Dyr! Var det stort?
   - Nå.... ikke så højt endda, sagde Birthe og spejdede ind i Skoven, men så intet.
   Johanne Ibsen mente, at det havde nok været »Piper«, Professorhunden oppe fra Skipper-Alleen.
   Men Birthe sprang op, løb ned i Haven og op på Stenten og spejdede længe og langt ind i Skoven, hvor Skumringen svøbte sig om Træer og Buske og krøb over Jorden.
   - Nej, der er ikke noget hverken at høre eller se. Men naturligvis har det været »Piper«, der er rendt på Sjov efter Vaskehusets Rotter.
   - Nå, den behøver såmænd ikke at rende til Skipperhuset efter Rotter, der er sandelig nok af dem der, hvor den hører til, sagde Johanne Ibsen og gøs ved Rottetanken.
   - Ja, men Skipperhuset er Kongens Vaskeri, og Skipperhusets Rotter er kongelige Rotter, og dem synes »Piper« vel nok, det er flot at jage.
   I samme Øjeblik, Birthe var sprunget op på Stenten, var en anden Pige dukket ned bag den og nogle kun temmelig tyndtløvede Buske, som, takket være den slørende Skumring, dog formåede at skjule hende for Birthes søgende Blik.
   Allerede længe havde Pigens skarptseende Øjne observeret alle og alt, hvad der foregik på Verandaen, mens hun holdt sig dækket bag en gammel Bøgs svære Stamme, og straks havde hun genkendt Pigebørnene fra den Dag, da hun i Skoven ved Mølledammen havde mættet sig af den dejlige Mad, de havde levnet.
   Der boede de altså.... i det store, smukke Hus, havde dejlige Senge at ligge i, stor Have at lege i og fik altid sådan lækker Mad. Også nu kunde hun se, hvor de spiste, og hvor de var glade.... Men hun selv, hun var også sulten, meget sulten....
   Om hun nu vovede sig frem og gik hen og bad den Dame, der sad hos dem, og som vel var deres Moder, om hun måtte få noget at spise?.... Det var ikke sikkert, hun fik det. De vilde måske fange hende og hente den store Politibetjent, eller de vilde jage hende bort og låse alle Døre godt af....
   Pludselig så hun dem alle rejse sig og komme ud i Haven. Hun hørte Damen sige, at nu måtte de skynde sig at få de mange Lygter tændt, for alt skulde stråle, når Fader kom. Straks begyndte de at tænde lysene, sprang op på Stenten, på Borde og Stole og hængte Lygterne højt og festligt til Vejrs.
   Bange for at blive opdaget, gled hun på alle fire bort fra Træet hen bag Stenten og ilede, dybt bøjet og fuldkommen lydløst, langs med denne hen til Husets Bagside, hvor der jo næppe skulde hænges Lygter op.
   Men her fik hun en ny Forskrækkelse. Pludselig tændtes det elektriske Lys i Køkkenet. Gennem de åbentstående Vinduer trængte dets hvide og voldsomme Skin langt ind i Skoven, og øjeblikkelig kastede Pigen sig ned på Jorden.
   Det var Johanne Ibsen, der tændte Lyset. Hun kom med Bakken ude fra Verandaen, satte den fra sig på Køkkenbordet, tog derpå i en Pose, som hang på Væggen, en Håndfuld Sejlgarn og forlod atter Køkkenet, men uden at lukke Vinduerne og uden at slukke Lyset.
   Et Øjeblik efter hørte Pigebarnet udenfor Johanne Ibsen sige, at her kom hun med en Bunke Sejlgarn, og at hun nok skulde hjælpe dem at blive færdige.
   Samme Nu vidste Pigen, at her gjaldt det at være hurtig og dristig.
   Som en Fjer sprang hun fra Jorden op på Stenten, fra Stenten ned i den lille indhegnede Gård, op på et omvendt Skyllekar og derfra gennem Vinduet ind på Køkkenbordet, men ikke ned på Gulvet.
   Siddende på Hug på Køkkenbordet rapsede hun til sig så meget, hun kunde tage med sig; det var Maden, der var levnet på Fadet, Kyllingerester og brunede Kartofler fra en Skål, et halvt Æg og et næsten helt Franskbrød, der lå på et stort Papir.
   I dette Papir samlede hun hele Byttet sammen, og efter at have taget et Par store Drag af Thekandens Tud forsvandt hun på samme Måde og lige så lydløst, men meget gladere, end hun var kommet, for nu havde hun Mad.
   Inde i Skoven, hvor der imidlertid var blevet så mørkt, at der ikke var Fare for at blive opdaget, satte hun sig på en Stub, spiste hurtigt Ægget, Kartoflerne og et Stykke af Brødet, men pakkede Kødet og Resten af Brødet omhyggeligt ind i Papiret.
   Hvor skulde det blive dejligt at vågne tidligt næste Morgen og straks have noget at spise, inden hun Begyndte sin Tiggergang.
   Fra Stedet, hvor hun sad, kunde hun mellem Træernes Grene se de kulørte Lygter i »Skovhuset«s Have. Flere og flere blev tændt. I Buer og enkeltvis gyngede de mellem Grenene.
   Det var et strålende Syn, syntes Pigen, og det gjorde hende glad, måske mest, fordi denne Nærhed af glade Mennesker i Mørket og Ensomheden gav hende en vis Følelse af Tryghed.
   Havde hun været almindelige Kristenfolks Barn, vilde hun være kommet til at tænke på Juletræ og Juleglæde, men det gjorde hun selvfølgelig ikke, da hun aldrig havde Kendt de Begreber.
   En Stund blev hun siddende fortabt i Hvile og sund Glæde over det kønne, hun så der borte i Haven.
   Men pludselig kom hun i Tanker om, at der vist var bedre, hun kom af Sted, længere bort fra Huset og Haven, for sæt Damen eller en anden kom ud i Køkkenet og opdagede, at Maden var borte!
   Måske vilde de blive så onde, at de straks vilde gøre Jagt på Tyven, vilde lede både i Skoven og på Vejene.... Uh ha, af Sted, hurtig af Sted, det var det sikreste.
   Inden det blev rigtig Nat, vilde hun gå op til et ubeboet Hus, der lå på Frederiksborgvejen nær Steenholt-Hegn, i hvis ene Udhus hun allerede flere Gange havde søgt Ly om Natten.
   Det var ingenlunde for tidligt, hun havde fattet Beslutningen at forlade »Skovhuset« og dets nærmeste Omgivelser; thi hun var netop nået op på Frederiksborgvejen, da den Mulighed, hun havde tænkt sig, indtraf, nemlig at Johanne Ibsen kom ud i det oplyste Køkken, opdagede Tyveriet og højst forbavset og forskrækket styrtede ud i Haven.
   - Frøken, Frøken! skreg hun, inden hun endnu var nede af Verandaen.
   - Der har været en Tyv i Køkkenet! Al Maden på Køkkenbordet er væk!
   - Det var da uhyggeligt, udbrød Moster Ella - det må jo altså have været nu, mens vi har gået og hængt Lygterne op.
   - Ja. At tænke sig Mage til Frækhed! Og der ligger Barnet inde ved Siden af og sover.
   - Måske har Køkkendøren ikke været låset?
   - Absolut jo, Frøken.
   - Men Vinduerne, de har måske stået åbne?
   - Ja, det ene underste og det andet øverste. Men efter sådan en Hede, som der har været, i Køkkenet i Dag, må man jo da have luftet ud.
   - Kom, vi følges ad op, sagde Moster Ella, som ikke var mere modig end de fleste Damer.
   - Det må undersøges nærmere, skønt Tyven er naturligvis forlængst løbet sin Vej.
   - Ja, og på alle fire, råbte Birthe vigtig.
   - På alle fire! Hvad skal det sige?
   - At det selvfølgelig er »Professorhunden«, der har ædt Maden. For det var nu ham, jeg så inde i Skoven, og han Løb netop til den Side.
   - Skulde det virkelig være »Piper«?
   Moster Ella fandt Tanken lidt beroligende.
   - »Piper«, det infame Bæst! Lad ham holde sig til sine egne Rotter oppe i Skipperalleen og blive væk fra os og vore Kyllinger!
   - Det kan man ikke forlange af en Hund, når der står lækre, brune Kyllinger lige for Næsen af den, sagde Grethe mæglende.
   - Ja, jeg skal lære ham, hvis det nu er ham, den forsultne Køter, han er.... Aldrig skal han få et Ben mere; en ordentlig Dragt Prygl skal han få, når han kommer igen.
   Johanne Ibsens Tone var hvas og voldsom. Ingen kunde være i Tvivl om, hvad der ventede »Piper«, når han igen vovede sig ind på »Skovhuset«s Køkkenside.
   Men da de alle stod i Køkkenet, hvor Lyset strålede hånsk over de tomme Fade, sagde Moster Ella:
   - Jeg vil helst tro, det er, som Birthe mener, at det kun er »Piper«, der er Tyven, men Hunde plejer ikke at spise så rent op, og her er jo ikke levnet det mindste, ikke en Krumme, ikke så meget som et lille Ben.
   Johanne Ibsens højrøstede og rystende Vrede mod Professorens forsultne Køter måtte have kulmineret med Løftet om Pryglene. Pludselig stod hun stille, sagde ikke et Muk, stirrede blot på Køkkenbordet, hvor Fadene endnu stod, men hvor hele Franskbrødet med samt Papiret var borte.
   Dette var en Gåde, som fik hendes Tro på »Piper«s Skyld til at vakle.
   Og Lyset, som havde brændt, da hun kom ud med Bakken.... At tænde Lyset, det kunde selv den mest forsultne Professorhund dog ikke præstere.
   Takket være den Omstændighed, at Johanne Ibsen glemte, at hun selv havde ladet Lyset brænde i Køkkenet, da hun gik ind i Verandaen med Aftensmaden og Theen, tog hun den retfærdige Beslutning at udskyde »Piper«s Afstraffelse til et senere Tidspunkt for at afvente den mulige Pågribelse af en menneskelig Tyv; thi dermed vilde jo Professorhundens Uskyldighed være bevist.
   Moster Ella mente imidlertid, at det var bedst slet ikke at tale om den Historie til Holmers, når de kom hjem. Den kunde let blive Årsag til, at hendes Søster måske vilde være ængstelig, når hendes Mand undertiden måtte blive i Byen Natten over. Selve Tyveriet var jo ganske uden Betydning.
   - Ja, vist så! indrømmede Johanne Ibsen. Der havde jo ganske vist været rigelig Kylling til al Børnenes Skolemad, men det har jo dog mindre at sige.
   - Men ser De, Johanne, enten det nu har været en tobenet eller en firbenet Tyv, så må det lære Dem at lukke Vinduerne i Køkkenet og i Deres Værelse, så snart det bliver Aften. »Lejlighed giver Tyve«, ved De nok, og havde Vinduerne ikke stået åbne, havde De ikke fået den Forskrækkelse.
   - Uh ha.... Godt at Herren og Fruen kommer hjem i Aften, for helt rolig er jeg virkelig ikke.
   - Selv om det kun er »Piper«, der har været her? Å, Johanne! råbte Børnene leende, skønt de jo nok syntes, det var en spændende Oplevelse.